…… på rampelyset…..
De sidste par dage har været ret hektiske rent arbejdsmæssige, jeg har været rimelig eksponeret på diverse medier i Danmark og jeg har modtaget 12 facebook beskeder fra ukendte mennesker, én var pæn og velmendende – 11 var dumme, grimme, decideret onde og en enkelt overvejet jeg om jeg skulle copy-paste og sende til politiet.
Jeg har fået 8 nye venne-anmodninger på Facebook, hvoraf jeg kender 0, én hævder dog at have arbejdet sammen med mig i Bilka, hvilket kan være 100% korrekt eller 100% forkert – jeg er helt blank.
Jeg har fået 17 nye followers på min egen Instagram og 9 på min firma Instagram, hvilket jo er “fantastisk”, da et af de sidste billeder jeg postede på min Instagram var af min nye dildo….. jow jow…. den oplades med USB stik….. I’m telling you, jeg er fucking fan at science!
Jeg har modtaget ET HAV af beskeder på min egen væg fra de knap 200 mennesker der er mine “venner” derinde, folk har tagget mig i artikler, screenshots, billeder de selv har taget osv – det er ALT SAMMEN mega charmernede og sød og jeg kan nemt få et mega MEGA ego ved at sidde og læse alle de søde beskeder folk skriver – men for mig er det som at pisse i bukserne, det er jo ikke “noget” det er bare luft.
Hvem af de mange mennesker der skrive søde ting til mig, vil gå med mig på den lokale bar og få to øl en torsdag aften? Hvem vil spise sushi med mig en regnfuld mandag? Hvem invitere mig hjem på deres altan eller i deres have? Hvem vil slå smut ved Vesterhavet med mig? Mit gæt er ingen….
Ergo, kald mig bare pessimist, men det er jo vitterligt mega ligegyldigt med eksponering og PR (selv om det er super godt for mit firma) hvis det ikke stikker dybere. Vil jeg blive lykkeligere af at have mange penge, af at mit firma bliver en mega success? Helt sikkert ikke – men livet vil blive nemmere, hvis jeg ikke skal kæmpe og vende hver en krone hele tiden og så igen. Livet ville blive meget meget nemmere. Men ensomheden må jeg selv grave mig ud af, penge kan ikke ændre på det.
Da jeg havde mange penge og en gård og en stor formue, en slank krop og et frigid sind, da væltede jeg mig i “venner” men ingen af dem stak jo dybere end at de var væk når de så at mine penge ikke sad løst eller også så forsvandt de da den første baby kom, selv om de højt og helligt lovede ikke at forsvinde – jeg har feks. ikke hørt fra Anabel siden hendes baby blev døbt. Jeg kan end ikke huske navnet på pigen, men det er ca. et år siden (tror jeg) – jeg er total blank på dato, navn mv. Dengang boede de i Kolding, nu bor de (vistnok) i Dragør…. jeg hører intet og jeg er kørt træt i at være hende der altid invitere.
Jeg har stadig en stor 3 værelses lejlighed i Spanien med tagterrasse, ingen vil med derned. Ingen – seriøst, hvis nogen jeg kendte havde et hus et eller andet sted, feks. med varme, ville jeg da ELSKE at komme derned gratis – hvis jeg kun skulle betale flybilletten og min egen mad – og så fik gratis ophold og fantastisk selskab retur…… just saying, JEG ville elske det men det er som om jeg er den eneste……..
For jeg har nu forsøgt siden 2011 at få nogen til at komme og besøge mig mens jeg boede i Spanien og efterfølgende har jeg forsøgt at finde nogen som vil med mig derned – rimelig nedslående at ingen vil…. Min søster siger at hun kun gad Spanien da jeg boede der, dvs. nu da jeg ikke bor der gider hun ikke Spanien – på trods af at vi jo kunne have en fed weekend sammen og hun er om nogen et solhungrende menneske, men Spanien gider hun ikke.
– fik jeg sagt at hun tager til Barcelona på onsdag??……. ehmmmmm si, dét var også hvad jeg tænkte….!
Men det korte af det lange er, at det gør mig tung om hjertet at få så meget opmærksomhed, måske fordi jeg ikke har nogen at dele det med. Når jeg ringer til It manden, for at høre om han så dét eller det eller om han læste dét eller det så er svaret at han ikke var onlien………. jeg er like what the fuck? Var du ikke online da VORES firma havde sit til dato største peak i besøgstal??
