Ved du hvad der er mærkeligt, ud af alle de ting der er sket siden jeg skrev sidst?
Min søster….. hun er blevet opsagt i sit job, hvilket hun er glad for. Firmaet hun var ansat hos, har lavet nogle fejl i opsigelsen, så de har lavet et forlig med 1 års fuld løn og ca. 70.000 kr i kompensation. Derefter har hun 11 måneder på dagpenge med fuld lønsikring. Hun går hjemme nu. Anyway, hun er altid sur og mega stresset og fik jeg nævnt, altid sur? Selv da hun lige havde født min niece var hun sur. Hun er altid sur og skrap – selvfølgelig har hun også sine moments men generelt ville jeg ikke tale med min søster eller overhoved være i nærheden af hende, hvis det ikke var fordi hun var min søster. Var hun ALT andet end familie, ville jeg gå en mega bue uden om hende – og hun sikkert om mig.
Nå men hendes sundhedsforsikring har indlagt psykologhjælp og da hun stresser så meget har hendes læge anbefalet at hun tager til psykolog. Min søster er ved at dø ved tanken om psykolog og har afvist de første 3-2 stykker hun fik tilsendt navn på, men nu har hun fundet en og skal afsted i morgen (onsdag)
I går var jeg hjemme hos mine forældre og sad lidt og talte med mor der bla. spurgte ind til “sagen” aka sagen hos Styrelsen for Patientklager. Inden jeg fik forklaret hende det seneste nye, uden at gå for meget i detaljer, for det er hun ikke rigtig interesseret i – at jeg kører sagen er vand på min families mølle, da de jo hele tiden har sagt at jeg har fået det dårligere at at gå på psykiatrisk hospital og at alle problemer er startet siden jeg kom derud – så sagen er bare beviser for dem om at de har ret i at psykiatrien er noget lort og det er dén del de er interesseret i, ikke det bagvedliggende, altså grunden til at jeg overhoved havnede i psykiatrien.
Anyway, inden jeg når særlig langt siger min mor “at hun tror min søster har PTSD” Bare sådan. Ud i det blå. En diagnose til min søster. Min søster har PTSD (ifølge min familie) fordi hun i oktober 2014 genoplivede hendes daværende kæreste som fik hjertestop i sengen mens de sov. Han overlevede i 12 minutter mens min søster gav ham hjertemassage og lever i dag i København med pacemaker, sin kone og lille barn. Han kom sig 100% uden men. Og jeg skal absolut ikke tilsidesætte at min søster kan lide af PTSD efter sådan en voldsom oplevelse, det må være mega hårdt at stå med et andet menneskes liv i sine hænder og være vidne til en man elsker er ved at dø.
Jeg håber at hvad det end er der gør ondt inden i hende, at hun får talt om det og får den hjælp hun har brug for og fortjener. Det gør jeg VIRKELIG fra bunden af mit hjerte.
– MEN hvad jeg IKKE forstår er, at min Mor (og min familie generelt) kan sidde og tænke at min søster har en psykisk diagnose, PTSD (en traume diagnose) efter at havde genoplivet hendes daværende kæreste, og at hun derfor har brug for psykologhjælp for at komme sig. Dette giver god mening for dem alle (og for mig) men de kan IKKE tænke at JEG har psykiske problemer, givet min baggrund og at jeg derfor har brug for psykologhjælp og medicin – dét gør simpelthen SÅ ondt inden i mig at jeg næsten ikke kan rumme at tale om eller tænke på det.
Jeg har ikke redet et andet menneske fra at dø men jeg har haft andre traumatiserende og voldsomme oplevelser, nogle af dem er så indgroet i mig at jeg næsten ser dem som en normal ting, fordi det er sket igen og igen og igen og ingen har stoppet det. Men jeg skal bare tage mig sammen, stoppe med medicin, få afsluttet sagen mod psykiatrien og lagt psykiatrien bag mig, få mig et arbejde, begynde at tabe mig og finde mig en mand, så er alt godt. Faktisk er alle mine problemer skabt pga. ovenstående. Ingen af dem er skabt pga. det seksuelle misbrug jeg har oplevet, de tæsk jeg har taget eller den nedværdigende behandling jeg har fået.
