…for helt almindelige mennesker med en helt almindelig dårlig usikker økonomi.

Hvis man kunne trække alle de lidt for tykke, lidt for fulde, lidt for solskoldet og lidt for upassende påklædt Britiske piger på Polteraben ud af regnestykket, så tror jeg at dét her er en lille bitte flig af paradis 🌴

Og så naturligvis idioten ved siden af som fodre duerne (!) med sine saltede Peanuts 🤦🏼‍♀️ Dyr har slet ikke godt af alt den salt, så i teorien er han med til at gøre dem syge og potentielt slå dem ihjel. Men skidt pyt med at sætte sig ind i konsekvenserne af sine hippi-agtige-jeg-er-dyre-ven-handlinger for når de så skal aflives, er det jægeren der er et liderligt skydegalt svin….!

Han ville gerne bestille en øl magen til min men kom til at bestille en “Caña” aka en lille spansk fadøl – i min optik en slave pilsner aka de Krone øl danskerne køber i Tyskland uden pant.

Han havde derfor (stratetisk?) brug for min hjælp til at bestille en hvedeøl, som på spansk hedder en “Cerveza de mais” altså en weissbeer aka en hvedeøl. Han begyndte at tale med mig men jeg blev så befippet at jeg lukkede den ned med det samme. De sidste mennesker jeg har talt med, udover kassedamen, konduktøren, taxi manden etc. Er de 4 stikkende damer på Psykiatrisk Hospital i onsdags.

– og i teorien kunne han bare havde peget på min øl og bedt om en magentil.

I mandags var jeg i én af de 3 kolonihaver jeg ønsker at få en have i. I den have er det kun muligt at købe haver om mandagen. Man skriver sig på med sit ventelist nummer, navn og telefonnummer.

Det var sidste dag for 2 af haverne og jeg stod virkelig VIRKELIG lunt i svinget til at få en have men har desværre intet hørt.

– jeg er på en måde skuffet, fordi jeg håber SÅ meget men på den anden side er det måske Hr. Guds måde at fortælle mig at jeg ikke kan få en have nu, når jeg ikke har pengene og ikke er på synderlig god fod med min forældre.

Sag er den, at min elskede lillebror, min lille pomfrit, er syg.

Han har en forstørret milt. 2 ukendte pletter på leveren og en udposning på mavesækken.

Jeg har ikke talt med mine forældre siden mandag. I går lørdag talte jeg med min yngste lillebror som fortalte mig at barnedåben 2. Juni er aflyst og (citat) “alle kom hjem, selv XXXX (min bror i Sverige) og så sad vi alle nede i stuen om natten…..”

Men da min yngste lillebror hældte ovenstående svada ud på mig, sad jeg hel stille og lyttede mens tårene løb ned af mine kinder. Til sidst måtte jeg stille sige: “….XXXX (Lillebrors navn) jeg er jo faktisk også syg…..” hvortil hans kommentar var, at det som min ældste lillebror var syg ned var noget han kunne dø af og derfor meget mere alvorligt og det vidste hele familien. Jeg sagde ikke mere.

“Vi er her allesammen og støtter op om XXX. Vi samles”

Måske du kan forestille dig hvordan de ord ramte? Måske ikke, men så kan jeg fortælle dig at dét var et hug lige på mit aller mest sårbare sted 💔

Som om jeg ikke ville donere ALLE kropsdele for at rede min elskede lillebror! Som om han ikke er i mine tanker 95% af tiden….

Men for min familie hjemme i DK på Lærkevej, ser det ud som om Egoist Ann bare tænker på sig selv og rejser væk…,

I teorien, rejser jeg væk for at få ro, for ikke at belæmre andre med mine sorger og problemer. Jeg er rejst væk for ikke at være en byrden – og jeg er faktisk ualmindelig glad for min beslutning, så behøver jeg ikke sidde og lave konspirationsteorier omkring at min ældste lillebror har tarmkræft ligesom Mormor og at det skyldes hans søde tand for Red Bull! 🤦🏼‍♀️ og planlægge hans begravelse og hvem der arver hvad.

Fakta er at hvis Red Bull gav tarmkræft, ville det være allemandsviden, ligesom med snus, cigaretter og skrå.

Fakta er også at Mor ikke er bærer af Mormors tarmkræft. Det er blevet undersøgt.

Fakta er også at 11 år efter at Mormor døde, kunne hendes type af tarmkræft kureres.

