….og jeg har nu ligget vågen i knap en times tid, faktisk er klokken nu 04.47 men jeg startede med at skrive for over 47 minutter siden.

Der lugter af kloak udenfor og lugten kommer ret kraftigt ind gennem vinduet, som naturligvis står åben. Da jeg kom hjem i dag, lå der små sart rosa blade over hele min seng, fra det Japanske Kirsebærtræ der står i nabogården. Det så smukt og flot ud og jeg glemte naturligvis at tage et billede af det.

Min lejlighed bærer præg af at her bor en som har haft max max travlt den sidste tid, her trænger ikke kun til rengøring men til udmugning!! Mit sengetøj er nusset, jeg har blødt igennem med to små dryp 2 steder og min hovedpude ligner snart min Gudfars (fedtet og uformlig) så gæt hvad jeg skal mandag!! (det er lørdag i dag)

Jeg står på kræmmermarked i denne her Kristlig Himmefarts Weekend og dét er 200% bad business, jeg har knap tjent 1000 kr på 2 dage og der er fandeme 2 dage mer tilbage, uden indtægter men hvor jeg må stå og smile og håbe – men det er så også sidste gang jeg står der kan jeg love dig, for salget er der ikke. Jeg sælger åbenbart bedre på bagagerumsmarkeder men det som jeg ikke orker er at det er så hårdt at pakke sammen til marked, sætte op og stå en hel dag og så pakke sammen igen og kører det ud på mine forældres gård og pakke det hele af igen og så kører traileren hjem til mine forældre og så hjem til mig selv igen……. folk der ikke har prøvet det, ved ikke hvor ufattelig hårdt det egentlig er – for dét er MONSTER fysisk hårdt arbejde og oven i kommer koordineringen af hvad kan du tage med, hvad kan sælges, hvor meget plads har du, hvor mange borde skal du have med, hvor mange bøjler osv osv. og så opsætningen af tøj, stativer, borde og fikumdik. Crazy hårdt arbejde og lige så godt som jeg har tjent de sidste 2 søndage jeg har været på bagagerumsmarked, lige så lidt har jeg tjent de sidste to dage og dét alene er SÅ DEMOTIVERENDE at jeg næsten ikke kan være i mig selv!

Krydder det med at jeg står sammen med Jonas, jeg magter ikke at tale med ham 24/7. Han er SÅ SØD men jeg magter det bare ikke, jeg vil gerne sidde i min egen bobbel og være mig.

Hos min Psykiater-Lærling talte vi om, sidste tirsdag, om jeg måske skulle fortælle mine forældre om min Gudfar. Jeg er i syv sind. På den ene side vil det (måske?) give mig den ro jeg søger inden i, hvis de vidste besked. MÅske de vil lade være med at presse mig så meget, med at fortælle mig ALT det jeg skal nå hele tiden, ALT det jeg burde gøre hele tiden og hvis det er tilfældet, så er det helt klart det hele værd.

Men, det er også en anden side af sagen, udfaldt kan blive at jeg 1. mister min familie. Altså at de vælger ikke at tro på mig og i så fald har jeg som person (i deres øjne og optik) løjet om noget så gement og forfærdeligt at de ikke vil tale med mig fremadrettet eller have noget med mig at gøre. Og dét er også hjerteskærende, for så har jeg overhoved ingen mennesker i mit liv. Jeg ville nok kunne leve uden Far og Mor og min ældste storebror. Min yngste storebror bor i Sverige, så det er også begrænset hvor meget jeg ser ham, men jeg vil stadig savne ham. Min søster, det er so so, på de dage hvor hun er overskudsagtig og sød vil jeg savne hende, når hun forvandler sig til Frøken Cruella de Ville, ja så savner jeg hende ikke. Overhoved. De to små – dem vil jeg savne uanset hvad, altid. Og at miste dem, vil være som at miste lidt af mig selv.

Men jeg har helt realistisk prøvet at miste SÅ mange mennesker i mit liv og specielt inden for de sidste par år, at jeg tænker at jeg trods en numb følelsel i kroppen, nok også kommer over dét tab, en dag. For faktum er jo (desværre) at jeg ikke lyver.