Jeg forstår det ikke.
——
Klokken er 22.16 onsdag d. 28. april 2021. Jeg har netop haft en voldssom konfrontation med to meget unge indvandrepiger der stod og røg, talte i telefon og snakkede foran mit soveværelsesvindue. Jeg bad dem om at gå, da det er privat ejendom. De bad mig “luk røven kælling” – da jeg gik ud til vores hoveddør og bad dem gå med alvor i stemmen, slog den ene ud efter mig og forsøgte at slukke sin cigret i mit ansigt. Jeg gik – naturligvis – ind igen og ringede til politiet som ville sende en vogn “når de fik en ledig” hvilket er aldrig.
Jeg har, siden jeg flyttede ind, lavet minimum 30 anmeldelser på “Tip Politiet” appen, som er den platform politiet anbefaler man bruger hvis det ikke er et 112 opkald, hvilket det var nu til aften. Men det nytter ikke noget at tippe politiet. De kommer aldrig.
Det nytter ikke noget at lave anbefalinger til generalforsamlingen om at man ønsker en port sat i, for alle de andre bor jo ikke som jeg bor og er derfor ikke generet. Mange føler at de vil blive “lukket inde” hvis der kommer en port og stemmer derfor imod det.
Jeg fatter ikke hvordan jeg er havnet i den her lejlighed med det her lorte soveværelse. Jeg håber og beder til i mit hjerte, så højt at Hr. Gud burde kunne hører mig, at jeg får en kolonihave i år, så jeg kan get the fuck out of here!
——
I dag tog jeg i Jysk for at bytte et sæt rullegardiner. Lang historie kort, mine første lejere smed de rullegardiner ud der hang i vinduet i min gamle lejlighed. De var nærmest nye da jeg først satte dem op da naboejendommen blev opført og man derefter kunne se direkte ind i mit soveværelse. Anyway, jeg burde havde trukket penge for at de smed dem ud (og lod beslagene sidder…..but why?) men det gjorde jeg ikke.
Jeg tilbød derimod min nye lejer at jeg ville betale for to nye til hende. Hun sagde nej.
Og så sagde hun ja her i april, 2 måneder senere. I’m like, det er jo ikke et evighedstilbud – men jeg bad hende måle vinduet og kørte så ud og købte rullegardiner, kørte ind og satte dem foran hendes hoveddør. Så sms’er hun at de ikke passer, fordi hun har målt vinduet og ikke vindueshullet……🤦🏼♀️ Så ud og købe nye (380 Kr.) ind og aflevere dem (inkl. en hjørnehylde til bruseren (368,95 Kr.) som de første lejere også havde smidt ud…) og så stod jeg jo dér med et sæt rullegardiner der skulle byttes. Det fik jeg gjort i dag, så jeg kunne få pengene retur og afleveret OG AFSLUTTET den konstante kontakt med min nye max hjælpeløse lejer.
Da jeg er ved at parkere, ser jeg godt at der kommer en bil mere. Jeg finder mine rullegardiner bag i bilen og en ældre dame går ind i butikken foran mig, jeg holder afstand men ikke nok og ser først for sent at det er min gl. spejderleder. Don’t get me wrong, hun er SUPER sød og mine onsdage med hende og spejderne var i mange mange MANGE ÅR det eneste lyspunkt i mit liv. Spejder og biblioteksdag.
Men sidst jeg så hende var til noget spejder tam tam i 2017, hvor jeg føler at jeg blev udstillet og ydmyget. Desværre var jeg blevet kørt derud af min Mor så jeg havde ikke en bil til at kunne komme væk og måtte vente på at blive hentet – forfærdeligt, hvilket blot gør at jeg på det kraftigste må indskærpe for mig selv aldrig at være nogen steder uden akut mulighed for at komme VÆK.
