– måske der er flere, men jeg kom frem til 4 effektive måder i dag, eller i går og i dag. Min tid her i Los Angeles re mildt sagt forfærdelig – jeg tænker på om jeg er ved at få et af de der famøse breakdowns som man (jeg) ofte læser om at andre mennesker får, specielt de kendte og dem som stiller op til interviews i Kristelig-Dagblad og Information.

Jeg vågnede (i går) torsdag (lige nu viser min computer at det er lørdag kl. 01.00 dansk tid, men her i USA er det kun Fredag og klokken er 16.00, så når du i Danmark læser dette, er det først ved at blive lørdag her, mens det nærmest er søndag dér – fucking forvirrende!!!)

Men altså, jeg vågnede kl. 04.00 torsdag morgen og lå i sengen og fik tiden til at gå, candy cross, Facebook, instagram, mail etc. Jeg blev bla. for anden gang inviteret ind i Radio 24/7’s iværksætter program “de 6 hatte” – men takkede også denne gang nej tak, fordi jeg er hvor jeg er, i USA (og fordi Norman er involveret i det….)

Anyway, dagen startede fint og jeg havde det fint – jeg havde samtidig fået min menstruation 7 dage før planlagt (ifølge min MC app, uden hvilken jeg ville være fucking tabt på menstruations og cyklus punktet) Når jeg får min menstruation får jeg det altid ekstra følelsesmæssigt dårligt, selv da jeg var sammen med It manden fik jeg det dårligt de første par dage, men det var ikke SÅ slemt som det er nu, fordi jeg jo netop havde ham til at holde mine tanker på noget andet hormonerne der bliver sluppet løs i kroppen som køer der ser græs for første gang i 9 måneder!!

Jeg stod op, fik vasket hår, strøget mit tøj og gjort mig klar til mit rasende vigtige møde – jeg havde mødet – som var mega amerikaner agtigt og ikke nær så langt som jeg havde fået fortalt (og håbet på) men ikke desto mindre var det et GODT møde og dét er ret vigtigt at jeg holder fast i at det VAR ET GODT MØDE!!!

Bagefter var jeg inviteret på VIP liste til en eksklusiv launch af et nyt produkt, det var virkelig en fin gestus og service for mig, men lige omkring her, begyndte tvivlen at sætte ind, jeg begyndte at føle mig alene, ensom, ubegavet og tænke “hvad fanden har du gang i Deirdre-Ann???” – jeg ringet til IT manden, vi talte kort sammen men han var ikke til den store hjælp. Hans bil var brudt sammen i Valby og han var på vej hjem i toget fordi hans Dansk Autohjælp abonnement åbenbart var anderledes skruet sammen end han selv troede. Ergo var han ret muggen.

Jeg skulle sende noget på skrift inkl. nogle papier til dem jeg havde møde med, det fik jeg gjort fra min telefon (min computer var i min airbnb lejlighed) – jeg er efterhånden blevet ret dygtig til at lægge ALT vigtigt op i min dropbox og synce den  hver aften, så jeg altid kan få fat i alt.

Bagefter skyndte jeg mig over til Airbnb Open, som er en stor festival her i byen for alle Airbnb værter fra rundt om i verden. Jeg ville så gerne have deltaget første gang i 2014 (November) men vi stod og skulle flytte fra Spanien til Danmark og It manden havde travlt med at tage til Websummit i Dublin (men jeg pakkede….) og jeg havde ikke pengene, fordi jeg havde så mange udgifter i DK og ES. Derfor deltog jeg for første gang sidste år, i Paris, da der var terror angreb – det var også dér mine forældre bagefter nægtede at investere i mit firma – hvilket 200% er okay – det som ikke er okay, er deres begrundelse: Jeg er ikke en rigtig iværksætter fordi jeg hele tiden holder ferie…… slam, tag dén!

Som jeg gik rundt dér til Airbnb Open blandt en masse mennesker der egentlig elsker det samme som jeg, altså at udleje, følte jeg mig så uendelig alene. Jeg fik dog alligevel hamlet mig selv op til at deltage i nogle af arrangementerne, bla. ét som fortalte om hele forløbet, altså et slags intro forløb.

