Jeg har altid, lige så længe jeg kan huske, helt fra jeg var lille og havde mit eget værelse med lilla gulvtæppe på, helt tilbage fra dengang, har jeg altid bedt til Hr. Gud.
Jeg kan huske at jeg var så lille, at jeg ikke kunne læse. Da jeg ved jeg kunne læse i årene mellem min 3. og 4. Fødselsdag, har jeg altså været meget meget lille/ung. Jeg sad i vinduet – som jeg kun kunne nå ved at trække en stol hen til mit skrivebord, kravle op på skrivebordet og fra skrivebordet over i vindueskarmen – med min Farmors lille konfirmationsbibel med guldkanter og sort forside, i hånden og bad.
Jeg tror at jeg i min barnetro trode at det krævede en bibel for at kunne bede til Hr. Gud. Mit vindue havde sådan en vippe arm i hver side, der skulle vippes ud ved at løfte den hvide knop op, så armen gik fra nedadgående position (lodret) til vandret og så skulle armen skubbes ud i luften, så vinduet blev helt åben. Jeg mindes det var lidt farligt fordi risikoen for at falde ud af vinduet var forholdsvis stor – og der var langt ned. Selv i dag når jeg tænker tilbage, så tænker jeg at det var 1. en dårlig vinduesåbningsmetode 2. et meget højt isat vindue 3. en virkelig høj 2. sal som snare virkede som en 3. sal. 4. mega farligt for et lille barn at røre pille ved.
Når jeg bad til Hr. Gud, bad jeg ham altid om at hjælpe mig. Jeg bad ham om at tage mig op til Farmor, som var den eneste jeg kendte da jeg var barn, som var død og jeg ville så gerne dø. Jeg ville så gerne op til Farmor. De historier jeg har og havde hørt om Farmor, kommer naturligvis fra min far som mistede sin mor i en alder af 16 år, så de er selvfølgelig nuanceret derfra. Men jeg vælger stadig den dag i dag at tro på at min Farmor var et godt menneske – om ikke andet så ud fra det ordsprog der siger at Gud altid tager de bedste først.
Min Farmor er også hende jeg ifølge billeder og alle udtalelser, fysisk ligner mest. Hun havde små bryster og fik desuden alt hendes tøj skræddersyet, så derfor findes der mapper med hendes mål, altså med hendes fysiske mål. Jeg ved derfor at hendes livvide var på 90 cm. ligesom min engang var… nu er den vist størrer men jeg har faktisk ikke målt mig selv eller vejet mig selv, i årevis.
Så jeg ved, fra billeder og mål, at vi ligner hinanden. Jeg ved fra min Mor at jeg af sind ligner min Mormor – og når det bliver fortalt, er det ikke på en positiv måde. Min mor taler ikke særlig positivt om Mormor, i hvert fald ikke overfor min lillesøster og min lillesøster fortæller mig hvad mor siger om Mormor. Jeg tror det er fordi jeg så ofte ytre at jeg elsker og savner Mormor at ingen nænner at fortælle mig at hun havde et heftigt temperement, men også at hun var arbejdssom og vogtede over sin familie (feks. min mor) som en høg eller en løvinde.
Men tilbage til mig i vinduet i gavlen på mine forældres gård, i det lille værelse med det lilla gulvtæppe. Jeg bad altid Hr. Gud om forskellige ting. Jeg bad ham gøre dit og dat. Jeg fortalte ham hvad jeg ønskede mig. Hvad jeg gerne ville. Hvad jeg håbede på. Jeg fortalte ham ALT og jeg bad så inderligt til ham, at jeg på et tidspunkt i en ukendt alder, blev så rasende på ham, fordi han vitterlig ikke svaret mig, at jeg stoppede med at tale med og til ham, i flere år.
I kid you not – lille ilter mig, stoppede med at tale til den usynlige og relative fiktive almægtige Gud, fordi han ikke svarede mig. Tag dén!
Jeg kan ikke huske for mange år det drejet sig om, eller hvad der triggeret at jeg stoppede med at tale til ham, men jeg har en klar erindring om at jeg var rasende på ham inden i, at jeg følte han svigtede mig. Så jeg stoppede med at bede til ham og jeg stoppede med at bede ham om hjælp.
Senere genoptog vi vores samtaler og jeg genoptog mine endeløse bønner om hjælp til at dø, til at leve, til at blive fri, til at komme væk, til at blive bortadopteret, til at blive hørt, til at blive set – til alt muligt.
Men her på det sidste, så har jeg ligesom indset, at det er den samme rille jeg kører i. Hver dag. Måned efter måned. År efter år. Intet sker. Ergo må jeg skifte retning.