Bagefter skrev hun til mig, på FB tror jeg det var, om jeg var ok og at hun ville bede for mig. Igen, super sødt men jeg tror ikke Hr. Gud hørte den varmesøgende raket af en bøn hun sendte op, for der er ikke sket forbedringer i mit liv. Tværtimod.
Når man sådan står i corona kø med sin gamle kristne spejderleder og man kan se hendes elevatorblik på ens fedladne krop, mens hun egentlig sødt nok, spørger “Hvordan har du det?” så er det ret svært at sige “fint” fordi det ville være en direkte løgn. Men jeg kan jo heller ikke sige sandheden – hvad den så end er – for det ville være en mellemting mellem at jeg ønsker at dø 24/7, at jeg er dybt ulykkelig, at jeg er ensom, overvægtig, beskyldt for opsøgende adfærd, har kroniske smerter i kroppen, har en mund der brænder 24/7, en hund jeg ikke kan overskue, at jeg er arbejdsløs, venneløs, single, barnløs – og alle de ting kan ikke nævnes med få ord og ingen spørger jo “Hvordan har du det?” for at få sandheden at vide. Det er noget man siger og så forventer man at hører “Godt – hvad med dig?” og så har man gjort sin civiliseret pligt.
Jeg hader hader hader at møde mennesker fra min fortid. Mennesker jeg kendte engang. Jeg er i den grad et menneske i forfald. Engang var det bare inden i og ingen kunne se det. Min hverdags rustning var skinnende blankpoleret. Nu er jeg i forfald både indvendig og udvendig og jeg skammer mig over mig selv. Jeg kan ikke være i noget tøj og jeg er lige så fed som jeg føler mig.
Der er ingen nem vej ud af det her liv. Der er kun døden som kan befri mig, men den kan jeg ikke blive venner med, åbenbart.
——
I dag fik jeg løn. Eller dagpenge. Dejligt, så længe det varede….
Vi skriver i dag 29. April 2021 – hvilket er min tidligere Blå Mandag (for 29 år siden) og min ældste lillebrors 29 års fødselsdag. Anyway, det er også i dag jeg har fået dagepenge og som du kan se, så går det rimelig meget IKKE op….. dvs. når jeg har betalt min husleje i lejligheden her hvor jeg bor og noget B-Skat som jeg åbenbart skal betale pga. at jeg ejer 2 lejligheder (det er det jeg kalder Restskat, fordi alt andet er for langt at skrive ind tekstfeltet på faste overførsler) så er jeg nærmest i nul og Maj måned er overhoved ikke started endnu.
Jeg ved ikke hvordan andre mennesker klarere sig økonomisk, men jeg kan næsten ikke trække vejret og kæmper hver måned for at sælge nok storskrald til at holde mig selv ude af bundløs gæld. Bare i april har jeg købt småting til min uduelige lejer for mere end 700 kr og solgt for 6051 Kr. i storskralds ting.
Det meste af det jeg sælger er småting, men det løber op og det er dét jeg indædt tænker på, når jeg for hundrede og syttende gang sælger noget til 80 kr som skal sendes for 45 kr og jeg lover og sende det XX dag og køber skriver til mig kl. 16.00: “Hej Deirdre, nu er dagen gået og jeg har ikke modtaget en auto sms om at du har sendt noget til mig….” SLAP THE FUCK AF DAGEN ER IKKE SLUT ENDNU – OG HVORFOR SKULLE JEG SNYDE DIG FOR 125 KR!!
Specielt når jeg som her, har regnet forkert (sjusset mig forkert) mht. hvad en ting vil koste at sende. Prisen for skateboarded var 80 kr, forsendelse 45 kr men det viste sig at det kostede 48 Kr at sende, så den må jeg æde selv. Helt fair og ok men come on, jeg hader folk der køber noget billigt og opfører sig som om de har købt en Verner Panton lampe og jeg forsøger at snyde dem.