Da jeg gik på HHx, ja faktisk så længe tilbage som jeg kan huske, så har jeg altid havnet i grupper med folk som er dem ingen vil sidde ved siden af. På HHx fik jeg klassens tykke pige som min sidemand, hende med selvmordstankerne, bussemænd ud af næsen, kikset tøj og ja, bare hende hvor ALT skreg at hun var forkert (og helt sikkert havde brug for professionel hjælp) Og sådan har det ALTID været for mig – jeg er ALTID havnet i grupper med dem som er bundfaldet – da jeg læste noget Iværksætter linje endte jeg med at komme i gruppe med nogen som ville lave en dims til at bedømme tagspærs afstand med, jeg syntes det var et lorte produkt  men bød ind med at vi kunne lave den på far’s værksted – men jeg blev ved med at sige at det var et niche produkt som vi ikke kendte godt nok til at vide nok om – jeg endte med at melde mig ud af gruppen og en uge senere ud af uddannelsen (som jeg total har glemt  hvad hed) Min gruppe gik videre til at vinde nogle internationale priser for studerende for deres innovative produkt – jeg husker stadig da min Mor kom og viftede om næsen med avisudklippet og så på mig med de dér øjen “nu har du igen fucked up” – da der så gik ca. 9 måneder mere, efter at de havde vundet denne her pris, så var der et nyt opslag i avisen, hvor en Dansk og en Svensk fyr havde læst om denne her gruppe og deres priser (hvoraf mange af dem var pengepriser) lang historie kort; produktet, altså afstandsbedømmeren til tagspær, fandtes allerede (!) og der var endda lavet en international patent på den……hvilket hverken gruppen, skolen eller andre havde tænkt på at undersøge. Pengene skulle pludselig tilbagebetales og priser blev trukket retur. Som jeg sagde: Vi kendte ikke produktet godt nok……

Men det er ALTID sådanne mennesker jeg kommer til at sidde sammen med – og Intromødet i går var ingen undtagelse. Jeg var heldig (trode jeg) at få en rød liggestols agtig noget oppe foran ved scenen midt i en solstråle med 4 clemmentiner i lommen og en flaske vand. Så kom Head of Hospitality og fortalt og pludselig lavede han en af de der “vend dig om mod din sidemand og hils på personen, brug 3 min. på at fortælle om Jeres passion ved Airbnb……” på min ene side sidder en gammel mega fed mand med fedtet hår og talte mega højt i sin iphone med hans store amerikaner rygsæk spredt ud på jorden foran ham og ville helt vildt gerne snakke – jeg ville bare gerne sidde stille og lytte mens min hjerne summede. På min anden side sad en gammel dame, med grå stive hår strittende ud af øjenbrynene, fedtet gråkrøllet hår med en kikset rødt spænde kørt ud til den ene side som en eller anden retarderet spasser. I panden havde hun et mega klamt rødligt sår, på underlæben et stort brunligt herpes sår, rødlige fedtet briller, nasty tøj og ildelugtende ånde (kaffeånde) samt et mega fedtet håndtryk – ja tak Deirdre-Ann, det er så én af de to fuckhoveder du skal tale med…….. i 3 fucking minutter!!!

Jeg valgte damen, som udlejet en bolig på Maui, Hawaii – jeg tænkte straks at det måtte være fucking nitten at bo hos hende, hvis hendes bolig var bare halv så renlig som hun var!!!

Så snart jeg nævnte at jeg var fra “Denmark….” kævlede hun op om “Copenhagen” og alt muligt andet, jeg sad bare med mine solbriller på og ønskede mig tilbage til sengen på min Airbnb lejlighed…… Så kom taleren på scenen på banen igen og mens jeg kunne mærke mit trykpunkt nærme sig, steg det yderligt da han begyndte at tale om hvordan det at rejse med Airbnb til Airbnb Open kunne sammenlignes med en pilgrimsrejse (på en non-religiøs måde) og dét at mødes med venner man havde savnet, en slags reunion, en åbenbaring……og så holdt han en pause selv……..mens han fik tåre i øjene…….og jeg kæmpede med klumpen i min hals, for da han nævnte ordet “pilgrimsrejse” og “long lost friends” strøg mine tanker tilbage til min sidste pilgrimsrejse og til Michelle…….jeg kunne næsten ikke vente til han var færdig med at tale, før jeg rejste mig op og strøg ud, jeg fik tændt min iphone og google map og travede de sidste kilometre hjem, som gjorde at jeg torsdag kom op på 14 km i alt. Klokken var 17.00 da jeg sad hvor jeg sidder nu, på sengen i min Airbnb og hulkede.

