Klokken er 11.28 og det er onsdag d. 15. maj. Jeg er netop kommet hjem fra Psykiatrisk Hospital og mine ugentlige 45 minutters samtale med min Nye Behandler. I dag fortalte jeg hende noget jeg ikke kan huske om jeg har fortalt herinde – men det gode er jo, at når jeg blot fortæller sandheden, så kan jeg jo aldrig komme til at fortælle “noget forkert” i forhold til sidste gang jeg fortalte samme ting – giver det mening?

Jeg fortalte hende at jeg havde Web-Stalked hende, den weekend hvor jeg følte hun svigtede mig, ved ikke at vende tilbage på mit opkald mht. om jeg måtte gå en pilgrimsvandring eller ej. Jeg ved ikke om jeg vil sige at det “naturligvis” var det forkert, men det var forkert.

Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed over det, men fordi jeg nu sidder inde med en viden som jeg ikke nødvendigvis behøvede at have. Viden forpligter, sådan er det.

Jeg valgte dog “kun” at stalke hende professionelt, hvem hendes far og bff er, er mig total ligegyldigt – men jeg ville vide hvorfor hun svigtede mig aka ikke vendte tilbage.

Ifølge hende, var det fordi “jeg havde fået en vane med” at ringe til hende efter vores sessioner. Dén mening må hun gerne have, men jeg er “naturligvis” uenig. At ringe til sin behandler 3 gange fra August 2018 til April 2019, er for mig ikke en vane.

Den ene gang var fordi jeg glemte at spørge om jeg måtte få fri i April. Det glemte jeg fordi jeg simpelthen græd snot i stænger til vores samtale.

Den anden gang jeg ringede, var fordi jeg ville “advare” hende om at min Mor og søster ville ringe til hende – det syntes jeg hun fortjente at vide inden hun eventuelt havde en person i røret som hun ikke var forberedt på at tale med.

Tredje gang kan jeg ikke huske – men helt sikkert, har jeg ikke haft ringet bare for at sludre med hende. Uagtet at jeg ikke kan huske grunden til at jeg ringede, så ved jeg at det ikke kan have været derfor, for dét ville jeg simpelthen aldrig gøre.

Men altså, min Nye Behandler mente at jeg havde fået en vane med at ringe til hende og derfor vendte hun ikke tilbage – men så ringede min søster og så skrev hun beskeden som jeg modtog via min e-boks.
– men inden da, havde jeg web-stalked hende. Og selv om det er forkert så har det alligevel – kombineret med en anden ting (mere om det senere) givet mig mere respekt for hende.

Jeg fant ud af at hun ikke er så ung og nyuddannet som jeg havde tænkt at hun var ……

HER FALDT JEG SÅ I SØVN. JEG SENDTE EN SØD MAIL TIL MIN BEHANDLER OM AFTNEN, DA JEG VAR I TVIVL OM HVORVIDT HUN VAR BLEVET KED AF DET JEG HAVDE SAG – OG SÅ BEGYNDTE LIVET AT SLÅ KNUDER, JEG MODTOG SMSER (I DEN IKKE VENLIGE AFDELING) FRA ANIKA OG FREDAG EFTERMIDDAG (17. MAJ) MODTOG JEG SÅ DETTE BREV FRA MIN BEHANDLER – OG PLUDSELIG ER JEG NÆRMEST KRIMINEL.

Føler mig så alene og fanget. Jeg har den vildeste lyst til at skærer i mig selv – tanken alene skræmmer mig, for jeg hader hader knive og jeg har ikke ejet andet end 2 brødknive og en lommekniv til mine pilgrimsvandringer i over 20 år, ene og alene af den grund at jeg ikke ønsker at skade mig selv på den måde igen. Men inden for dette år (2019) er det nu anden gang jeg har tænkt på at skærer i mig selv – og jeg frygter der ikke er langt fra tanke til handling.

