I dag er det Fredag, jeg har været i Spanien siden sidste Lørdag og det er SÅ TILTRÆNGT at jeg slet ikke tror min krop og hjerne kan registrere hvor tiltrængt det egentligt har været.

Lørdag så jeg tvserien Paradise fra BBC, hvis du er en sucker for film fra 1800’er tallets England, så sidder den lige i skabet. Jeg spiste en sund salat til aftensmad og næste dag sov jeg til jeg vågnede og så så jeg noget mere film mens jeg også læste i en bog som hedder “Huset i himlen” som er en fortælling fra en ung pige som blev holdt fanget i Somaliland i 15 måneder, hvor hun bla. blev voldtaget til hun blødte i ugevis – nogle af hendes beskrivelser ramte mig så hårdt i maven at jeg næsten mistede vejret. Det er en barsk men velskrevet bog – og det aller fineste ved den er, at hun også fortæller om hvordan hun er videre, hun bliver aldrig som hun var “før” men det er i sig selv heller ikke nødvendigvis et mål.

Hun er bare en anderledes version af sig selv. Til daglig lever hun et fint og udadvendt liv, hun uddanner sig og arbejder og er selvstændig, men på dage hvor bestemte lyde eller lugte rammer hende, kan hun bryde helt sammen. Hun beskriver det så fint og jeg ved nøjagtig hvad hun mener.

Dem der boede i min lejlighed sidst, havde lavet en masse mad, de havde en lille baby med og har sikkert lavet mad til ham. Men uanet hvor meget jeg skrubbet og skuret kunne jeg ikke få en bestemt madlugt ud af lejligheden – jeg vasket gulvet i tonsvis af probat (brun sæbe til trægulv) jeg skrubbet ALLE GRYDER OG PANDER, jeg rensede vasken, jeg vaskede ALT service op, jeg steriliseret køkkenet så jeg var ved at gå amok – jeg åbnede vinduer og lod eddike 4 liter eddike stå i forskellige skåle i lejligheden og lige lidt hjalp det, It manden sagde at der lugtede af gammel mad…. jeg var ved at brække mig!

I min fine nymalede lejlighed som jeg har brugt hele sommeren på at gøre lækker, indrette med min elskede Mormors ting, mit fine Mågestel og så *bang* lugter der så eftertrykkeligt af min Gudfar at jeg næsten ikke kunne stoppe med at tænke på ham 24/7!!!

Inden jeg tog afsted, satte jeg yderlig 4 liter eddieke i skåle over HELE lejligheden og satte alle vinduerne på klem og åbnede alle skabe og skuffer så der kunne blive luftet ud – nu håber jeg så bare af hele mit hjerte at der vil være en bedre lugt når jeg kommer tilbage.

Min Gudfar – der på nuværende tidspunkt sikkert er både grønlig, slimet, våd og gennemtæret af maddiker 7 meter nede i jorden, sten død – havde ALTID en pande stående med gammelt fedt i køkkenet. Lugten kan gøre mig helt syg – når han lavede mad så lod han altid det brændte kød, fedt og hvad der nu ellers samler sig på en pande stå på komfuret. Altid. Heletiden. Stanken var uudholdelig og dén minder mig så enormt meget om ham – jeg var egentlig slet ikke klar over dét før jeg opsnusede lugten i min egen lejlighed og ikke kunne slippe af med den.

Sådan er bogen, detaljeret og god og barsk. Jeg fik den i Fødselsdagsgave af min onkel og har ikke fået læst den, men fordi jeg altid “bliver overrasket” over flyveturen og hvor lidt der er at lave, tog jeg bogen med – første gang ever jeg huskede at tage en bog med.

Så det var min weekend.

Mandag var så en helligdag her i Andalucien fordi der i weekenden havde været Feria San Pedro og når Spaniolerne har festival i weekenden, er mandagen naturligvis også en fridag, for ellers kan man jo ikke drikke og feste søndag….. det giver god mening  (i Spaniolere verdenen) og jeg begyndte at få stress over at jeg måske ikke havde tid nok til alt det jeg skulle nå, bla. et møde med et stort firma. Jeg har ikke fortalt nogen om det og jeg har ikke lyst til at skrive en masse om det her, måske når der er noget mere konkret på tegnebrættet. Det er som om at hvis jeg fortæller og skriver for meget om noget jeg så inderligt drømmer om, så sker det ikke i virkeligheden – du ved, sådan en slags jings på mine drømme….. overtro ja men hellere være safe than so sorry.