På vej hjemad til min Airbnb gik jeg over en stor bro, med 10-13 motorvejsspor nedenunder, rækværket er forunderligt lavt og jeg tænkte på hvor nemt det ville være at springe udover – jeg ville helt sikkert dø, hvis ikke i faldet, så når jeg blev kørt over at 8 biler i træk. Min forsikring dækker hjemtransport i tilfælde af død.

Da jeg lå i min seng, tænkte jeg på at min lejlighed i Danmark er gjort ren, den er helt fint. Fin på den måde hvorfra man gerne vil dø, uden at nogen skal hjem og gøre rent i ens eget snavs. Hvis jeg pakkede min kuffert og begik selvmord her, ville de bare skulle sende hele skidtet hjemad, ingen behøvede at bekymre sig om noget. Udover naturligvis at det ville være uheldigt for min Airbnb vært.

Så tænkte jeg på konsekvenserne for hende – jeg er ikke helt sikker på at hun må udleje lejligheden her, hun ligner en som kæmper med at tjene penge til at komme på Harvard, det kan jeg se på hendes papir på væggene. Så tænkte jeg på at tage på Hotel, så ville ingen få problemer. Men så ville det være synd for bilisterne.

Jeg undersøgte hvordan jeg kunne rejse hjem i dag eller i morgen, og skippe Texas. Jeg kan slet ikke rumme tanken om at skulle bo HELE mandag, HELE tirsdag, HELE onsdag, HELE torsdag (som er Thanksgiving) HELE fredag, HELE lørdag og FANDEME også noget af søndag hos min gl. lærerinde (som jeg elsker af hele mit hjerte) og hendes forfærdelige (og kræftsyge) mand…… WHAT THE FUCK tænkte jeg på da jeg planlagde denne tur???

Jeg tænkte at jeg kunne sende gaverne til dem med posten, men så fik jeg en sød mail fra min gl. lærerinde der fortalte hvad de havde planlagt for Thanksgiving, om at vi skulle have ordnet negle sammen, om at hun glæder sig SÅÅÅ meget til at se mig osv osv. Jeg fik mega dårlig samvittighed.

Da jeg vågnede i morges græd jeg lige fra starten af, ikke bare sådan piv piv men hulke hulke på en måde som jeg ikke plejer at præsentere særlig ofte – jeg var helt opløst inden i og på trods af et langt langt – uforskammet langt – bad, kunne jeg ikke stoppe med at græde. Så fra kl. 04.00 til kl. 10.00 sad jeg her i min seng og græd – jeg lignede noget der var decideret løgn. Jeg tog endda et billede af mig selv, for at minde mig selv om i fremtiden, hvor forfærdelig jeg ser ud, når jeg er så langt ude, og langt nede, som jeg er pt. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er som sker, men jeg har det VIRKELIG SKIDT.

Jeg syntes min familie svigter mig. 100%. Jeg syntes It manden svigter mig. Jeg syntes mine koder svigter mig. Jeg syntes ALT og ALLE svigter mig. Og oven i, så er jeg så uendelig uendelig ensom og alene med ALT – jeg skal hele tiden kæmpe en kamp og jeg skal hele tiden holde mig selv igang.

Tager jeg helt vildt fejl? Er jeg et offer som drømmer om at være offer, eller er jeg uheldig med uheldig på? Hvor laver jeg fodfejl, graverende fejl? Hvis du læser dette, så kan jeg ikke komme i take om et opslag, hvor din ærlige mening og din kommentar er mere velkommen – jeg er virkelig ude på dybt vand og jeg er snart for træt til at træde vande…..

