Efter jeg skrev sidst, gik jeg ud på mit seminusset badeværelse og renset mascaraen af. Mine øjenlåg er helt hævet.

Så renset jeg huden i den dyre renselotion jeg har fået af Mor, børstede grundigt tænder med den elektriske tandbørste og så i bad.

Det er som om min krop de sidste par dage har sendt hint til mig i små nanosekundts flash, om lysten til sex og onani. En følelse som ellers har været jaget på flugt efter mine samtaler med min Psykiater-Lærling.

At jeg samtidig (i dag) læser Amanda’s Historie på POV International på FB, gør ikke sagen bedre. Jeg husker ingen fryd følelse ved sex med min Gudfar i 7-8 års alderen. Ingen. Overhoved!! Den kom først i mine teenageår, i ca. 16 års alderen.

Men jeg valgte at lytte til min krop og fandt min pinke Fun Factory vibrator og Apotekets glidecreme frem mens Andrea Bocelli’s blide italienske stemme svævede ud fra min spotify playliste.

Alt lys var slukket, undtagen min fine lyskæde rundt om mit kyllingegule sminkebord. Sengetøjet er rent og lavendelfarvet og lysten var oprigtig til stede.

Alligevel ender jeg med at ligge og hulke med tårerene strømmende ned af kinderne og min vibrator smurt ind i glidecreme mellem mine blege bløde lår.

Først fik jeg et flash til min Psykiater-Lærlings ansigt (!) så min Psykolog (!) så til Amanda’s historie og pludselig prikkede min mund og den kvalmende sure smagen af gammel uvasked pik og den fnysende følelse af ulm uvasket urinlugtende pubeshår mod min næse og mund fik mig til at hulke nede fra brystet og op gennem struben.

Alverdens glidecreme kunne ikke vække min krop igen.

Hvorfor mon Hr. Gud lader nogen leve som jeg lever?

Burde han ikke med sin almægtige viden og evner, forhindre folk som min Gudfar i overhoved at blive skabt?