To ord der overhoved ikke burde have noget med hinanden at gøre, men ironisk nok, har det dèt alligvel i mit perfekte liv! 🤦🏼‍♀️

Som om mit liv ikke er rodet og svært nok, og som om jeg ikke græder mere end jeg sover og har kronisk ondt i min mund og problemer nok til at leve et ulykkeligt liv de næste 40 år – så væltede min verden en lille smule mere i onsdags (i går)

Jeg sov som altid næsten ikke om natten og væltede ud af sengen for at komme ud til min Nye Behandler på Det Lyserøde Hospital. På vej derud, ringer min søster og siger at hun tror at hun har glemt at slukke for sin kogeplade, om jeg ikke kan kører derover og tjekke – jeg ved at det bliver knebet mht. morgentrafikken, men jeg kan på den anden side ikke lade en sådan viden gå uset hen, for tænk nu hvis hele bygningen brændte pga. at jeg ikke fik tjekket kogepladen!

Så jeg stormede afsted, fik tjekket at kogepladen faktisk var slukket og så igen afsted mod Det Lyserøde Hospital. Jeg nåede det lige, som på et hængende hår.

På vej ind, efter at jeg havde tjekket mig selv ind i selvscanningssystemet, kommer der en dame gående imod mig. Hun virker bekendt men min hjerne er så stresset at hun næsten er ud for mig, før jeg når at registere at det er min gamle psykolog fra Enhed for Selvmordsforbyggelse, hende med den stille stemme.

Hun så så sød ud, hun kikkede på mig og slog så blikket væk. Da jeg opdaget det var hende, smilede jeg bredt og havde jeg ikke været så sent på den, OG samtidig ikke opdaget at det var hende før hun nærmest var gået forbi, ville jeg gerne have hilst/snakket med hende.

Jeg kan dog huske at hendes lange mørke kraftige hår, var blevet endnu længere.

Jeg vendte mig om for at se efter hende, men så kun ryggen af hende da hun gik igennem en dør.

Under samtalen med min Nye Behandler, fik jeg for første gang fortalt om hvordan jeg har det og om alle de ting jeg ikke fik fortalt hende om sidst. Om mine massive selvmordstanker, om den lille mand, min Gudfar, om roerummet og om at jeg skulle holde den lille mands øje og tænder og hvor skræmmende jeg syntes det var, at han kom og kunne tage ting ud af sit ansigt. Den dag i dag skræmmer hans minde mig stadig.

Jeg fik også fortalt om mine ture på Ringgadebroen og om at jeg ikke føler mine forældre, hovedsagelig min Mor (da det er hende jeg taler mest med) forstår hvad det er jeg går igennem.

Jeg græd og græd og græd og lignede noget der var løgn da jeg gik derfra.

Jeg kan ikke helt huske hvad jeg lavede bagefter men jeg kørte på et tidspunkt hjem og sov lidt, indtil min Mor skrev at hun var nede i byen for at købe babytøj til min søster.

Jeg gik ned og mødtes med hende og bagefter kørte vi over til min yngste lillebror som ligger syg. Jeg hentede mad til ham og så kørte Mor mig hjem.

I det nøjagtige øjeblik jeg gik ud af døren hos min lillebror, fik jeg en sms – i en sag der går så langt tilbage at jeg trode det var ordnet….

Her er start smserne, fra juni 2018 ⬇️

…..som du nok har regnet ud nu, så handler det her sig om Jonas og hans tand, som han fik lavet hos min lillebrors mor, sort. Og efterfølgende af uransagelige årsager valgte ikke at betale og pludselig sidder jeg, efter endnu en onsdag på Psykiatrisk Hospital i en modvind af lort og øretæver som jeg, med hånden på hjeretet, ikke føler jeg fortjener. Og Jonas eneste svar var nedenstående:

Og som prikken over i’et blev jeg SÅ slået ud af det som skete, at jeg gjorde hvad jeg frygter mest at jeg kommer til at gøre: Jeg gik på bodega.
– min inderste hemmelige frygt, er at jeg bliver alkoholiker.

Jeg frygter at jeg ender med at sidde på et brunt værtshus (som jeg på en eller ande måde finder så tiltrækkende og hjemmelig) mens jeg sidder og stirrer ud af vinduet på livet udenfor, i et røgfyldt lokale med min altid store fadøl…jeg kan SÅ nemt se dét som min fremtid. Nemmere end at få en kæreste og en kolonihave og leve endnu et år.

