Jeg ved godt at livet nogle gange går op og andre gange går ned, sådan er det. For alle mennesker – også dem som ikke vil indrømme det. Nogle mennesker flyder mere ovenpå, enten som en korkprop eller som en fiberholdig lort – andre mennesker synker som en sten eller dårlig dirrea gennem hele livet.

Jeg syntes ikke jeg passer ind i nogen af de kategorier – jeg er bare sådan lidt imellem.

Pt. Er det Torsdag d. 3. Marts. Jeg skal betale termin på min lille udlejningslejlighed d. 31. Marts 2016, jeg aner ikke hvordan. Jeg er også en af de heldige personer som har mit lån hos Nykredit og dermed hos Totalkredit som nu bare sådan, hæver mit lån med næsten 1000 kr pr. Kvartal fra Oktober.

Jeg skal også betale husleje, telefon, wifi, tv, forsikring på mig selv (alt andet er skåret fra og jeg har levet uden forsikring siden december men tør ikke blive ved selv om det rykker i min økonomi at skulle betale for noget jeg aldrig bruger 7-9-13)

Derudover skal jeg betale el, vand, varme, wifi, tv og fællesudgifter i min udlejningslejlighed.

Derudover skal jeg betale knap 20.000 kr til næste faktura på min hjemmeside til mit lille firma.

I alt skal jeg bruge 43.732,48 Kroner i Marts måned. Min indtægt er på ca. 15.000 kr…… man behøver ikke have en master i matematik eller kunne de små tabeller for at se at dét regnestykke ikke går op på den fede måde.

Jeg sælger al hvad jeg kan hele tiden, en vase til 200 kr, en nøglering til 150 kr, sælge sælge sælge. Tjene penge. Tjene penge. Tjene penge. Min hjerne sover aldrig, min krop slapper aldrig af.

Jeg søger job som en gal men som altid, er jeg enten total overkvalificeret eller også er jeg ikke interessant. Eller også høre jeg bare slet ikke noget – og så kan det jo være pga. Alt muligt.

Det er sjovt at tænke på, at alle virksomheder drømmer om at få en medarbejder der ikke har noget de skal hjem til, som ikke har syge børn, ferier der skal afholdes, mænd der skal plejes eller familie der venter med aftensmad – jeg har ingenting. Jeg er bare mig selv.

Jeg kan arbejde til jeg segner – jeg er rasende fleksibel – jeg er hårdtarbejdende og alligevel kan jeg ikke få et job.

Life sucks og jeg kæmper hver evig eneste dag, jeg kæmper så hårdt at jeg faktisk er træt af at stå op og forsøge at gentage gårdsdagens succes igen i dag og i morgen gentager jeg hele ugens succes. Det bliver lidt trættende i længden. Specielt fordi jeg ikke er en succes. Jeg er bare mig. Deirdre-Ann Roberts som altid kæmper for at finde fodfæste i livet.

Og når jeg så logger på min Facebook for at zappe ud af min egen hjerne et øjeblik eller tre, og se på andre menneskers liv som uanset hvad, altid er bedre end mit, så ser jeg sådan noget her

Billeder fra min fødselsdag eller måske Julefrokost da jeg boede i mit elskede og så utrolig højt savnede København (det skær i mit hjerte når jeg tænker på København…) Hele aftnen kredsede denne her fyr rundt i baggrunden af alle billeder og alle minder fra den aften. Ikke én gang kom han over og sagde “Hej” eller “Tillykke” eller “Glædelig Jul” eller “Skål” – han er der bare, altid. Og alligevel er det mig som kaldes en stalker.

Life is so ironic at man skulle tro at det hele er en dårlig kommedie.

Læste denne her artikel fra Kristlig Dagblad “Først når man slipper kontrollen, opstår Kærligheden” det er helt sikkert rigtigt, men det er også derfor at jeg ved i en alder af 37 år og næsten 38 år (til juli) ved at jeg aldrig finder kærligheden. Jeg tror dels ikke jeg kan blive forelsket og kan jeg, så er jeg ikke parat til at slippe kontrollen.

Sidst jeg var single var jeg single i 13 år minus et par dage, så mødte jeg It manden som jeg gav 3,5 år af mit liv. Jeg føler den dag i dag at han svigtede mig. Der er to i et forhold, naturligvis men jeg opgav alt for at være sammen med ham og han gav aldrig rigtig plads til mig i hans liv.

Hvis jeg skal bruge 13 år mere før jeg tør give slip igen, så er jeg 50,5 år gammel og til den tid, ja hvem ved hvor jeg er i til den tid. Måske jeg slet ikke lever mere. Måske jeg bare er.