Jeg forstår ikke hvad det er som sker og jeg forstår ikke at jeg har overtråd regler, jeg er 100% en regelrytter. Når jeg har lovet noget, så holder jeg det om det så gør mig helt skæv i hoved og tankerne. Jeg elsker regler, for så er livet så nemt at følge. Jeg kan derfor ikke forstå at jeg pludselig har lavet rammebrud – jeg har aldrig hørt om nogen rammer som jeg ikke måtte bryde og frygten, sorgen og skammen over at modtage sådan et brev, sidder i mig som en hjertebanken.
Selvmord og selvskade virker som en bragende god idé – bare smerten vil forsvinde inde i min krop!!

Jeg ved at sådan noget her ofte sker for mig og at alle på Psykiatrisk Hospital vil linke det til min personlighedsforstyrrelse, men jeg er faktisk ikke sådan en som google alt og alle. Jeg kan godt lide ikke at vide for meget om alting, fordi viden forpligter og min hjerne kan ikke rumme mere viden eller info.

Norman Bach blev engang googlet da han gik pilgrimsvandring og det ærget ham, jeg kan huske jeg syntes det var mærkeligt at folk havde googlede ham og da jeg sagde det var hans prompte svar: Alle googler…. og det har jeg tit tænkt på bagefter.

Spol et par år frem og her sidder jeg, anklaget for rammebrud (!) på rammer jeg ikke kender, fordi jeg googlede min Nye Behandler!! Den ene side af mig er så fortvivlet at jeg knap kan finde ro i mit hoved og tanker om smerte, selvmord og dø pisker rundt og forsøger at vinde over hverandre

– og den anden side er så rolig som et hav efter en storm. You can not move me – I’ve tried worsh before. Og helt bogstavelig talt – de kan sidde et helt rum fyldt med ledere, psykologer mv og lægge beviser op foran mig, på hvor dårligt et menneske jeg er, på hvilken forfærdelig ting jeg har gjort, hvordan jeg har ødelagt terpiens rammer og inde i mig, sidder mit indre, lænet tilbage i en stol og kikker nærmest overlegent på dem mens jeg tænker: Vi har pressefrihed i Danmark. Vi har demokrati. Vi har ytringsfrihed. Vi har Journalistisk frihed. At være kritisk er sundt. Og alt hvad der ligger på nettet er tilgængelig for offentligheden og kan du ikke lide dét, skal du nok overveje hvad du har liggende online. Og mod betaling de damer, vil jeg gerne hjælpe Jer med at være mindre synlige for jeres klient-patienter hvis google er jeres største bekymring i Jeres karriere.

FYI: Nettet er here to stay, så måske I skal indarbejde et semester på Psykstudiet hvor I lærer om at gebærde Jer på de sociale medier. Just saying.

Min plan for Mandag morgen er at få fat i en bisidder til mødet. Jeg kan af gode grunde ikke tage mine forældre eller min søster med. De kan knap rumme mig som jeg er nu og kommer jeg og fortæller at jeg er blevet beskyldt for rammebrud og risikere at blive smidt ud af Psykiatrien vil det være som champange på deres møllehjul.

Så Mandag klokken 10.00 ringer jeg til CSM/SIND/PSYKIATRIFONDEN og finder en bisidder som kan tage med mig kl. 08.30 på Psykiatrisk Hospital på onsdag.

Dernæst så har jeg lovet mig selv og mit tilbagelænet indre at jeg vil forberede mig så godt, at en Højesteretsdommer ville komme til kort hvis han gik i gang med at udspørge mig. Det er meget muligt at jeg ryger ned og ud af Psykiatrien, pga. det jeg har gjort, men det bliver ikke fordi jeg ikke har forberedt mig godt nok og jeg dermed bliver overrumplet.