Øllen blev 1 liter ud af 3 liter og så skulle man jo tro at søvnen kom til mig som en kærlig hånd, men nej…… da uret ringede kl. 08.15, for at jeg skulle være hos lægen kl. 09.00 og tale om min søvnløshed, føltes min krop som om jeg havde fået tæsk med et bat hele natten og jeg husker både lyden af skraldebilerne (som kommer kl. ca. 04.00 og lastbilerne med vare til butikkerne som kommer kl. ca. 05.30….)

Jeg væltede ud af døren og ankom til lægen 08.59. De 15 minutter jeg var inde hos lægen, ringede min telefon, som var på lydløs, hele 5 gange. Nummeret var ukendt og jeg følte mig SÅ max max presset og stresset, for jeg vidste jo godt hvem der ringede og kimede mig ned… resultatet blev at jeg ikke fik spurgt om halvdelen af de ting som jeg skulle, så nu har jeg en ny tid på mandag….. idiot mig!

På vej ned med elevatoren tikkede beskederne ind fra tandlægen….hun startede med hendes torsdags bombardament kl. 08.52…

Jeg mener, hvad i alverden skal jeg gøre?? Jeg har da ingen dokumentation på noget der har med Jonas at gøre!! Og pludselig er jeg på vej til Inkasso!!! Jeg er chokeret – det drejede sig om 3500 kr (som jeg betalte i Juli) og så 3700 Kr som Jonas skulle betale i August. Vi har Februar nu. Og pludselig er mine forældres adresse (som er den eneste hun kender) brugt til inkasso….

I onsdags talte jeg netop med min Nye Behandler omkring det at have hemmeligt OG skjult nummer, at bo uregistreret i alle offentlige registre og jeg tænkte et sted inden i, på vej hjem, at jeg måske en dag kunne blive til en af dem som kan slåes op på Krak.dk….. Min Gudfar er død, der er ingen som kan gøre mig noget mere, det er okay at jeg findes og at jeg bor et sted langt væk fra Gården….jeg burde stoppe med at være så ultra paranoid….

Men Kære Du, jeg kan fortælle dig én ting og dét er at jeg ALDRIG nogensinde EVER kommer til at stå registreret med mit rigtige mobil nummer, min rigtige adresse og mit rigtige navn nogen steder!! Jeg kommer ALDRIG til at se en postkasse med mit eget navn på. Jeg kommer ALDRIG til at have en adresse der kan slåes op og som samtidig matcher mit gule sygesikringskort.

DET KOMMER SIMPELTHEN ALDRIG TIL AT SKE! Og grunden kan du se lige dér….. folk er jo fucking sindssyge!! Og så er det mig som går på Psykiatrisk Hospital!!

Pga. at mine forældres adresse var involveret – og hun samtidig er min ældste lillebrors bedste vens Mor, blev jeg nød til at spørge min lillebror om hvad jeg skulle gøre og *bang* så var mine forældre involveret og nu skal mine forældre have et møde med hende.

Til dem har hun skrevet at jeg bla. har ignoret hende i 14 måneder (det var i april sidste år, jeg er ikke god til tal, men i min verden er det kun 10 måneder…) At jeg ikke havde været samarbejdsvillig (jeg har sku da betalt 3500 kr!!!) At jeg havde været flabet og grov overfor hende….. hun kom med de vildeste påstande og oven i dét, så er prisen steget fra 3700 kr til nu at være på 15.000 kr. hvilket er hvad inkassobeløbet er på.

Det endte med, at jeg Torsdag kørte ud til mine forældre og helt frivilligt overlod min elskede HØJT ELSKEDE livslinje af en telefon til dem, så de kunne læse ALT korrespondance med den, i min optik, sindssyge Tanndlæge!!

Jeg låste bare telefonen op, gav dem koden og lod dem tjekker hvad de ville tjekke. Min Mor havde en LAAAAAAAAANG, som i sindssyg LAAAAAAANG 2 timers sms korrespondance med den sindssyge Tandlæge, inden de (åbenbart) aftaltes at mødes.

