Jeg har kørt Ella hjem til mine forældre, kogt mit sengetøj og fået hængt gardiner op, som jeg har købt på tilbud i Jysk. De hænger skævt.
Ella elsker at ligge mellem mine ben, oven på dynen. Når hun så fryser eller om morgen når hun har været ude i haven og morgentisse og gå lidt rundt, så kommer hun ind, med våde poter og våd bug og kravler op i sengen, skubber til mit hoved, indtil jeg løfter dynen og hun kravler ind i varmen, møffer lidt rundt indtil hun finder en behagelig stilling og så ligger hun dér, klinet op af min krop (jeg er iført natkjole) med snuden ud under dynen – og selv om det på 200 forskellige punkter er mega uhygiejnisk og ulækkert at have en våd beskidt hund i din seng – og selv om hun slet ikke burde være i min seng, så elsker jeg at mærke hende tæt ved mig. Der er aldrig nogen som ligger tæt ved mig eller rører ved mig. Selv hvis der var, ville jeg sikkert trække mig, af skræk for hvad det ville fører med sig.
Og gud i himlen hvor har jeg det svært i øjeblikket. Jeg er så mega ensom og jeg er så mega alene inde i mit hoved – jeg kan end ikke gå ud og spise med mig selv, fordi alting er lukket og jeg tør ikke gå til min lægen, fordi jeg er overbevist om at han er et knivspids fra at give mig en enkelt billet til Psykiatrisk Hospital, og jeg vil heller løbe nøgen ind i et piktrådshegn end jeg vil ud til Nordmandspsykologe, Fede Dorti, Psykoedukationspsykologen, Indianerlægen og hvem jeg ellers vil komme til at møde på den afdeling. Jeg vil bare gerne dø, så jeg ikke skal føle alle de her følelser. Det er uholdbart, specielt fordi jeg ikke aner hvordan jeg skal arbejde med dem, så jeg får det bedre.
Gid fanden havde den dag jeg besluttede mig for at åbne op og fortælle om min Gudfar!!
– Jeg siger ikke livet var perlesukker før, men det var nemmere, meget nemmere. Det er sådan jeg husker det.
Nu er jeg bare alene med alle mine problemer og ALLE ved at jeg har ALLE de her problemer. Og ALLE lader som om alting er som før. ALLE lader som om der intet er galt. Dét er mega svært, for intet er som før. Jeg føler mig – om muligt – endnu mere gennemsigtig og alene, selv om det næsten ikke burde være muligt.
Jeg sover nærmest 20 timer i døgnet og er kronisk træt hele tiden. Jeg kom igen til at kontakte Norman, skrev en besked til ham på Facebook, helt ædru, fordi jeg simpelthen savner en at tale med så uendeligt meget. Han har naturligvis set den og ikke svaret. Og det dumme er jo at jeg godt ved det, når jeg gør det – jeg er bare så forhåbtningsfuld og længselsfuld efter venskab, samtale og tid hvor jeg ikke skal være alene mere. Om end kun for en stund. Tid hvor jeg bare kan være Deirdre-Ann, og ikke Deirdre-Ann som er single, forladt, diagnostiseret, arbejdsløs, værdiløs, brugt, slidt, flosset, venneløs og uden værdi eller mening for samfundet vi lever i. Jeg behøver ikke blive den nye store et eller andet, jeg vil bare gerne have betydet noget, for nogen, den dag jeg dør.
Klokken er 14.32. Det er lørdag og jeg tror det regner udenfor men pga. nedrullet persienner og tunge velour gardiner kan jeg ikke se ud men jeg kan dufte luften og hører på bilernes dæk at vejen er våd. Vinduet står på yderste hak på indbrudshaspen. Den smule lys der kommer ind gør ondt i mine øjne, sådan inde bagved Rigtig ondt.. Min mund der ellers har været “stille” er brudt ud i fuld flor og er et inferno af smerte, fyldt med dårlig ånde og tænderne er tunge med belægning og smerter. Jeg kan ikke komme ud af sengen og mit indre er i frit fald. Jeg kom til at få håbet op, og kontaktede Norman Bach igen, via FB messenger, har jeg fortalt det? Jeg håbede sådan i mit sind at han også kunne bruge en snak og en gåtur men min selvindsigt må være død for selvfølgelig er det ham der på hans side af skærmen hellere ville løbe nøgent ind i et piktrådshegn end at gå en tur med mig. Han har ikke svaret mig. Obviously.