Lytter til Volbeat og deres sang “Cape of Our Hero” – måske jeg er sådan et menneske som bare altid bliver bragt ned men så flyver jeg bare videre? Desværre har jeg ingen mål på min kurs.

Som du kan se har jeg virkelig gravet i de dybe dybe ordsprog skrevet af nogle kendte kloge hoveder i historien – men Minions Fan eller ej (har aldrig set filmen) så er det her faktisk ret godt (og simpelt) skrevet: When you have a good heart; You help too much, you trust too much, you give too much, you love too much and it seems like you’re the one who gets hurt the most. Rock on. Stop on.

Og så lige en mere fra Liam Nesson “Everybody says love hurts, but that is not true. Loneliness hurts. Rejection hurts. Losing someone hurts. Envy hurts. Everyone get these things confused with love, but in reality love is the only thing in this world that covers up all pain and makes someone feel wonderful again. Love is the only thing in this world that does not hurt”

Denne her er så faktisk nok korrekt. Altså at kærlighed ikke gør ondt men alt det andet omkring, som jeg (og andre) forbinder med kærlighed gør ondt. Men hvis det er tilfældet, så har jeg lyst til kærlighed, men jeg har ikke lyst til de ting som er omkring kærlighed og som følger med. Derfor har jeg netop også slettet alle mine dating apps på min telefon. Jeg gider ikke sidde og se på happn, tinder, og alle de andre apps og håbe på at en eller anden stodder vil syntes jeg ser pæn nok ud til at han vil trykke på en knap så jeg måske kan få 2 sek. af selvtillid. Jeg går ikke på dates. Periode.

I dag har jeg løbet 3,9 km og gået 7,8 km. Jeg har spist eddemam bønner til aftensmad. Jeg har opsagt mit kontorfællesskab, jeg har ikke råd til at sidde dér og desuden får jeg ikke det ud af at sidde dér som jeg gerne ville. Jeg får ikke kollegaer, venner, eller socialt samværd. Dem som sidder der bliver sure hvis jeg taler i telefon, også selv om det er arbejdsrelateret, den ene mener at mit tynde guldarmbånd larmer når jeg skriver på min computer og forlanger at jeg tager det af – og det er hvis der overhoved er nogen på arbejde når jeg kommer, det er der for det meste ikke. Så jeg har ingen kollegaer, ingen venner, ingen socialt liv – jeg betaler bare penge for en stol og et skrivebord i nogle fantastiske smukke omgivelser og ja dér er dårlig købmandsskab. Jeg kommer der ikke mere, skal bare have hentede mine ting, men pga. 30 dages opsigelse, så skal jeg stadig betale for Marts.

Jeg kan mærke at jeg får ondt i ryggen af at sidde på mine træstole i længere tid, men jeg skal jo arbejde, så jeg må blive ved. Der er ikke noget alternativ, der er ikke nogen middelvej. Der er kun én vej og det er fremad. Work work work. Og så motion, så min hjerne ikke sætter i bakgear og giver mig en depression oven i alt det kaos der er i mit liv lige nu.

Som jeg skrev sidst, så er min ældste veninde fra min tid i Texas død. Jeg ved stadig ikke alle detaljerne omkring hendes død, men tanken alene om at hun er væk, er helt forfærdelig hjerteskærende i mig. Jeg overvejede at tage min rygsæk og stikke af, da jeg hørte om det – bare gå gå gå gå og aldrig kikke tilbage.

Michelle og jeg var så mange tusind kilometer fra hinanden og vi har ikke set hinanden siden 2009 da jeg var i USA, men vi talte ofte sammen via skype og facetime, men mest vigtigt af alt, så smset vi til hinanden. Når hun rejste rundt i verden, hvilket hun gjorde meget da hun var Stewardesse, så sendte hun mig billeder af sin udsigt og så en smiley – det var en stor hjælp for mig da jeg boede i Spanien at vide at hun var dér altid – jeg fortalte sjældent folk i DK hvordan det stod til i Spanien, for jeg orkede ikke at høre mere på folks mere eller mindre velmendende tanker og snak, men Michelle, hende kunne jeg fortælle alt til og hun forstod mig rigtig rigtig godt – hendes seneste kæreste var en meget feteret og international kendt fotograf som var en kæmp skiderik og det tog hende længe længe at forlade ham. Vi var altid meget ærlige overfor hinanden.