Det kom sig af at en amerikansk Instagram konto som jeg følger (jeg følger næsten kun engelsktalende instagram, da det føles mest naturligt for mig) og som er meget religiøs, bad os, hendes følgere, om at bede for en anden instagramprofil.
Denne her profil, havde en mand som var taget ud og sejle med en ven i deres båd og som bare ikke vendte tilbage. Det var ikke sådan en lille jolle men en rigtig båd med sejl. I flere måneder blev der søgt efter dem, indtil han blev erklæret død, begravet osv. Sammen har de to små børn, og de er også kristne. Jeg begyndte herefter at følge denne her dame, som egentlig bare var en helt almindelig amerikansk husmor, med to børn, en mand og en pick-up og pludselig skal hun til at forholde sig til at Hr. Gud har taget hendes mand fra hende. What an arse!!
Jeg har bidt mærke i, at når hun beder, så beder hun ikke om at få dit og dat, om at dit og dat skal ske. Hun siger simpelthen: The Lord will provide aka Hr. Gud vil give dig hvad du har brug for, når du har brug for det.
Dét har jeg tænkt VIRKELIG VIRKELIG UFATTELIG VIRKELIG MEGET OVER. Jeg var overhoved ikke enig i hendes måde at sende bønner afsted på, i hendes livsanskuelse, i hendes måde at lægge sin faith in the hands of the Lord. Jeg mener, jeg har forsøgt at lægge mit liv i hænderne på andre og se hvor fanden det har bragt mig hen!!!
Mig: Jeg vil gerne bo i byen
Forældre: Vi syntes du skal bo på en gård.
Konklusion: Bor på en gård.
Mig: Jeg vil gerne arbejde efter HHx og rejse jorden rundt på interrail (mega uskyldigt ønske tænker jeg anno 2019)
Forældre: Du skal videreuddanne dig
Konklusion: Mor laver ansøgning til Turistakademiet og jeg bliver uddannet dér.
Mig: Jeg vil gerne have en kat, så jeg ikke er så alene.
Forældre: Du skal have en hund så du kan være social
Konklusion: Får en hund. Kan ikke overskue hund. Hund bor hos Far og Mor.
Mig: Jeg vil gerne skifte skole, så jeg kan slippe for at blive mobbet
Forældre: Vi skal ikke flytte skole. Vi snakker med lærerne
Konklusion: Alle vidste jeg havde sladret. Årene derefter var de væreste i mit skoleliv.
Mig: Jeg vil gerne ud og se denne her lejlighed, når I nu syntes jeg skal flytte.
Forældre: Det er ikke en stor nok lejlighed. Den skal vi ikke se. Du skal flytte inden for halvandet år.
Konklusion: Lejlighed bliver solgt på rekordtid. Jeg bor samme sted, nu med uro i halvandet år.
Mig: Jeg har googlet dig og læst dit speciale om Borderline. Det var virkelig spændene, vil du ikke fortælle mig lidt om min diagnose?
Psykolog: Har du googlet mig? Det må du ikke!!
Konklusion: Jeg bliver anmeldt for rammebrud og sendt i 3 x intensivt forhør hos De Stikkende Damer. 4 mod 1. Og efterfølgende efterladt i mere end 100 dage.
Jeg kunne blive ved og ved og ved med hvordan mit liv har taget skæve drejninger, fordi jeg kontinuerligt lægger min lykke, mit liv og min glæde over i andres hænder. Og dét har jeg åbenbart godt været klar over er forkert, jeg har bare ikke set en anden måde at leve livet på – og ingen har åbenbart tænkt sig at vise mig en anden måde.
Jeg har derfor besluttet mig for at tænke og anskue livet fra en anden vinkel. Jeg skal ikke kunne sige på stående fod om det er et smart move eller et not so smart move, men en ting er sikkert, det kan virkelig ikke blive værrer!!
På det seneste har jeg forsøgt at anskue min økonomi ud fra at “The Lord will provide” – så hvis jeg virkelig har brug for penge, så sørger Hr. Gud for at jeg har penge. Har jeg ikke penge, er det fordi Hr. Gud, som jo ifølge legenderne er almægtig og alvidende, anslår at jeg ikke mangler penge.
– jeg er 90% af tiden ikke enig i Hr. Guds konklusion af at jeg ikke mangler penge, men på den anden side giver det en ro, at tænke sådan. Det kan jeg mærke. Og det er nøjagtig lige så mærkeligt som det lyder.