På magiskvis fik jeg købte mad til min lillebror igen, som stadig er mega syg og har over 120 i infektionstal pga. halsbetændelse. Så kørte jeg hjem og gik omkuld på min sofa med varmen dunkende ud af radiatorerne – hvorfor lukker min krops klimaanlæg altid ned når jeg er i total krise?

Måske det er derfor jeg husker hele min barndom som utrolig kold, altså fysisk kold, som i kolde rum, kolde utætte vinduer, kolde dyner, kold kold kold – når alle andre havde varmen, så frøs jeg. Når pejsen var hvidglødende af varme, og jeg sad lige foran den, så begyndte min krop at varme lidt op – mens resten af familien rasede over at jeg fyrede så meget op.

Jeg har vitterlig ikke ret mange minder i mit liv, som ikke indeholder kulde og kold krop – og alligevel formåer jeg som den eneste i min familie at sove med vinduet åbent året rundt, kun med én dyne og hvis ikke nøgen, så iført min mormor natkjole med lange ærmer og kikset koneprint. Og dér fryser jeg aldrig.

Det er mærkeligt og jeg kan ikke navigere i det her. Jeg har grædt så meget hele onsdag, at da jeg begyndte at græde igen i dag (torsdag) var mine øjne så hævet at jeg begyndte at få synsforstyrrelser og jeg var så kold at jeg kørte med varmen på højeste blæsende (læs: larmende) niveau, sædevarme i alle sæder (for at tiltrække mest varme) min 11 år gamle moncler jakke, halstørklæde OG luffer og stadig, var jeg helt helt kold.

Klokken er lidt over midnat, eller faktisk er den 00.36 om natten og jeg kan (selvfølgelig) ikke sove. Lægen udskrev noget andet og mere kraftigt sovemiddel til mig + noget som skal nulstille min søvnrytme, men pga. alle opkaldene, kan jeg naturligvis ikke huske en dyt om hvordan jeg skulle tage tingene, så jeg har bevist ikke hented det på apoteket. Det må jeg gøre på mandag.

I morgen, eller retter i dag, er det Fredag og jeg skal til Psykoedukation på Det Lyserøde Hospital om 7,5 timer. For lang tid siden, bestilte jeg en tid hos min Kranio Sakral dame, jeg tænkte det ville gøre mig godt at få hjernen og kroppen med men nu kan jeg faktisk ikke overskue noget af det. Først skal jeg sidde i rundkreds med mennesker jeg ikke kender og så skal jeg være i undertøj på en briks – og alt imens det sker, så er jeg på vej længere og længere ind i inkassosystemet i Danmark pga. noget jeg vitterlig IKKE føler jeg har nogen skyld i……… and yet, here I am!!

Mine læber er tørre som sandpapir og min krop er stadig kronisk kold.

Fik jeg fortalt at jeg passede min lillesøsters venindes søn hele tirsdag morgen og formiddag? Hende der er psykolog? Jeg kan ikke huske om jeg fik fortalt det, det kom i stand sent mandag aften. Der var åbenbart en af hendes klienter eller en klient der hvor hun arbejder, som havde begået selvmord og de skulle have en mindehøjtidelighed for personen (det er sådan et bosted hun arbejder på) og så var der ingen til at passe deres lille dreng – som jeg aldrig rigtig har mødt før.

Jeg var så panisk angst for at sove over mig, jeg skulle være der kl. 07.50 – at jeg, da klokken var 06.16 sad i min bil på en mørk vej ude på landet med Ella (min hund) på skødet og sædevarmen på fuld blus. Vi havde begge været oppe, morgentisse og pølle og var klar til at passe baby….. (han er ca. 2 år) Det gik rigtig godt og jeg var fast besluttet på at kører ham træt på den sunde måde, så efter morgenmad, fik vi varmt tøj på og gik en lang tur med klapvognen i skoven. Han gik selv ca. 1 km (ret imponerende) I alt gik vi lidet over 3,5 km.

Ella var SÅ træt da vi kom hjem igen og sådan gik tirsdag og ja så var det onsdag og så torsdag og nu er det fredag og jeg kan ikke se en god dag i horisonten……. og alligevel forventer alle at jeg forsætter med at leve?

Min bror i Østrig bliver 45 år i dag (fredag) og den sindssyge tandlæge bliver 50 år. For ét år siden i dag, begik Kasper selvmord på sin båd i Egå Marina. Jeg fatter ikke rigtig hvad det er der sker…..