Og så sms’et vi meget. Rigtig meget. Jeg savner hende så abnormt meget – det gør ondt i mit hjerte når jeg tænker på hende….. og jeg har ingen penge til at rejse til USA for – jeg havde så meget håbet at vi skulle ses til November når jeg engang skulle (forhåbentlig) til Airbnb Open i LA. Nu kan jeg besøge hendes gravsten i stedet for….. jeg er så knust inden i.

Alle – simpelthen ALLE jeg taler med syntes min virksomhed er så genial – eller lad mig rette det til, alle som forstår min koncept – for der er mange der ligesom min Mor og søster ikke fatter hvad det er jeg laver – og dermed heller ikke ved hvad jeg har lavet de sidste 3,5 år i Spanien….. (tankevækkende…) men dem som forstår det, syntes det er så mega genialt – men alligevel kan jeg ikke få hul igennem til investorer.

Jeg overvejer at lukke mit firma – men hvad så med de snart 60.000 kr jeg allerede har betalt? Så er de tabt. Og selv om det er træls, så er det jo ikke super super træls, det som er værst er at jeg ikke har et ALTERNATIV – hvad skal jeg lave i stedet for? Det er jo ikke sådan at jeg kan få et arbejde i morgen og så lave dét til jeg er 80 og ikke kan bevæge mig mere….

Jeg har ingen plan B, jeg har ingen alternativer. Jeg har kun min virksomhed, min hjerne og mine to hænder og min utrolig store arbejdsmoral, men det er åbenbart ikke nok. Jeg tænker tit på hvor i livet mit liv gik galt, siden jeg sidder her i dag, ved et 100 kroners hvidmalet bord i en lille bitte lejlighed i Århus på en 50 kroners hvidmalet stol ved et rodet skrivebord fyldt med udprintede jobopslag som ligger i to sirlige bunker, en søgt bunke og en skal søge bunke – hvordan endte jeg her? Alene? Uden penge? Uden fremtidsudsigter? Jeg har lyst til at æde sygt meget slik, trøstespise til jeg brækker mig, men gør jeg det så er alt det jeg lavede i dag spildt og så kan jeg starte forfra i morgen.

Mine tænder gør ondt, min kæbe spænder og jeg ved at det eneste som hjælper er en tur til Kranio Sakral damen, men det koster 550 kr og ja…. money is too tight to mention.

I dag tog jeg denne onde trappe i Århus op og ned et par gange – baller af stål? Måske, eller også får jeg bare en lidt bedre samvittighed.

Jeg prøver at spise så meget salat som muligt, dels fordi det er sundt men også fordi når jeg køber ind til en salat, så rækker det langt = billigt. Jeg har jo en ting med at sidde på køkkenborde og spise, jeg har lige så længe jeg kan huske tilbage, altid nydt at sidde på et køkkenbord og spise. For mig er et køkken et godt køkken, hvis man kan sidde på bordet og spise med en skøn udsigt og rigtig rigtig gerne i en solstråle.

Mit køkken er mega lille og ikke særlig smart indrettet hvis man gerne vil sidde på køkkenbordet og spise – men hvor der er en vilje er der en vej, så jeg sidder på bordkanten lige foran vasken med ballerne på kanten og måsen halvvej ned i vasken, hvis jeg drejer vandhanen får jeg den ikke i ryggen og så kan jeg balancere med mine fødder over på bordet overfor og så kan jeg sidde lige dér og spise…… i en solstråle. Ofte iført meget lidt tøj, ikke at jeg går nøgen rundt men det her er feks. min morgenmad, så jeg havde bare trusser og bh på og så min elskede strik cardigan af mohair uld – så kan jeg bedre mærke solen på min krop….. det er som balsam.

I sidste uge var min nevø fra Sverige på ferie her i Danmark, vinterferien er senere i Sverige end i DK og heldigt for os, så krattede en Finhval af og lagde sig til at dø i Blokhus. Min nevø og jeg kørte derop og brugte 5 timer på stranden på at se på hvalen…… det var rasende spændene og bagefter spiste vi på restaurant Futten – deres mad var dog ikke særlig god, om det lige var den dag at deres burger bolle var tør som en tvebak ved jeg ikke, men lad os håbe det for dem.

Et stykke af Finhvalens hjerte i en spand

Knive som blev brugt til at skære med – jeg fik os maset frem til fronten, så vi kunne se alt og spørge om alt mellem himmel og jord.

