Nogle gange tænker jeg på, hvordan andre mennesker har det med deres store familie? Hvordan håndtere andre familier de konflikter der altid vil opstå, uanset hvor godt et sammenhold man har?

Jeg har skrevet et helt nøgtern, konkret, faktabaseret brev til alle mine søskende. Jeg har vedlagt dokumentation ligesom jeg ville gøre hvis jeg skulle skrive en artikel hvor jeg modbeviste anklager fremsat mod X person, hvilket i dette tilfælde er mig selv.

Jeg har virkelig holdt mig til de retningslinjer jeg har lært som journalist, jeg har dokumenteret enhver påstand og jeg har holdt mig så super neutral at jeg næsten har fået ondt af mig selv, fordi det jo er svært at være super neutral når det man skriver omhandler en selv, men jeg gjorde det og jeg lavede et virkelig godt brev.

Min søster har flyttet sin adresse hjem til mine forældre fra København hvor hun bor med sin kæreste, fordi hun ellers ikke kunne forsætte hendes undersøgelser for Nyresvigt på Skejby Sygehus og hun ville ikke ind på Rigshospitalet hvor de ikke kendte hende. Så da jeg sendte brevet til hende, adresseret jeg det til hendes kæreste og skrev: C/O Søsters Navn.

Posten har dog alligevel valgt at sende brevet retur til mine forældres adresse, hvilket jeg faktisk ikke syntes er okay, da det er stilet 100% til en anden adresse, men jeg ser ikke lige en kamp mod Postdanmark i min nærmeste fremtid.

Så i går skrive min søster en harsk sms til mig, hvor i hun skriver at hun føler hun igen igen står for skud i livet fra mig og at hun end ikke gider forsøge at finde ud af hvad det nu er hun har gjort, siden jeg ikke tager telefonen når hun ringer og har slettet hende fra Facebook.

Det kan så kun undre mig at min Mor ikke har valgt at informere min søster om at der er et brev til hende fra mig. Mine søskende har spurgt hende om hun har fået et men det har hun ikke, så hun føler tænker oplever eller hvad hun nu gør, at jeg igen er ude efter hende. Hvilket jeg ikke er. Tankevækkende at hun ikke har spurgt mere ind til hvilket brev det er mine søskende har fået – hvilket blot leder mine tanker hen på, at hun ikke har interessen i at vide hvilket brev det er, og derfor indtaget offertronen igen uden at tænke på, om hun overhoved burde sidde dér.

I dag får jeg så denne her sms fra min Mor:

 

 

Mit svar er så ærligt og oprigtigt som noget kan være og jeg mener 100% alt hvad jeg skriver

“I misforstår igen det jeg siger, skriver og gør. Jeg gider simpelthen ikke sidde og få at vide at jeg ikke er veluddannet nok til at holde foredrag når andre og jeg selv syntes jeg er. Jeg gider ikke blive beskyldt for at holde andre mennesker udenfor i situationer hvor de slet ikke har været i mine tanker, jeg gider ikke at andre misbruger deres adgang til mine sosiale medier på en negativ måde hvor I igen og igen overskrider mine grænser.

Jeg gider ikke få at vide at jeg holder ferie i 3 uger når jeg konstant stresser for at arbejde nok. Jeg er aldrig nok for jer og det har jeg indset og forstået nu og det er en stor lettelse at for mig. I bliver ved med at vende det om til at det er mig der er noget galt med men i virkeligheden er det Jer som forældre der fejler i denne her situation men da der er sådan I altid har været er det svært hvis ikke umuligt for Jer at ændre jeres mønster.

Som en eller anden engang har sagt så kan man ikke lærere en gammel hund nye tricks og det er lige præcist sådan der er her. Jeg har altid villet min familie mere end den har villet mig, men jeg gider ikke sidde og blive anklaget for at hænge andre mennesker ud i bøger ingen i min familie har købt og læst, tænk Jer om, hvilket slags menneske er jeres datter?