Fakta er også at min bror ikke ville være sendt hjem fra sygehuset i en alder af 26 år hvis de trode han var dødelig syg og på randen til at dø.

I forhold til min familie, så lyder jeg ualmindelig kynisk!!! Min søster hulkede sig igennem en samtale med mig og talte om alt fra at være egoist til at min brors kæreste er arveberettiget til de lejligheder min to små brødre ejer og om hvordan hun kunne kræve at de blev solgt ved hans død (!) for at få penge fri…..

Jeg følte og føler mig som en mega MEGA sæk!! Som et usympatisk egoistisk narcassistisk røvhul!!!! Men jeg kan ikke sidde og græde på forhånd over ting jeg ikke ved konkret. I min verden (og 99% af hvad der er i min verden er sikkert 100% forkert….) bliver min lillebror ikke sendt hjem hvis han var dødelig syg. Han er næsten 27 år, Far til en 11 måneder gl. Datter og kommende Far til #2 i Oktober. Hvis han som hovedforsørger, som ung mand i sine bedste alder, som skatteborger og som Far ikke er berettiget til at stå først i alle henseender, hvem er så??

Men naturligvis bliver jeg dømt ude og nede fordi jeg ikke er der. Fordi jeg ikke er til ufaktuel drama.

I går aftes ringede min elskede Lillebror så til mig, han var på vej hjem fra Århus hvor han havde købt SUSHI og han ville bare sige hej, fordi han ikke havde fået svaret på mine smser.

Ifølge min lillesøster og min anden lillebror var han bleg, feberbefængt og ked af det. Nervøs og bange.

Da jeg talte med ham og sagde at grunden til at jeg ikke havde ringet var pga. ⬆️ ovenstående, var han ved at dø af grin. Han var træt af at alle talte om ham som om han var ved at dø. Lægerne havde sagt at der ikke var noget at frygte men at de naturligvis skulle finde årsagen til en forstørret milt, men at der – med streg under IKKE – var noget at frygte.

I morgen (mandag) skal han have lavet en kikkert undersøgelse af mavesækkens udposning og næste mandag skal de have undersøgt hans lever. Igen, hvis han var død-syg, ville de nok ikke vente en uge med at undersøge hans lever…..just saying.

Mor ringede senere i dag i 8 min – via facetime så jeg kunne se Ella, vi talte ikke rigtig om noget og hun spurgte ikke til hvordan jeg havde det eller hvad jeg lavet. Jeg sagde til Mor at der ikke var noget at være nervøs for mht. min ældste lillebror og at hvis det væreste skete, så måtte han jo have en levertransplantion.

Mors kommentar til dét var, at da Mormor var dødsyg med lever kræft og kræft i tarmene, da havde min Mors lillebror (min onkel) spurgt om hun ikke kunne få en lever transplantion. Det kunne hun ikke, fordi det ikke var muligt at transplantere en lever fra en person til en anden.
– igen, jeg er OPRIGTIG ked af at min Mormor døde alt for ung og jeg ville ønske jeg havde hende endnu, men fakta er også, at Mormor døde for mere end 22 år siden.

Dengang kunne man ikke transplantere et menneske ansigt, det kan man i dag. Og uden at have tjekket fakta, så er jeg ret sikker på at teknikken med at transplantere noget så “simpelt” som en lever, blev undersøgt og forfinet før teknikken med at transplantere et helt ansigt…….og korrekt, da jeg googlede efter FAKTA kan man godt transplantere en lever anno 2019. Der foretages ca. 50 transplantioner om året i Danmark. De foretages kun på Rigshopsitalet og overlevelses raten er 95%…….. jeg lader ovenstående stå til eget brug…

Siden forrig Fredag, altså Bededagsfredagen hvor jeg fik det forfærdelige brev fra Psykiatrisk Hospital, har min mave og min krop været helt ude af kurs. Jeg har et gigantisk forkølelsessår på læben som jeg forsøger at få under kontrol med creme og ét i næsen. Min højre arm føles stadig som om den er ved at falde af, mens mine ben er blevet bedre.