Dét talte vi også om, min Psykiater-Lærling og jeg. Vi talte om at hvilken eksempler jeg helt konkret kunne komme med, som ville lave evidence for at jeg ikke lyver. Feks. kan jeg helt præcist huske + jeg har skrevet det ned i min dagbog – at jeg for små 20 ÅR (!) siden, stod i køkkenet hjemme hos Far og Mor og fortalte Mor om at min Gudfar låste sig ind i huset mens jeg var i bad, at han stod og fortalte sjofle vittigheder foran mig, mens jeg stod i baggangen/bryggerset i mit eget hus (på papiret i hvert fald) med et lille håndklæde foran mig, som kun dækkede meget lidt foran. Mors konklusion var at jeg 1. burde gå i bad på andre tidspunkter 2. at jeg burde bruge et størrer håndklæde.

Men faktum er at jeg jo ikke vidste at han ville komme og låse sig ind i MIT hus, med sin egen nøgle og derfor havde jeg bare taget et helt almindeligt håndklæde med mig. Jeg tænker nogle gange at det kun er mig som kan se hvor forkert det her er. 1. HVORFOR har han nøgle til mig hus? Jeg har jo købt det af ham. 2. HVORFOR kommer han på min ejendom? 3. HVORFOR skal jeg tage højde for hvornår han kommer, når jeg går i bad? 4. HVORFOR skal mit håndklædevalg gøres på baggrund af hvem der kommer uanmeldt i mit hus?

Faktum er også, at jeg fortalte det her, flere gange, for mere end 20 år siden, derfor VED jeg at mine forældre vil huske det. Jeg er 100% sikker, fordi det var noget jeg råbte og skreg over, jeg var SÅ MAX presset i den første periode mens jeg boede på Gården, indtil jeg opgav og fandt mig i det hele, fordi jeg indså at jeg var alene. At jeg ikke fik sympati eller hjælp nogen steder fra og dérefter begyndte mit rakker liv, jeg flyttede hele tiden, skole, uddannelse, job, bolig, vennekreds osv. Jeg kunne ikke finde ro og støtte og sikkerhed nogen steder, så jeg flyttet mig selv fysisk når det blev for meget for mig og mit indre (og min fucked up hjerne)

Hvis dét skulle være løgn, altså ovenstående, så ville jeg nødvendigvis have started dén løgn for mere end 20 ÅR siden og alt andet lige, uagtet hvor skarp, klog og fremadsynet jeg er, så er min nuværende situation ikke noget jeg har planlagt (eller ønsket) for 20 år siden. Jeg ville gerne have planlagt mit liv sådan, at jeg ikke sad i denne situation som jeg gør nu, så jeg ikke er helt ødelagt inden i. Tænk hvis jeg bare fungerede optimalt…..

Min frygt mht. at fortælle mine forældre det, er som beskrevet, men også sådan helt hands-on, hvad skal jeg fysisk gøre, når jeg har fortalt dem det? (Hvis jeg vælger at gøre det) Hvor skal jeg fysisk gå hen? Til højre ud af døren eller til venstre? Hvor skal jeg sove? Hvor skal jeg kører hen?

Hvis jeg skal fortælle det, så vil jeg gerne at min Psykiater-Lærling er der også, men efter i tirsdags har jeg tænkt at vi må være en mere, altså 3. To personer er ikke nok. Vi skal være flere end mine forældre (som jo er 2 personer)

Min Psykiater-Lærling syntes det var interessant og at vi skulle tale mere om det næste gang. Hun var meget optaget af hvorfor jeg ville fortælle det – jeg har tænkt over det længe så det er ikke en pludselig indskydelse, men det er jo noget som ikke kan omgøres, så det er vigtigt at tænke over det grundigt.

Min Psykiater-Lærling spurgte, flere gange, om jeg ville have hævn, om jeg er vred…….. jeg syntes hun taler meget om at jeg er vred og umiddelbart vil jeg sige nej, jeg er ikke vred – jeg føler mig ikke vred. Så er jeg vred?

Hvordan ved jeg om jeg er vred når jeg ikke føler mig vred??

Nu vil jeg forsøge at sove lidt, inden uret ringer og jeg skal på Kræmmermarked igen………