Helt sikkert jeg kommer til at græde, dels fordi jeg er hamrende nervøs men også fordi jeg er så såret at jeg knap kan trække vejret – jeg syntes min Nye Behandler har svigtet mig på det groveste. Simpelthen, jeg forstår ikke hvad det er hun gør eller hvad det er hun vil opnå?

Jeg kan huske at jeg studset over at hun sagde at “du havde fået for vane at ringe efter vores samtaler og din tid er når vi er her, så jeg måtte vænne dig af med det…..” Great, så som et lille barn sætter du mig på plads ved at ignorer mit opkald, hvilket er det værste jeg kan kan udsættes for. At blive ignoreret. Og pudsigt nok, som min behandler, så ved du godt hvor mine svage sårbare sider er. Og det var så lige dér du valgte at give mig et hug. Det er faktisk svinsk gjort hvis du spørger mig personligt. Hun kunne blot have sagt: Kære Deirdre-Ann. Vi bliver nød til at aftale at du ikke må ringe til mig mellem vores sessioner. Punktum. Samme virkning. Less drama.

Jeg ved de, altså dem på Psykiatrisk Hospital kører det helt store skyts frem og er 100% enig om at jeg er forkert på den. At jeg har begået rammebrud. At jeg har overtrådt reglerne for terapi. At min personlighed er ude af kontrol. At min personlighedsforstyrrelse har fået mig til det her grimme noget.

Men jeg mener, helt oprigtigt med hånden på hjertet, at når man går ud af døren efter en terapi time og jeg siger: Jeg håber ikke jeg gjorde dig ked af det mht. det jeg fortalte dig og ens behandler så svare: Nej det var godt du fortalte det. Så skal man ikke efterfølgende modtage et brev som enhver behandler gennem 9 måneder, burde vide vil blive opfattet med stor sorg, som truende og som en forfærdelig ting, en fredag eftermiddag i en hellidagdagsweekend uden mulighed for at ringe nogen steder hen og uden mulighed for at få hjælp.

Jeg har taget screendumps af hendes Facebook, af mailen, af materialet jeg har læst, af Websitsene hvor det kan ses hvad jeg har læst, min cookies så de kan se (hvis de ellers forstår at læse sådan noget……dåååå…) at jeg faktisk ikke har søgt på private oplysninger men kun rent professionelt. Jeg er forberedt på at de hiver det helt tunge skyts ind – måske de endda tager min Psykolog med den stille stemme med ind – hende googlede jeg også tilbage i 2017 og måske de går tilbage og starter derfra? Jeg er forberedt på at de tager hende Psykologen som er vokset op i samme by hvor Gården lå og min Gudfar boede med, hende har jeg også googlet da jeg fandt ud af at hun kom derfra. Hun har gået i skole med min kusine og hendes Mor er venner med flere af dem som min Gudfar omgik – så SELVFØLGELIG kender hendes Mor til min Gudfar. Fuck mig hårdt jeg ved jeg har ret – min Gudfar var sådan en mand alle kendte og alle syntes om, han var medlem af alt muligt og kom alle mulige steder – kirken var proppet til sidste plads og endda udenfor da han døde og jeg var den enest som sad dér og havde en lille Zulukriger inden i mig som dansede sejers dans over hans dø – mens hele kirken føltes som små stikkende nåle af onde skulende øjne, fordi dér kom hende som havde fået alt (aka Gården) og som så ikke engang besøgte ham i den sidste tid……

Jeg er forberedt på ALT når jeg går ind af den dør på Onsdag kl. 08.10. Og klokken 12.10 sidder jeg på et tog til København og så tager jeg flugten til min elskede lille perle i Spanien.

Hvis det ikke var for en barnedåb d. 2. Juni, så kom jeg slet ikke hjem – men jeg kan samtidig love dig for at jeg ikke har tænkt mig at nævne noget for dem derude om at jeg tager afsted og ej heller har jeg tænkt mig at melde afbud til mine tider. Hvis vi spiller med den slags regler, hvor der ikke er nogen regler, så er det fint med mig. Jeg kan også godt være et røvhul.

