I dag er det den første tirsdag i februar måned i året 2020. Det er mærkeligt at tænke på at netop denne dag er unik og at netop denne dag aldrig kommer igen. Der er kun denne ene dag. I morgen er dagen væk og du ser den aldrig igen. Du oplever måske dage som minder om denne dag i fremtiden, men rent kalendermæssigt, rent dato-dna-agtigt vil du aldrig komme til at se denne dag igen.
Jeg sidder i min seng i min natkjole med min dyne omkring mig. Mine ubarberede ben med en meget øm og betændt storetå, stikker ud og jeg kan mærke kulden fra det åbne vindue på højre side af benene. I det fjerne er der en ny lyd, den minder mig om da jeg boede på gården, så på den måde er det egentlig en dårlig lyd.
Min gård lå forholdsvis tæt på Jyllandsringen og når der blev kørt løb, var der en konstant summen af racerbiler, lidt ligesom hvis du ved en fejl kommer til at tænde for fjernsynet under Le Mans. Den dér konstante brummen af motor, dæk og biler i fart. Men jeg bor med udsigt til Rådhuset i Århus og her er ingen racerbane og det er ikke tid til Classic Care Race endnu, så jeg undre mig lidt hvad det er for en lyd. Vinden fra havet kan ofte bærer lydene med sig, så det kan være længere væk end lige bag hustagene som det egentlig lyder som om. Jeg tænker om de er igang med at fælde mange store træer i skoven omkring Dronningens slot? Konstant motorlyd kan (måske) også komme fra motorsave – men det må være virkelig mange motorsave før denne her konstante lyd der har været igang i flere timer, kan fremstå.
Jeg har netop afsluttet Airbnb sagen mod min tidligere gæst i Spanien, med det famøse navn Jesus. Helt seriøst, hvis du skal give dit barn et religiøst navn så husk at det forpligter – og bestemt forpligter til at han ikke aflevere en lejlighed sådan her
Udover prut mærker på mit sengetøj, som ikke kunne gå af, så jeg måtte købe nyt og de mange stinkende poser med brugte bleer og de manglende nøgler til lejligheden og det stinkende mad i køleskabet og det gamle kød på panden, så var lejligheden bare SÅ voldssom beskidt! Hvordan man kan nå at få en lejlighed SÅ beskidt på 13 dage er mit en gåde. Og min væg bliver ikke hvid igen, før jeg maler hele lejligheden.
Airbnb fik ham til at betale for udskiftning af låsen, + ny nøglering + 9 nye nøgler (2 til mig, 2 til rengøringsdamerne, 3 til fremtidige gæster, 2 til min udlejer) plus de ødelagte afrevne wallstickers og de 5 kg vaskepulver han brugte – jeg frygter stadig for el og vand regningen der kommer i næste måned….. han må jo havde haft kun beskidt tøj med.
Anyway, over and out med ham. Svin og træls men videre.
I går, mandag, sendte jeg min klage afsted til den øverste ledelse på Psykiatrisk Hospital, Skejby – min plan havde hele tiden været, at jeg ville skrive en god klage over min behandling og den måde de har håndteret hele Google Gate og min jobsøgning på.
Og så havde jeg håbet at Psykiatrisk Hospital ville være eftergivende og give mig ét langt forløb, hvor jeg kunne finde den ro og stabilitet jeg har savnet. Ikke fordi de skulle give efter for mit ønske (eller krav, afhængig af hvordan du ser på det) men fordi jeg faktisk var overbevist om, at de også godt kunne se at det her halvhjertet 111 dage aflyst, 14 sessioner her, halvt år dér ikke fungere når jeg både som person og som patient med traume diagnoser, har så meget brug for stabilitet og kontinuerlighed. Men det gjorde de (åbenbart) ikke.
Heller ikke efter at jeg sendte dem denne mail – den famøse mail hvor jeg glemte et ord, eller rettere glemte at afslutte ét ord korrekt. Never mind, jeg er sikker på at de forstod min mening.
De skrev i stedet for følgende ukorrekte udsagn i mit journal, Fredag d. 31. Januar 2020. Noget jeg IKKE er informeret om. Dvs. de laver en indtastning i mit journal – og som tidligere nævnt kan indtastninger ikke ændres så når nogen skriver noget usandt, så står det der for evigt. Dét syntes jeg ikke er fedt eller acceptabelt.
Jeg har ikke modtaget et sådan brev i fredags og jeg gik faktisk og tænkte på om min mail var sendt forkert, altså om jeg havde fået den sendt til en forkert adresse, siden jeg ikke hørte fra dem. Jeg sendte mit svar til dem torsdag men hørte intet og besluttede mig derfor, at jeg ville vente til Fredag d. 7. Februar 2020 med at sende klagen til Styrelsen for Patientklage, da det virkelig ER en stor ting at klage offentligt og jeg tror jeg måske, naivt, havde tænkt at vi kunne finde en løsning, sammen.
