Punktopdatering på mit (elendige) liv.
I dag er det Allerhelgens Aften. 31. Oktober 2019. Jeg er så slem til at bruge engelske ord frem for danske og det er egentlig lidt en dødsynd for så lille et land som Danmark, med så lille og unikt sprog. Hvis alle siger Halloween og Sites og Sneakers og Beer frem for Allerhelgens, Hjemmeside, Kondisko/Gummisko og Øl, vil vores sprog en dag blive udvandet og hvem vil dét gavne?
I dag har jeg også været til møde omkring et gammelt tophus i Ejerforeningen hvor jeg ejer min udlejningslejlighed og hvor jeg sidder som bestyrelsesformand. En knaldperle af en beboer vil købe tophuset, som er et gammelt elevatortårn. Det er en gang før blevet afvist på generalforsamlingen men manden giver ikke op, så han fremkom med en lang liste over skader der var galt i tophuset og som jeg naturligvis bliver nød til at få undersøgt. Hvis skaderne er der skal de laves øjeblikkeligt, fordi bygningen skal være sund. Hvis skaderne ikke er der skal de udelukkes og sagen lukkes ned. Kort konklusion: Der var ingen skader. Og jeg har brugt så ufattelig lang tid på at få eksperter ind, lave konkret materiale så ingen detaljer blev overset og problemerne var belyst nøgterne og uden personlig indblanden, fra alle sider. Hold nu kæft hvor er nogle mennesker bare idioter – og som prikken over iet er denne her mand blevet valgt ind i Bestyrelsen, hvilket er grunden til at jeg ønsker at få Bestyrelsen opløst. Jeg kan ikke arbejde sammen med mennesker hvor alt på mig stritter når jeg møder dem. Og SLET IKKE når jeg ikke får én krone for det jeg laver.
I Tirsdags, d. 29. November 2019, blev min ældste lillebror far til en sund og rask lille pige. Det var en kort og hurtig fødsel og alle har et godt. Jeg har kun set babyen på to enkle billeder som de har sendt til mig på sms. Da jeg ikke har talt med nogen i min familie ved jeg ikke med 100% besked, men jeg er ret sikker på, at hun er født med et stort Jordbærmærke i hele den ene side af hoved. Jeg kan også se at hun har mega store Angelina Jolie læber (ligesom jeg også har) – jeg var lige ved at købe et stort billede som dette her
til babyen – fordi jeg syntes hun er så sød og unik og specile og dejlig. Men så kom jeg til at tænke på, at min begejstring over at få en lille ny Niece kombineret med billedet, nok ville skabe splid og vrede (og måske sorg) i min familie, da ingen forældre jo ønsker sig en nyfødt med så markante ansigtstræk og at det måske for min bror og hans kæreste er en sorg?
For mig er det ikke en sorg – hun er SÅ smuk og det havde jeg også syntes hvis hun ikke havde et jordbærmærke i ansigtet. Bare det at hun har så store læber gør hende unik og jeg elsker hende allerede. Så jeg har ikke købt noget, jeg skal ikke skabe mere unødvendig splid i min familie. Og desuden kan det være jeg tager fejl.
Tirsdag d. 29. Oktober 2019 var også dagen som startede med at min gl. forpagter ringede til mig. Han ringer aldrig, så jeg vidste der var noget “galt” – og det som var galt var at han havde solgt “min gård” igen. Altså gården har jo ikke været min siden 2013, men nu er den solgt videre til et ægtepar fra Struer som gerne vil flytte her til Midtjylland, fordi deres eneste barn er flyttet herned. De ønsker at bygge et nyt stuehus. Min forpagter har fået lov til at beholde jorden, køber får 1 hektar rundt om huset. Prisen var 900.000 Kr……for en GÅRD!! Jeg fik engang et anonymt købstilbud via en advokat på 4 millioner. Jeg måtte sige nej tak, fordi ingen bakkede mig op i et salg (og mine forældre mente at hvis jeg kunne få det nu, så kunne jeg også få det senere) og jeg ikke havde modet til at sælge med min Gudfar i mit liv. I stedet for gik jeg derfra 2,2 millioner fattigere.