Tirsdag kan jeg næsten ikke huske, fordi jeg netop havde det dér møde og en frokost aftale med min veninde hernede fra. Hun er den eneste der taler til mig efter at jeg er gået fra It manden. Alle andre har vendt mig ryggen – dét havde jeg nok ikke lige set komme da jeg gik fra ham, ikke at det havde gjort en forskel at vide det, men jeg kan som sagt godt lide at vide besked, så helst ville jeg da gerne have vidst det. Hvis jeg kunne få en livsmanual hvor alle sider var intakte og som fortalte mig hvornår jeg skulle dø, på dato og klokkeslæt, så ville det være skønt.

Men sådan er livet ikke, desværre – måske det er okay men for mig ville den anden løsning også være okay.

Onsdag var en skelsættende dag. Har jeg fortalt at Ayal skal være Far til Jul? At han skulle være Far kom total bag på mig, måske endda mere end jeg kunne regne ud selv, det slog mig faktisk næsten ud. Han var altid ham jeg tænkte jeg kunne få, som med sine smukke gen og dejlige indre kunne blive Far til mine måske-børn. At han er jøde skræmmer mig ikke, religion er sundt og godt, når det er på det niveau hvor Ayal og jeg dyrker vores forskellige religioner, så det er ikke et minus.

Det eneste minus jeg kan se ved ham, er at han ryger en del pot – men det er so so for han skader ikke andre og selv om jeg har set ham “stoned” mere end flere gange, så er det jo bare hvad det er, det svare jo til når jeg drikker mig i hegnet eller drak mig i hegnet, det er ikke noget jeg gør så meget mere – eller dvs. jeg har drukket øl hver evig eneste dag siden jeg kom herned og jeg har endda nydt det og givet mig selv frietøjler fra den evige dårlige samvittighed omkring at jeg ikke opfører mig som jeg “bør”. Jeg opfører mig nøjagtig som jeg gerne vil være hernede i Spanien, i min elskede lille lejlighed som er så fantastisk lækker. Der er kun én person i livet jeg skal stå til ansvar for, og det er mig selv. Dejlig følelse om end den er så utrolig ukendt for mig, ny og svær men skøn…

Nå men Ayal blev onsdag tagget i en hel billede serie fra Miami hvor han bla. også bor (Han er Amerikansk/Dansk Statsborger) af hans højgravide kæreste – som har en søn i forvejen på hmmm 8-9 år, måske ældre. I min verden lidt taber agtigt men sådan noget er jo ikke politisk korrekt at sige – men personligt ville jeg ALDRIG finde sammen med en mand der har børn i forvejen, så vil der altid være en ex i kulissen som jeg skulle planlægge mig liv omkring….. never!

Karma rammer mig sikkert med et boldbat fordi jeg skriver sådan noget men selv om jeg tvivler på at jeg faktisk KAN blive forelsket, så mener jeg stadig at man selv bestemmer om man vil være forelsket eller ej og hvem man vil være forelsket i. Jeg vil ikke være forelsket i en mand som har børn med en anden kvinde (eller mand, for det kan vel i teorien også godt findes i dagens verden?) og var han enkemand så ville jeg stadig tage det alvorligt op til revison om jeg vil lægge ryg, krop, tanker og ikke mindst sjæl til et sådan forhold. Jeg tror som udgangspunkt svaret ville være nej.

Nå men altså, Ayal så så uendelig lykkelig ud i billederne med drengen på skuldrene, gravid kæreste, lækre biler, store hænder som jeg stadig kan huske penetrere mig hårdt og længe til jeg kom i den vildeste orgasme – jeg kan huske hans lugt og hans hår på brystet – jeg ved historien bag alle hans tatoveringer, jeg ved hvad hans mor, mormor, farmor – hvad alle damer i hans familie hedder. Jeg ved alt om familiegodset i Frankrig, jeg ved alt om ham – jeg ved feks. at han er total analfikseret men som så mange andre mænd ikke vil have noget op i sin egen mås, men han stritter ikke imod når jeg slikker ham i numsen og presser på med en forsigtig våd finger – jeg ved han aldrig vil indrømme det – men han elsker mås lige så meget som jeg gør. Også sin egen.

