Movie Actor (Merlin): “They must have followed me…..“
Me: “and in that case you are such an idiot!!!”
– sag til mig selv ud i stuen hvor jeg sidder alene. Selv Ella har forladt mig og lagt sig i gangen.
Hvordan fanden kan man for 3. gang i 2. sæson af Merlin på Netflix blive fulgt efter af en gruppe soldater og så sige “they must have followed me…” seriøst idiot, lærer du ikke noget fra gang til gang? Fucktard!!!
HVER EVIG ENESTE GANG jeg tænkte planer omkring hvad jeg skulle gøre NÆSTE gang min Gudfar parkeret sin bil bag laden og gik ind i gårdspladsen så jeg ikke kunne hører – og dermed forberede mig på at han kom – lavede jeg status over hvad der skete sidste gang, detalje for detalje og hvad jeg kunne forberede fra forrig gang. Jeg tænkte hele tiden på, at en dag så ville jeg have forfinet min flugtplan til perfektionisme. Lidt ligesom når man ser en ond film om og om og om igen (jeg kendte engang en dame som brugte ligende ord til at fortælle mig om mit liv…..) og til sidst har bemærket alle detaljer som kun øjenkrogen observere. Sådan tænkte min hjerne om og om igen – hver dag, hver uge, hver måned og hvert år.
Jeg tænker nogengange på, om jeg vitterlig “vandt” over min Gudfar den dag i Juni 2013, fordi jeg var blevet ældre, stærkere og klogere i min planlægning? Eller om jeg “vandt” fordi han var blevet gammel, svag og glemte at jeg, i modsætning til ham, havde livet foran mig og ikke imod mig?
Jeg gruer lidt for, at jeg “vandt” pga. det sidte, fordi han var blevet svag(ere) men inderste inde håber jeg på, at jeg vandt fordi jeg aldrig gav 100% op, og når jeg gjorde, så var det ikke i lang tid jeg gav op, kun for en stund. Så “stod jeg op” og gik i krig igen, måske kun mentalt, men jeg tænker ofte på om det er min hjerne der er skyld i at jeg ikke sidder på indersiden af Psykiatrisk Hospital og kikker ud? Jeg kunne så nemt være havnet bag Indgang L (Retpsykiatrisk Hosptial, Skejby) hvis jeg havde ført de utallige og ofte sindssygt detaljeret planer om at slå min Gudfar ihjel, ud i livet. Mit største problem med forberedelserne af mine utallige drab på ham, var at jeg aldrig fandt en skudsikker måde at slippe afsted med at slå ham ihjel. Igen og igen tænkte jeg på, hvordan jeg kunne slå denne høje og fysisk overlegne person ihjel – jeg kunne umuligt rykke med ham, når han var død, med mindre jeg spændte ham efter mit anhængertræk – og alt andet lige, så bemærkes det når en VW Golf kommer kørende med et lig spændt efter anhængertrækket – selv i indavlsbyen ude på landet.
SKREVET MANDAG D. 16. SEPTEMBER 2019
I lørdags sad jeg med min søster og fik en øl på min yndlings irske pub i Århus. Ella og jeg havde været til SUP for at hente mit udstyr, da der samtidig var nogen som blev gift og de spurgte efter om vi kunne samles en stor flok på vandet for at vise “flaget” sagde jeg ja tak – det kom der nogle sjove billeder ud af med Ella som stjerne (og mig som det overvægtige menneske i en våddragt på en SUP board)
Anyway, min søster var hidsig og ved at eksplodere pga. at babyen var sulten, så hun gik med til at få en øl – eller med til at der var kortere vej til pubben end der var til andre ammevenlige steder – og dermed endte vi dér.
Jeg havde en hvid bh på, en hvid “wife beater” undertrøje/top, en levis denim skjorte udover, grønne army bukser og rosa kondisko – og så min elskede fine flotte jakke fra Gustav med blomster på ryggen.
Ella var helt piftet og lå og sov på en stol viklet ind i hendes eget varme tæppe. Jeg ville gøre et eller andet eller samle noget op – jeg ved det ikke men pludselig siger min søster sådan rigtig tørt: “din pat hænger udenfor”
Mig: Øhhh hvad?
Jeg kikker ned og kan se at en meget stor del af mit venstre bryst er synligt. Ikke brystvorten eller sådan, bare meget af “kødet” øverst oppe. Jeg skyndte naturligvis at rejse mig op, og trække skjorten og jakke omkring mig, men lige siden har jeg tænkt på dét – ikke på hvad min søster sagde men på mit bryst og mine bryster generelt.