Jeg får altid sendt til tiden, eller 99% af gangene fordi jeg ikke kan tåle i mit sind at jeg ikke holder hvad jeg lover og dermed taler usandt men der er (få) dage hvor det smutter for mig og jeg bare ligger i sengen i fosterstilling og tænker på hvorfor de ting der sker i livet, sker for mig. Netop mig af alle mennesker. Jeg har endnu ikke fundet et svar.
——
I dag er det 1. maj 2021 og der er sket så mange mange ting siden jeg skrev sidst og jeg føler allerede jeg er bagefter i min dokumentation aka journalføring af mit liv at dét alene stresser mig.
Min tidligere chef fra Bilka ville naturligvis spørge mig om jeg ville gøre rent hos dem privat i Risskov igen, det har jeg gjort før i mange år, men jeg orker det ikke hvis jeg skal være ærlig. 100 kr (sort) i timen for at jeg kommer og gør rent, op og ned bevægelser i hele min i forvejen smadret krop, er ikke just særlig tiltalende når jeg kan tjene hvide penge på at sælge brugte ting. Dernæst, så er jeg (mener jeg selv) så erfaren inden for rengøring, at min sorte timepris burde være meget meget højere. Jeg er virkelig ferm og effektiv og pertentlig.
Dernæst ville hun hører om jeg ville arbejde hos hende i hendes butik til sommer, i hele juni, juli og august. Halv tid. Tanken om at kører turen derud pifter mig fuldstændig. Dernæst så er jeg så skrøbelig inden i, at når hun siger “hos mig er der altid brug for en overvægtig middelalderlig kvinde som dig” så burde jeg vide at det er sjovt sagt men jeg får tårer i øjenene, og da hun sagde “Du har gjort mange dumme ting i dit liv, men du er ikke uærlig” så burde jeg blive glad men i stedet for sad jeg og tænkte på hvilken dumme ting hun hentydet til. Hun sagde også “jeg har jo altid haft en svaghed for dig Deirdre-Ann….” – dels er det sjældent at nogen bruger mit fulde navn, eller overhoved bare bruger mit navn til at tale direkte til mig og det er endnu mere sjældent at jeg får komplimenter om at folk faktisk nyder mit selskab – men intet af det gjorde mig glad. Jeg sad ligesom bare udefra og så mig selv sidde og tale med hende i telefonen på min altan.
Jeg må tage mig sammen og skrive en sms til hende i morgen og sige nej tak til tilbuddene.
Da jeg talte med hende, i mere end halvanden time, gjorde jeg noget jeg ellers ALDRIG gør og noget jeg er super SUPER MODSTANDER AF – jeg bidrog til sladder.
Det var en helt vildt bevist handling. Jeg gik ind i handlingen med oprejst pande og fuld bevisthed. Jeg kan levende forestille mig konsekvenserne, både for de implicerede men også for mig – men da det jeg fortalte var sandheden, vil jeg altid fastholde at jeg gerne må sige sandheden, også når jeg ved at sandheden kommer i cirkulation og ender som sladder.
I seneste indlæg henviste jeg til et indlæg fra 2019. I dét indlæg fortalte min tidligere chef om hvor hendes datters kærestes forældre boede. Jeg var 0% interesseret og det er jeg stadig ikke. Men nu måtte jeg jo fortælle hende hvorfor jeg har det som jeg har det, og hvorfor jeg ikke tror det er så godt at jeg arbejder hos hende, hvorfor jeg er blevet fed, hvorfor jeg stadig er single og fucked up, så jeg fortalte hende om sagen i psykiatrien, om hvordan jeg var blevet hevet til møder, færdigbehandlet, udskrevet til ingenting, anklaget for opsøgende adfærd, om jobsøgningen, om at Ella løb ind i psykiater-lærlingens have osv. Jeg fortalte hende det hele.