Og dér stod mit store badedyr af en fantasi med alt den lykke omkring sig som jeg ikke kunne få fra ham, måske fordi han faktisk ikke ville, måske fordi han var så mega vag i sine udtalelser. Det var bare for meget at se på, på min egen private Facebook, som jeg værner om meget personligt.

Jeg lavede kort men ærlig process og skrev følgende til ham:

“Kære Ayal

Jeg er oprigtig glad på dine vegne, at du skal have din egen lille familie, det må jo være drømmemålet af dem alle.

Som jeg nævnte tidligere – og som jeg også har nævnt for dig da vi så hinanden, så var du med dine perfekte gen og dit skønne sind den perfekte mand til mine børn.

Desværre blev det aldrig til noget, hver gang jeg bragte kærester eller noget “mere” på banen kom du med din sædvanlige “Ha ha ja ja helt sikkert” kommentar – som jeg til sidst havde lyst til at proppe ned i halsen på dig igen, fordi du aldrig var konkret.

Men det gjorde det også ret klart for mig at du ikke var interesseret i mere og andet og dét er jo 100% ærlig snak. Så mødte jeg It Manden, drog til Spanien og han var rigtig meget min modsætning på godt og ondt.

Næsten på dagen hvor jeg slog op, postede du at du var i forhold – dét var som at få en spade i hoved – nok fordi jeg havde tænkt at når du ikke ville være kærester med mig så ville du nok heller ikke være kærester med andre. Ret arrogant tanke fra min side faktisk, men ikke desto mindre var det ca. det jeg havde tænkt.

Jeg gik lidt og heppede på at I nok gik fra hinanden, så jeg kunne få dig igen – egoistiske mig – og så tog tallerknen lige en drejning da du pludselig skulle være Far.

Det er SÅ stort men jeg må helt ærligt indrømme, med hånden på mit hjerte at jeg virkelig ikke syntes det er fedt at sidde og se dig tagget i billeder med en lækker kvinde der er gravid. En lækker kvinde der ikke er gravid ville være acceptabelt men en gravid kvinde der bære dit barn er nok liiige en tand mere end jeg kan løfte.

Og hvor er jeg en strid ko at høre på, når du sidder dér midt i din lykke og dét skal du 100% blive ved med og 100% have lov til – jeg ville bare så gerne at det havde være mig der var den gravide kvinde men det var og er og bliver det ikke. Aldrig.

Så derfor sletter jeg dig fra Facebook nu, ikke fordi jeg ikke kan lide dig, overhoved. Langt fra faktisk men fordi jeg lever et bedre liv hvis jeg ikke ser hvad der sker på din side af skærmen. At se andre leve mine drømme er ikke særlig sundt for mig.

Jeg ønsker dig ALT det bedste i livet fremover, jeg hepper på Jer og jeg ved allerede at du bliver den bedste Far til verdens skønneste lille prinsesse. Hun er så ufattelig heldig at få netop dig af alle fædre i livet.

Pas på Jer selv og dig selv – og ser du mig en dag på gaden, så hils endelig. Det ville kun glæde mig.

Kærlig Hilsen

Deirdre-Ann”

 

Det var et virkelig sødt men også meget ærligt brev jeg skrev til ham. Og så slettede jeg ham og ryddet yderlig op på min Facebook. Jeg er nu nok den eneste i Verden der har arbejdet som Radiovært på en af Danmarks største medieplatforme, som har skrevet en bog og rejste verden rundt og som har mindre end 200 “venner” på Facebook. Faktisk har jeg 189 “venner” pt. og om mindre end 2 måneder og én dag har jeg minimum én mindre. Jeg har lagt en plan.

