Efter en, syntes jeg selv, ret produktiv dag, ringede min søster omkring kl. 18 da hun var på vej hjem fra arbejde. Hun ville spise sammen med mig eller hører hvad jeg skulle have at spise.

Jeg havde ingen planer og efter mange diskussioner frem og tilbage, ringer hun tilbage og siger at jeg skal hente McDonalds, så kommer hun forbi. Som sagt så gjort – og det på trods af at jeg slet ikke var sulten og egentlig var gået i seng. Jeg lå og forsøgt at se en film for at få tiden til at gå, så jeg kunne gå helt i seng og ikke stå op igen.

Vi så en Spidermann film mens vi spiste, den var dårlig hvis du spørger mig og jeg hørte ikke rigtig efter og sad med min telefon.

Min søster fortalte om denne her fyr (fra den weekend hvor vi var ude og spise sammen på den Irske pub) som hun er begyndt at se. De var igang med at have sex, da min søster siger at det lugter mærkeligt, de slår det hen men det lugter stadig og pludselig ser de at der er ild i en hovedpude som de havde fået smidt til siden og over i et lys. Ret sjovt alligevel – specielt fordi det jo gik godt.

Hvordan vi kommer til at tale om det ved jeg ikke, men jeg sidder nu her bagefter med en følelse af at vi er uvenner eller at vi har skændtes og en følelse af at vi absolut er meget uenig om vores barndom og at jeg samtidig hørte mine forældre tale gennem min søster.

På den ene side siger min søster at hun ikke kan huske andet fra sin barndom, end at jeg altid var ked af det. At jeg altid græd og altid var ked af det – hvilket også er sådan jeg husker min barndom.

På den anden side, så sidder hun og siger at hun simpelthen ikke kan forstå at jeg er vred på Far og Mor, for det er da bestemt ikke deres skyld at det her er sket. At jeg er et priviligeret menneske som har haft et priviligeret liv og stadig lever et priviligeret liv.

Det er jeg overhoved ikke enig i. Jeg spørger hende hvori jeg er priviligeret? Jeg betaler nøjagtig samme husleje for at bo til leje som alle andre ville gøre – det er først nu her fra Juli måned at Far og Mor er begyndt at betale mig en løn uden at jeg laver noget, men det gør ikke nødvendigvis at jeg føler mig priviligeret – pt. kan jeg slet ikke rumme det og frygter heletiden hvad der kommer.

Min søster nævner så, at jeg er priviligert at Far og Mor havde pengene og midlerne til at sætte – hold fast – gården istand da jeg arvede den……. øhhhh say what??

Så JEG er et priviligeret menneske der har levet et priviligeret liv, fordi mine forældre havde penge til at købe et gulvtæppe til mig, da jeg arvede en gård, til at købe maling og grave dele af køkkengulvet op, fordi det var ødelagt af fugt, putte lekasten (!) nedenunder og så et nyt trægulv oven på?

Jammen jeg ville jo slet ikke EJE GÅRDEN til at starte med!!

Jeg var også priviligeret fordi Far og Mor havde penge til at købe min sorte Golf til mig – den bil som jeg blev tvunget til at investere i, efter at min Gudfar tog den bil igen, som fulgte med gården da jeg købte den…… Far og Mor betalte halvdelen og min Gudfar betalte den anden halvdel. Jeg skændtes konstant med Far og Mor om afdragene og jeg blev konstant straffet pga. bilen af min Gudfar. Det var en konstant trussel at få bilen taget fra mig. Og pga. dét er jeg priviligeret? Jeg tænker nærmere at nogen aka de voksne aka mine forældre, burde havde sagt noget, da min Gudfar tager bilen fra mig i første omgang. Aftalen var jo sole klar at der skulle følge en bil med gården – ikke at jeg skulle ud og gældsætte mig yderlig for at have råd til en bil. Men ingen sagde noget og jeg havnede i yderlig gæld. Både af den økonomiske og den mentale slags.