Åhhh fik jeg sagt, at jeg har downloaded en app som jeg har sat til at optage ALLE opkald, inkl. dem jeg eventuelt skal lave derud til? Bare så jeg har bevisbyrden i orden.
Er det lovligt at optage samtaler uden at modparten ved det? JA!.

Man kan ikke straffes (efter straffelovens § 263 stk. 1 nr. 3) for at optage samtaler, fx møder eller via telefonen, som man selv deltager i. Heller ikke i de tilfælde, hvor den anden part (fx personen i den anden ende af røret) ingen anelse har om, at samtalen bliver optaget.

Men man risikerer ganske rigtigt at blive straffet, hvis man spiller båndet for personer, som intet har med samtalen at gøre. Nemlig i de tilfælde, hvor der bliver sagt ting, som “åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden”, jfr. straffelovens § 264 d, som ordret lyder således:

§ 264 d. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Har jeg fortalt at jeg har installeret en app på min telefon, som optager samtalen vi skal have på onsdag? Så snart jeg lægger telefonen på bordet, begynder den at optage mødet og alle samtalerne, ALT hvad ALLE siger. Jeg kan nemlig også godt spille med ufine kort – jeg er faktisk nok bedst til at være et fucking narcassistisk røvhul, som ikke skal tænke på andre. Det er så tromlende nemt – men jeg forsøger altid at være den bedste version af mig selv – og se hvor det har bragt mig – ohhhh well, tilbage til sådan som jeg var engang. Det er så nemt at tage andre på sengen og være en total kællingsæk.

Når jeg går ind i dét rum med de lukkede vinduer og et bord af mennesker foran mig som er klar til at angribe mig, så har jeg lovet mig selv at jeg har min bedste forsvarsrustning på. Jeg er mentalt forberedt til tænderne. Jeg har min bevisbyrde i orden og jeg samler beviser fra det øjeblik jeg går ind af døren på Psykiatrisk Hospital. Jeg har lovet mig selv efter en fredag og en lørdag i så altoverskyggende sorg, gråd og fortvivlelse, at jeg ikke går ned uden kamp – de er nok flest og de er nok mere belæst end jeg. Men jeg er ikke dum og jeg kan også kæmpe. Hvordan fanden tror de jeg har holdt mig selv i live i 40,5 år? Ved at lægge mig fladt ned og lade som ingenting? Nej nej de damer – ved at lægge mig fladt ned, sprede ben og zappe væk mens jeg lagde planer om et andet liv, om hævn, om at jeg en dag ville være hende der vandt……

Så ja, I find it kinda funny, I find it kinda sad. The dreams in which I’m dying are the best I’ve ever had. I find it hard to tell you, I find it hard to take…… men lige indtil Onsdag har jeg valgt at holde mig i live. Jeg vil ikke efterlade et rammebrud til mine forældre at ordne og ingen skal sige at jeg begik selvmord fordi jeg brød rammerne. For jeg har ikke brudt nogen rammer – rammer jeg har aldrig fået opsat, fortalt eller forelagt, ergo er der ingen rammer jeg kan bryde – udover dem som min Nye Behandler har følt at der var. Men selv behandlere kan fejle. Det er nok ikke så velset at sige, men tro mig – hun er også bare et menneske der begår fejl, og som bliver bange.

SENERE IGEN – I DAG ER DET MANDAG D. 20. MAJ 2019. JEG TØR SIMPELTHEN IKKE UDGIVE DET HER INDLÆGET, FØR JEG HAR VÆRET TIL SAMTALEN PÅ ONSDAG. JEG ER HAMRENDE ANGST FOR KONSEKVENSERNE, TRODS DET AT JEG ER FØDT I ET DEMOKRATISK FRIT LAND MED PRESSE OG YTRINGSFRIHED. JEG STOLER 0% PÅ MIN NYE BEHANDLER. JA JEG KAN TILGIVE HENDE. NEJ JEG KAN IKKE GLEMME DET.