Norman er her i Spanien, ikke langt fra mig – eller han var, indtil han tog tilbage til Danmark igen. Jeg har smset en del med ham og en dag for en måned siden talte vi i telefon sammen i to timer – han er min måske ven. Jeg troede at vi kunne finde en fælles tone, en fælles vej at enes på, jeg troede – og håbede – at jeg via den vej kunne få en fin afslutning som den jeg fik med It manden. Men Norman mener at “den har jeg fået 2-3 gange” – hvilket er ukorrekt. Jeg har aldrig mødtes med ham siden dengang i 2004. Norman er så ego centreret at det er virkelig dårligt. Han ser ikke andre menneskers behov og følelser.

Mine følelser for Norman, uanset hvilken følelser der er tale om, har været hjemløse siden vi mødte hinanden. Når følelser ikke får et sted at lande, så er det svært at komme videre – måske endnu sværere når man som jeg er styret af andre mennesker helt frem til 1. December 2014.

Jeg har aldrig kunnet bestemme noget 100% i mit liv selv, måske jeg kunne bestemme noget 70% men fordi jeg er den person jeg er, så betød de sidste 30% meget mere end de 70% og hele mit liv har været styret af hvad andre syntes, føler og tænker og dét er så ualmindelig usundt for mig, også også for andre men mest for mig.

Norman har aldrig ladet mine følelser finde et sted at bo, at lande og derfor har jeg ikke formået at lukke den dør. Måske det er min fejl, mit brist, måske det er sådan det er når man havner i kløerne på et menneske som er så ualmindelig ligeglad med andre mennesker.

Jeg troede at hvis jeg bare var mig, søde Deirdre-Ann, så ville han se at jeg slet ikke er så slem som han tænker at jeg er, men Norman som ironisk nok er ved at uddanne sig til Advokat, ser kun den side han selv vil se, hvilket kun kan give mig sort i hjertet for hans kommende klienter. Han vil kun se den person jeg var engang, den person han mener han ved 100% alt om, den person han kender så godt – hvilket han jo slet ikke gør, for gjorde han det, så ville han se at jeg er godheden selv, at jeg er ærligheden selv – at jeg bare er mig, der forsøger at komme videre.

1 December 2014 var det som om nogen trak et gardin væk fra min verden og pludselig så jeg horisonten – en horisont jeg aldrig har vidst var der før men nu *bang* så er den lige foran mig og jeg er så forpustet efter at nå den at jeg næsten ikke kan trække vejret – jeg skal bare afsted! Jeg kan jo se at jeg har brugt ualmindelig mange mange år, for slet ikke at tale om alle mine år i 20’erne på at være bag et gardin som andre satte op for mig. Jeg har tilladt mig at være tilbageholdt af noget som andre gjord, som mænd gjorde.

Ingen mand skal nogensinde ever bestemme over mig – ingen mand skal have magten over mig. Nogensinde igen. Aldrig.

Derfor skal Norman også ud af mit liv. Han skal væk. Han er allerede på vej væk. Men, jeg troede at vi kunne mødes hernede men som altid så sidder Norman med det længste strå og han sagde ordret “…jeg skal nok sige til hvis jeg har behov” – helt seriøst, det var de ord han brugt. Hvis han havde behov.

Jeg skal ALDRIG NOGENSINDE EVER være underlagt andres behov. Jeg har følelser som er hjemløse og de skal finde hjem, men ikke til et menneske som venter på at udfylde sine egne behov. Hvor nederdrægtigt er det lige? Da vi talte i telefon sammen, fortalte Norman at han havde gjort en pige gravid. Han var nærmest stolt af det.

Jeg tænkte at han var så vildt ubegavet at hører på. Dels kender jeg ingen piger på min egen alder der ville få en abort uden at informere fyren om det, for så bagefter at sige det. Så med mindre det var en teenager han gjorde gravid, så tror jeg simpelthen ikke på historien, så tror jeg der er en pige som spiller ham et “se mig se mig” puds. Hvorfor sige det bagefter når du har valgt at træffe beslutningen på egen hånd?

Dernæst, hvad får en 43 årige (45??) mand til at have usikker sex? Er det ikke sådan noget man har når man er 17? Okay, fair nok It manden og jeg dummede os også, men så gik vi også straks igang med at modarbejde det bagefter med en fortydelsespille – men hele den her historie lyder så virkelig dum og ja nederen at jeg total kunne se ham falde ned af rangstigen i mit indre.