Men på besynderligvis så virker det. Jeg har, måske grundet min minimale kontakt til min familie, fundet en indre ro som jeg virkelig ikke kan mindes jeg har haft før, eller i hvert fald så langt tilbage som min alzheimer hjerne kan huske. Ikke at det er særlig langt, men det er netop derfor jeg skriver det ned her på bloggen, så jeg engang i fremtiden kan huske på, hvornår det var at jeg begyndte at tænke anderledes og måske en dag i fremtiden, kan jeg se de her dage/uger som tidspunktet hvor tingene begyndte at vende (or not)
💰Følgende tankegang har resulteret i at jeg har tjent penge ved at gøre rent for min bror Normans ven (ham med lejlighederne, som jeg er bange for) Ca. 510 Kr.
💰Det har også betydet at jeg har tjent penge på bestyrelsesarbejde. 50.000 Kr men grundet kæmpe skattetræk på mere end 17.000 Kr, feriepenge, AM-Bidrag mv. fik jeg ikke så mange penge udbetalt (som jeg havde håbet)
💰Jeg har også fået penge retur for TV i min udlejningslejlighed (lejeren vil ikke have tv, kun internet, og da jeg sagde Tv’et op, fik jeg overraskende penge retur) Ca. 900 Kr.
💰 Jeg har solgt for mere end 47.000 Kr brugte ting i år. 3407 Kr. alene i November. I morgen alene sælger jeg for 500 kr.
💰 Jeg har bedt Codan Forsikring om skriftelig at fortælle mig hvorfor de 1. ikke vil dække min Doula Uddannelse 2. Hvilken skridt de tager for at få skadesvolder (ham der påkørte mig) til at betale min selvrisiko på næsten 3700 Kr. Det betyder at de nu har valgt at udebtale min selvrisiko til mig. In cash. (Det betyder også at jeg overvejer at klage over dem til Forsikrings Ankenævnet)
Uanset hvordan jeg vender og drejer min nye tankegang, så er ovenstående penge, penge jeg ikke havde set komme. Jeg har ikke ønske mig pengene eller bedt om dem. Jeg bedt til at Hr. Gud vil hjælpe mig med at spare op til en Kolonihave, nu beder jeg til, at hvis han syntes jeg skal have en Kolonihave, så vil han hjælpe mig til at hjælpe mig selv, med at skaffe og spare pengene op. The Lord will provide and *voila* ⬆️⬇️
Jeg har også bestemt mig for at i stedet for at ønske og bede til at jeg taber mig, så vil jeg lade det være op til Hr. Gud om jeg skal tabe mig. Hvis han vil at jeg skal tabe mig, så vil han hjælpe mig til at tabe mig.
Hvis Hr. Gud vil at jeg ikke skal have så mange smerter i kroppen, så vil han hjælpe mig til at blive smertefri. I’m sure of it.
Dét er mine nye overbevisninger. Jeg har ingen rationel eller logisk forklaring på ovenstående eller på om det overhoved giver mening eller er fornuftigt at tænke sådan – men en ting er sikkert, alt hvad jeg har foretaget mig de sidste 41 år, har ikke bragt noget godt, bedre eller vidunderligt med sig, så et paradigmeskift kan virkelig ikke skade!!
Jeg håber at min nyfunden indre ro, vil forsætte, at jeg kan holde min familie på lang afstand (til gavn for os alle) at jeg kan forsætte med at tjene penge, spise sundt(sundere) og at jeg dermed får overskud til at være god ved min krop, så de ulidelige konstante smerter ikke følger med mig ind i 2020.
Jeg har dog ikke valgt at lade det være op til Hr. Gud om det kommer til at gå godt eller skidt på Psykiatrisk Hospital, jeg tænkte at det var nok at sætte 3 tiltag igang (økonomi, vægt og smerte) jeg mener, man skal heller ikke presse citronen så det hele giver bagslag – meeen set i bagklogskabets klare lys, så burde jeg måske havde taget Psykiatrisk Hospital med ind i mit linjeskift, for i går, Fredag hvor jeg var til Bogforum i København ringede de fra Psykiatrisk Hospital og aflyste min tid på tirsdag…… I kid you not.
Jeg skal nok lade være med at grine, mest fordi aflysningen skyldes at min psykolog skal til begravelse. Jeg må vist hellere til at give slip på ideen om stabilitet, kontinuerlighed og ro, dét tror jeg ville gavne mig, i og med at det er noget jeg aldrig kommer til at opnå anyway.
Håber at det i det mindste er en god begravelse, altså en begravelse hun har set frem til, lidt ligesom jeg så frem til min Gudfars begravelse. Ikke alle dødsfald kræver tåre og sorg. Just saying.