Men da jeg så ser dette her, så er det at bægeret flyder over for mig. Og dette brev som bliver dråben der fik mit bæger til at flyde over, kan jo i teorien ikke gøre for, at bægeret var fyldt i forvejen og nu flød over. Men sammensætning af alt hvad der er sket siden Maj 2019, eller faktisk siden jeg startede i dette forløb i August 2018, er bare på så mange punkter total uprofessionelt og forkert og jeg orker ikke mere og nu skal det slutte.
Hvis jeg ikke skal være tilknyttet psykiatrien, så er det sådan det skal være. Det er bare træls at tænke på, at jeg nu har 2, måske 3 diagnoser skrevet ind i mit journal som jeg ikke kan få fjernet. Så set fra min synsvinkel, har psykiatrien bare gjort mit liv værrer. De har ikke bidraget med noget positivt til mit liv. De har ikke hjulpet mig til at mit liv er blevet bedre eller mere overskueligt eller med færrer konflikter. Ikke at de på noget tidspunkt har lovet mig et sådan liv men jeg tænker umiddelbart at der burde være en grund til at jeg går hos dem og hvis grunden ikke er at få bare nogle af ovenstående punkter integreret i mit liv, hvad er pointen så i at være tilknyttet psykiatrisk hospital?
Jeg er rigtig ked af det på den ene side, over at der ikke er plads til mennesker som jeg i Psykiatrien. Mennesker der ser okay ud på ydersiden men som på indersiden er som en nylig mummificeret faros opløste hjernemasse.
Men på den anden side er jeg også utrolig lettet over, at jeg er sluppet ud af Psykiatrien i live. Jeg har virkelig aldrig følt mig så truet og mistænkeliggjort og uønsket og utroværdig, som jeg har gjort de sidste 9 måneder derude.
– det skulle da lige være mens jeg boede på gården, men så igen, ingen ønsker jo at bo på gården, mindst af alt jeg, så hvis Psykiatrien kan sammenlignes med Gården er det nok meget godt jeg kom væk derfra.
I lørdags mødtes jeg med en fyr, en mand faktisk, en voksen mand på 50+ måske? Don’t know, han kan også være 45. Han var med på min bogtur til Bali i 2018 og er en succesful forfatter. Dvs. han tjener penge på at sælge sine bøger. Anyway han havde ringet i sidste uge og spurgt om jeg ville spise frokost med ham. Han ville give. What’s not to like. Så vi mødtes lørdag kl. 12.00 og han tilbød mig up front 50.000 kr hvis jeg ville skrive min bog færdig og udgive den. Bare sådan.
WTF……
Dén havde jeg alligevel ikke set komme, selv med min ret fremskredne fantasi. Jeg havde OVERHOVED ikke min bog i tankerne da vi mødtes og jeg må have set mærkelig ud i hoved da han nævnte det, for han sagde at han godt kunne forstå hvis det kom som et chock men han syntes det var en vigtig bog og at han aldrig havde glemt de kapitler jeg læste op på Bali fra bogen. Og derfor ville han give mig 50.000 kr for at få den gjort færdig og udgivet. Bare sådan.
Jeg sagde til ham – som sandt var – at jeg havde opgivet min bog, at jeg ikke kunne overskue bogen og at jeg pt. havde denne her klage i mit liv, som fyldte alt. Han tilbød at læse den igennem og komme med kritik og rettelser. Han arbejder hurtigt (me like) og senere samme dag havde jeg hans rettelser retur. Jeg rettede det til jeg var enig i, og sendte retur og næste dag havde jeg 2. omgang rettelser og mandag morgen sendt jeg først en klage til den øverste ledelse på sygehuset inkl. 19 bilag og et 10 siders datoinddelt hændelsesforløb og bagefter gik jeg ind og rettede min online klage til Styrelsen for Patientklager til og trykkede send uden skyggen af tvivl, frygt eller sorg i mit sind.
Jeg havde endda fjernet fluebenet i den rubrik hvor der står om jeg ønsker en dialog/samtale med regionen og de nævnte personer i klagen. Jeg syntes vi er længe over det punkt hvor samtaler fører til noget konstruktivt. Jeg har lyttet og lyttet og forsvaret mig selv i ét væk. Jeg har mødt op og stået model til alt hvad de har bestemt sig for og alligevel er det mig som er taberen i det her – and so be it. Men nu gider jeg så heller ikke mere.
