I dag formået jeg end ikke at komme ud af sengen. Klokken er nu 23.52 og jeg stod (kun) op kl. 17.30 fordi jeg skulle spise aftensmad hos mine forældre og min lillebror havde ringet efter mig. Hans Italienske kæreste/flirt rejser hjem i morgen.

Jeg har bogstaveligtalt ikke udrettet noget i dag. Jeg har ikke talt med nogen (udover min familie under maden) og jeg kom som prikken over i’et til at ringe til Norman (af alle mennesker) da jeg kørte hjem fra mine forældre.

Min far gik i seng kl. 20.45, han sagde han var træt, så sad jeg tilbage med Mor i stuen og på få minutter begyndte jeg at græde og mor at kører rundt i, at jeg skal få mig et arbejde “for som du nok kan se er din far ved at være gammel og træt” Her hentyder mor til at jeg får løn fra Far’s firma – jeg skyndte mig at sige (som sandt er) at jeg syntes vi skal droppe aftalen/kontrakten så jeg ikke får en løn fra dem, for jeg kan faktisk ikke rigtig overskue den “sky” der hænger henover mig fordi jeg ikke arbejder men bare får penge fra dem.

Jeg har altid drømt om at blive selvstændig men det er faktisk det eneste jeg ikke har formået at blive. Jeg har på magisk vis altid været afhængig af nogen i mit liv – og enten har de (dem jeg var/er afhængig af) ikke udstå mig eller også er de trætte af min afhængighed, ligesom Far og Mor er.

Men jeg har ikke bedt om at være sådan her, jeg har ikke bedt om at være ansat i Fars firma og jeg har ikke bedt om at blive ignorert. Hvor ville jeg ønske at nogen ville tale pænt men ærligt til mig. På en forståelig måde.

Har fået en kommentar til forrige indlæg, jeg forstod den faktisk ikke. Enten er jeg helt blank eller også var det en lang smørre om en ateist der sætter foden ned men tror på Gud (og Oldemor)

Det er meget muligt Hr. Gud ikke giver størrer byrder til folk end de kan bære, i så fald vil jeg gerne have smallere skuldre, for jeg ønsker ikke at bære rundt på mere skrammel. Jeg ønsker bare at have ro i mit sind og lave noget jeg brander for. Mor har i denne uge alene sendt mig 2 jobopslag og hver gang bliver jeg lidt mere fortvivlet inden i.

Hvis jeg tager et job, så må jeg lukke mit firma, det er jeg ikke parat til. Hvis jeg tager et job, skal jeg ud og præstere noget foran andre, det er jeg ikke parat til. De gange jeg har haft alm. arbejdsmodtagerjobs har det gået helt galt. Jeg vil altid sige at det var lederne der var noget galt med, men de vil nok sige det omvendt. I hvert fald er jeg blevet fyret flere gange end jeg har lyst til at tænke på – og jeg orker det faktisk ikke mere.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde og jeg ved ikke hvor jeg skal tage fat. Jeg er så ensom inden i og savner i høj grad at tale med nogen på min egen alder – faktisk savner jeg veninder SÅ FORFÆRDELIGT MEGET at jeg i dag gik igennem min liste af blokeret numre og gættede mig til hvilket nummer der var Anika’s og så ringede jeg til det, fra skjult nummer – jeg har ingen ide om hvad jeg forventede eller tænkte jeg ville få ud af det. VIRKELIG barnlig handling men jeg tænkte at jeg måske kunne hører hendes stemme (hvad det så rent rationelt skulle gavne mig??) Hun tog telefonen i først ring og præsenteret sig selv.

Hun lød som jeg husker hende, glad og frisk. Jeg lå i min seng og græd stille mens jeg lyttede til hende sige “Hallo?” to gange. Så lagde jeg på og skammede mig i mit indre.

Jeg lå i sengen og kikkede på billede af Michelle, taget et sted i Italien, hun ser glad og smilende ud som hun står og smiler til kameraet. Billede er taget i November 2014, omkring det tidspunkt jeg flyttede fra Spanien til Danmark. Hun døde 19. Februar 2015. Jeg savner hende så forfærdeligt meget at det gør helt ondt i min mave, men jeg kan ikke ringe til hende og sige hvor meget jeg savner hende og jeg kan ikke lytte til hendes stemme mere. Hun er helt væk. Væk for altid.

Og det er på aftner som disse, når jeg sidder alene i mørket i min lejlighed og græder så jeg næsten ikke kan stoppe, at jeg bliver nød til at tænke seriøst på, hvor min fremtid ligger?

Hvad skal jeg bruge Januar 2019 på? Hvad skal jeg bruge resten af mit liv på? Hvad skal jeg bruge de næste 40 januar i mit liv på? Jeg har simpelthen ingen idé og uanset hvor meget jeg gerne vil, så kan jeg ikke se en udvej ud af dette helvede med tanker der gør mig handlingslammet, en mund der gør voldssomt ondt, tænder der er ømme, læber der er tørrer, en mave der vokser af fedt og en vægt der stiger. Mine dage går med alt muligt og ingenting og mest af alt, så savner jeg at have nogen at tale med. Nogen som vil forstå at jeg ikke nødvendigvis græder fordi jeg har ondt i sjælen men at jeg måske lige så meget græder fordi jeg er fortvivlet og ikke kan se en udvej.

Da Far gik i seng, viste jeg Mor opslaget fra Psykiatrien i Region Midtjylland om Personlighedsforstyrrelse. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventede, jeg havde måske forventet at hun ville sige noget i retning af at dét ville hun gerne deltage i og at hun straks ville købe billetterne (til 50 kr. pr. stk.) fordi hun gerne vil prøve at lærer at forstå (mig) men i stedet for begyndte hun at stille spørgsmål ved, hvad vi egentlig lavede ude på Psykiatrisk Hospital, hvad vi egentlig talte om og hvor vi egentlig var på vej hen? Hvordan skulle min fremtid se ud ifølge Psykiatrisk Hospital – hun stillede så mange spørgsmål, at jeg blev helt forvirret (og begyndte at græde) for jeg ved det jo ikke selv – men i opslaget stod der jo netop at psykoterapi var en måde at hjælpe på og det er jo dét jeg går til – men hvorfor er det ikke nok, for mor?

Hvad er det hun vil have? Jeg kan ikke trykke på en knap og så er jeg tip top i morgen. Jeg begynder faktisk at tvivle på at jeg nogensinde får det godt igen. Det er som om jeg bare synker og synker og der er så forfærdelig langt imellem mine samtaler med min Nye Behandler og jeg kan ikke se at vi bevæger os nogen steder hen, men dét skal jeg ikke nyde noget af at sige til Mor.

Jeg er SÅ ulykkelig og så ked af det og kan næsten ikke rumme mig selv mere.