Min søster siger at hun kan huske da jeg fortatle hende om min første gang (med sømanden) og at hun syntes jeg var klam da jeg fortalte det. Jeg kan ikke huske episoden men jeg kan godt huske at jeg har fortalt alle at han var min første – hvad ellers skulle jeg sige?

Da jeg så argumenteret for at jeg faktisk flere gange havde forsøgt at fortælle voksne om at der var noget galt, så frem de ikke kunne se det på min altid triste og ulykkelige ydre, min meget fremmelige og frimodige omtale om sex i en tidlig alder, og bla. bragte de klokkeklare episoder jeg har i mit hoved frem, så argumenteret min søster på NØJAGTIG SAMME MÅDE som min Mor! Som nærmest med samme ord!!

Jeg fortalte om de gange hvor jeg havde fortalt Mor at min Gudfar lured ind af vinduet mens jeg var i bad, at jeg blev overrasket af ham i mit bryggers med et lille håndklæde – og længere nåede jeg ikke, før min søster siger: Jammen når du nu VIDSTE at han kom ind i dit hus, hvorfor tog du så ikke bare et størrer håndklæde på?

Jeg blev selv helt i tvivl og fik ikke svaret nok eller korrekt for mig som jeg gerne ville – og hvilket er grunden til at jeg nu sidder her og er ked af det – jeg vil gerne vide HVORFOR samtalen skal gå på håndklædens størrelse OG IKKE på det faktum at en mand stod inde i bryggerset i det hus jeg selv har købt og gældsat mig for at bo i?

Jeg vil gerne vide hvorfor alle tror at et størrer håndklæde ville have fået ham til at gå igen? Han havde jo for helvede en NØGLE til mit hus!! En NØGLE!!! Han kom og gik som det passet ham – det var intet som kunne stoppe ham!

Min søster argumenteret at han jo var gammel – at være gammel (50-60 og 70 år) er jo ikke det samme som at være slap.

Min søster argumenteret at jeg jo kunne være stoppet med at komme da jeg betalte pantebrevet tilbage til ham, for så havde han jo ingen klemme på mig mere. Hvorfor kan ingen se at jeg var virkelig virkelig bange for ham? At jeg altid var nervøs og at jeg altid havde dårlig mave? Jeg frygtede at han ville fortælle hele verden om hvor en lille luder jeg var, om graviditeten, at han ville kværke mig, eller min Mor eller min søster.

Jeg var VIRKELIG bange for ham! SÅ bange at det selv i dag virker mærkeligt at jeg var SÅ bange for ham, men det var jeg – den dag det gik op for mig at han var død og jeg så ham i kapellet, var den dag hvor det gik op for mig selv, just how afraid of him I had been.

Min søster vil gerne tage en forhammer og smadre gravstenen med. Hun vil gerne tage ud og smadre det hele, hvis jeg gav hende lov – hendes ord lød som mine forældres ord. Det er slet ikke naturligt for min søster at bruge ord som “smadre” eller “forhammer”

Min søster syntes jeg skulle få mig et arbejde i stedet for at bruge tiden på ingenting. At jeg burde komme igang med at få 40 gode år. Jeg fortryder så meget at jeg læste min Psykiater-Lærlings 5 linjers Fødselsdagshilsen op for min Mor, for dét er nøjagtig hendes ord, bare vendt om og nu gjort til noget jeg gør forkert – at jeg ikke bare kommer igang med at få 40 gode år. Jeg ville ønske jeg kunne men jeg ved ikke hvordan.

Den eneste jeg kan komme i tanke om jeg har lyst til at tale med lige nu, er min elskede elskede og højt savnede Psykiater-Lærling…….. Åhhh Gud hvor jeg savner hende!! Jeg græder så meget at jeg næsten ikke kan skrive, for jeg kan ikke se hverken skræmen eller tastaturet (længe leve ti-finger systemet) Men værst af alt er det, at jeg ikke kan se hendes ansigt for mig. Jeg kan ikke huske hende og det gør mig endnu mere ulykkelig!!!

