Siden min sidste samtale hos min Psykiater-Lærling 17. Juli, har jeg haft 3 timers samtale terapi i alt, og de 3 timer har været med min Nye Behandler. Hende der skal lærer mig at sige nej og at sætte grænser.
Vi har i dag 4. Oktober 2018. Det betyder at jeg har været alene, on my own, i 79 dage, det er det samme som 11 uger + et par dage. Jeg kan næsten ikke rumme mig selv mere.
Da jeg stoppede hos min Psykolog i Maj 2017, gik jeg til læge samtaler og udredninger i Juni 2017 og så var jeg overladt til mig selv i noget nær verdens værste sommer – hvilket jeg kun kan sige, da jeg lykkeligt har glemt eller fortrængt de mange lange sommre jeg har tilbragt på gården eller bare har tilbragt alene, eller tilbragt sammen med andre men følt mig alene.
Så mødte jeg min Psykiater-Lærling, jeg kan knap huske hvordan jeg tænkte om hende da jeg mødte hende de første par gange, men jeg kan huske at jeg syntes det var mega hårdt og mega lort at tale med hende hver uge. Ikke pga. hende, men fordi jeg var total drænet resten af ugen og følte mig som et dårliger og dårligere menneske, jo mere vi tale sammen.
Sådan har jeg det også nu – jeg kan mærke en bølge at dårligdom er ved at lægge sig over mig som en dyne. Jeg har hele dagen i dag tænkt på ting jeg har gjort eller sagt da jeg var barn, altså da jeg var virkelig virkelig lille – og nu kommer de tanker og oplevelser frem og jeg føler mig som det ULTIMATIVE dårligste menneske nogensinde EVER!!
Da jeg var barn, trak jeg feks. den ene af 4 sko til min lillesøsters My Little Pony ud i toilettet. Det var en helt bevist handling, som jeg vidste ikke kunne gøres om. Jeg hjalp hende endda bagefter med at lede efter skoen men vi fandt altid kun 3 (gule) sko og hun var ret ked af det.
Da jeg gik på HHx arbejdet jeg med at gøre rent (sort) i nogle huse på Fedet i Risskov. Jeg var altid sulten og når jeg gjorde rent i køkkenet, kikkede jeg altid i deres skuffer med brød, gryn mv. og hvis nogle af poserne var åbne, så tog jeg feks. tvebakker, eller skorper og spiste. Jeg tog kun et par stykker hver gang, for jeg var SÅ bange for at de skulle finde ud af at jeg gik og stjal deres mad, for så ville jeg miste mit job og blive fyret.
Og jeg havde jo en mission og det var at blive rig, at få penge nok til at kunne klare mig selv og være uafhængig af andre. I dag er jeg 40 år og det er endnu ikke lykkes.
Engang tog jeg en dreng, hvis navn jeg ikke kender, sko og smed i skralde-skagten som var på den privatskole jeg gik på i Silkeborg. Skolen var i etager og på hver etage var der en skraldeskagt. Drengen havde slået mig tidligere på ugen med en stylte, han gik et par klasser over mig og gik i en anden bygning. Jeg vidste jeg ikke kunne tæve ham og vinde over ham, jeg vidste også at mine brødre ikke ville hjælpe, selv om de var ældre end ham. Så en dag i frikvarteret, gik jeg med hjertebanken ind i bygningen, op af trapperne og ind i hans klasselokale – jeg fandt hans plads (hvordan kan jeg ikke huske men måske fordi alle havde navne og buskort på deres tasker dengang?) Anyway, der var et par sko i en gymnastiktaske som hang på siden af bordet. Jeg tog hele lortet og kylet i skraldeskagten ude på gangen og løb mega hurtigt ned af trappen og ud i skolegården. Jeg kan huske jeg allerede havde en plan for hvad jeg skulle sige hvis nogen stoppede mig og spurgte mig om hvorfor jeg var hvor jeg ikke burde være. Hvad det var kan jeg ikke huske i dag men jeg har tit tænkt på hvor meget skæld-ud den dreng mon har fået – hvilket jo var hele planen – da han er kommet hjem uden sko og hvad der ellers har været i posen.