Det har faktisk slået mig mere ud end jeg er stolt af at indrømme, at gården er solgt pr. 1. December 2019. Jeg har altid haft en indre drøm om at vende tilbage, hvorfor ved jeg ikke for logisk er der jo ikke ret mange gode minder derfra, men jeg tror at min drøm er baseret på at jeg gerne vil gå derfra “med en sejer” frem for et nederlag. Alt omkring gården er verdens største nederlag.
Det er et nederlag at jeg købte den under de forudsætninger.
Det er et nederlag at jeg var så stavsnsbundet.
Det er et nederlag at jeg ikke havde retten og evnerne til at tilkæmpe mig retten til at bestemme over min egen Gård mens jeg boede der.
Det er et nederlag at min Gudfar fik så frie hænder til at komme og gå når han ville.
Det er et nederlag at tænke på alle de grusomme voldtægter og overgreb der har fundet sted i staldene.
Det er et nederlag at tænke på hvor mange tåre jeg har grædt gemt bag forskellige mure.
Det er et nederlag at Gården endte med at blive så ramponeret og hærværksramt af én lejer.
Det er et nederlag at min Gudfar forsøgte at kvæle mig den aften.
Det er et nederlag at jeg gik derfra med sænket skuldre.
Det er et nederlag at jeg gik derfra med dårlig økonomi.
Det er et nederlag at jeg stadig i 2019 ser alt ovenstående som et nederlag.
Onsdag var jeg til et 20 minutters Gratis Retshjælp møde ang. min forsikring eller forsikringer og manglende evne til at ville hjælpe mig. Det var min Mor som mente det var en god ide. Det var SÅ DÅRLIG en oplevelse at jeg er helt ked af at hun ikke fik fornøjelsen af at deltage!!
Jeg valgte ham som hun selv fandt frem – når jeg nu kikker tilbage, så ligger dette firma øverst på google når man søger på “Gratis Retshjælp Århus” fordi det er en betalt annonce, det alene gør at jeg aldrig ville være gået derind. Dernæst så ligner hjemmesiden noget fra 80’ernes Tyskland. Oplevelsen var tilsvarende bizar.
Stedet ligger i et stort område i Århus, hvor der er mange kontore. Det var nemt nok at finde men jeg bed allerede mærke i udenfor, at der ikke var et skilt på hoveddøren med at her havde det her advokatfirma til huse. Det er sku da mærkeligt i sig selv – men jeg havde jo booket en tid online.
Da jeg kommer ind, er der et mega billigt udseende skilt på en dør indenfor, jeg åbner døren og går ind, døren er desuden kun halvt lukket – og går direkte ind i et stort mødelokale hvor der sidder én mand og én dame og taler sammen. Alt er hvidt og sterilt og bærer ikke præg af at her er et kontor og her er retshjælp. Jeg undskylder mange gange og går ud igen – jeg var naturligvis kommet i god tid, for jeg tænkte jeg kunne nå at tisse af og få samlet tankerne – men jeg fik altså ikke tisset af og stod op og ventede udenfor i 20 minutter. Det var pænt koldt.
Jeg kom ind og manden som ca. er 2 meter og 20 høj hilste på mig, mens han gabte så hårdt at jeg tænkte om det var en joke! Han holdt sig end ikke for munden. Han gabte og gabte og gabte SÅ MANGE GANGE at han mindet mig om en der enten ikke havde sovet overhoved, eller lige var vågnet – det var helt vildt akavet og han strakte og lænede sig tilbage i sin stol så mange gange at jeg kunne se de lettere gullie mærker under hans armhule på hans semi nystrøget hvide skjorte.
Kombinere det her med at hans telefon, som lå på et bord bagved ham, ringede ikke færrer end 9 gange (!) med lyd på og HVER EVIG ENESTE GANG rejste han sig op, skubbede stolen bagud, gik over til telefonen, slukkede den, gik over til stolen, sat sig ned, trak stolen ind til bordet med skrabende lyde (forestil dig ét stort hvidt konferance rum hvor ALT er hvidt og lydene forstærkte pga. manglende indretning) og satte sig igen.
