Det er sjældent jeg længes sådan rigtig rigtig efter noget, helt ind i sjælen. Oftest kan jeg slet ikke finde eller mærke min sjæl eller min passion. Jeg kan godt ville noget, sådan helt vildt meget, som feks. mit lille firma.
– eller der var engang hvor jeg ville det helt vildt meget. Nu er jeg mere i tvivl.
Men det er sådan det føles, når jeg rigtig gerne vil noget, som feks. mit lille firma.
Men jeg har fået en anden følelse her på det sidste, og den bliver stærkere og stærkere – naturligvis fordi jeg fodre den. Dumt, for det er en urealistisk følelse, en længsel efter en drøm, som (ligesom alt andet i mit liv) aldrig bliver til noget.
Men her er min drøm. Min længsel: En kolonihave. Ejet og betalt af mig. MIT sted, hvor ingen andre end jeg har noget at skulle have sagt.
Hver dag tænker jeg på den, selv om jeg forsøger at tænke på noget andet. Men når aftnerne bliver lange og nætterne ensomme, så ligger jeg på nettet og søger på Dba.dk og Facebook Markedsplads. Jeg søger efter blyindfattede vinduer, lyserøde badeværelsesting, spåndplader til væge, firkanet, trekantet og runde vinduer. Jeg søger på havelåger, husnumre, drivhuse, høvlebænke (selv om jeg muligvis har 2 stk. på hånden…..)
Min favorit hjemmeside er Lav-Det-Selv.dk – der er tusind af gamle artikler og indlæg omkring støbning af fundament, udskiftning af vandrør, gør det selv og alt muligt andet – JEG ELSKER DET!!
Tænk hvis jeg havde fået frie hænder på Gården! Tænk hvad jeg med min kreativitet, gå på mod og lyst kunne have drevet det til, hvis jeg havde fået lov, frem for forbud?
Mht. Høvlebænke, så står der pt. 2 stk. i Far’s firma. Den ene er lille og kort, ca. på samme længde som en Euro palle. Den har en tidliger lejer i en af Far’s halle efterladt. Den ser lys ud i træet og er forholdsvis ny.
Nede i kælderen i et fjernt hjørne, hvor jeg er gået forbi tusindvis af gange, opdaget jeg i sommer at der stod en næsten sortdækket lang oldgammel høvlebænk, sikkert fra dengang Far’s firma tilhørte en snedker, hvilket er ca. 35 år siden (hvis ikke mere) Den er dækket af støv men tør og funktionel og lukket inde bag nogle store industrireoler hvorpå der står dæk og reservedele. Men jeg så den og jeg tog billeder af den og jeg har fortalt alt og alle om den – og naturligvis sørget for at Far ved at jeg gerne vil have den.
Far kunne end ikke huske at den stod dér, men jeg sværger, dén skal jeg eje en dag!! OMG den er flot – det er nøjagtig sådan en mega lang en som stod ude på Gården i værkstedet, men som jeg aldrig rigtig fik taget i brug, fordi min Gudfar havde en meget bestemt mening om hvad værkstedet måtte bruges til – og det var ikke til mine slibe, male, forsøgs projekter.
Det er som om – lige nu – at alle har et projekt. Min søster er gravid og skal finde ud af hvor hun vil bo, min ældre brødre bor allerede i udlandet, min yngste bror er lige kommet hjem og skal starte på studie igen og har fået tilbudt et spændene fritidsjob, min ældste bror har babyen, kæreste og måske snart nyt job – og mine forældre, de har travlt med firmaet, med min søsters baby, med deres byggegrunde osv.
Jeg kan føle at jeg skal have et projekt at gå op i – og desværre vil det ikke hjælpe mit firma, hvis jeg lagde 100 timer mere om ugen i det. Kunderne er der ikke, fordi markedsføringen halter og markedsføringen halter fordi der ikke er penge til markedsføring – og jeg orker ikke at smide flere private penge ind i et firma, jeg ikke længere kan se blive til en succes – så det hele bider sig i rumpen.
Jeg håber jeg kan spare sammen det næste halve år, få mine udgifter og forbrug ned på et minimum og skrabe nok penge sammen til at jeg kan blive mere uafhængig.
Samtidig håber jeg på at jeg kan få lagt mit lån om i min udlejningslejlighed. I ejerforeningen bor der en bankdirektør og hans mand. Manden er med i bestyrelsen og jeg kommer godt ud af det med dem. Jeg vil prøve at spørge ham om han tror at jeg kan få lagt mit lån om til hans bank og tage et lån i lejligheden samtidig, så jeg kan købe en kolonihave og leje min egen leje lejlighed ud når jeg bor i kolonihaven.
Hvis en person som jeg går i min egen bank får jeg en ny bankrådgiver for hver gang jeg er der, jeg kan intet sige de vil tage seriøst og jeg kan ikke låne noget, fordi jeg ingen lønsedler har. Uanset hvor en person som jeg går hen, er der ingen service, ingen respekt og ingen imødekommenhed (hvis det overhoved er et ord) og ingen der lytter. Sådan var det også da jeg var gårdejer. Dengang var jeg for unge til at blive taget seriøs. Nu er jeg for fattig. Det er skruen uden ende.
Dérfor vil jeg hører bankmanden om han personligt vil kikke på mine papir. Hvis han vil det, bliver jeg taget seriøs uanset mine papir eller manglen på samme. Som min revisor siger, så har jeg en rigtig god lille forretning kørende med min udlejningslejlighed. Den løber fint rundt og giver overskud (som jeg jo lever af)
Hvis jeg nu kunne få bankmanden til at forstå, at han ikke mister penge på at låne mig til en kolonihave, da jeg sagtens kan betale mine terminer (sagtens og sagtens, jeg kan i hvert fald betale dem og har aldrig ikke betalt) så vil min drøm måske ikke være så urealistisk (længere) og min længsel efter en drøm der kommer i opfyldelse vil være tættere på.
Fingers crossed…