Jeg har tænkt rigtig meget på Fede Dorit og min Nordmands Psykolog, på min psykiater-lærling og psykoedukationspsykologen, jeg forstår ikke deres handlinger og jo mere jeg tænker på Indianerlægen som også er afdelingsleder, jo mere kommer jeg frem til st hun måske er en god læge men hun er på ingen måde sin lederrolle voksen, for så havde hun stoppet dette for længe siden. Feks. Skal dem hun er leder for, naturligvis kommunikerer korrekt ud ifølge retningslinjer og naturligvis skal de overholde deadlines og deres journalpligt. Inter af det er sket og hun har ikke grebet ind, naturligvis fordi det bare er en som jeg det går ud over.
Hun burde så absolut være skredet til handling, da jeg får første e-boks besked fra Fede Dorit, uden en agenda, uden præcicering af hvad det er jeg har gjort, hvilken rammer jeg har brudt, uden navn nævnelse af hvilken kollegaer og hvor mange, der skulle deltage i det første temamøde. Hun skulle være skredet til handling da jeg bliver anklaget for at søge jobs, som et direkte bevis på at jeg vil være tæt på Fede Dorit og det burde være ulovligt og direkte strafbart at skrive ikke-beviselige usandheder i patienters journal, også selv om det kun er patient der påstår det er forkert og løgn – det burde undersøges til bunds, inden det skrives.
Hun burde ikke være okay med at jeg (eller nogen anden psykisk syg patientklient) får aflyst 111 dages terapi uden at én eneste person følger op på hvordan jeg har det og uden nogen Plan B. Det er uværdigt, forkert og potentielt også farligt.
Jeg er så rasende og ked af det, over at der er direkte løgne i mit journal, over at ingen tager mig seriøs og over at ingen tror på mig som udgangspunkt. Det er så meget deja’vu til min barndom, ungdom og alle årene indimellem, hvor alt hvad jeg sagde, altid blev taget med et grand salt. Deirdre-Ann havde jo en livlig fantasi, hun så spøgelser, blå mænd og talte alt for meget. Hende kunne man ikke regne med og ikke stole på. Sandheden kom altid med modifikationer. Deirdre-Ann var ikke helt ren i kanten. Jeg har aldrig generet nogen. Jeg har oplevet så mange ting i mit liv at jeg for mange år siden besluttet mig for at leve et liv hvor jeg forsøgte ikke at bringe smerte og sorg til andres. Og måske derfor gør det så meget mere ondt når jeg ser at folk gør det direkte modsatte mod mig.
Jeg forstår det ikke, hvad får de ud af at lyve ude på Psykiatrisk Hospital?
Da jeg gik ud af døren på Psykiatrisk Skadestuen 31. Januar 2017 med løfter om at komme igen næste dag og med løfter om at tage telefonen når de ringede fra Enhed for Selvmordsforebyggelse, så var det løfter jeg afgav fordi jeg OPRIGTIGT havde planer om at holde dem, løfterne altså. Jeg gav dem et løfte og jeg gav mig selv et løfte; jeg lovede mig selv at jeg ville lægge mig i selen og gøre ALT hvad der stod i min egen personlige magt, for at få det bedre, sådan at jeg potentielt en dag kunne komme til at leve det liv jeg altid har ønsket men aldrig rigtig fået muligheden for. Jeg lovede mig selv at tage ja hatten på, at møde op til tiden, altid, at deltage i alt hvad de ønskede af mig, at svare ærligt på alle spørgsmål, jeg lovede mig selv ikke at tale udenom eller undlade noget.
Jeg lovede mig selv at gøre ALT hvad der var i min magt, for at få et godt liv som jeg altid har drømt om og længtes efter. – og se hvor det bragte mig hen. Se hvor jeg er nu. Se hvad de gjorde ved mig. Se hvad de udsatte mig for.
⚰️
Der var et spørgsmål på Jodel i dag, om hvad folk største hemmeligheder var. Min største hemmelighed er, at jeg ofte går ture om natten når jeg ikke kan sove, ligesom nu. Jeg går op på Ringgadebroen som lyser grønt om natten og så sidder jeg på ydersiden af rækværket, i skjul af mørket, indtil mine arme snurrer og jeg næsten ikke kan holde min egen vægt mere. Jeg venter med længsel på den dag, hvor jeg ikke har kræfterne til at trække mig selv ind igen. Måske den kommer i nat.