Jeg er ikke sur på nogen, specielt ikke mine søskende men jeg gider simpelthen ikke bruge mere positiv energi på at stå op hver morgen og prøve og ryste mine forældres postulater af mig og starte en ny dag med 100 km i timen for så at ramme ind i en betonvæg igen når I kommer med jeres tarvelige udtalelser.

Jeg har lavet en nøje planlagt retningslinje for de næste måneder og den inkluderere ikke min familie. I har desuden alle sammen ytret jer om at I ikke så frem til julen på samme niveau som jeg, så for at min julestemning ikke også skulle dø har jeg meldt mig som frivillig Juleaften hos de hjemløse.

Jeg har det godt, med mine valg, hvilket måske er svært at forstå, men alle har en grænse. Også jeg. Jeg undre mig stadig over at du ikke fortæller XXXX (Lillesøster) at der er post til hende, der er jo en bevist handling som bare gasser op under tingene da XXXX (Lillesøster)  åbenbart føler sig kontinuerlig sat på mål af mig.

Jeg ærger mig kun over en ting og det er at XXXX (Lillesøster) åbenbart skal ind i XXXX (Lejligheden jeg får procenter for at leje ud for mine forældre), for så ryger min sidste indtægt og jeg har ikke tilnærmelsesvis tjent samme mængde penge som XXXX (Lillesøster) gjorde men sådan er det og jeg klarer mig som altid.

Prøv at forstå at dette her ikke handler om at jeg er bund hamrende ulykkelig, at det faktisk er et tegn på det modsatte. Jeg har aldrig haft det så godt med mig selv som jeg har det i øjeblikket, jeg føler mig for første gang sund, stærk, frisk og beslutsom, så beslutsom at jeg ikke vil lade nogen former for negativiteter ødelægge min vej, inkl. Mine forældres måde at være på.

Jeg kan tydeligt se hvorfra jeg har min negative synsvinkel på livet fra, men jeg ved også at jeg ikke vil fastholde den i mit liv. Så prøv at forstå, at hvis I ikke ændre jeres måde at håndterer livet på, så er dette her en fastlåst situation for Jer, ikke for mig. Det er jer der er hesten som står ved truget og nægter at drikke, ikke mig, jeg er allerede færdig med at drikke og på vej til næste opgave.”

 

Jeg har det OPRIGTIGT godt med mig selv – jeg er glad inden i. Ja det er en mega hårdt og rigtig dum og træls situation jeg står i, med en ødelagt bil og uden indtægt, et liv som selvstændig og nu kroner på kontoen når vi når 1. Januar, udsigter til en jul alene og et nytår som sucks (igen igen igen) men – det er virkelig vigtigt for mig at holde fokus og holde mit hoved koldt, jeg er nemlig glad og lykkelig og dejlig hel og rund inden i. Jeg har det virkelig godt.

Min Gudfar er død, han er i dyb forrådelse og at hans død har haft så markant en ændring på mit liv, er kommet bag på selv mig, men faktum er, at hans død har været som at komme creme på tørre ben, putte balsam i et uglet hår, som at smøre en dør der knirker, at give en hestesko til et menneske der er for lille. Det er uden sidestykke noget af det bedste som er sket i mit liv i de 37 år jeg har levet – og selv når jeg tænker tilbage på HELE MIT LIV, så kan jeg ikke finde et tidspunkt eller en oplevelse, hvis effekt på mit liv, har været så stor – og POSITIV. 

I samme periode hvor min Gudfar har været død, har jeg også boet hjemme hos mine forældre og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mit liv ville have set ud hvis jeg ikke havde haft den del i mit liv? Hvor meget kunne jeg have løftet mig selv op og videre, hvis jeg ikke havde boet hjemme det sidste år? Ville min positive udvikling være større, bedre, dybere?

Det er svært at sige, for jeg har været glad for at bo hjemme, det har været hyggeligt. Men de ting jeg skal finde mig i, for at bo dér, er bare blevet for store og alt overskyggende til at jeg kan blive ved med at syntes det er hyggeligt. Og derfor må jeg videre, uanset hvor økonomisk hårdt dét er.

