Klokken er 00.28 Søndag d. 21. Juli 2019. Jeg er nu officielt 41 år, selv om jeg egentlig ikke blev født før lidt i midnat til d. 22. Juli, hvilket ca. ville have gjort mig til Løve af stjernetegn, men i stedet for blev jeg en Krebs.
Mange kan sikkert få noget ud af det. Jeg kan ikke.
Jeg har ligget i sengen hele dagen og skiftevis grædt, sovet, grædt noget mere osv. indtil omkring kl. 20.45, hvor jeg fik losset mig op af sengen og gik en tur. Min plan var at gå på bar og drikke en øl, men det var så mange mennesker på det sted hvor jeg plejer at gå hen – genkendelighed og tryghed er vigtig for mig, specielt når jeg er alene. Så jeg købte i stedet for en Swaharma og en cola light hos en tyrkisk pizzamand og gik en tur igennem byen, ned omkring Store Torv og hjem igen.
Det har regnet så alting var vådt og jeg kunne ikke finde nogen steder at sætte mig og jeg havde ingen lyst til at tage hjem, for hjemme venter ensomheden, tankerne og en håbløs fremtid. Men det var den vej jeg gik – og et sted skal jeg jo også være taknemmelig over at jeg overhoved har et hjem.
Foran min lokale Netto sidder der ofte en ung hjemløs fyr. Han hedder Lars. Jeg har flere gange købt mad til ham. Når jeg spørger hvorfor han ikke går på Herberget, siger han at de stjæler hans ting dernede. Når jeg spørger om han er fuld eller påvirket, siger han at han hverken drikker eller taget stoffer. Han har skitzofreni og kan ikke lide medicinen, så derfor bor han på gaden. Det koster 200 kr at få et værelse på det billigste sted, så når jeg har solgt godt på FB og Dba.dk, så giver jeg ham 200 kr eller 400 kr, så han kan slappe af og være sig selv lidt. Dét kunne jo være mig, men min familie har for mange penge…..
På vej hjemad, købte jeg en is hos en isbutik, som var ved at lukke. En Fairtrade isbutik.
I skrivende stund sidder jeg i min sofa, som delvist er dækket af en blå ikeapose fyldt med studiebøger. Jeg har taget billeder af dem, de skal bare lægges til salg. Jeg har mit multifarved tæppe over mig men kamp sveder. Min nakke gør ondt, fordi jeg dels har sovet med en for stor pude inde i sengen og del fordi jeg sidder og kikker skråt nedaf alt for meget af tiden, på min computer naturligvis. I tv ser jeg filmen “Hard Rain” uden lyd. Jeg er igang med min nummer 2 dåseøl med Erdinger Weissbier.
Jeg skrev en sms (WhatsApp) til Norman i går aftes og bad ham om at blokere mig fra WhatsApp, Facebook og Instagram. Glemte at skrive email men håber han selv tænker så langt. Det dur ikke at jeg selv skal blokere ham, for så kan jeg jo af-blokere ham igen og dermed (igen) være tilskuer til hans liv. Og dét er ikke sundt for nogen, mindst af alt mig.
Jeg er så knusende ulykkelig over at “miste ham” – ikke at han nogensinde har været min, men han er den sidste person jeg kender, som nogensinde har stået op for mig, bare lidt, Måske endda uden at vide det. Han er også den sidste og eneste person jeg stadig kender, der kendte mig mens jeg boede på gården.
Men på den anden side, måske det er første skridt til at blive fri fra fortidens minder, fri for tanker og fri for håb.
Lige nu er der en voldtægtscene i filmen, en pige er lænket til en trappe med håndjern og en klam tynd halvskaldet betjent er ved at gøre klar til at voldtage hende.
Jeg blev nød til at slukke for filmen, jeg kunne ikke holde ud at se den, selv uden lyd. Jeg prøver ofte at tænke på min Psykiater-Lærlings ord, om at terapi er ligesom en uhyggelig film, som man bliver nød til at afspille igen og igen – det er en rigtig god metafor men problemet er bare, at der sker meget omkring den film, feks. life itself og dét er svært at håndtere selve terapien.
Baren neden foran mit vindue har stadig åbent og da den ellers travle gade er helt stille, er der nogle unge fyre som øver sig i at hoppe på skateboard (!) midt på vejen. Det går ikke så godt, men de er nok også riiimelig beruset. Det ser ud til at de hygger sig og jeg har så meget lyst til at gå over gaden og sætte mig hos den gruppe der sidder under varmelamperne og drikker øl af flasken. Jeg har så meget lyst til at være en del af fællesskabet.