Men hvis nu alt det ovenstående er sket, så er det i hvert fald ikke noget man praler med. Og når jeg mener at Norman praler med det, så skyldes det at han og jeg ikke er nære venner, vi er ikke fortrolige, vi er ingenting, nada og alligevel vælger han at fortælle mig det? Det er jo ren pral og blær og for mig et tegn på mindrebegavelse.

Så alt det lagt sammen, så er Norman helt oprigtig og med hjertet i maven, på vej ud af mit liv. Jeg siger ikke at det bliver nemt, men hans sms’er gjorde det bestemt en hel del nemmere! Hans behov??!!! OMG man skal høre meget før man tænker at nogle mennesker burde have haft et par røvfulde i barndommen, så de kunne lærere noget om at sætte andre mennesker før sig selv og sine egne behov.

Anyway, min veninde Mona, som jeg faktisk ikke har set siden hendes bryllup for mange år siden men som, når jeg taler med hende, føles som om vi talte sammen i går. Hun har haft samme situation engang, med et ret berømt bandmedlem, forsangeren faktisk. Han ville hende helt vildt gerne, men så alligevel ikke rigtig – hun så alle hans koncerter og mange andre koncerter også, hun er crazy med musik og uddannet inden for noget i den dur. Anyway, de knaldet så tit, både når han var på tour og når han ikke var – men han var altid så vag i betrækket. Og hendes følelser var på vild flugt.

En dag traf hun en svær beslutning, faktisk mens vi gik på en bro i Århus på vej op til min lejlighed. Jeg kan huske aftnen fordi vi havde været til Poetry Slam og blev forfulgt af en flok indvandre, hvorefter vi begge vendte os om og mønstrede alt vores 159 centimeters mod (vi er begge mega små) og hev en tåregas op af lommen (min selvfølgelig) og truet dem indtil de vendte sig om og gik. Så løb vi op i min lejlighed og låste døren og Malene turde ikke cykle hjem før det var lyst, så vi snakkede hele natten og hun fortalte mig om ham her sangeren som faktisk ironisk nok også hedder Norman – det er der bare ikke mange der ved, da han er kendt under sit kunstnernavn.

Hun traf den nat en beslutning om at hun ikke ville mere – hun gav ham tørt på og hold hårdt på sit og *vupti* en dag var hun videre og nu er det ham som hungre efter hende, men som hun siger så er hun helt afklaret og har været det i mange år. Desuden er hun lykkelig gift og har verdens smukkeste lille pige.

Vi smset lidt sammen, her er hendes råd – som jeg følger til punkt og prikke:

Og det er jo netop dét som er essensen i mine udfordringer med Norman, hans behov betyder mere for ham end mine gør. End andre menneskers gør. I min verden er det at være egoistisk og ikke tænker på andre mennesker og folk der ikke kan sætte sig selv til side for andre, ja de falder bare rigtig tungt i min optik – at du så samtidig er så lavt et menneske at du knalder teenagere og gør piger gravide selv om du snart runder et halvt århundrede, det adder bare til niveauet som er nedafgående.

Men det som er så fint her, er at det her er helt Normans egen doing, det er ikke noget jeg har gjort eller sagt eller opfundet. Det er ham selv der har informeret mig – og da jeg ved nu at jeg aldrig har været forelsket i ham, og da jeg ved at jeg aldrig vil blive forelsekt i ham (jeg mener at man selv bestemmer hvor man lægger sine følelser) så er det som om endnu et gardin er trukket fra mine øjne og jeg kan pludselig se det hele så klart og tydeligt at det gør helt ondt i øjene.

Jeg har været SÅ SØD ved Norman, altid men specielt i 2015 hvor jeg ved at han har set det og alligevel rangere jeg så ufattelig lavt på hans karakterliste. Det er mig ubegribeligt men det er netop dét faktum der også gør at det er så nemt for mig at sige “pyt” og danne min egen afslutning, som jeg ville ønske jeg havde gjort for mange år siden.