Jeg har også stjålet et utal af sodavand fra mine Gudforældre, hvilket jeg har 0 dårlig samvittighed over og jeg kunne gøre det hele igen i morgen – men alle de andre ting, har jeg gået og haft det mega dårligt med de sidste par dage.
Der var også engang hvor jeg var flyttet hjemmefra og en af de to små ville besøge mig men jeg sagde nej selv om han (kan ikke huske hvem af det det var) både tiggede og græd. Jeg endte med at lægge på – hvilken fucking søster gør sådan noget?? Jeg burde have hentede ham med det samme og hygget med ham – i stedet for ville jeg bare være alene og egoistisk.
Jeg er simpelthen sådan et fucking dårligt menneske og jo mere jeg tænker over det, jo mindre kan jeg se en grund til at forsætte i terapi på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Om ét år, vil jeg være samme sted som jeg er nu, netop afsluttet et forløb, ked af det, såret, alene og mere alene og som prikken over iét skal jeg så til at sidde med min sorg og min ensomhed i en gruppe med andre, som også har deres at slås med og jeg VED bare at jeg vil sidde og vente på at Stikker Grethe afslører sig selv. Og så sidder man i rundkreds. Jeg kan simpelthen ikke komme på noget mere udstillende, selv vinduerne i Red Light District i Amsterdam er mindre udstillende!
Men hvis jeg ser bort fra min foragt for gruppeterapi, så vil det jo ikke ændre på hvad der er sket, hvad jeg har bidraget med at dårligdom til mit eget og andres liv. Som min Far så korrekt sagde, så er det jo PINLIGT at jeg selv har ladet det forsætte i så mange år. Jeg burde havde haft kræfter og styrke til at sige fra – når jeg tænker tilbage på tiden dengang, så må jeg jo have lavet vage tegn, for ingen opdaget det jo – og jeg syntes eller selv, dengang, at jeg gjorde ALT undtagen at sige det direkte, for at gøre omverden opmærksom på at jeg ikke var glad, ikke trives, ikke var lykkelig, ikke var i vatter inden i – det hele sejlede og jeg kunne ikke finde ro nogen steder, uanset hvorhen jeg flyttede – og jeg har flyttet meget.
Virkelig virkelig virkelig meget – jeg har kæmpet dag og nat (syntes jeg selv) for ikke at gå til grunde. Det var så nemt at dø og det eneste som holdte mig i live i rigtig rigtig mange år, var de små og tanken om hvad der skulle blive af dem hvis jeg døde.
Nu er de lykkelige og glade i livet. Min ældste lillebror har fået sit første barn og er SÅ forelsket i sin datter og i sin kæreste. De har begge to mistede deres job og er arbejdsløse om et par måneder, men jeg er 200% overbevist om, at med deres sammenhold og kærlighed, så er det bare en lille småsten på deres vej i livet.
Min yngste lillebror nyder livet i Texas og hans instagram vælter med billeder af hvad han laver. Han styrkertræner, spiser sundt, studere mere end han har gjort i Danmark og fester i weekenderne, rejser til Californien den ene weekend og næste uge skal han på forlænget weekend til Ohio hvor de mennesker som var og besøge mig i sommeren 2017 bor. Jeg mødte manden og datteren på en af mine caminoer og nu har de inviteret min lillebror på besøg.
Han sejler i kano, går til Halloween fester og deler sin store slikpakke fra mig, med sine to roomies. Han er solbrun og smuk som en græsk gud, styrketrænet og enhver piges drøm – og min lillebror. Og han skal nok klare sig i livet. Han er såå så sød og dejlig, hjerte varm og rummelig.
Min lillesøster er blevet insimineret med donorsæd fra en eller anden donor hun har fundet i et katelog. Nu venter hun på at kunne tage en graviditetstest. Uanset om hun er gravid nu eller først senere, så har hun sit gode velbetalte job, hun har inden for det næste 1,5 – 2 år en baby og måske også en kæreste.