Det viser sig at min gamle chefs datter, som jeg plejede at babysitte fast for ca. 21-22 år siden, er kærester med en dreng hvis forældre også er læger og hvis forældre også bor på samme vej som kolonihaven, som jo igen er samme vej som min psykiater-lærling bor på. Hun fortalte mig endda hvilken Skagensagtig farve huset havde og jeg vidste nøjagtig hvilket hus det var hun talt om – damen i huset har engang råbt efter mig ud af køkkenvinduet, fordi Ella stod og snuset til deres blomsterbed ved fortorvskanten. Ella var i snor und alles men damen ville ikke have at min hund skulle skide på deres blomster……..I’m like, min hund er ikke ved at skide! Det er et par år siden og siden da har jeg bare konkluderet at damen derinde nok er en sur kælling der kører i elbil.
Men den sure kælling er også læge (og kører elbil) og mor til sønnen der dater pigen jeg passede kontinuerligt i flere år aka min gl. chefs datter. Jeg kunne så kun bekræfte, da min gl. chef spurgte, at haven Ella var løbet ind i, lå 3 eller 4 huse derfra og gæt hvad, min gl. chef vidste godt hvem det var der boede i netop dét hus.
Herefter bekræftede jeg alt hvad hun spurgte om mht. min psykiater-lærling og hendes mand. Normalt ville jeg aldrig bringe navne, adresser, beskæftigelser og andre ting der kan identificere, stemple og udskamme mennesker, ind i samtaler, for jeg ved NØJAGTIG hvordan det er at blive tacklet og taken by surprice når nogen ved alt muligt om en og man selv aldrig nogensinde har mødt modparten. Det er skræmmende, ubehageligt og uhyggeligt. Dybt dybt ubehageligt.
Min Gudfar var så god til det og jeg syntes det er et ualmindelig ucharmerende træk at dele ud af personlige oplysninger som egentlig ikke kommer andre ved – men ved du hvad, jeg kender en der bor 3-4 huse væk fra Skagenshuset som har gjort NØJAGTIG DET SAMME mod mig.
Så Kære Psykiater-Lærling; Karma is a bitch and if you are lucky you get to watch her in action *pudser mine briller, popper popcorn og sætter mig til rette i stolen. Nu er det din tur*
Jeg har haft en virkelig dårlig smag i munden lige siden, fordi jeg er så stærk modstander af sladder. Lotte sladre hele tiden om alle mulige og jeg vil aller helst ikke lytte til det og aller helst ikke være en del af det. Jeg syntes sladder er ucharmerende og dybt dybt ubehageligt. Men jeg ved også godt inderst inde at jeg ikke burde havde dårlig samvittighed for jeg har ikke gjort noget ulovligt eller noget forkert – eller noget som ikke allered er gjort mod mig.
Jeg har fortalt ærligt og redeligt hvad jeg ved. Hvad der er sket. Det jeg ved kan 90% slåes op på nettet med lidt teknisk snilde og er offentlig tilgængelig information. De sidste 10% er viden jeg har pga. det jeg har været igennem i psykiatrien, med jobsøgning, med mails mv. Resten er sandheden som den beviselig er sket. Ved at fortælle sandheden udstiller jeg også mig selv og mit navn. Jeg fortæller om min egen psykiske sygdom, om de ydmygende oplevelser jeg har haft (som er så skamfulde at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på dem i stilhed inde i mit eget hoved) og om hvad jeg har gjort af aktive handlinger selv – men i stærk modsætning til min psykiater-lærling (og hendes mand) så både kan og vil jeg stå ved det jeg har gjort og sagt. Jeg skammer mig ikke over hvad jeg har gjort og alt hvad jeg har gjort og sagt og skrevet kan tåle at se dagens lys.