Jeg stod og kikkede på hvalen da en Kjøbenhavner (eller bare en sjællænder) bag mig siger: “Ej altså det er for galt at de dér unger sådan ødelægger klitterne” Øhhhh……….
Jeg stod lidt og hørte hende brokke sig på Sjællandsk (taber accent) da jeg vender mig om og kikker på hende og siger “Undskyld, jeg kunne ikke undgå at høre hvad det var du sagde mht. klitterne, så bare for at få det på det rene, du syntes det er for dårligt at børnene ødelægger sandet??”
Hun kikket på mig som om jeg var dum – mit blik til hende sagde 100% nøjagtig det samme retur! Fuck hvor en by-tosse! De klitter har ligge dér siden min 70 årige Far var barn og de ligger der sku nok også om 70 år. Sand er sand og hvis børnene vil hoppe i klitterne og hun syntes det er et problem, så ved jeg pludselig hvor de Alternative får deres stemmer fra!!! (indsæt pistol emjio)

 

Da jeg fandt ud af at Michelle var død, tog jeg mit tøj på og gik en laaaang tur – jeg gik ud til Moesgård Strand i Århus og da jeg kom derud ville jeg tage bussen retur, men opdaget at jeg var kommet afsted uden penge, så jeg gik tilbage. I alt 13 km. Jeg var mørbanken og total hævet i hoved af at græde.

Naturligvis kom jeg til at ringe til Norman – (skyd mig bare) – han er faktisk den eneste som jeg kender i Danmark som har mødt Michelle…. ingen andre har mødt hende, ingen andre kender hende. Han tog ikke telefonen og ringede naturligvis ikke tilbage.

Nu ser min lejlighed sådan her ud – sedler OVER ALT – med påskriften NEJ!!!!

NO MORE – nu må jeg tage mig sammen, selv om weekenderne er det værste – jeg HADER weekenderne. Jeg har ingen at tale med, ingen at gå ud med, ingen at være sammen med, ingen at sige God Weekend til – ingen at sige Vi ses på Mandag til…… det er bare 3 mega lange lange dage før ugen starter igen og ja den ligner jo til forveksling weekenden……

Jeg ved ikke helt hvad der er sket med Anika, men jeg høre ikke rigtig fra hende i øjeblikket…. og om 19 dage tager hun 3 uger til Thailand med familien…. jeg ser hende måske til Maj.

Jeg vil bare gerne snakke – jeg er ikke et farligt menneske, eller et dårligt menneske eller et ondt menneske. Jeg er bare ensom, sød men ensom.

I dag var jeg så ensom at jeg sagde ja til at mødes med Lotte, hende jeg så meget da jeg boede på Gården og var på lykkepiller. Hun er stadig på lykkepiller og jeg er meget påpasselig med ikke at se hende for meget, fordi hun trækker mig ned med hendes dårligdom, sygdom og negativitet. jeg ved derfor jeg er rigtig langt ude (nede?) når jeg takker ja til at mødes med hende. Hun spurgte mig bla. om jeg ikke skulle på medicin igen – ikke som et spørgsmål fra en bekymret  veninde men mere som et spørgsmål fra en syg person som gerne ville have en anden syg person i sit liv, en soul mate.

Tanken om at komme på medicin er lige så fjern for mig som tanken om success – jeg kommer ALDRIG på medicin igen. ALDRIG. Så træner jeg hellere op til et Marathon – medicin er ikke en mulighed for mig, det er slet ikke noget jeg tænker på i dagligdagen. Jeg er ikke dér hvor jeg var engang og jeg kommer der aldrig igen. Ever.

Men det var dejligt at tale med et andet menneske, trods alt.

Jeg ved ikke hvornår jeg skriver igen, jeg kan mærke jeg er helt færdig, jeg er til tælling – jeg savner sparring i min virksomhed, jeg savner mennesker og jeg mangler penge helt vildt, min veninde er død, Norman haunter mig og IT manden ignorere mig, hvilket (ex-) kærestemæssigt er okay men rent forretningsmæssigt er det ikke okay.

Jeg slutter med de her to fine billeder fra Mødrehjælpens butik på trøjborg som jeg gik ind i idag. Er det ikke en fin og billig måde at indrette et børneværelse på? Ikke at det nogensinde sker for mig, men inspiration er altid godt.

 

 

 

 

 

P:S: Jeg har stadig ikke hørt tilbage fra SKAT Danmark, efter at jeg sendte alle mine papir ind til undersøgelse, efter den anonyme anmeldelse. At jeg ikke har hørt fra dem, gør mig yderlig nervøs, jeg frygter de har fundet “noget” men jeg kan ikke komme i tanke om hvad det kunne være, for jeg har ikke noget at skjule…… men med det offentlige ved man aldrig, udover at man ved de aldrig er på din side…..