Klokkener nu 01.29 og jeg er så vågen som aldrig før…. truth be told, jeg sov også til klokken næsten 14.00 uden at kunne komme ud af sengen.

Jeg var både træt, øm i kroppen og så havde jeg den vildeste kvalme. Da jeg endelig kom ud af sengen, spiste jeg resterne af min sushi fra i går, som slet ikke var pengene værd (og det er ellers fra min venindes sushi restaurant…)

Så satte jeg mig i min natkjole på terrassen og begyndte at lægge ting til salg, oppe annoncer på dba.dk osv.

Jeg har ikke hørt fra pigerne hernede, overhoved, selv om jeg skrev med dem før jeg kom og bla. spurgte om vi skulle lave en strandtur en dag. De ved også nøjagtig hvonår jeg kommer og hvornår jeg rejser, det kan de se inde i bookingsystemet.

I dag skrev den ene af dem så og spurgte 1. om jeg stadig var i spanien, 2. om hvornår jeg rejste og 3. om vi skulle mødes i morgen og spise aftensmad. Jeg sagde ja tak, men nok mest fordi jeg burde tage ud og være social, ikke fordi jeg er ved at dø for at være social…. med dem. Det er svært for mig at finde ud af om jeg er deres veninde eller om jeg er deres arbejdsgiver. Er jeg det sidste skal vi ikke være sociale – er jeg det første kan vi godt være sociale.

Der er en Happening på Christiansborg Slotsplads (foran Folketinget) på Lørdag d. 1. Juni kl. 12.00, hvor der skal være fokus på Psykiatrien. #VærdigPsykiatriForAlle

Jeg har været medarrangør, men da alt det med brevet fra min Nye Behandler kom, trak jeg mig omgående, jeg var så bange for at det ville få negative konsekvenser for psykiatrien alt det her med mig – som jeg jo slet ikke kan se mig ud af selv. Heller ikke en uge efter…
Fordi jeg ikke kommer, støvsuget jeg mandag hele byen for hjerteballoner, som er en del af happeningen, og sendte dem til den overlæge som står for det hele – og ham som jeg har samarbejdet med. Men nu tør jeg knap nok skrive til ham – og jeg måtte endda google ham, for at få den korrekte adresse og indgang og afdeling….

Men altså 70 røde hjerteballoner er på vej fra Spanien, til Skejby, Danmark. Om jeg så selv tager derover eller ej, ved jeg ikke. Min plan var at tage derover og tage Ella med, give hende en lille hvid bodystociking til babyer på (hvor bunden naturligvis er klippet af) og så skulle # være på siden – jeg VED det ville skabe omtale og det er omtale vi har brug for – men jeg tør ikke længere sætte mig selv i fokus for at fremme sagen, for så er det nok en del af min personlighedsforstyrrelse og min mærkelige måde at være på…. og noget jeg skal behandles for, til møde om og skældes ud for. Jeg magter det ikke…

Jeg har fået en, egentlig meget sød, men også (for mig) rigtig sårende sms fra Norman. Jeg ville give SÅ meget for at jeg kan parkere ham hvor jeg nu endelig har formået at parkere Anika. Efter at jeg har smset med hende og hørt flere af hendes mærkelige kommentar, så som “at hun plejede at kikke indaf når der var noget galt….” Øhhh som om jeg ikke kikker indaf? Jeg bestiller ikke andet end at få vendt vrangen ud på mig selv, jeg har gået til psykolog, jeg er uddannet coach, jeg har ikke bestilt andet end at se på mig selv hele livet – så det sidst jeg gider hører fra en som har svigtet mig helt abnormt 2 x i mit liv, er at jeg skal se indaf…..! 👊🏻

Men jeg har vitterlig ikke tænkt mere på hende (lidt selvfølgelig men slet ikke som før smserne) siden hun sendte en sms engang i forrig uge, før jeg havde mødet med de 4 stikkende damer. Jeg læste den, rystede på hoved og besluttede mig for ikke at svare, da jeg simpelthen ikke kunne rumme mere, alting sejlede for mig i de dage og nu, hvor det ikke sejler (så meget) så er jeg faktisk ligeglad.

I dag, eller retter sagt i går (vi er jo forbi midnat) i 2015 udgav jeg min første e-bog på Amazon. Jeg var stolt af mig selv men kan også se tilbage på hvor sindssygt mange fejl jeg har lavet i den og omkring den – hvilket nok er grunden til at den ikke rigtig sælger. Men lidt stolt har jeg vel stadig lov til at være, der lå mega meget arbejde bag. Ustruktureret men stadig.

I går var der også nøjagtig 16 dage til at min søster skal føde sin lille datter, min niece, via Kejsersnit. Min søster har en hjerteformet livmoder (hvilket er ret farligt åbenbart) og babyen sidder op inde i maven og kan ikke vendes trods flere forsøg, så min søster skal føde ved kejsersnit.

