Do you know what my problem is?

It’s quite simpel – I live in a dream world. I live life imagining how thing could be, instead of how things are in reality. That way I can easily pass through the next 40th years of my life, without accomplishing anything what so ever.
– except of course a bounch of really thorough dreams.

Jeg har netop brugt 2 timer på at søge på Kolonihaver på google. Jeg ved nu ca. ALT omkring opsætning af BMC Stolpesten og hvordan de sættes i jorden, dybden, justeringen osv. Jeg har tilføjet ca. 8 nye links til steder hvor jeg kan købe kolonihaver eller kolonihavemoduler til mine bogmærker på computeren – i mappen “Kolonihavedrømme 💛”

Jeg har også søgt på Guld/Messing armatur, anderledes håndvaske, vinduer med skæve mål eller vinkler, koøje, trekantet vinduer, runde vinduer og døre med blyindfattet farvet glas.

Jeg er SÅ meget en drømmer – jeg har endda en kæreste inde i mit hoved. Ham har jeg haft hele livet og jeg venter bare på at han frier. Han har intet ansigt og intet navn men han gør altid de sødeste ting for mig – ting som jeg sjovt nok altid har drømt om at andre vil gøre. Men i mine drømme er alt muligt og når tingene ikke sker i virkeligheden, så sker de i mine drømme.

Jeg er simpelthen alt for ensom, alt for meget alene og jeg tænker alt for meget på Anika og på vores misted venskab, som jeg uagtet af hvad andre syntes, slet ikke føler at jeg fortjente sluttede på den måde. Måske jeg bare er sådan en som altid vil føle sig som et offer – men jeg syntes virkelig oprigtigt ikke, at jeg fortjente det som er sket. Og de enorme påvirkninger det har haft på mit liv.

Jeg føler mig så alene og jeg kan ikke se hvordan jeg kan komme ud af denne her dårlige cirkel. Det eneste der er blevet lidt bedre henover de sidste par måneder, er min økonomi, takket være Far og Mor og min fiktive ansættelse i Far’s firma. Jeg har stadig ugentlig dårlig samvittighed over at jeg ikke laver noget for pengene, men jeg kan faktisk ikke rigtig se hvor jeg skal starte, alting virker så uoverskueligt.

Jeg kan knap nok overskue de 8 punkter jeg har skrevet ned på min “To-Do-Liste” for i morgen Mandag.

Når jeg kikker på den, bliver jeg helt stresset og urolig inden i, urolig for igen at fejle og når tanke om at fejle allerede er lagt, så er chancerne for at fejle pludselig gastronomiske. Faktisk kan jeg lige så godt lade være med at starte på dagens “To-Do-Liste” for jeg fejler jo alligevel…… og så kan jeg bruge resten af dagen på at drømme om at jeg ikke fejlede og at jeg klared mig igennem dagen og ugen og ugerne og livet og fik skabt mig noget, feks. en karriere eller et job eller en familie eller en kolonihave eller en social aktivitet – eller måske endda en ven…..
– men inderst inde ved jeg godt at jeg ikke får skabt noget i morgen. Eller om 2 uger. Jeg er ingenting og jeg kan ingenting og jeg bliver aldrig til noget – og når jeg tænker sådan, så forstår jeg ikke rigtig hvorfor det er at jeg forsætter med at leve.

Hvad lever jeg for?

Hvad lever andre for? – deres gennemtænkte drømmeliv?

Klokken er nu 23.44 søndag aften og jeg er (naturligvis) ikke træt. I mit hoved har jeg talt med Anika den sidste time. Og om lidt vil jeg børste tænder og forsøge at sove lidt de næste 6-7 timer indtil jeg skal op og flytte min bil til et langtidsparkerings sted.

Jeg fik forresten ikke medhold i min klage til DSB ang. kontrolafgiften. Så jeg har netop betalte 750 kr for at have en billet til 36 kr. Samtidig har jeg fået læst min E-boks. Jeg har fået tilkendt forhøjet medicintilskud. Dét havde jeg virkelig ikke troet ville ske og alligevel skete det og alligevel er jeg ikke glad….. WTF.