Jeg fik ikke fortalt, at jeg oven i alt det her maridtsagtige også har modtaget langt fra søde smser fra Anika. Hun mener jeg er skyld i at hun var ved at miste sine børn til kommunen. Jeg tænker det offentlige ikke fjerner børn fra hjemmet med mindre der er grund til det, og hvordan jeg nogensinde kan blive den grund, er mig en gåde. Jeg har aldrig lagt hånd på hendes børn.

Lørdag aften, meget sent, ringede jeg til min tidligere Psykiater-Lærlings arbejdstelefon. Jeg var så fortvivlet over hvad jeg skulle gøre til det forfærdelige møde som jeg skal til på onsdag kl. 08.30 på Psykiatrisk Hospital. Min plan var at lægge en besked på hendes telefonsvare inden mit mod slap op – jeg havde i den grad brug fo hjælp til at navigere og få styr på min frygt og på hvad det egentlig er jeg har gjort, som er så forfærdeligt.

Nummeret har jeg fra engang, for måske 2 år siden, hvor min Psykiater-Lærling ringede til mig fra det her nummer, som jeg efterfølgende gemte i min telefon, sammen med hendes email, i den tro at det var hendes arbejdstelefon. Men guess what, midt i min sorg og gråd, blev telefonen taget…… af min Psykiater-Lærling………… og på 2 sekundter så jeg hele mødet på onsdag foran mig. Hvordan beskyldningerne om at jeg stalkede personalet på Psykiatrisk Hospital væltede frem. Beskyldninger som er usande, for jeg har vitterlig ikke googlet min Psykiater-Lærling og jeg har vitterlig haft hendes nummer i min telefon i mere end halvandet år uden at bruge det, fordi jeg netop trode det var til hendes arbejdstelefon og jeg ikke havde nogen grund, eller rettighed, til at kontakte hende – så jeg lagde på og sad som et skamskudt rådyr og rystede i sofaen…… netop fordi jeg ikke havde planlagt at stalke hende eller tale med hende, ringede jeg ikke fra skjult nummer…..

I dag har jeg skrevet en “jeg er beklager og undskylder min opførsel” sms til hende og slettet hendes nummer, email osv. fra min telefon og så håber jeg ALDRIG dét får konsekevenser for mig. Jeg magter næsten ikke mere, jeg hænger virkelig i med neglende i øjeblikket og det er vitterlig bare et spørgsmål om tid, før det heller ikke er muligt mere.

Da jeg lukkede mit firma 30. April, sendte jeg en buket blomster til min mentor som tak for hjælpen, ærligheden og overskudet til at være der for mig. Jegmå have været helt blæst, for blomsterne kom retur (til butikken) da jeg havde skrevet en forkert adresse på…….. fuck mig…… så nu har jeg skaffet den rigtige adresse og pt. er jeg ved at skrive et fint (nyt) kort til hende og i morgen skal det sendes, så jeg kan få lukket de huller jeg har i mit liv.