I dag, på et tidspunkt hvor jeg havde været vågen og glemt at sætte min telefon over på flytilstand igen, ringede min yngste lillebror. Vi talt lidt sammen, jeg halvsov mere eller mindre. Han er så sød og dejlig, ingen tvivl om det – men han forstår langt fra hvor jeg er i mit liv. Han foreslår altid at vi laver noget motion, han er også netop uddannet idrætslærer men stadig, det er SÅ frustrerende at han ikke feks. kan droppe sin evige fitness og bare gå en tur med sin søster under armen, drikke en sukkerholdig coca cola og spise en is eller et stykke chokolade med 1000 kalorier i.
Hvorfor skal jeg altid kæmpe mig op til deres niveau, for at blive inkluderet?
Hvorfor kan de ikke kravle ned til mit niveau og inkludere mig?
Jeg trænger til at være mættet socialt, før jeg kan gøre noget andet. Jeg er total fucked 99% af tiden, men det ser de ikke, selv nu da de ved hvordan mit liv har været og er. De ser ikke hvor meget jeg kæmper. De ser ingenting udver mine fejl, som feks. er at jeg nok snart vejer 80 eller 85 kg. Og det er bare et gæt, for jeg har ingen vægt og jeg agter ikke at stå op på en. Jeg kan nemlig sagtens se, mine egne fejl og mangler. Jeg kan bare ikke anerkende dem.
I går, Fredag (for vi springer lige lørdag over, da jeg har ligget i sengen de sidste 24 timer, tog jeg det her billed af mine nybarberet ben – jeg frysr dog, og derfor ser mine “hår sækkehuller” mega tydelige ud. Faktisk er mine ben okay pæne hvis man sr bort fra de kødfyldige knæ og enormt mange blå mærker, hvoraf de fleste består af død væv, der aldrig går væk.
Når jeg ser på mine ben, ser jeg et liv med smerte. Det var altid mine ben det gik ud over, fordi de kunne dækkes. Jeg tænker lidt på min krop og mit sind, som mine ben. De kan blive pænere, med tid, men der er også ar og mærker som vil forblive – og det er dém jeg skal lærer at leve med. Men spørgsmålet er bare (som altid) kan jeg det?
– vil jeg det?
Fik en sms fra Mor og Far om at de har inviteret til Brunch hos dem kl. 10.30. Det er så sødt af dem at ville lave noget på min fødselsdag. Men hvis ingen talte om den, ville jeg aldrig tænke over min fødselsdag. Jeg ønsker ikke at holde fødselsdag eller at blive mindet om at der er gået et år mere i mit liv, hvor intet har ændret sig. Jeg ønsker ikke at blive mindet om at om 5 måneder er det jul og så nytår og min familie vil være hjemme og samlet alle mand inkl. min bror fra Østrig. Jeg ønsker ikke igen at skulle kæmpe for at få lov til at eksistere og jeg ønsker ikke at skulle finde på noget at lave alene igen en nytårsaften.
Men jeg ved, at lige så sikkert som amen i kirken, så kommer både Jul og Nytår og lige så sikkert som amen i kirken, så er jeg alene. Igen. Og kan se frem til et nyt år, år 2020, hvor jeg ca. 50 dage inde i året bliver udskrevet fra Psykiatrisk Hospital, stedet der skulle hjælpe mig og mennesker som mig, men som endte med at ignorer mig og overlade mig til mig selv. Den eneste grund til at det gør ondt, er fordi jeg (naivt) lagde alle mine fucking æg i kurven hos dem og satsede på at de, som sidste stop på vejen, faktisk både kunne og ville hjælpe mig.
Og nu sidder jeg her, et år ældre og mere alene end jeg nogensinde mindes jeg har været.
Jeg er løbet tør for øl, musikken på baren spiller og jeg har spist både resterne af min 2 dage gamle sushi og en daggammel salat, nogle gullerødder som havde misted sprødheden og en halv liter vand – og alligevel gør min mund mere ondt end jeg kan forholde mig til.
Klokken er 02.22 og 8 timer (give and take) skal jeg være hos mine forældre, for at fejre min fødselsdag, som jeg 100% ikke har lyst til.
J E G V I L V I R K E L I G G E R N E D Ø H R. G U D 🤞🏻
– eller også vil jeg i det mindste gerne vide hvad din syge og sadistiske plan er, for at holde mig i live? You Fucker!