Jeg sover SÅ dårligt om natten og vågner omkring kl. 7 hver morgen, men er så smadret pga. manglede regemæssig søvn, at jeg falder i søvn igen og vågner et sted mellem kl. 11.00 og 14.00…… hver aften siden jeg ankom til lejligheden, har jeg sovet i præcis én time fra 18 til 19, fordi min krop simpelthen kapitulere – resultatet er at jeg så ikke kan sove igen om natten og vågner kl. 7 med myggestik og svedperler over alt. Hver morgen siden jeg kom herned, er jeg desuden vågnet med “løbemærker” på kinderne og ud af øjenkrogen – det er ikke søvn men vand-streger. Det er sjældent det sker, men når det sker, er det som regel fordi jeg græder i søvne og så tørrer tårene ud på mine kinder – min pude er våd dér hvor jeg har ligget med mit ansigt/øje.

Men det aller aller væreste er, min mave og min mund…… min mund er så stort et inferneo at jeg næsten ikke spiser – øllen jeg fik i dag, var ikke et smart move, alting eksploderet og da min mund var færdig med at gøre sig bemærket, begyndte min mave at vokse…

Det lyder mærkeligt, men dem som selv har prøvet det, ved hvad jeg taler om og hvordan det ser ud, når en dårlig tarm går igang med at forberede dødsstødet….. min mave er ikke flad fra naturens side, langt fra, men den strutter heller ikke ud i luften som en gravid i 9 måned, bortset fra når den er ved at forberede et dødsstød. Og sådan gik det til at min mave tømte sig 1. gang på toilettet tilhørende den bar jeg var på – prikken over iét er at baren kun har ét toilet og at der stod nogen udenfor, da jeg nærmest feberamt kom ud. Lugten er forfærdelig – det kan selv jeg lugte. Det er ikke lort det lugter af, men nærmest amoniak, råd…..🤢

Da jeg kom hjem, ofrede min mave sig igen på ét af lejlighedens 2 toiletter. Jeg endte med at sidde med hoved mod vindueskarmen og gispe efter luft. Bagefter måtte jeg lægge mig på sofaen på ryggen for at få rettet min smadret krop ud og forsøge at få mine tarme til at falde til ro (og så faldt jeg i søvn i præcist én time)

Da jeg vågnede, gik jeg igang med at stryge lidt og tjekke op på lejligheden, der er altid noget som skal ordnes – og da det var gjort, tænkte jeg at jeg ville gå mig en tur i byen, havde jeg haft Ella med skulle vi helt sikkert ud og snuse rundt og med hånden på hjertet, så savner jeg hende frygteligt. Det ville være så dejligt at have hende med herned.

Knap var jeg kommet i tøjet og ud af døren, ned af trappen, ud af hoveddøren og ud på torvet, før min mave begyndte at rumle på den dér bekendte måde……jeg forsøgte at ignorer den lidt – har jo ikke spist noget siden sidste “dø tur” så jeg mente faktisk ikke der kunne være mere i min mave, med 2 x total udtømninger i min mave på én dag, men jeg blev simpelthen nød til at vende om og gå hjem igen, knap fik jeg mine shorts af og sat mig ned, før alle mine organer slog en knude og pressede ALT indhold nedaf med så voldsomme smerter til følge, at jeg gispede efter vejret mens jeg lænede mig tilbage på toilettet for ikke at falde forover!!!

Jeg har én gang i mit liv prøvet at have 4 dage I TRÆK med dø mave, men jeg har aldrig prøvet at have NI (9!)DAGE I TRÆK…….!!!! Jeg kan fysisk se på mig selv, at jeg har tabt mig. Jeg kan mærke det på mit tøj – og ja det er lækkert at tabe mig, men det er ikke de kilo værd, at jeg skal være i så konstant smerte med min mave.

Jeg håber min mave og min mund, snart stopper med at være i højeste alarmberedskab, det ville være SÅ dejligt, både fysisk men også mentalt.

Jeg lå forresten i går nat, da jeg ikke kunne sove (igen…) og lyttede til optagelserne fra mødet med de 4 stikkende damer. Jeg syntes egentlig selv jeg talte ret godt for mig, at jeg var velovervejet og velforberedt og at jeg var (forholdsvis) god til at holde mine følelser i ave. I hvert fald indtil ca. 15 minutter før jeg udvandred/besluttet mig for at nu var mødet slut.