Hendes stemme, hendes bevægelser, hendes lyde, hendes ansigt og hendes mimik er væk. Helt væk. Det er som om min hjerne har trykket Ctlr-ALT-Delete og det enest jeg har tilbage, er det samme som jeg har med Norman: Et svagt minde om et menneske der engang fandtes og som var på min side, men som jeg nu ikke må kontakte mere.

Min søster kan ikke forstå at jeg ikke fik sat en stopper for det noget før. Jeg var jo voksen som hun sagde. Jeg kunne bare være gået. Men sådan var det jo ikke. Jeg kan feks. ikke huske episoden hvor jeg fortalte hende om Sømanden, men “historien” som hun fortalte lyder som en historie jeg har fortalt mange gange – noget jeg altid gjorde når jeg skulle vejre vejret. Så fortalte jeg lidt, brudstykker nærmest, om noget som var til dels rigtigt. Og ud fra folks reaktion, vurderet jeg så om jeg skulle fortælle mere eller mindre. 99,9% af gangene skulle jeg så absolut ikke forsætte.

Og uden at jeg overhoved kan huske episoden, min søster nævner, så tænker jeg at jeg har fortalt min søster om min “første gang” for at se om jeg havde en allieret i hende. Hun siger selv at hun havde sagt og syntes at jeg var klam. Jeg ved også at jeg fortalte min Mor om “min første gang” med Sømanden, og dét endte med at jeg fik mega skideballe af Far fordi jeg var seksuel aktiv. Hvis deres reaktioner nu havde været mindre voldsomme og mere positive – også selv om man måske ikke syntes det er fedt at ens datter er seksuel aktiv (eller ens søster) så havde jeg måske fortalt mere.

Jeg mener, det VAR jo sket, så hvorfor skamme og skælde ud på det? Hvorfor ikke bare tage en stille og rolig snak om det, spørge om det er noget man vil tale om, om det var spændene, om man havde lyst til at prøve det igen osv. Jeg tænker objektivt at jeg ville have reageret på en HELT anden måde uanset hvad og den eneste grund til at jeg ved jeg ville have gjort det, er fordi det ALLEREDE VAR SKET, så vrede eller tårer kan jo ikke ændre noget. Og når det ikke kan ændres, så kan man lige så godt omfagne det.

Men sådan ser andre det ikke – måske dem som læser med på bloggen her heller ikke ser det sådan. Måske jeg bare sidder og bygger et lille latterligt hegn op omkring mig selv i den tror at jeg kan beskytte mig selv som en struds der har hoved i jorden.

Måske JEG tager fejl? Måske det ER mig som der er noget galt med?

Jeg finder nok aldrig ud af hvad der er hvad, det eneste jeg ved er, at i morgen kl. 09.00 skal jeg ud til min Nye Behandler og jeg ved at vi skal diskutere fra morgenstunden af – og jeg ved bare at jeg ikke vil give mig. Jeg vil ikke altid være den som er forkert, den der burde have handlet eller sagt eller gjort anderledes.

Hvorfor vil ingen mennesker lytte til hvad jeg siger?

Min søster sluttede af med at rejse sig op og tage sko på og gøre sig klar til at gå, uden at gøre mine til at nu var vi færdige med at tale. Hun sagde at hun kun huskede mig som glad, da jeg boede i USA og i Spanien og at jeg burde få et scene-skift og flytte fra lejligheden og smide alt det “gamle lort ud” som jeg har fra Gården.
– i går sagde min Mor nøjagtig det samme, at vi burde sælge lejligheden jeg bor i, ikke fordi hun trode at den var forbandet men der var alt for mange dårlige ting i lejligheden.

Åhhh the ironi, when you go from being the talk of town to being the talk of the family…