Min gl. chef var bekymret for hvis jeg valgte at gå offentligt med det hele, fordi som hun egentlig ret klogt sagde: “Det vil skade dig selv fremadrettet, der vil være jobs du ikke kan få pga. det der kommer frem. Der vil være mennesker der ikke vil ansætte dig, erhverv du ikke kan bestride osv.” og jeg ved hun har ret, selv om det at være psykisk syg ikke burde være noget der blokerede for arbejde, uddannelser mv. fremadrettet. Men da jeg ikke ser en fremtid for mig selv fremadrettet er det ikke en frygt jeg deler med hende.
Jeg kan se hvad det er hun mener og jeg kan føle og hører frygten og konsekvenserne af mine handlinger hvis jeg går offentligt med hele Styrelsen for Patientklager sagen, men jeg deler ikke frygten. Jeg er fuldstændig ligeglad. Sket er sket og vi må alle stå til ansvar for vores handlinger. Ikke kun jeg.
Anyway, jeg ved med 100% sikkerhed at min gl. chef nok skal tale med svigerforældrene i Skagenshuset og fortælle dem om mig og psykiater-lærlingen, om jobbet og lækagen. Jeg behøvede end ikke bede hende om det, jeg ved den sidder lige i skabet og hvad er bedre end sladder om naboens fuck ups? Svigerforældrene skal nok lade det sive til deres lægevenner og deres naboer og så er rygtebørsen igang den lille vej. Tuché.
Glædelig-Fucking-Første-Maj-Psykiater-Lærling! Jeg håber du får en mega fed sommer og at 2021 bliver lige så råddent for dig og din familie som de sidste par år har været for mig og min familie! 🖕🏻
Knap var jeg færdig med at tale med min gl. chef, før psykiatrien ringede – vitterlig 2 minutter imellem hver samtale. Jeg havde tidligere på dagen fået en sms om at hende psykologen fra visitationssamtalen ville ringe til mig 13.30, hun ville fortælle mig at der var ventetid på at jeg kunne komme til i psykiatrien, så jeg ville nok blive ringet op af et andet hospital, feks. Silkeborg eller Randers, som så kunne tilbyde mig psykiatrisk hjælp gennem frit sygehusvalg.
Men helt seriøst, jeg er født i Silkeborg, jeg har gået i en mobbende folkeskole i Silkeborg, min Gård lå i Silkeborg kommune, min Gudfar plejede at tage mig med til Silkborg ned i Jyske Bank, så skulle jeg sidde med 100.000 kroner (i flertal) på skødet på vej hjem fra banken og jeg kunne blive ved og ved og ved om dårlige tanker om Silkeborg – jeg har ikke ét eneste godt minde fra Silkeborg. Ikke ét.
Da jeg boede på den mørke Gård kørte jeg hver dag op til Turistakademiet i Randers og forsøgte at uddanne mig, mens hele min verden var sort mørk og kold. Der findes ikke den psykiske lidelse og det maridt der kan få mig til at vælge at kører den lange tunge tur til Randers for at få psykiatrisk hjælp. Stedet har ødelagt mere for mig end mange andre steder. Never again.
De kunne nærmest ikke havde nævnt en mere lortet løsning. Jeg nikkede og smilede bare og tænkte inden i: No fucking way.
Onsdagen kom og jeg modtog dette brev fra psykiatrien.
Jeg kan simpelthen blive så fucked i mit hoved over at JEG – og alle der læser dette – er med til at betale penge til Region Midtjylland hvor der sidder sådan en omgang it kyndige analfabeter der end ikke kan sætte en gif, et link og korrekte vedhæftelser på et gangske almindeligt brev. Jeg mener, med de ventetider de har, bliver der nok sendt 50 af denne slags breve ud PR. DAG (!) og så er den så smæk fyldt med fejl…… WTF?