Han udfyldte med en nærmest ulæselig skrift, ét stribet A-4 ark og kom ikke med nogen gode brugbare råd til hvad jeg skal gøre – at mit beløb kun var på samlet set 38.000 kr var ikke nok til at han havde lyst til at tage sagen. Det skal over 50.000 kr før det er sjovt (hans ord) fordi der kan man få fri processs eller sådan noget og så kunne han få penge af statskassen….. WTF!! Så skulle jeg skrive under på et stykke papir fra Civilstyrelsen (tror jeg det var) som så godgør ham for hans hjælp til mig – som jo ikke var en hjælp. Der lå ca. 50 allerede udfyldte formularer på bordet – med folks cpr. numre opaf og alting – jeg tænker han tjener fucking kassen på det her og kors i skuret hvor er han elendig!!!!!! Og hele hans opførelse og måde at agere på er total ikke acceptabel!!! Men just my fucking luck at følge hvad mine forældre ønsker og så er udfaldet dette….
Samtidig indleverede jeg to palisander æsker lavet af Alfred Klitgaard hos Bruun Rasmussen. Jeg har fundet dem til storskrald og kan læse mig til at de har en ret høj værdi, ca. 2000 kr. Jeg kan måske godt selv sælge dem, eller det er jeg overbevist om jeg kan, men jeg tænkte at jeg ville prøve det der auktions noget. Min Mor og Mormor var ret hardcore til det engang. Nu må vi se hvad de siger og hvad de bliver solgt til.
I dag, efter det trælse tophus møde, var der et ubesvaret opkald på min telefon, som jeg havde slukket under mødet, fordi ellers kan man ikke optage et møde (korrekt) og det gjorde jeg (naturligvis) Opkaldet var fra Psykiatrisk Hospital og var blevet fulgt op af en sms
Livet er så kært ved mig…… jeg orker ikke mere Psykiatrisk Hospital, jeg orker ikke flere aflysninger, flere ændringer, flere samtaler. Jeg har siden jeg stoppede ved min nu tidligere Nye-Behandler i starten af Juni, blot haft 4 x samtaler med hende her den nye psykolog. Vi har 1. November i morgen. Jeg har ingen ide om hvor det her skal fører mig hen, men jeg kan fortælle dig én ting og det er at hvad end det er som der er gang i, ikke er til gavn for mig og mit indre. Jeg ved godt at man ikke kan gøre noget ved sygdom men jeg føler mig alligevel enormt svigtet og samtidig enormt barnlig fordi jeg føler mig svigtet af en psykolog der aldrig har lovet mig noget og som egentlig bare er en offentlig ansat der udfører et stykke arbejde staten betaler hende for. I’m such a twat.
Da jeg så sidder nede i min bil, efter tophusmødet og efter at havde læst aflysningen på sms, vil min bil fucking-ikke-starte!! Fuck me sideways hvad sker der for mig i livet??
Det var som om bilen bare var DØD. Ingen batteri. Intet. 7-9-13 har jeg vejhjælp i min bilforsikring – og 7-9-13 stod jeg ikke og skulle ud på Psykiatrisk Hospital med en bil der ikke vil starte! Vejhjælp kom 16 minutter senere, ladet min bil og *vupti* så kørte jeg igen. I morgen må jeg kører ned og få tjekket om der skal nyt batteri på.
Krydder ovenstående med at jeg har været kronisk forkølet og snottet i ca. én uge. Her til aften har jeg officielt misted stemmen. Helt. Den er væk. Jeg kan ikke tale. Fuck me sideways hvor der kører for mig!
Jeg har selvfølgelig IKKE hørt tilbage fra min revisor, som lovede at jeg ville hører fra hende ang. det famøse papir til Spanien, inden SIDSTE Fredag. I morgen er det Fredag igen. Jeg forstår det ikke.
Min mund er et inferno af smerte, mine gummer er så ømme at jeg næsten ikke kan være i mig selv og jeg har så ondt i halsen at jeg har lyst til at græde, men dét kan min hals ikke holde ud, så jeg græder ikke.
Krydder det med at jeg ikke tør læse mails – hvorfor aner jeg ikke – men jeg er bange for at læse dem, så de ligger ulæste i min indbakke, nogle af dem er snart 14. dage gamle.