Men i stedet for at slå mig selv i hoved med de ting jeg ikke har gjort, vil jeg rose mig selv for at jeg nu gør det. Jeg har ikke været i en situation i livet hvor overskuddet til det jeg gør nu har været til stede. Det er først nu i dag, at jeg kan se de ting jeg ikke har kunnet se før, fordi mit liv har været en stor overlevelseskamp. Men nu kan jeg begynde at leve selv. At se, forstå og fortolke ting jeg ikke før har kunnet. Det er så dejligt. Det må være sådan her det følelse for et menneske der har ligget i respirator og så tages af life support og tager det første åndedræt selv, uden hjælp.

Det må være magisk. Jeg føler mig magisk. Jeg føler mig levende og eventyrlig lykkelig inden i. Jeg har det så godt som jeg ikke kan mindes jeg har har haft i mange mange år – årtier endda. Og ja, jeg ved jeg er gammel når jeg kan omtale mig selv og mit liv som årtier men det er jo fakta og i stedet for at blive slået ét ud af dét så vil jeg glæde mig over at jeg faktisk lever i nu’et for første gang, nogensinde. I’m happy.

Onsdag after at jeg havde slettet Ayal fra Facebook, blokeret jeg Norman på Instagram, Twitter og Linkedin. Når jeg har lavet min sidste gode gerning, så blokere jeg ham også på Facebook, email og telefon. Indtil det sker, så har jeg slettet hans nummer fra min telefon, både min Spanske og min Danske. Jeg har slettet alle vores sms’ beskeder – alt er væk. Og når han ryger fra Facebook slettes vores samtaler også. Herefter er det bare om at være standhaftig, men det er jo nemt eller nemmere når jeg har gjort de indledende øvelser til det allerede nu – og at han ikke kan se mig, betyder jo også at jeg ikke kan se ham. Så jeg bliver ikke fristed.

Desuden, hvis jeg kunne vælge, så vil jeg helst ikke have en kæreste nu. Sex ja tak men kæreste…. nej. Jeg er så fri som jeg aldrig har været før – der er ingen mænd i mit liv som bestemmer over mig. Jeg er bare mig. Alene, men det betyder ikke at jeg ikke er stærk, for det er jeg.

Engang troede jeg at jeg ville være stærkere hvis jeg havde en i mit liv, en klippe, en som skulle være mig rock, min ryg, min et og alt – men jeg tog så gruelig fejl. Jeg er stærkere alene. Jeg ved nu at intet og ingen kan bøje mig, knække mig. Ingen. Jeg tør ikke skrive at det aldrig sker, for det vil være som at bede karma finde mig og jingse mig, men jeg er så tæt på at sige det som overhoved muligt – min Gudfar formået ikke at knække mig, Sømanden knækkede mig ikke, Norman knækkede mig ikke og It manden knækkede mig ikke – jeg står stadig og jo mere jeg er alene og har det godt, jo mere rank bliver jeg. Jeg er så uendelig fantastisk sej og cool – der findes få som jeg. Faktisk.

Jeg brugte Onsdag på at lave min Norman plan færdig, den var allerede skabt inde i min løsningsorienterede hjerne, den skulle bare lige skrives ned, så jeg ikke behøvede bruge hjernekapacitet på at huske den mere. Nu skal jeg så kikke på den om ca. to måneder. Åhh det er så dejlig nemt, frit og glat og skønt.

Men vigtigst af alt, det føles så rigtigt. Tænk engang at det til sidste var Norman selv der skubbede mig udover kanten, ham som ikke ville give mig en afslutning, gav mig den alligevel, ubevist. Han ved ikke hvad der venter ham. Måske han er total ligeglad og måske han altid vil være ligeglad og dét er også okay. Min teori er dog at han ikke vil være det og dét er nok min lille hævn, min lille fryd.

Men hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv, så er det også okay hvis jeg ikke får min lille hævn. Jeg er bare glad for at være fri. At last.

Jeg har valgte selv at tage kontakt til Norman i starten af 2015 og nu vælger jeg selv at afslutte det. Jeg venter ikke på at han har “behov” for noget – jeg gør det selv og det føles dejligt.