Det er jo ikke raketvidenskab det her, det er basis ABC computer videnskab! Næste gang nogen søger en sekretær med 100% retskrivningsfærdigheder i Region Midtjylland vil jeg helt sikkert søge jobbet, for deres retningslinjer for hvad man skal kunne Vs. hvad de lægger vægt på er da fuldstændig forskruet! Hvis der kan være så grelle it problemer, hvad gør så lidt endelses problemer og manglende tegnsætning i et journal? Nada.
Da jeg fik indkaldelsen ringede jeg på det nummer der står i brevet, for at komme på stand-by listen
*telefonen ringer*
Dame: Afdeling for personlighedsforstyrrelse, det er Pia
Mig: Hej, jeg hedder XXX og jeg har netop modtaget en indkaldelse fra jer, hvor i der står at jeg kan ringe på dette nummer hvis jeg ønsker at komme på jeres standby-liste så…..
Dame: *afbryder mig* Hvad er dit cpr nummer?
Mig: 210778-XXXX
Dame: *taster på computeren* Så er du sat på listen.
Mig: Okay, tak – hvordan fungere det sådan rent praktisk?
Dame: Du bliver kontaktet.
Mig: Pr. telefon eller e-boks eller hvordan?
Dame: Pr. telefon.
Mig: Okay…. jammen tak skal du have. Farvel.
Dame: *lægger på*
Kære Pia på Afdeling for Personlighedsforstyrrelse, jeg ved ikke hvem du er eller om du bare havde en ekseptionel dårlig dag, men du bekræftet alle mine tidligere fordomme om hvordan sekretærerne på netop denne afdeling er. Var jeg dig ville samtalen havde forløbet sådan her.
Mig som dame: Du har ringet til Afdeling for Personlighedsforstyrrelse, du taler med Deirdre-Ann, hvordan kan jeg hjælpe dig?
Person i røret: Hej, jeg hedder XXX og jeg har netop modtaget en indkaldelse fra jer, hvor i der står at jeg kan ringe på dette nummer hvis jeg ønsker at komme på jeres standby-liste så…..*HER ville jeg lade personen tale færdig*
Mig som dame: Hvis jeg må bede om dit cpr nummer, så kan jeg lige slå dig op?
Person i røret: 210778-XXXX
Mig som dame: Tak – nu skal du se, sådan. Nu er du sat på standby listen, i tilfælde af at en anden patient aflyser sin tid hos netop den behandler du skal ind til. Hvis det sker, så bliver du kontaktet pr. telefon, sikkert fra et ukendt nummer, bare så du er opmærksom på det bla bla…..
Der er simpelthen 0% venlighed og omsorg i dette samfund generelt og specielt på psykiatrisk hospital.
Der er pt. 36 ledige sekretær stillinger i Region Midtjylland Pia, så jeg syntes du skal sige dit job op, som du åbenlyst fucking hader og søge et hvor folk forventer at tale med en taber der hader sit job, feks. kan du jo søge ind hos et revisor firma, hos skat eller hos q-park. Din CUNT!!!
——
I går kørte jeg med Far og Mor til Skagen og så på sommerhuse. De har talt sommerhus i Skagen i 5+ år og hele tiden er der noget som er vigtigere, et sted hvor vi skal spare på pengene osv.
Don’t get me wrong, jeg forstår 100% konceptet at spare men jeg forstår ikke hvorfor man igen og igen taler højlydt om drømmen om et sommerhus i Skagen, for så igen at komme frem til at det er for dyrt, at vi har brug for pengene et andet sted osv.
Og det “andet sted” er på de famøse byggegrunde mine forældre ejer, eller som vi alle ejer i et familiefirma. Jeg sagde (igen) ordret til mine forældre at jeg syntes vi skal sælge hele projektet frem for at bruge alle vores penge på selv at udvikle området og sælge det som enkeltvis byggegrunde. Det er et KÆMPE projekt som tager alt mine forældres tid – og ja vi vil helt sikkert komme til at tjene mange penge på det på sigt men vi mangler jo ikke pengene og penge kan – sjovt nok – ikke købe et sundt helbred og en mental fungerende hjerne og tid.