Sagen vil blive afsluttet om ca. 16+ måneder, da jeg har valgt at klage over navngivende personer og en specifik afdeling. I mellemtiden skal jeg bare bruge så lidt tid som muligt på at tænke på, hvor uærlige de er på Psykiatrisk Hospital. Dét og så håbe at jeg ikke støder ind i hverken min psykolog med den stille stemme, fede dorit, min psykiater-lærling eller min psykolog – som flere gange har nævnt “at vi bor sådan at vi en dag kommer til at stød ind i hinanden….” jeg har flere gange tænkt over hvad hun mente men det. Jeg tænker det må være fordi hun også bor i centrum, men jeg holder mig til at hun må bo et andet sted i centrum end jeg, for jeg har vitterlig kun set hende 2 x i alt. En gang i isbutikken og en gang i bil, hvor hun nærmest trådte koblingen ud af bunden 臘♀️
Jeg mener helt oprigtigt at hvis Psykiatrien må notere usandheder i mit journal, sådan helt konkret usandheder, som det jo er at skrive at der er sendt et brev til mig, når der 4 dage senere stadig ikke er sendt et brev, så skylder jeg dem ikke en dialog og jeg skylder dem ikke eventuelt ikke at sende min klage afsted.
Der kom så et brev via e-boks fra Psykiatrien, efter at jeg havde sendt min mail til ledelsen på Psykiatrisk Hospital mandag. Men det ændre jo ikke på at de skriver noget som er ukorrekt i mit journal fredag. Bare fordi de retter op på usandheden bagefter, gør jo ikke fejlen til en ikke-fejl og en løgn til sandhed. Sådan fungere verden jo ikke.
Det er kun i Shiamuslimske lande at en voldtægt kan gå fra at være en voldtægt til en ikke-voldtægt, når gerningsmanden gifter sig med offret. Så er det lige pludselig ikke en voldgtægt mere men et samleje mellem to gifte mennesker. Men sådan fungere det ikke i Danmark og heldigvis for det.
I går var en mærkelig dag. Jeg var sådan helt stille inden i. Helt som et blikstille vesterhavn lige efter eller lige før en storm. Der var bare så stille og så meget ro og så meget vatterpas lige linje ————– i mit sind, at jeg virkelig ikke kan mindes hvornår det har været sådan sidst, if ever.
Jeg stod op, efter at jeg havde sendt klagen afsted og på få timer fik jeg gjort min lejlighed ren og ryddelig. Den har lignet noget der var ret kaotisk, efter at der var en blanding af rent vasketøj, strygetøj, en kuffert, et støvet gulv, gamle døde hyacindløg og opvask over alt. Nu kræver det jo heller ikke meget at få 45 kvm. til at rode men at skulle bo i rod kan være rimelig udfordrende. Men en rent badeværelse og en ren seng med nyvasket men ikke nystrøget sengetøj, er mega lækkert.
I morgen onsdag og torsdag skal jeg HELE dagen have gennemgang med Teknologisk Institut og bygherrer i ejendommen hvor jeg på magisk vis er blevet formand. Jeg tæller dagene til jeg træder ud af bestyrelsen i maj!! Jeg orker ikke det her mere. Det er negativiteter på negativiteter og opslidende utaknemmeligt arbejde. Jeg gider det ikke, heller ikke for de små 5700 kr jeg får udbetalt pr. måned.
Det væreste er dog, at lønnen fra min Fars firma nok også stopper i maj, hvor jeg stopper i bestyrelsen OG min lejer skal sidde sin forudbetalte husleje op frem til 31. Juli. Så talking about smalhals i horisonten…..
Jeg prøver derfor at spare så godt jeg kan. It’s the small things og jeg har feks. kun drukket 1 coca cola light pr. dag siden jeg kom hjem. Ligesom jeg overvejer – men kvier mig ved – at stoppe min betaling til Børnetelefonen (50 kr pr. mdr) og Psykiatrifonden (100 kr pr. mdr.) Begge dele er fradragsberettiget men stadig.
Jeg går også og grummer mig ved tanken om at min Revisor nok snart eller i hvert fald på et tidspunkt kommer tilbage med hvad jeg skal betale af de ubetalte regninger hun sendte til mig. Jeg tvivler på at jeg får det hele eftergivet selv om jeg faktisk mere eller mindre syntes at det burde være sådan. Jeg mener, jeg har jo virkelig aldrig modtaget de regninger og jeg er desuden ikke et menneske der ikke betaler mine regninger, så hvad tror de jeg ville få ud af ikke at betale?
Jeg håber jeg kan bevare den ro jeg har inden i måneden ud. Det ville være dejligt at føle ro inden i, længe nok til at jeg kan nå at gøre konstruktivt brug af den. Men det kræver virkelig at alle udefrakommende ting holder sig væk. At min familie holder sig væk, at psykiatrien holder sig væk, at revisoren holder sig væk, at gennemgangen snart er overstået og roen kan forblive i mig.
Åhhh det ønsker jeg sådan. Bare ro og stilhed. Pretty Please.