Siden jeg er begyndt på Psykiatrisk Hospital generelt og specielt efter jeg er begyndt at tage på, er mine bryster vokset eksplosivt – faktisk kan jeg ikke huske at jeg nogensinde har haft så volumiøse bryster som jeg har nu – og jeg er overhoved ikke sikker på at jeg syntes om det!!
Jeg mindes svagt, nu da jeg har tænkt så meget på det, at jeg engang talte med Stikker Grethe om mine bryster. Det var som om min krop gik i puperteten mens jeg talte med hende, det lyder corny men det skal det ikke. Det er svært at forklare, men det er som om min krop måske gik i stå i udviklingen i de tidlige teenageår. Jeg blev ikke særlig høj, jeg har virkelig små bryster og generelt er jeg bare meget sent udviklet – måskek endda også mentalt.
Ofte når jeg tænker grimt om andre eller skal skælde ud, så er mine ord og mit ordforråd meget banalt, ord som spasser, dum, ond, åndssvag er ord jeg oftere brugere end mere sofistikeret ord, som normalt kommer med alderen og måske har mere kraft bag sig, om den de bruges i samme sammenhæng som ovenstående ord.
Og så en dag, lagde jeg mærke til at jeg begyndte at få størrer bryster – dette var vel og mærke FØR jeg begyndte at tage på, og det talte jeg med Stikker Grethe om.
Nu har jeg så taget på oven i, og mine bryster er mega store – og jeg har her henover sommeren, nu når jeg tænker over det, fået en dårlig vane med at trække halsåbningerne sammen omkring mig, dæke mit bryst med hånden, knappe en ekstra knap i kjolerne (hvilket ofte ser dumt ud, fordi de er købt til at skulle være på en bestemt måde, til små bryster)
Og alt det her “bryster noget” har jeg tænkt virkelig meget på – og pludselig kom jeg til at tænke på, at jeg til min sidste samtale hos min nye psykolog, hende som ligner Barbara figur mæssigt, faktisk sad og kikkede en del på hendes bryster, som fra naturens side er små og faste, ligesom Barbaras og ligesom mine plejede at være.
– men det er ligesom ret svært at sige højt.
Jeg mener, kan du lige se hvor STOR en undersøgelse Psykiatrisk Hospital ville sætte igang, hvis min nye psykolog spurgte mig hvad jeg lavede og jeg svarede: Jeg tænker på hvor jeg har set dine bryster før….
Det lyder som VERDENS dårligste pick-up line, men det var rent faktisk hvad jeg tænkte på, da jeg så hende sidst!! Første gang havde hun en slags sweatshirt på med noget mærkeligt sort blonde (sådan husker jeg det i hvert fald her snart 4 uger senere) og sidst havde hun så en top og en bluse udover – ergo var brysterne mere synlige uden overhoved at være synlige, giver det mening?
Men seriøst, jeg sad og tænkte på, at der var noget bekendt ved hendes bryster – min hjerne har naturligvis glemt hvad det var jeg tænkte og hvor det var brysterne var bekendte fra. Alt dette var slettet og sløret for mig, indtil min søster nævnte min “frithængende pat” og min hjerne gik på arbejde…. og *bingo* nu ved jeg hvor jeg har set min nye psykologs bryster før!! Jeg har set dem på mig selv – for mange mange år og kilo siden og OMG hvor jeg savner at have små pæne fast bryster som ikke ligner en østtysk pornostjernes gamle ammeflapper!!!
Barbara har også små pæne bryster og vi talte faktisk (engang) tit om, hvordan det var at have små bryster – jeg har altid eller i mange år, været ked af mine bryster, specielt fordi min Gudfar altid kommenteret på at jeg intet havde, intet til gården, intet til gaden – og det hjalp ikke at min søster overhalet mig med ca. 10 skålstørrelser og at mine brødre kommenteret flittigt på dét.
Men så en dag fandt jeg ud af, at jeg faktisk har (eller havde) en virkelig god numse og siden da, har bryster ikke været et problem for mig – og så har jeg jo fra naturens side, fået nogle ret store læber og når jeg er okay inden i, så kan jeg sagtens finde ud af at bruge dem til andet end at smile med – til stor glæde for mindst et par procenter af de engang så unge og smukke Københavnske mænd.