På et tidspunkt skete der dog noget mærkeligt – midt i det hele begyndte jeg at tale engelsk…… ja jeg er selv lige så forbavset som det lyder. Det var ikke meget, bare et par sætninger, så bliver jeg tavs, som om jeg kommer i tanke om hvor jeg er, og så forsætter jeg på Dansk. Jeg ved at når jeg er max presset, så tænker jeg på engelsk og taler med mig selv på engelsk, men jeg har aldrig oplevet at jeg taler på engelsk højt – da jeg var yngre skete det tit og jeg hørte ret meget for at jeg brugte engelske ord og sætninger når jeg talte, men jeg var også virkelig ofte presset til det yderste da jeg var yngre. Selv slog jeg det hen med at det var fordi jeg havde boet i engelsktalende lande og havde mange engelsktalende veninder – feks. kører jeg hele min Instagram på Engelsk, fordi det falder mig mest naturligt og fordi jeg i sin tid, lavede min Instagram til NeNe i London, da hun hadet Facebook og på den måde blev den på Engelsk.

Men at jeg sidder midt i et møde, omkring min behandling og hvad jeg har gjort galt, og så pludselig slår over i et andet sprog, dén havde jeg ikke set komme. Gad vide om jeg nogensinde har talt Engelsk til min Psykolog med den stille stemme eller til min Psykiater-Lærling? Jeg ved det faktisk ikke…?

Efter at jeg har haft kontaktet min lillesøsters veninde som er psykolog, har jeg smset lidt med hende – hun skriver nu at min søster har haft ringet til hende for at hører nærmere omkring hvad vi har talt om, og hun vil gerne have min tilladelse, til at genfortælle det vi har talt om…… hun gør det jo af bedste mening og er helt sikkert ikke ude på at skade mig, men jeg kan næsten ikke overskue det. Jeg savner en at være fortrolig med og et øjeblik så jeg måske min søsters psykolog veninde som en fortrolig – hvilket er et FUCKING DUMT træk, som nu bider mig i røven.

Hvad jeg dog ikke ville give for en vandtæt fortrolig…… vi behøvede end ikke at være venner, bare vi kunne tale sammen uden at bruge det mod hinanden, ever. Men let’s face it, der findes kun et meget MEGET lille fåtal af mennesker som kan holde ud at hører på mine fortællinger og samtlige mennesker inden for den mikroskopiske del af befolkningen, arbejder på Psykiatrisk Hospital – og let’s face it, dém kan jeg ikke bruge som en fortrolig – hverken fremadrettet eller bagudrettet.

Forstået på den måde, jeg kan jo ikke gå tilbage til min Psykolog med den stille stemme og spørge om hun vil være min fortrolige, mens jeg tømmer alt lort i mit liv over på hende. Dels må jeg helt sikkert ikke kontakte hende og hun må helt sikkert ikke have kontakt til mig uden for Psykiatrisk Hospital. Og dels tror jeg heller ikke at hendes psyke, uanset hvor badass hun er til at sidde og lytte til menneskers dødsønsker dagen lang, vil kunne holde til det i det lange løb.

Min Psykiater-Lærling, hun er fantastisk og rummelig – men jeg har stadig et billede inde i mig, fra engang hvor jeg fortalte hende noget, som fik hele hendes ansigt og krop til at give et “gip” og til den dato i dag, ville jeg ønske jeg kunne spole tilbage og ikke fortælle hende hvad jeg fortalte hende den dag, at jeg kunne spole tilbage og tage dét chock, dén sorg og dén oplevelse ud af hendes sind. Og med dét i mine tanker, er hun helt udelukket. Og selv hvis hun ikke var, så gælder samme regler som ovenstående ⬆️ at jeg ikke må kontakte hende, på sygehuset eller privat og at hun ikke må have kontakt til mig. Jeg krydser stadig finger for at mit opkald og min sms ikke kommer tilbage og rammer mig som en boomerang i hoved – det VAR faktisk en fejl at jeg ringede op, mine intentioner var som jeg sagde, at jeg ville lægge en besked til hende, men hvordan forklarer man lige dét til en gruppe af stikkende damer der sidder med rammebrud og “hvad føler du når du føler en følelse” snak i et rum med lukkede vinduer….

Og så er der min Ny Behandler, som helt sikkert bliver min sidste behandler – hende kunne jeg vitterlig ikke drømme om nogensinde at åbne op overfor. Så lige her er det mega heldigt at jeg ikke må have kontakt til hende udenfor Psykiatrisk Hospital.

Og på den måde, er jeg ligevidt og stadig alene. Jeg kan ikke se en fremtid for mig, jeg kan ikke se et liv for mig og det eneste som giver 100% mening, er døden og den altopslugende ro, som følger med det at være død. Jeg forstår vitterlig ikke hvorfor jeg er den eneste som kan se dét.