Jeg har sagt ja tak til at gøre en beboelseejendom ren i morgen, Fredag kl. 8. Det er egentlig et okay job og jeg har aftalt at jeg tager 225 kr i timen og laver en dag dato bagefter, da jeg jo ikke har et cvr nummer mere og ikke tør lave sorte penge pga. jeg har en indædt frygt for at SKAT Danmark igen en dag kaster deres frådene kløer over mig (for 4. gang) og trækker mig baglæns henover kunstgræs nøgen. Problemet med jobbet er, at ham jeg har fået det af, er en af min ældste storebror Normans venner – og han er, om muligt endnu mere fucked op i hoved end min egen bror!
Ham her, han er bla. kendt for at kyle en mand igennem en rude, fordi han kikkede på ham mens han tissede udenfor. Han har engang været i slagsmål hvor han fik hånden skåret op så den kun hang i huden, det stoppede ham ikke, han vippede hånden på plads og bankede videre. Jeg har set ham sidde i mine forældres stue med hånden bundet ind så den lignede en træstub, min bror og ham var banke-buddies da de var yngre.
Jeg har ikke ét eneste godt minde om ham her fyren – men han skriver til mig på Facebook i ny og næ og jeg svare ham altid rigtig rigtig pænt. Fordi jeg egentlig er pisse bange for ham. Indrømmet. Jeg er mega mega bange for ham, han er min overmand, han virker truende og dominerende på mig og jeg har alt for tit set ham her i gaden hvor jeg bor.
Rumors has it, at han (også) har været i kontakt med Psykiatrien og har været gået helt ned, med hvad og pga. hvad ved jeg ikke. Men han er Muremester og ejer et par ejendomme i Århus, i denne her, som ligger mega tæt på hvor jeg bor, har han netop sat nye vinduer og døre i, samt fået opgangen malet, så der skal gøres rent, pudses vinduer, tørres af mv. Pice of pie job – jeg er fucking bange for manden – men jeg har brug for pengene….
Jeg er desuden også stoppet med at gå til Fysioterapi, jeg skulle ha været der i mandags, men jeg aflyste fra morgentunden af. Det er virkelig som at øve vold på mig selv at ligge dér og blive most og mast på ryggen i et koldt rum med forhæng for. Jeg forstår ikke hvor omsorgen og varmen og blidheden er?
Hvis jeg ville tæskes, behøvede jeg bare gå ned på gaden og spytte på en rocker, dét er da gratisk tæsk. Her skal jeg betale over 200 kr pr. gang og jeg har 0 effekt af det, hvis der er nogen effekt, er den negativ, fordi min krop spænder så meget op af at ligge dér på briksen, halvnøgen, utryg, i en koldt rum med masser af aktivitet omkring mig som jeg ikke har kontrol over. Det er all wrong. Forsikringen har ikke betalt mig én krone endnu.
Kunstmaleren har brændt mig af i 2,5 uge. Han kom ikke til vores sidste aftale og jeg har ikke hørt fra ham siden. Har jeg fortalt det her? Man kan jo af gode grunde ikke ringe til gifte mænd og sige: Øhhh spasser, havde vi ikke en ølaftale som jeg havde set frem til i en uge?
Jeg har også forsøgt at lave en aftale med Lotte, en ny aftale. Uden held. Jeg har tænkt på at kontakte Jonas men nej, han har pisset på mig én gang før på nøjagtig samme nederdrægtige måde, som gav mig økonomiske kvaler og udgifter selv om jeg overhoved intet havde gjort. Norman har jeg slet ikke tænkt på, som potentiel person at kontakte. Befriende.
Jeg har vitterlig ikke én eneste person jeg kan tale med – ikke at jeg kan tale mere – men hvis jeg kunne, så var der ikke én eneste jeg kan ringe til. Jeg forsøger at holde kontakte med Lita og Sofie i København men de svare ikke på mine beskeder på Facebook selv om de læser dem. Jeg ved godt at livet ændre sig når man får børn, men come on, er børn virkelig en undskyldning for ikke at være høflig ikke at svare dine veninder? Børn kan vel nærmest bruges som en undskyldning til alt efterhånden.