Og siden jeg har tænkt de tanker, er det som om jeg har fået lysten til at få min gamle krop igen. Det er ikke sådan at jeg ikke tænker på øl og slik og chokolade og har kastet mig ud i de vilde madplaner med grønne farver og nul kød (!) men jeg har tænkt mere over hvad jeg spiser og på hvordan jeg kan prøve at holde den sunde stime af mad. Måske det kun holder et par dage men så holder det i det mindste så længe.
– for næste sommer, så frem jeg lever dér, så VIL jeg kunne gå i mine kjoler uden at skulle knappe op i halsen og være bange for at mine fedtklumper dingle ud af bh’en!
Jeg vil have mine bryster tilbage. Mine små bryster vel og mærke.
– og jeg skal NOK holde mund med at jeg har kikket på min nye psykologs bryster og tænkt på, hvor det er jeg har set dem før – når jeg tænker på hvad de satte igang pga. at jeg googlede (!) min nye behandler og ærligt fortalte om det og fortalte om begrundelsen bag at jeg googlede hende, så tør jeg slet ikke tænke på hvad de vil gøre, hvis de vidste det her!!
Så kan det være at de spørger mig igen, om det faktisk er korrekt at jeg ikke har trukket bukserne af små børn da jeg selv var barn…..
I dag var jeg ved læge, for at få en henvisning til fysioterapi. Det som undre mig så meget er, at der står i journalen at “ikke behov for opfølgning hos egen læge” (eller noget i den dur) mens de stod og fortalte mig om vigtigheden at at få started op på fysioterapi, for at forbygge at “sammenstødet” satte sig i mit hoved ⬅️ dét er helt ærligt deres ord, men de skriver noget andet.
Da lægen skulle tage blodprøver af mig, for insulinresistens, T3, T4, bugspytskirtlerne og alt muligt andet – aner ikke hvorfor – spurgte han hvilken arm han skulle stikke i, jeg sagde han måtte vælge, så han valgte venstre arm.
Og blev noget overrasket da han så mine blå mærker, jeg nævnte henslængt at de faktisk ikke var så ømme mere, nu gør det feks. ikke ondt når jeg går, ligger eller sidder – det gjorde det feks. for bare en uge siden. Nu gør det bare ondt hvis jeg røre ved dem hårdt. Jeg blev lidt overrasket over, at han så så hmmmm måske ikke chokeret ud men overrasket eller påvirket ud. Jeg har altid haft et hav af blå mærker og folk har aldrig rigtigt kommenteret på dem, så jeg er nok nærmest blevet vant til at være blågrøngul.
Ovenstående billeder er fra min ryg og lænd, det var lidt svært at tage billederne, uden at få mine baller med og en halv sideboob, men mærkerne er altså fra 31. August (da jeg blev påkørt) og fra ca. 14. August (da jeg faldt i bruseren) Måske de aldrig går væk, ligesom dem jeg har på benene?
Lægen var rigtig sød i dag, han tog sig tid til at tale med mig – og jeg græd som altid, hvilket bare gøre det dobbelt skønt (NOT!) at gå ud i et venteværelse med andre mennesker……. anyway, han sagde at det lød som om jeg havde fået en lille hjernerystelse, sådan som jeg beskrev min krop og mit hoved. Jeg har som sådan ikke ondt, jeg er bare træt, ufattelig træt og træt i mine øjne. Hver gang han spurgte om noget, var mit (ret ensformige og lamme) svar at “jeg er bare træt” – for det er sådan jeg har det, jeg er så kamp hamrende træt i hoved – og jeg ved ikke om det er pga. at jeg har en hjernerystelse, lille eller stor eller om det er pga. alt det som sker i mit liv i øjeblikket – jeg ved bare jeg er total udmattet. Piftet. Færdig. Til tælling.
Lægen sagde også at han syntes det lød som om de overreageret på Psykiatrisk Hospital da jeg fortalte om The Google Gate. Jeg fortalte det kun, fordi han spurgte ind til min medicin og jeg måtte jo så ærligt sige at jeg var stoppet, og at jeg egentlig ikke havde ment at stoppe så brat, men fordi der gik kludder i min egen udtrapning osv. så var jeg nu stoppet – dét var han ikke glad for at hører og han syntes det var helt hul i hoved (hans ord) at jeg havde fået en lægetid, som så måske er hos en sygeplejerske, 18. Oktober 2019!