Lige så dejligt som det føles at jeg sidder her og drikker hvedeøl af et højt IKEA hvedeøls glas i min lejlighed i hjertet af en lille Spansk by på Costa del Sol. Stearin lysene er på bordet, det var de også allerede i morges da jeg vågnede kl. 05.50 og brugte tiden til at vaske tøj, betale regninger og få styr på min økonomi som lider ret kraftigt under at jeg er rejst til Spanien og i næste uge tager til Dublin og så Paris – men det er valg jeg selv har truffet og derfor føles det okay at bløde økonomisk. Det er ikke en situation som andre har sat mig i. Det er noget jeg selv har gjort, og ikke mindst valgt. Mit valg. Mit liv.

Torsdag gik jeg på bar med mig selv (igen) jeg sad og tænkte på mine rengøringspiger som alle er Philiphiner, på den ene side vil jeg rigtig gerne lave alt muligt sammen med dem, men på den anden side så er jeg også på en måde deres chef og hvem gider hænge ud med sin chef?

Jeg har længe vævet frem og tilbage på den front, også da jeg boede hernede. Nå men altså, jeg besluttede at skrive til den ene af dem, hende der er ældst, et år yngre end mig. Hun var ikke i byen men sad i en naboby og ventede på at en kunne hente hende, jeg har hentede og bragt hende rigtig mange gange da jeg boede hernede, så jeg tilbød at komme og hente hende, jeg havde trods alt kun drukket én lille fadøl på det tidspunkt, som sagt så gjort. Hun skulle så have to små hunde med som var utrolig uopdragen, faktisk var de nok end ikke opdraget men dét fik jeg hurtigt sat skik på og de grinede allesammen af at jeg – som en fremmede – kunne få dem til at lystre. Anyway, jeg hader hunde af hele mit hjerte men mest af alt hader jeg uopdragne hunde (og mennesker) det er simpelthen ikke til at holde ud!

Da hundene var luftet og havde skidt af (og pigerne havde samlede lorten op!!) gik vi på bar og drak os mega fulde.

 

Da vi skulle hjem skulle alle pigerne samme vej og jeg den modsatte – hvilket ikke rører mig, jeg er ikke bange for mørket eller for at være alene. Jeg er faktisk mere bange for hunde end jeg er for mørket og skumle mænd, ikke at jeg nogensinde har oplevet noget skummelt her i byen. Det er også en af de ting jeg godt kan lide, her er så dejligt trygt.

Nå men pigerne fulgte mig hjem, sammen med en af deres venner som var dreng (mand) Hele aftnen havde han brugt på at fortælle om storeslået øjeblikke i hans karriere – for mig et tegn på at han forsøgte at fremhæve sig selv og dermed lægge an på mig. Jeg var kold som en isterning og ikke på nogen måder eller faconer interesseret.

Da vi stod nede foran min hoveddør siger han noget i retningen af – på gebrokken Engelsk – “Deirdre, can I come with you up and relieve myself?” Jeg tænkte WTF! Han skulle fandeme ikke med op….. anyway jeg var jo også lidt fuld, der skal ikke så meget til efter flere år uden druk, så jeg sagde nej og ignorerede ham. 30 sek. efter spørger han igen på en endnu mere bedene måde – i min beruset tilstand af øl og over en skøn aften i fantastisk selskab, havde jeg ikke opfattet at han gerne ville op og tisse…! Dooo!

Jeg skyndte mig at lukke ham ind og gik så ned i forhallen og ventede sammen med pigerne på at han kom ned – han kom ned, vi gav knus og sagde vi ses og så løb jeg op af trapperne fordi jeg selv skulle tisse helt vildt. Ud på badeværelset med mig selv, i bare tær og uden at tænde lyset for det skulle jo gå hurtigt.

Da jeg sidder derude tænker jeg godt at gulvet er lidt vådt men ikke lige sådan mere end blot en konstatering, da jeg rejser mig op og vender mig om for at trække ned (ud) træder jeg i en PØL AF PIS på gulvet – på begge sider af toilettet! Ned af skabslågerne, på min badeværelsesmåtte – der var simpelthen pis over alt og jeg stod og jogget i det!!! Fuck i helvede hvor var det bare mega mega klamt!!!!!!