Hvad sker der feks. for min advisor som selv henvender sig, og selv siger at han gerne vil være min advisor og min mentor og så går i flyverskjul og er total silence? Jeg HADER at skulle sige det, men jeg tror 100% at han gerne ville nappe trusserne af mig med hans fjoget grin og jeg var nok ikke at finde på et sted længere væk fra de tanker, da jeg sad dér med ham i rummet. Jeg HADER at have ret, men jeg er ret sikker på at jeg havde ret……

Hvad sker der for min kommunikationsveninde, som skriver at “du skal sku da ikke betale noget Deirdre-Ann….. dét fikser vi sammen, dét skal du sku ikke tænke på……” og så hvad, 2 måneder senere svare hun hverken på emails eller telefonopkald?

Hvad sker der for min Coach som jeg havde en aftale med FØR sommerferien, om at vi skulle stikke hovederne sammen og finde en løsning på, hvordan jeg kunne blive coachet nu da hun ikke havde tid selv? Og som jeg så pænt rykket i September og igen i November og som jeg overhoved ikke har hørt ét ord fra?

Hvad sker der for at It manden var the one jeg satsede ALT for og på, blot for at måtte indse at vi ikke var gode kærester, men i stedet for var det perfekte makkerpar, det perfekte team, de perfekte kollegaer og så valgte jeg at satse på dét 100% blot for at opdage at han nu vælger at satse ALT 200% på sin nye kæreste og overhoved ikke har intentioner om at følge de ting vi blev enig om, men ikke skrev ned – ud i livet….

Hvad sker der for at mine forældre, specielt min Mor, syntes det er okay at stikke til mig hele tiden gennem 11 måneder omkring det jeg laver, og når så min hjemmesiden så er online, så har den 0 interesse for hende, hvad sker der for at jeg skal kæmpe en kamp MOD bilsælgeren af min nye bil samtidig med at jeg skal overbevise min familie om at det ikke er min skyld (hvilket både FDM og Ankenævnet for bilklager) bakker op om. Hvad sker der for at ingen i min familie er interesseret i at høre på mig – PÅ MIG – bare fordi jeg ikke tjener 40.000 kr + pr. måned, så er det jeg laver ikke interessant. Ikke relevant. Jeg tror næppe der findes et andet menneske der ønsker at mit liv var anderledes, end jeg – men der findes så nok heller ikke andre mennesker end jeg, der syntes jeg arbejder oprigtigt hårdt for at ændre mit liv, hver dag. hele året rundt.

Hvad sker der for at Kunstmaleren, Mister DingDing og Norman syntes jeg er interessant – når vinden blæser deres vej? Men ikke når den blæser min vej? Jeg har ikke fortalt det herinde, fordi det er som at skamme sig over at man ønsker at dø, det er tabu, men for hmmm få uger siden talte jeg igen knap 3 timer i telefon med Norman og dét var virkelig hyggeligt (som altid) før dét, havde vi en aftale da jeg var i Spanien, som han aflyste 15 min. før vi skulle mødes og så svarede han ikke efterfølgende på mine beskeder.

Jeg har lukket af for Kunstmaleren og når jeg kommer hjem, så pakker jeg hans billede ind og sætter det i kælderen. Jeg magter ikke at se på det. Jeg har slettet Wicker Me appen som jeg brugte med Mister DingDing og så kan han flytte til Scandinavien alt det han vil, i dag eller var det i går, likede Ayal et af mine billeder på Instagram og i forrig uge “endorsede” han mig på Linkedin og Norman skal jeg bare så meget holde mig fra. Jeg er en utrolig utrolig sød pige, jeg gør ALDRIG nogen mennesker ondt og jeg vil ALTID kun andre mennesker det bedste – så hvorfor er det at andre mennesker ikke ser på mig med samme øjne?

Jeg forstår det ikke – jeg forstår ikke hvordan andre mennesker kan sove om natten, når jeg tænker på hvor dårligt jeg bliver behandlet, ikke bare af én person eller 2 personer men generelt – over hele linjen. Det føles som om jeg går med en t-shirt hvorpå der står “ignorer mig” og alle vælger at gøre netop dét…..