Kunne han få fråde om munden som en anden Possidon, så havde han fået det da han spyttede datoen ud med foragt – jeg måtte næsten le gennem mine tårer for 18. Oktober er ikke et kvartal som det var sidste gang – og jeg er desuden så træt og så flad og så presset, at jeg overhoved ikke orker bruge energi på at hidse mig op eller ned over en dato så langt ud i fremtiden.
Måske jeg er død til den tid, who knows og appropo død, så syntes min læge at jeg skulle sige til CSM at mine selvmordstanker var noget jeg altid havde haft, at det var en overlevelsesmekanisme og at jeg havde dem reguleret og under kontrol (hans ord) så derfor kunne jeg godt gå hos dem.
– jeg tænker jeg ville lyve hvis jeg sagde dét til CSM, men det sagde jeg ikke til min læge. I mine tanker tænkte jeg på en nat for ikke så længe siden, da jeg sad på ydersiden af Ringgadebroen og mærkede stroppen på mine Birkenstock sandaler gnave ind mellem mine tær, mens jeg tænkte på hvad der skete først: Stroppen sprang og mine fødder faldt ud af sandalerne og dermed ud i det fri eller mine arme blev trætte og gav efter og jeg dermed faldt ud i det fri….
På vej hjem fra lægen, tænkte jeg på, hvad jeg savne mest fra FØR jeg blev påkørt og det kunne godt være min bil, som jeg kan parkere hvor jeg vil i mit lokalområde uden at få parkeringsbøder og som jeg kan parkere nærmest med lukket øjne på det halve af en tre-punkts parkering, men det kom faktisk frem til at det er mine elskede solbriller jeg savner aller aller aller mest!!
Mine øjne trænger dels til at blive dækket til og komme i skygge for stærkt lys men min sjæl, min sjæl trænger også til en pause fra at blive kikket på af alle mulige mennesker der går forbi mig.
Jeg elsker mine solbriller. Jeg savner mine solbriller.
Jeg har passet Ella siden torsdag, da mine forældre har været i sommerhus i Skagen. Jeg har haft hende med mig over alt – min største frygt er at hun måske føler sig forladt eller efterladt. Jeg kan ikke selv komme på en tanke som er værrer end dét! Og da hun ikke kan tale, har jeg taget hende med mig. OVER ALT.
En dag gik vi hjemmefra og til et kolonihaveområde i nærheden af det Gamle Psykiatrisk Hosptial i Risskov. Der er 5,6 km hver vej fra min hoveddør og derud – og tilbage igen. Hvis man går den direkte vej, hvilket jeg ikke gør/aldrig gør. Ella sov fra vi kom hjem til næste dag. Hun var helt træt og jeg følte mit hoved var ved at falde bagover, men bortet fra dét så var det en dejlig tur. Vi så 3 små flagermusunger ligge på i rabatten mellem et stykke hvor man kan gå og et stykke hvor man kan cykle – Ella gik helt bonkers og ville æde dem, men flagermusene hvæsede af hende og da jeg fik øje på hvad det var, greb jeg hende i selen og trak hende væk.
Overvejet at trampe på flagermusene, men de er jo fredet, så jeg lod dem være – men lidt ligesom myg, så er de ret undværelige – og jow det kan jeg sige, for jeg har haft flagermus under vores udhæng her i ejendommen i flere år og bla. vågnet op med en ordentlig motherfucker på MIN HOVEDPUDE 2 cm. fra mit øje!!!
Min lejlighed er max rodet og beskidt nu – hvis jeg var sej lod jeg lejlighed være lejlighed og tog til SUP igen, men jeg har meldt mig fra (fra Oktober) og er på en måde helt bange for at blive glad for det nu, da jeg har sat det i bero – selv om jeg naturligvis bare kan starte det igen – men hvor var det dog dejligt i lørdags. Bare Ella og jeg, lidt bølger og masser af solskin og mig som svedte som et svin.
Klokken er mange og jeg har været træt hele dagen, men som altid, kan jeg ikke sove nu, selv om klokken er 23.02…. jeg ved ikke om jeg ikke kan sove fordi jeg ikke er træt eller om det er fordi jeg føler mig ensom? Jeg savner så ufattelig meget at have en at tale med, en som ikke har noget med min familie og med psykiatrisk hospital at gøre.
En som bare vil lytte og sige sin ærlige mening – en som vel og mærke ikke samtidig sidder og tænker på, hvordan han kan snige sin pik op i mig. En som ikke falder mig i ryggen om ét år. En som ikke bagatalisere mine sorger og mine problemer, men som lytter og siger sin uforbeholdne ærlige mening.