Eneste positive ting var – hvis man nu skal finde noget positivt ved enhver situation som min Coach ville sige – er at det var nyt pis, altså hvid gennemsigtig klar pis og ikke gul ildelugtende pis – men ikke desto mindre måtte jeg gå på hælene ind soveværelset og hive spanden frem, ud i køkkenet og finde varmt vand og gulvvask og så igang med at vaske gulv, skab, toilet mv. kl. 01.30 om natten med lidt for mange øller i mit blod….. kæft hvor var det ulækkert!!

Bagefter måtte jeg i bad fordi jeg følte jeg havde pis over alt…. hvilket jeg sikkert også havde og så måtte mit tøj til vask, da jeg pludselig ikke kunne huske hvor langt nede jeg havde bukserne da jeg tissede og om de måske havde rørt ved pisset…. yiiiiiiikkkkk!

Venlighed længe leve!! Hurrrraaa Hurraaaaa Huraaaaa

I dag har jeg været i Malaga hvor der bla. er et stor outlet men der var ikke én ting jeg gad prøve langt mindre købe – så sparede jeg de penge. Jeg fik købt et par nye glas til lejligheden, nogle gange går der jo lidt i stykker når der er gæster, og så mangler der. Nu har jeg købt 6 nye glas, sat de 2 af dem frem da det var hvad der manglede og så gemmer jeg resten i skabet til næste gang der ryger et par eller tre. Jeg har også købt små ting som vaskepulver, toiletpapir, salt, opvaskemiddel osv. så der er til de næste mange måneder hvor jeg sikkert ikke kommer herned.

Jeg gad godt herned i December igen men jeg ved også godt inderst inde at det bliver der nok ikke råd til, så måske engang til Februar. Måske.

Det som er så skønt er at jeg har været hele mit følelsesregister igennem, fra glæde, til stress over manglende tid, til frustration, til sorg, til frygt til spænding over mødet – alle mulige følelser har været på besøg hos mig og hele tiden har jeg ikke behøvet pakket dem væk, fordi jeg bare har været mig selv. What a bliss.

Derhjemme bliver jeg nød til at pakke det hele sammen, fordi Mor og Far er der hele tiden og de kan ikke forstå hvorfor tingene er som de er, så der pakker jeg dele af mig selv væk. Jeg har sovet længe, sovet til middag – jeg har drukket tæt og gået sent i seng – det eneste jeg ikke har gjort er at løbe, jeg gad godt men jeg vågner altid forsent og så er det for varmt og der er for mange mennesker men ellers har jeg gjort alt hvad jeg ønskede og mere til – det er total en win win ferie det her!!

Plus at jeg slet ikke holder ferie, for jeg arbejder naturligvis stadig, bare på et andet niveau og jeg tillader mig selv at slappe af og være væk fra computeren. Det er en FORNØJELSE!!!
– en fornøjelse jeg ikke må glemme at unde mig selv en anden gang!

Jeg har fået forstadiet til en omgang forkølelsessår, sikkert fordi jeg har stresset sådan, men det er også en af de ting jeg elsker ved Spanein, jeg kan gå på apoteket og få piller i håndkøb som virker – de samme piller jeg i Danmark skal til læge for at få en recept på, en læge som ikke tager mig seriøs og som syntes jeg er pylret. Jeg elsker at være her.

Det mærkelige er, at det er første gang nogensinde ever at jeg er alene i Spanien uden It manden, jeg gør alt det her alene. Min søster i Schwitz har også skrevet og spurgt om jeg er alene afsted og hvor It manden er, det er som om ingen tror jeg kan klare mig alene – og dog har jeg klaret mig hele livet alene.

Der er naturligvis fordele ved at have en mand, ikke at jeg lige kan komme i tanke om dem lige nu men der er helt sikkert fordele – men hvorfor er det at alle tror at jeg ikke kan leve uden de fordele?

Jeg har det jo så godt, her i Spanien med min hvedeøl, bloklys og knas. I’m happy, helt ind i maven og jeg har en plan for mit liv som holder året ud. Eneste tidspunkt hvor jeg ikke har en plan er Nytårsaften og desværre har jeg lejet min lejlighed ud dér fordi det var så mange penge, så Spanien er udelukket.

Jeg finder nok på noget – Nytår kan umuligt blive lige så tamt som sidste år hvor jeg havde slået op med It manden og vi gik rundt inde i Århus og prøvede at se hvor vi mon ville befinde os om et år…