I vores familie vurdere jeg – som den eneste – at vi alle ville havde gavn af mere tid, sammen eller hver for sig men generelt mere tid, mere ro, at sætte pris på vores helbred og få dem af os der halter mentalt, hjulpet godt på vej, feks. ved at dem som ikke halter, sætter sig ind i hvad det vil sige at have et psykisk sygt familiemedlem.
Hvis min familie gik halvt så meget op i psykisk sygdom og i at forsøge at forstå mig – og læg mærke til at jeg skriver “forsøger at forstå mig” jeg kræver ikke at de forstår mig men jeg ønsker at de forsøger – så ville verden helt helt sikkert se anderledes ud. Men som landet ligger nu, er jeg slet ikke interesseret i at få dem mere indvolveret i mit liv, for ligesom de tager afstand fra mig og hvad der er sket, så tager jeg også afstand fra dem. Hvad der engang var en grim revne er nu en kløft med en rasende flod af usagte og sagte ord i bunden.
Men hvis vi nu solgte de lorte grunde og lukkede de tidskrævende firmaer mine forældre har, så ville vi have mere tid til hinanden. Til sommerhus og syprojekter, til havearbejde, til at lave de skøre ting som er sjove og latterfremkaldende. Til at bygge et legehus og male det smølfeblå, til at støbe et gyngestativ, til at grave en trampolin ned, til at tage på weekend bare mor og os to piger, til at gå på museum – tid til alle de ting vi altid taler om, men aldrig nogensinde gør. Eller har gjort.
Og det er dét som frusterer mig!
Jeg er i bund og grund fuldstændig ligeglad med om min familie har firmaer elle ej, hvad der er hårdt for mig er at alting altid drejer sig om at tjene penge. Jeg er konstant bagefter og jeg er altid stakåndet over at jeg ikke kan følge med. Det er hårdt.
——
Jeg har også haft et møde med jobcentret siden jeg skrev sidst. Syntes jeg har møder hele tiden og det streser mig enormt, fordi jeg hele tiden frygter at de rykker mit eksistensgrundlag væk under mig – jeg kæmper så hårdt hver måned for at tjene penge, men hvis jeg ikke fik de 9000 Kr fra Akassen så ville jeg virkelig være på den. Bliver helt stresset af at tænke på det.
——
I forgårs fangede Ella en fugl i haven og knasede dens hoved, men inden da gik hun stolt med den i munden mens benene vippede ud af munden på hende. Den var mega meget i livet.
I morges da vi var ude og gå morgen-tisse-tur i haven, fik hun færden af noget og naturligvis havde jeg ikke min telefon med, så jeg fik ikke et billede af det men hun fandt en fisk – ja en HEL FISK i et blomsterbed som hun trak ud og rullede sig i. Jeg tænker at en af fuglene som ofte lander i vores have ude fra havet, har haft fisken med, ædt øjne og dele af maven og så efterladt resten – jeg smed den i åen, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue at ha en hund der lugtede at rådden fisk. I går rullede hun sig i døde søstjerner i Skagen. Men jeg skulle SÅ meget há taget et billede af den, for hvem vil tro på at der ligger en fisk på græsplænen?
Jeg går rigtig meget og tænker på hvordan jeg kan komme igang med at tabe min efterhånden ret store mave. Den er VIRKELIG stor, som en gravid i 5-6 måned og jeg er helt blank på hvordan jeg skal starte og det at jeg ikke ved hvor jeg skal starte gør også at jeg ikke kommer igang og det gør at jeg bliver endnu mere ked af det og sådan starter en ond cirkel.
Jeg føler mig så alene med alle mine problemer og det eneste jeg tænker på er hvorfor jeg ikke bare dør og dét spørgsmål kan jeg ikke rigtig svare på selv…..