Min ældste lillebror har også haft ringet i dag, for at fortælle at han nu har haft en samtale med en overlæge og fået en kikkertundersøgelse af udposningen på maven og den er ufarlig. De blev nød til at undersøge udposningen, fordi den kom frem på scanningen, men der er mange mennesker som har en sådan og den betyder intet.

I næste uge skal han så have tjekket sin lever for de to pletter der er på dem. Han har desuden fået noget medicin mod den infektion hans krop har haft, hvilket har givet ham en forstørret milt. Jeg er vitterlig RIGTIG glad for at jeg ikke har været hjemme under alt det her “cirkus” fordi det ville have slået mig total ud, med alt den snak om at han skulle dø, når lægerne specicik siger det modsatte. Jeg magter ikke drama og jeg elsker fakta.

Jeg talt også kort med mor, igen over facetime. Jeg løj (igen) og sagde ja til at jeg var nede ved middelhavet hver dag. Det er fuldstændig løgn, jeg har været på promenaden 2 gange men slet ikke været ude at gå i sand. På en måde har jeg lyst men på en måde er jeg total ligeglad – jeg vil egentlig bare gerne sidde på en cafe og se udover havet og snakke stille og roligt med en.

Jeg ved ikke hvorfor det er, at det at sidde på en cafe og iagttage verdnen er så vigtigt for mig – min søster gav mig også en opsang om “at hvis jeg ville have det bedre, så skulle jeg gå en tur ud i skoven og ikke ned i byen på cafe….” Jeg ved hvad hun mener, jeg hører hvor det kommer fra, men jeg kan ikke med hele min gode vilje se, at motion ved at gå ned i byen og sidde på en cafe og føle mig social og gå retur igen, ikke tæller som samme antal km. som hvis jeg gik ud i skoven og var alene og gik retur igen.

Min familie mener selvfølgelig det handler om at jeg gerne vil bruge penge, jeg ikke har – eller som jeg får af mine forældre og derfor ikke skal bruge på cafe – jeg tør end ikke vise den blondebluse jeg har købt hernede til 25€, før jeg vidste at barnedåben var aflyst, når jeg kommer hjem. Jeg købte den fordi jeg ikke var sikker på at jeg kunne være i den kjole jeg havde bestemt mig for, men det vil blive set som frås.

Jeg tænkte på her til aften, om jeg er den eneste på 40+ der tænker på hvor dejligt det kunne være at få et dukkehus….? 🤦🏼‍♀️
– trust me, jeg kan sagtens hører det selv!!!!

Men når jeg sidder og kikker på Facebooks Markedsplads, hvilket er min store passion, at sidde og søge på byggemateriale til min fremtidige kolonihave 💛 og jeg så støder på sådan et dukkehus, eller på dukkehus møbler eller på dukkehuse som trænger til at blive sat i stand, med tapet og gulvtæppe mv. så drømmer jeg virkel, som i VIRKELIG om at købe et og sætte mig ned med god samvittighed) og indrette det, sætte nyt tapet på osv. Finde de rigtige møbler osv.

Jeg har SÅ STOR en lyst til at købe et dukkehus….. men jeg gør det naturligvis ikke. Min mor og søster ville få et flip – men fik jeg fortalt at jeg fandt et ramponeret et til storskrald? Det gemmer jeg til en dag hvor jeg føler at det er okay at tage frem og så vil jeg forsøge at gøre det til et fint lille hus til en af mine (efterhånden) mange små niecer (hvis jeg ikke får lyst til at beholde det selv…) Men alligevel, fra en skala fra 1 til 10, så er det SINDSSYGT MÆRKELIGT at jeg har det sådan……jeg er fucking snart 41 år!!!

Jeg har stadig ikke hørt fra de 4 stikkende damer fra mødet sidste onsdag. Jeg ved ikke hvad deres planer er for mig. Jeg har taget fat på CSM i Århus og er begyndt at se mig om efter alternativer, jeg tror dog ikke de findes sådan rigtig for en som jeg. Der er 2,5 års ventetid hos CSM blot for at komme til den første indledende samtale, hvorefter de så vurdere om de mener de kan hjælpe en og om jeg er berettiget. Jeg har haft kontakt til Joan Søsterne – jeg har prøvet ALT og svaret er det samme alle steder…….ventelister ventelister ventelister.

Og her bliver jeg nød til at være realistisk uden at være dramatisk og truende, jeg hverken kan eller vil leve sådan som jeg har levet det sidste års tid, de næste 2,5 år. Jeg ved min Psykiater-Lærling mente det godt da hun fik mig til at fortælle hende om min Gudfar, jeg ved hun mente det godt da hun opfordret mig til at fortælle det til mine forældre – jeg ved at alt hvad der er gjort på Psykiatrisk Hospital er gjort i bedste mening (mere eller mindre indtil 1. Maj…) men det er mig som lever med konsekvenserne, med effekten af handlingerne, det er mig som er i min krop dag ud og dag ind og jeg KAN ikke leve sådan her.

Det SKAL blive BEDRE!
Det SKAL blive MARKANT bedre!
Det SKAL ske SNART!
– jeg ved bare ikke hvad jeg selv skal gøre…… jeg er kørt træt.