 

I Søndags da jeg solgte juletræer kom Mor ned med en lille madpakke til mig, jeg ville faktisk helst havde været fri. Ikke at jeg ikke blev glad men hver gang de gør noget sød mod mig, så er det som om jeg skal være så taknemmelig (eller sådan føler jeg det inden i) OG som om alle problemer bliver fejt væk, visket rene, gjort okay, med én sød gestus.

Og sådan fungere verden ikke i min optik. Det de har sagt og gjort mod mig her på det sidste – uden at jeg skeler til hvordan tingene har været de sidste mange år, eller bare tilbage til Maj, hvor min Bog blev trådt på og nedgjort – bare ved at se på tingenes tilstand i November, så er det overhoved ikke nok at komme ned med en madpakke til mig.

 

Brevet som Mor havde vedhæftede er det tætteste som jeg nogensinde har været på at få en decideret undskyldning fra mine forældre. Ever. På noget overhoved. Det er en ting jeg vil huske i mange mange år fremover. Tankevækkende.

Men når det er sagt, så dur det ikke at fordi jeg vælger at trække stikket, så gør Mor en sød gestus mod mig, og så skal jeg acceptere det og så er alt godt igen. Jeg kan i mit hoved forestille mig hvordan det ville være at komme hjem, bordet ville være lækkert og flot dækket med god mad og varme og sterinlys, sådan som jeg altid husker det fra min barndom. Måske vi ville tale lidt om hvad der er gået galt, måske ikke – højst sandsynligt ikke, og så ville det forventes at alt var glemt igen og så ville livet gå videre indtil næste gang, hvor jeg ikke kunne rumme mere og så ville det igen være Deirdre-Ann som er mærkelig, på tværs, anderledes, skiller sig ud, ikke kan indordne sig osv. osv.

Det er altid mig – altid altid altid mig. Det er så ofte mig, at jeg selv begyndte at tro på at det igen var mig som var gal på den, men det er det jo ikke. Jeg gør faktisk sjældent noget galt – det var en af de ting jeg opdaget og har opdaget, mens og efter at jeg boede med It manden.

Vi havde det på så mange punker rigtig godt sammen, vi skændes så sjældent – ikke at det nødvendigvis er et succeskriterie for et forhold, det viste det sig jo tydeligt – men vi skændes faktisk aldrig. Det blev tydeligt for mig at jeg faktisk ufattelig sjældent er kilden til et problem. Ofte bliver jeg hvirvlet ind i dem og ofte ender det på mit bord men jeg er så sjældent den person som starter noget, jeg er faktisk oftes hende som trækker mig, som ikke gider mere, som ikke kan overskue det hele og derfor går sin vej for at undgå at skabe mere konflikt – ligesom nu, og hvad sker der så???

Rent klassisk sker der det at alting bliver meget værere fordi jeg ikke vil være med mere. Tuché i livet til mig. Forsøg at gøre noget godt, korrekt eller bedre, og så giver det bagslag.

Jeg er SÅ træt af det.

 

Nå men jeg bor jo i min storebror Normans ekstremt kolde og i min verden total usalgsbare hus – jeg har lånt det der bioethanol bål af It manden, men ak, jeg om til at købe noget forkert stads til at putte i bålet, så rummet jeg sov i, så sådan her ud….

Ohhhh yes det øverste er os, ja altså os fra et bål indenfor som stak helt af for mig! Det er så under kontrol nu, men træls med alt tøj som pludselig lugter af spejder! Derfor vasker jeg i øjeblikket i kælderen under min lille lejlighed så jeg har rent tøj og trusser at tage på til ivækst festen i København i morgen – OMG jeg håber at jeg får networket noget, anet ikke om det er sådan noget man gør til sådanne fester men jeg skal gøre mit til det. It manden tager ikke med, dvs. jeg skal ikke tage hensyn til nogen, det er bare mig selv.

I går stod jeg op kl. 06.00 og kl. 06.06 sad jeg i bilen på vej mod Århus og mit lille kontorfællesskab. Jeg havde hverken børstede tænder eller noget – kørte direkte i parkeringskælderen og gik direkte og målrettet efter badeværelserne under bygningen. Her forskanset jeg mig på et badeværelse som så nogenlunde rent ud – der var godt nok en masse nullermænd på gulvet og sorte håndværker fingre på vægen men ingen klamme ting i bruseren.