Jeg tror snart ikke jeg kan græde mere……. jeg har grædt hele dagen. Jeg endte med at gå på Subway og købe mad (Chicken Teryakie) og så på Dunkin Dognuts og købe to dognuts med råcrem inden i – så googlede jeg nærmeste park og gik dérover og sad i 4 timer og nu sidder jeg her. Min dyre 400 dollars billet til Airbnb Open bliver vist ikke brugt særlig meget i år….. jeg håber jeg kan undgå at græde mere i dag, så jeg kan være klar til i morgen…. én dag uden gråd ville være godsent!

 

 

Jeg har google selvmordstanker en del – og denne har artikel passer (desværre) perfekt på mig http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/selvmord_selvmordsforsoeg.htm#

Eneste udfordring er, at jeg 100% ALDRIG IGEN skal på anti-depressiv medicin. Det var jeg i 1999 til ca. 2001 og mindes ikke at jeg nogensinde har haft det SÅ DÅRLIGT som jeg havde det dengang – jeg fik det nærmest dårligere af at få medicin. Det har også gjort at jeg er stoppet med at tage de svampepiller jeg har fået af lægen, jeg har godt nok taget dem med her til USA i min kuffert, men jeg syntes det er gået hårdt ned af bakke siden jeg startede på dem, eller på de andre men det er ikke ændret eller stoppet siden jeg fik de nye.

Jeg skal så meget IKKE have medicin – så hellere have konstant ondt i munden, hvis alternativet er at jeg går og fantasere lidt for meget om at springe ud fra en bro i Los Angeles efter et vellykket forretningsmøde…….!

Min lillebror ringede forresten i morges, faktisk var klokken kun ca. 05.00 om morgen her i USA da han ringede, det var min yngste lillebror, han plejede også at ringe rigtig meget da jeg boede i Spanien. Han spurgte bla. om jeg var forkølet, det sagde jeg ja til og løj om at jeg var blevet forkølet pga. airconditionen herover – sandheden var at jeg havde ligget og grædt i over en time og før det, sovet knap 5 timer og før det grædt i ca. 7-8 timer non stop. Min lillebror ville høre om vi skulle tage ind og se den nye Harry Potter film når jeg kom hjem, jeg kunne næsten ikke svare fordi jeg græd så meget, dog uden at han kunne høre det i telefonen – jeg fik helt dårlig samvittighed over hvordan han ville have det, hvis jeg var væk for altid fordi jeg havde begået selvmord…….. jeg tænkte på Michelle og på hvilken tanker hun havde gjort sig inden hun drog afsted…… jeg vil helst leve, et langt liv men jeg vil ikke forsætte med at leve dette liv jeg lever nu, hvor jeg kæmper hver dag for at få tingene til at hænge sammen. Hvor jeg kæmper alene mod alt og alle – sådan vil jeg ikke leve i 2017. Så vil jeg hellere tage bagdøren og gå på mine egne præmisser.
– også selv om dem som læser dette og aldrig har følt sig hverken deprimeret eller haft selvmordstanker, vil sidde og tænke at jeg er en mega taber, sådan at exit livet på egen hånd. Men faktisk er det ikke mig som er taberen. Taberen er alle de mennesker der dagligt behandler andre mennesker dårligere end de ville ønske sig selv at blive behandlet – og hvis du er hårdhudet, så tænk på hvordan du ville ønske din søster, kusine, niece eller bedste veninde blev behandlet – hver dag, dag ud og dag ind……… sådanne mennesker er tabere, følelsesmæssige empatiforladte tabere.

Min exit dør vil nok altid stå ulåst, men lige nu er den vidt åben og jeg kan se en blå himmel og en kant på den anden side af karmen, jeg kan se ro i sjælen, ro i mine tanker, økonomisk frihed, kærlighed, varme, venner, familie, ingen smerter, ingen kvaler og ingen bekymringer på den anden side
– what’s not to like??

Det siges at man er 50% af de mennesker man omgiver sig med, hvis jeg er 50% af ovenstående mennesker, så er det jo ikke så mærkeligt at mit liv går af helvede til!

Hvis jeg nu var 50% af de mennesker jeg kender som er døde (minus min Gudfar) hvordan ville jeg så være, udover at jeg ville være død?