Siden sidst…
- har jeg fået en akupunktur piercing i venstre øre. Den skal modvirke depression og myllertanker. Først blev mit øres akupunktur punkt målt op og bagefter fik jeg stukket en 8 mm tyk nål igennem brusken (det knaste så “dejligt” i lille hjernen…) og efterfølgende blev der indsat en 1,2 mm titanium stav med 24 karats guld og en brilliant i enden. Pris: 700 Kr. Nu håber jeg så bare at den virke. Fingers crossed.
- har jeg savnet Norman Bach helt forfærdeligt. Og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg har været i Spanien? Måske fordi jeg savner en ven? Måske fordi jeg har så mange tanker som han ville have gode svar til? Uanset grunden, så har jeg (naturligvis…) forsøgt at kontakte ham og (naturligvis) har han ikke svaret tilbage. Jeg føler mig både dum, fordi jeg stadig tror på at det kan lykkes, og forkert fordi jeg kæmper for noget som er urealistisk og mere forkert, fordi han, med hans minimale kontakt til mig, er min eneste ven. Hvor trist er det ikke lige.
- har jeg fået stjålet min Moncler jakke, købt i Butik Viktoria i Århus i 2008 til den enorme sum af ca. 2000 kr fordi de holdt flytte salg. Det er den eneste vinterjakke jeg aldrig har frosset i og jeg er kyshamrende forelsket i den. I lommen på jakken lå min lige så højtelskede Iphone 6S. Min søster bliver ved med at fortælle mig at den er aktiv i Spanien og ja det er den, men helt oprigtigt, hvad skal jeg gøre ved det? Jeg får den jo ikke tilbage alligevel.
- har jeg været hos min Nye Behandler (i dag) og stortudet fordi vi talte om de her ting, som jeg havde skrevet ned i min Note app, så jeg kunne huske dem. Det gør fysisk ondt inde i mit, et udefinerbart sted omkring mit hjerte/brystkasse og i min maveregion, når jeg tænker på de her ting og mine kæber og min mund går helt amok i et inferno af smerte og spændinger. Vi talte om de punkter som er markeret med gult nedenfor.
- har min søsters baby inde i maven vendt sig om, så hun nu ligger bag moderkagen og sparker op i luften/sparker frit og dermed ikke rammer min søsters mave. Min søster blev nervøs fordi hun ikke mærkede liv og blev i dag scannet – heldigvis ligger min lille Niece bare på ryggen, i ly af moderkagen og drikker sig beruset i moderkagesaftevand ❤️
- har jeg drukket mig halvfuld i 3 liter hvedeøl – det er jo om onsdagen at jeg drikker. Andre venter til weekenden men nej, jeg drikker om onsdagen. Alene på en pub. I det mindste føles det lidt som om jeg ikke er alene når jeg sidder på en pub, med musik, varme og mennesker omkring mig. Også selv om jeg ikke snakker med dem. Det føles lidt mindre alene, end når jeg er alene alene.
- har jeg været i Spanien med Far og Mor og de to små fra Sverige. Det var en mega stressende tur og jeg følte mig mere overvåget end da jeg var på Psykiatrisk Hospital første gang og forsøgte at gå derfra. Men alt det taget i betragtning, så var det en god tur og jeg er lykkelig for at Mor foreslog at de tog med mig og at de for første gang nogensinde, var med nede og se et af de få steder i verden, hvor jeg føler mig helt sikker og tryg. Og i en form for harmoni inden i.
- har min lille Ella været så utrolig syg med dårlig mave og dirrea i så store mængder at der til sidst kun kom slim ud af hende. Jeg havde hende med til Spanien og til Spansk Dyrelæge. Overvejet at flyve hjem med hende før tid men kunne ikke finde et fly hvor jeg kunne have hende med. I morgenm torsdag, vil jeg tage hende med til Dyrelæge igen, blot i Danmark.
- har jeg opdaget at Psykologen som underviser i Psykoedukation (måske jeg har fortalt det her???) og som har et specielt efternavn, kommer fra samme lille by som jeg – og hvor min Gudfar boede og hvor min Gård lå. Verden er bare lorte lille og jeg kan ikke holde op med at tænke på, om hun eller måske hendes forældre, kendte min Gudfar og dermed er en af de mange mange mennesker som syntes han var noget nær det mest fantastiske i verden. De samme mennesker som aldrig trode på mig og som altid så mig som hende der var utaknemmelig og forkert på den. Det gør mig så ked af det inden i, at tænke på, at hun måske er en af “dem” og så specielt nu, efter at jeg har givet hende en chance mere og faktisk er begyndt at syntes helt godt om hende. Hun er klog, hamrende dygtig og så har hun faktisk humor. Alt sammen træk som tiltaler mig – og som nu gør at jeg føler mig som en komplet idiot, fordi jeg ikke holdt mig til min første opfattelse af hende, fra dengang hvor hun lavede en udredning på mig og spurgte mig om jeg nogensinde havde misbrugt et barn! Jeg trode seriøst jeg skulle dø af et slagtilfælde!! Det var KUN pga. min Psykiater-Lærling at jeg gav hende en chance mere og endte med at kunne lide hende…
- har jeg lavet et overtræk på min kassekredit på 7000 kr. Far slår mig ihjel hvis han finder ud af det. Min lønudbetaling i Januar var alt for lille i forhold til mine udgifter, da jeg (og min revisor) ikke havde fået rettet min årsopgørelse til.
- er det ikke lykkes mig at få fat i min revisor. Det er som om hun er gået under jorden og jeg frygter lidt at det måske er pga. det jeg fortalte hende sidst. Måske hun afskyer og ignorer mig nu. Jeg bliver helt fortvilet og ved ikke hvad jeg skal gøre – jeg har brug for at hun hjælper mig rent økonomisk og med mit regnskab.
- ……. er klokken blevet 02.08 onsdag nat/torsdag morgen. Jeg er 40,5 år gammel, jeg ejer ikke en vinterjakke mere, jeg har ingen telefon og jeg har ingen venner. Og om få timer skal jeg op og gøre rent.