Først lå jeg i sengen og prøvede at motiverer mig selv til at tage til SUP. Føler mig tyk, ubrugelig, kikset og ked af det. Fed søndag morgen.

Mor pillede mig ned torsdag, så hele dagen gik med at forsøge at samle mig selv. Mor mener jeg sover for meget og at det ikke gavner noget så nu skammer jeg mig over at jeg sover – på trods af at jeg næsten ikke kan komme ud af sengen, og når jeg gør, så er jeg så fysisk træt at jeg må slæbe mig afsted og igennem dagen.

Den dumme torsdag, som kom efter en hård onsdag på psyk, mundet ud i en kamp stresset fredag, som jeg ellers havde planlagt som sjov og god i over en måned.

Jeg havde lavet en hjemmelavet gave til min Psykiater-Lærling, der blev færdig med hendes uddannelse til Psykiater.

Den ville jeg havde afleveret personligt og sagt tak og tillykke. Jeg havde håbet at det at se hende igen ville booste mit selvværd, og få mig ovenpå efter en hård sommer og en meget uventet udmelding om gruppeterapi i onsdags. Dét skete selvfølgelig ikke fordi jeg var helt smadret inden i og alt gik galt.

Sådan gik Fredag, som blev efterfulgt af Lørdag d. 1. September, mine forældres 45 års bryllupsdag. Jeg købte for 300 kr. Lækkerier fra slagteren. Jeg forsøgte at få Mor og Far til at forstå at når de siger at jeg sover for meget, at det er ødelæggende for at få en normal dagligdag igen osv. så får de mig til at føle mig forkert. Jeg tror ikke det lykkes.

Her til morgen forsøgte jeg at overtale mig selv til at tage til SUP kl 13.00 og få brugt min nye våddragt. Vejret er perfekt. Solen skinner ind af mit soveværelsesvindue og varmer min bare mås. Men selvtilliden og selvværdet er i bund og så modtager jeg denne sms fra Mor – hvilket ikke pynter på noget…

Jeg fatter simpelthen ikke at Mor sender mig sådan en sms! Jeg kan se at hende og Far har siddet og talt om mig og om at jeg nok ødelægger det hele for mig selv igen.

Jeg er 40 år (!) og min Mor og Far er mit økonomiske bagland. Jeg er så uduelig og ubrugelig at jeg næsten ikke kan rumme mig selv og når jeg endelig har fundet noget der er sjovt, mit og hvor ingen kender mig, så får jeg sådan en “kærlig” sms.

Hvor gammel skal jeg mon være, før jeg kan få respekt?

Og midt i min søndags frustration og tårer ned af kinderne, falder jeg i et hul og ringer til Norman fordi jeg trænger til at tale med nogen…. 🤦🏼‍♀️

Norman tager naturligvis ikke telefonen og jeg måtte nulstille min “sejhedsapp” 12 dage uden kontakt og jeg falder plask i, fordi jeg føler mig såret og forkert og alene.

Mon mit liv nogensinde bliver normalt?

– og hvad ER normalt??