Jeg var i bad i 33 minutter i alt – yes jeg tog tid. Uforskammet lang tid at tage bad, men jeg var så mega gennemkold af at bo i huset at jeg end ikke havde fået varmen på vej ind i bilen! Og den tur tager ca. en time når jeg skal køre så langsom som jeg skal pga. at mine støddæmpere er delvist knækket – ja ja det er farligt at køre i bilen men hvad skal jeg gøre?

Jeg vasket hår og endte faktisk med at blive helt fin igen, hvilket også løftede min egen selvtillid. Som en lille hån fra Hr. Gud, har jeg fået min menstruation i mandags frem for på fredag – dvs. jeg har nu menstruation uden adgang til varmt vand så jeg kan komme i bad….. så i morgen torsdag køre jeg igen ind og går i bad på arbejdet, så gør jeg mig klar og pæn og tager toget til København kl. ca. 14.00 så jeg kan være klar til festen/pris overrækkelsen og så er jeg tilbage med toget i Jylland kl. 03.40 eller sådan noget fredag morgen. Klokken 07.45 tjekker gæsten ud af min lejlighed og så skal jeg bare flytte ind, vaske sengetøj, gøre rent og pewwwww den næste måned er der ro på rent bolig mæssigt og så skal jeg se hvordan jeg kan få tjent nogle flere penge så jeg kan overleve i januar, februar og marts uden at arbejde for Fitnessbitchen.

Har jeg forresten fortalt at jeg ikke blev kreditgodkendt til at kunne lease en brugt bil? Yes…. i 2014 har jeg ifølge min selvangivelse tjent 5000 kr pr. mdr. og dét er ikke nok til at kunne lease en bil, så hvad jeg lige gør dér ved jeg ikke. Den nemme løsning er at jeg går hjem til Far og Mor og beder om at de skriver under så jeg kan få lov til at lease men dels vil det være et nederlag og et skridt tilbage, men det gør også at jeg igen ikke er voksen nok til at klare mig selv.

Min lillesøster skrev forresten også til mig i går, at hun var gået fra sin kæreste i København, ham som hun gav hjertemassage da han fik hjertestop i lejligheden og døde. Hun vækkede ham og holdt ham i live til lægeambulancen kom. I dag er han fit for fight, men de er gået fra hinanden.

Jeg skal ikke håne eller blive sur – min søster talte jo ikke til mig den første måned efter at It manden og jeg gjorde det officielt at vi var gået fra hinanden, fordi hun var sur på mig fordi jeg var gået fra It manden, så jeg skal være den sidste til at lave sammen fejl som hende.

Men, da hun flyttede til København for at bo hos ham, hvor han havde fast job, venner, arbejde, bolig og hun kom med en kuffert og that’s it, dengang sagde jeg til hende at hun udefra min synsvinkel lavede samme fejl som jeg lavede da jeg flyttede til Spanien for at bo med It manden. Han havde alt, jeg havde intet – og han var ikke en person som nursede omkring mig for at jeg skulle falde til og føle mig velkommen. Det var det samme med min søsters kæreste og nu er de gået fra hinanden.

Om de passede sammen og var gode for hinanden skal jeg holde mig fra at bedømme, jeg kendte ham ikke godt nok og jeg kender ikke min søster særlig godt mere, men jeg ved at dét hun lavede dér, var en tro kopi af mine fejl. To the dot.

I øjeblikket sidder jeg på en cafe i Århus som er så pisse fucking kold at jeg ikke kan holde varmen med vinterstøvler på, uld undertrøje, stor strikbluse, min mohair cardigan og min Monclar jakke – så fucking koldt er der herinde!! Men nu er mit vasketøj også færdig – så nu skrider jeg over og smider det i tørretumbleren og køre en tur i min varme bil hjem til mit kolde “hjem” hvor jeg skal bo 2 overnatninger mere….. og så er dét slut! Hurraaaaaaaaa