Da vi var sammen var det altid arbejde (hvilket måske er en af grundene til at vi ikke fungerede som par) uanset hvad vi lavede, hvis Fitnessdamen ringede, så opmuntrede jeg It manden til at tage telefonen, fordi det var “business” og det skal man være super seriøs med – jeg kan jo se i bakspejlet at jeg er 100% en klon af min mor (et produkt af min baggrund….) for da jeg var barn kom Fars firma altid først, før ALT – uanset om vi spiste, eller hvad vi lavede, hvis Far skulle tale i telefon, skulle vi være STILLE og var vi ikke stille fik vi “blikket” og hvis det ikke var nok, så vidste vi hvad der vankede bagefter….. Fars firma kom før ALT og det førte jeg jo lige så gelinde over i mit første, eneste og sikkert nok også sidste faste forhold: Jeg satte mit eget arbejde over alt men da jeg jo ikke var synderlig succesfuld og ikke havde den store indtægt, så var det jo ligesom ikke en mulighed for mig IKKE at sætte mit firma før alle andre.
Hvis jeg ikke tjente penge, kunne jeg ikke betale regninger, jeg kunne ikke beholde min bil i DK, min Gård, min lejlighed min telefon min alting……..anderledes var det jo med It manden, han havde mange flere penge end jeg og han gav mig aldrig en økonomisk hjælpende hånd og jeg tror det passede ham glimrende at jeg altid foreslog at firmaet kom før alt andet.
Men netop dérfor har jeg så svært ved at se – og ikke mindst forstå, at VORES firma slet ikke når op på hans “puls liste” dvs. intet af hvad der sker i firmaet kan løfte hans puls og derfor sidder jeg helt alene med en kæmpe glæde jeg burde fejre, men jeg har ikke én jeg kan ringe til…… ikke én.
Hvad skal jeg med succes, hvis bagsiden er ensomhed? Er det bedre at være en del af en succes og ensom end at være en almindelig everyday fiasko og ensom? Jeg tænker det er hip som hap – eneste fordel jeg kan se, er at der er mere søvn i sidstnævnte og søvn er noget jeg virkelig mangler….sover ikke ret meget, arbejder til gengæld rigtig meget.
Jeg har oprettet en profil på dating.dk, happn, match, single.dk og scor.dk (sidstnævnte er en gl. profil) men når jeg sidder derinde og har 200 besøgende siden sidste log in på appen, så er der intet i mig som rykker for at svare tilbage på de mange breve, for at komme på en date – intet. Jeg har ingen lyst til nogen af delene og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det – jeg vil rigtig gerne have en kæreste men det fedeste er hvis han ville komme ligesom Hr. DingDing, som bogstavelig talt satte sig i sofaen ved siden af mig og 3 dage efter pressede jeg en dildo op i røven på ham mens han kom skrigende. Dét var nemt, ikke mindst bekvemt og ualmindelig frækt, han var (og er) sindssyg flot, velsoigneret (meget vigtigt!) og mega villig (lige så vigtigt som velsoigneret) men det bedste af det hele var og er, at jeg ikke skulle sidde og fedte igennem en masse dumme breve fra en masse helt sikre søde mænd, som allesammen fejler epic i at sælge sig selv, enten verbalt, skriftligt eller fotomæssigt.
Det er ikke fordi jeg ikke vil arbejde og yde en indsats for at få en co-founder i livet og i min virksomhed, det vil jeg rigtig gerne – jeg kan bare ikke se lyset for enden af tunnelen ved førstnævnte, ved sidstnævnte kan jeg se ALT og dét tænder mig og dét driver mit værk, min lyst og min iver.
Måske It manden har såret mig mere end jeg egentlig troede?
Jeg har hele tiden tænkt at jeg kom ud af dét forhold ret nemt, uden hak, ar eller skrammer, men måske alle mine sår er på indersiden, fordi hans tavshed var så knusende, fordi jeg ikke engang den dag i dag ved om han nogensinde holdt af mig…… jeg kan ikke mindes én eneste gang hvor han har taget min hånd, hold om mig, vist mig omsorg – uden at jeg først har lagt op til det eller decideret bedt om det.
At være følelsesmæssigt underernæret er faktisk ganske forfærdeligt, det minder mig om en scene fra Jane Eyre filmen fra 2011, hvor Jane sidder og taler med sin bedste veninde Helen i en have på pigeskolen hvor de begge bor; de taler om at være elsket og de bliver enig om, at fordi ingen andre elsker dem, så vil de elske hinanden…..
– det var også dét jeg blev enig med mig selv om, dengang jeg fik mine små brødre, at jeg ville kyselske dem resten af livet, så de ALDRIG nogensinde skulle opleve følelsen af at tænke “Er der mon nogen der elsker mig?”