Mine øjne gør så ondt, fordi jeg helt bogstavelig talt ikke har lavet andet end at græde siden fredag – jeg tror faktisk at det er en rekord selv for mig. Min mund, specielt min tunge, er et inferno af smerte – jeg kan næsten ikke være i mig selv af bare smerter….. min højre arm, som jeg ofte sover på, efter at jeg har fået depressionspiercingen i venstre side (som ikke virker på mig) er helt smadret og det summer i den hele tiden. Det samme gør sig gældene for mit venstre knæ. Jeg har ondt i nakken, hovedpine, jeg tisser hele tiden og i dag tømte jeg hele tarmen i toilettet på en genbrugsbutik, det væltede bare ud da jeg satte mig ned – og i weekenden forsøgte jeg at muntre mig selv op, med en gåtur i en af kolonihaverne hvor jeg er skrevet op til en have og ud af det blå, døde min mave – jeg forsøgte at nå ned til en tankstation tæt ved, ved at løbe op til bilen, men jeg kunne mærke at jeg ikke kunne nå det – så jeg greb en pose, en pakke vådservietter og et bundt McDonalds servietter og ofrede hele indholdet i mine tarme bag fælleshuset…..ydmygelserne i mit liv vil ingen ende tage – det skulle da lige være da jeg i ren sidste udvejs desperation ringede til Norman for at hører om han vidste hvad et rammebrud var og om han kunne hjælpe…… hans svar var så ydmygende at jeg helst vil glemme at jeg overhoved nogensinde har ladet ham tømme sig op i røven på mig.

I morgen skal jeg hente min kuffert, den står af helbredsmæssige årsager i kælderrummet tilhørende min udlejningslejlighed. Kælderen her hvor jeg bor er fugtig, så ting kan kun stå her, hvis de er i plastkasser.

Så skal jeg huske at pakke – men aller aller mest vigtigt er det at jeg får printede alt min dokumentation ud, så jeg er klar til onsdag morgen. I dag har jeg haft ringet til alle organisationer for at finde en bisidder men med så ultra kort varsel, kan det ikke lade sig gøre. Jeg ringede endda til Psykiatri info, som er en organisation for pårørende til sindssyge som jeg, ikke for sindssyge som jeg – så jeg går alene ind i løvens hule på onsdag. Tanken alene skræmmer mig. Det føles lidt som når jeg kørte hjem fra skole, ind af vejen gården lå på, og op af alleen til gården – i uvisheden om min Gudfar var et sted på gården…… om han gemte sig og kom snigende så snart jeg var ude af bilen, så jeg ikke kunne nå at kører væk. Så jeg var fanget.

Sådan føles det i min krop, når jeg tænker på mødet på onsdag. At jeg går ind til noget som jeg ikke har kontrollen over, noget hvorfra jeg ikke kan overskue konsekvenserne. Og den modbydelige følelse skal jeg opleve igen, blot fordi jeg googlede min psykolog aka min Nye Behandler.

Livet er så ironisk ondskabsfuldt. Og jeg er så ulykkelig inden i.

– nu fik jeg en sms fra Anika, endnu en sms skulle jeg nok skrive. Jeg er så hamrende træt i mit hoved at jeg ikke orker flere smser, flere mails, flere e-boks beskeder, flere mennesker der råber, skælder ud og fortæller mig hvad jeg skal gøre og hvem jeg skal være…… jeg savner faktisk roen som var i min Psykolog med den stille stemmes lille kontor. Det var på det gamle Psykiatrisk Hospital i Risskov, så det er fysisk umuligt for mig at komme tilbage dertil. Bygningen er rykket ned og der er bare et hul i jorden – jeg ville ellers give alt for at blive dømt for indbrud, for at kravle ind og lægge mig under vinduet ved radiatoren og bare mærke roen i rummet, uden at kunne ses udefra. Tænk hvis jeg kunne tage min hjerne ud for en stund og bare få ro.

Jeg har besluttet mig for at udgive det her indlæg nu. Hvis de så dukker op til mødet på onsdag og bruger denne blog i nogen henseene, så går jeg ud af døren og kommer aldrig igen. Jeg ved hvis jeg går ud af døren, så dør jeg – ikke lige med det samme men en dag inden for ikke så fjern en fremtid, men det ER faktisk en rigtig rar tanke.

Nogle mennesker syntes julen er rar, jeg syntes julen er forfærdelig. Nogle mennesker frygter døden, jeg syntes døden er det eneste stabile kærkommende i mit liv og jeg ser frem til den dag jeg møder den. Godnat.

Et indblik i hvordan mit liv er, i store træk https://youtu.be/8QMda42jwO0