Mine to ældste brødre bor med deres koner og børn i udlandet og det samme gør min halvsøster, bare med sin kæreste og børn (og sin mor)
Mine forældre har hinanden og de har Ella min hund, som holder styr på alt og alle i huset, som ved nøjagtig hvem der kommer og går – og alle går et lille gø’ og en masse slik med på vejen. Både når man går ud og ind.
Og så er der mig – som på en eller anden måde, nærmest har opgivet mit lille firma. Jeg kan mærke jeg ikke orker mere. Jeg er træt. Jeg er drænet og jeg er ulykkelig. Ingen tror på at det er en smart god ide, det er kun mig der kan se de logiske i konceptet.
Jeg er træt af at kæmpe for at få kunde, jeg er træt af at arbejde så enormt meget og aldrig have penge nok (som jeg selv har tjent og ikke bare fået af Far og Mor) Jeg er træt af at være mig, at bo i min egen krop. Jeg er træt af at eje en lejlighed jeg ikke bor i og jeg er træt af at bo til leje et sted der giver mig usikkerhed for fremtiden.
Jeg vil så gerne være holdt af, af nogen. Altså sådan rigtig holdt af, hvor jeg kan mærke i min krop at jeg bliver holdt af, og er savnet. Jeg er træt af at flyde og aldrig rigtig hører til nogen steder.
Generelt er jeg bare træt. Jeg er træt mentalt. Jeg er træt fysisk. Jeg er træt i mine kæber, som strammer mere og mere som jeg sidder her og skriver og græder, så tåre og gennemsigtig snot løber ned på min natkjole, sommerens mest brugte kole.
Jeg er så så så træt af ikke at have stabilitet i mit liv, ikke at kunne se en udvikling, fremskridt, progress – det eneste jeg kan se er kaos, dårlig samvittighed, og en lang lang sort mørk kold vinter forude.
Og som prikken over i’et, havde jeg grædt i dag, efter en(dnu) en telefonsamtale med Mor, kort før jeg skulle mødes med Jonas. Vi gik på Streetfood og netop som jeg tager mine solbriller op i håret, ser jeg Fede Dorit aka hende pigen fra min hhx klasse, som jeg mødte sidste sommer i Bruuns Galleri, hvor hun siger til mig: Åhhh godt at se at du er kommet ud… jeg mener at du er rask……. helt klart at Anika, havde fortalt hende om Psyk – og sammen med Fede Dorit, stod – you guess who…. Anika og så en anden pige jeg ikke kender.
Jeg ville ikke tage mine solbriller på igen, for så virkede det som om jeg ville gemme mig og er der noget jeg ikke vil, så er det at gemme mig – jeg har nemlig ikke gjort noget galt. Jeg har sagt sandheden fra dag 1. Så jeg gik direkte forbi dem. Vi kunne ikke gå andre veje og jeg viger desuden ikke.
Jeg spurgte Jonas om han kunne vende sig om og se pigen i leopard kjolen, om de gik videre eller hvad de gjorde. De stoppede, snakkede og vendte sig om flere gange sagde han. Jeg forsat. Jeg veg ikke en tomme og jeg blikede ikke én gang. Og jeg føler mig end ikke sej.
Jeg føler mig tom. Ubrugelig. Og så er jeg helt holdt op med at bede til at Hr. Gud lader mig dø mens jeg sover, for jeg tror ikke han hører mig. Hvis jeg skal dø, så skal jeg gøre det selv. Og snart, så rejser jeg – langt langt væk. Til varme, sol, sand og strand. Og hvis mine tanker ikke er bedre når jeg kommer til slutningen, så kommer jeg ikke hjem oprejst. På den måde er der ingen der kender mig, som skal finde mig. Det vil alle sammen være fremmede mennesker og med mit kartotek af dårligdomme, så tror jeg næppe en dårlig ting fra eller til, vil gøre en forskel på hvilken vej jeg ryger. Det er nok allerede forudbestemt. Og så længe det er i modsatte retning af min Gudfar, så er jeg ok med hvad end der sker efter jeg er død.