NOT that I’m counting og dog….i dag, cirka i disse timer, havde It manden og jeg sex for aller aller sidste gang for ét år siden. 23. December 2014. 4 dage senere, d. 27. December 2014 slog jeg op, jeg magtede ikke mere, jeg var flad, udkørt, opbrugt, træt, følelsesmæssigt underernæret. Jeg hverken kunne eller ville mere – det værste var nok at jeg ikke kunne mere….

Drømme scenariet var at jeg havde holdt ud lidt længere, givet os en chance mere i Danmark. Realistisk set ved jeg at det ikke ville have virket, eller haft en virkning, hvis jeg havde holdt ud, men nogle gange er tanken om at jeg KUNNE havde redet os, dejlig.

Men nu, ét år senere er det faktisk helt okay at jeg ikke kunne mere. Jeg er meget mere lykkelig, glad, hel og hmmm content i dag, end jeg var sidste år. Nu ved jeg mere hvor jeg er, hvem jeg er, hvad jeg vil og hvor jeg er på vej hen. Jeg kan ikke finde et godt dækkende Dansk ord for det jeg føler, men jeg føler mig; content.

Barbara og Anika er netop gået, jeg er SÅ FLAD af at tale og hygge, men på den gode måde – og på den lidt skidtemads måde. Jeg er faktisk rigtig syg kan jeg mærke, alting på mig gør ondt eller værker.

Anika og Barbara brugt nok 2 timer med at sidde og more sig med min telefon og Tinderappen og Happn Appen – jeg ved ikke hvor mange hundrede af mænd de har liket på mine vegne, nogle af dem var et match inkl. Normans Fætter (WTF!!) og en af It mandens venner (Dobbelt WTF!!!) Jeg tænker jeg må have gået forbi dem da jeg var i København, for de bor begge to i København – nu da pigerne er gået, har jeg været inde og slette “matchen/charm” og trykket på krydset, så de aldrig kommer frem igen hvis vores veje skulle krydses.

Som om jeg har brug for én relation til It manden eller til Norman…… I need that like a fucking hole in my head! Jeg tænker at grunden til at det er SÅ sjovt for Barbara og Anika, er fordi de har været i fast forhold/gift i så mange mange år, jeg gider faktisk nærmest ikke at kikke på appene mere. Nogle gange åbner jeg dem men det er dæleme sjældent – og hvis der er et match, så orker jeg ikke alt den smalltalk som skal til, før jeg kan komme til dét jeg gerne vil; først solid god sex (hvilket ikke er en garanti) og hvis det shit virker, så vil jeg gerne jumpe 6-8 måneder ind i forholdet, og starte dér.

Alle jeg kender syntes at starten på et forhold er åhhhh SÅ FUCKING FANTASTISK – jeg syntes det er shit. Det er dér man skal afslørere alle sine dårligedomme, alle ens mærkelige sider (som om der ikke er nok af dem uden at man afslørere sig selv!) og det er dér hvor man skal vejes og vægtes af venner og familie = total show off = følelsesmæssigt pres = ikke noget for mig.

Jeg er 100% på det rene med at jeg nok forbliver single forever. Dermed ikke sagt at jeg ikke gerne vil have en kæreste, for det vil jeg gerne, men jeg er bare ikke dér i mit liv, hvor jeg er parat til at lægge det arbejde som det kræver, for at få en kæreste. Hvilket svare til at man gerne vil være tynd, når man er fed men ikke er parat til at spise sundt og træne. Resultatet er derefter.

Mit livs mål, min drøm, min mand, mit barn er fra og med i fredags hvor jeg skrev under på kontrakten til mit nye site; mit lille firma.

Intet skal skille os ad og jeg vil ofre ALT for at det lykkes!

Mit firma, er mit liv.

Mågemekka 🙂

Én dag skal jeg have et langbord med hele min familie og alle mine venner, kun dækket op med ens Mågestel = MEGA drømmescenarie!

P.S: Barbara og Anika syntes det er dumt at jeg har blokert Norman på alle platforme, da jeg jo – i deres univers – stadig gerne vil ham; og de har på sin vis ret. MEN, der er jo et stor men. Det nytter jo virkelig oprigtigt ikke noget at jeg gerne vil Norman, når han ikke vil mig. At holde fast i sporadisk kommunikation i ny og næ når det passer Norman, er jo at lege med mig selv, mit selvværd, mit hjerte, min selvopfattelse. Norman vil mig ikke, det er ikke særlig svært at se, men måske sværere at forstå. Hvis jeg forsætter som jeg har gjort førhen og de sidste mange år; dvs. at gå rundt og håbe på at han vil mødes og snakkes sammen som to voksne mennesker så vil jeg for evigt vente forgæves. Dét kan jeg ikke byde mig selv.

Så ja, jeg ville give meget for et opkald og et møde og en forklaring på mange af mine indre spørgsmål, men dét kommer jo aldrig til at ske. Ergo har jeg gjort det bedste jeg kunne og the second best thing, og lavet min egen afslutning. En rigtig sød og venlig afslutning.

Anika mener at Norman nok gerne vil have mulighed for at kontakte mig og sige tak; dét tror jeg så næppe han vil, for dét gjorde han ikke med sin Fødselsdagsgave som var min første trumf. I hvert fald ikke før jeg kontaktede ham igen og så sagde han tak; altså ligesom et barn der bliver mindet om at det skal huske at sige tak for gaven. Dét er ikke optimalt for mig.

Norman vil mig ikke og han sidder 100% ikke i skrivende stund og tænker; hvordan kan jeg dog sige tak til Deirdre-Ann for alt hendes venlighed? Og dérfor ved jeg at min beslutning er 100% korrekt. Svært og hårdt at efterleve men korrekt.