Så blev det 3. Juni i år 2018 og jeg lever odd enough, endnu.

Jeg har helt glemt at fortælle om hverdagen, om everyday life i det sidste lange stykke tid, simpelthen fordi alt det med Psykiatrisk Hospital, medicin skift, diagnoser og mit helbred fylder ALT i mine tanker – men naturligvis findes der også et liv ved siden af. Jeg glemmer bare at jeg lever det, fordi det andet fylder så meget.

Jeg fik solgt en kjole som jeg købte i Spanien i 2013 da jeg blev 35 år. Jeg har haft den på to gange i alt, den var DYR og den minder mig om Spanien og IT manden. En dame kom fra Ålborg, prøvede den i mit soveværelse (intimiderende!!) og købte den på stedet til 550 Kr. Jeg havde også strøget den efter alle kunstens regler, så den var fin og flot da den hang på bøjlen på mit skab.

Som gave til mig selv, købte jeg denne gule kjole fra Cos. SÅ flot!

 

Kjolen havde jeg på til en forsinket Julefrokost med Bestyrelsen for den ejendom, hvori min udlejningslejlighed ligger. Jeg var den eneste der var pænt klædt på, de andre kom i klip klapper, t-shirts og shorts. Der ER også meget varmt i Danmark i øjeblikket, varmerekorder fra 1889 er blevet slået, men stadig, hvorfor kommer folk i sådan oget tøj til en Julefrokost?

Jeg havde røde sko på til kjolen og et rød bånd om håret. Jeg var SÅ fin.

I går var jeg med Jonas i byen, sammen med 2 af hans vener. Det er første gang jeg har set ham, siden Kræmmermarked. Efter at han har fået en kæreste, hører jeg næsten ikke fra ham og jeg ser ham heller ikke. Har jeg fortalt at hans datter sagde, da vi var på Kræmmermarked “nu skal I to stoppe med at sende sms’er til hinanden…” Jeg var total uforstående, men det viste sig, at hendes Ipad er i stykker og Jonas har derfor givet hende hans ipad. Som er linket op til hans telefon….. så ALLE VORES SMSER (!!!) kommer ind på den ipad, Jonas 8-9 årig datter sidder med.

Da dét hun fortalt ligesom sank ind i mit indre, blev jeg helt kold inden i. Jeg kunne mærke frygten, og så skammen vælte op i mig som en tsunami bølge – da jeg kom hjem satte jeg mig ned og kikkede på vores sms korrespondance og hvad jeg ikke har fortalt Jonas over sms’er mht. til Psykiatrisk Hospital, min Psykiater-lærling, medicin, tanker, følelser osv. er faktisk ikke værd at nævne….. Jeg føler mig SÅ forrådt!! SÅ meget holdt for nar!! SÅ meget udstillet, BLOTTET og helt uden min viden.

Skammen har ikke forladt mig endnu. Det føles ligesom da jeg opdaget at Anabell stak mig i ryggen, og brugte vores fælles fortrolige samtale en sen aften, til at anmelde Anika – og fuldstændig rykke tæppet væk under mig. Jeg forstår IKKE at nogen kan få sig selv til at gøre sådan noget.

Jeg fortalte det til min Psykiater-Lærling, hun mente at det (med Jonas) var “hvad der skete i en travl hverdag” – jeg føler bare ikke rigtig at det er en acceptabelt forklaring eller undskyldning. Seriøst, jeg har skrevet om selvmord, om manglende sexfølelser, deltajer om min Gudfars misbrug – og ALT det er kommet ind på en ipad, som en 8-9 årig pige har haft i hænderne. Jeg SKAMMER MIG SÅ MEGET!!!

I går var så første gang jeg så Jonas siden Kræmmermarked, det var okay og hyggeligt og lige hvad jeg havde brug for, blot for 2 måneder siden. Mit helbred og mit sind er total på kollisionskurs og min nye medicin gør at alkohol smadre mig total, plus der faktisk står i indlægssedlen at jeg ikke må kører bil – der er også røde advarselstrekanter på pakken. Jeg vil dog hellere droppe medicinen end jeg vil droppe at kører bil, men indtil videre går det godt, med at kører bil altså.

Jeg drak 2,5 øl fra klokken 18.00 til midnat, hvor jeg gik hjem. Jeg havde min gule kjole på, som lugtede af røg i en sådan grad at jeg måtte vaske den i dag. Vi sad på et eller andet værtshus med rygning indenfor, mens der var 28 grader udenfor. Total idiotisk – i min optik havde vi fundet en pub eller en bar, med udeservering og sat os udenfor, så kunne mændene stadig ryge, vi kunne nyde sommervejret og stadig drikke øl, men i stedet for sad vi sammen med alkoholikere i et gulligt røgfyldt værtshus. Jeg var 200% overdressed, hvilket er meget bedre end at være underdressed men the smell thought….

Jeg fik heldigvis renset mascarae og min røde læbestift af, inden jeg gik i seng, i mit rene sengetøj. Jeg har svedt SÅ MEGET på det sidste, naturligvis pga. det varme vejr, men pillerne gør også at jeg sveder (og tisser) mere. Det står bla. på indlægssedlen. Mit hvide sengetøj var helt gulligt da jeg pillede det af, SÅ ulækkert. Jeg har virkelig undret mig over at jeg har tisset så ufattelig meget, indtil jeg nærlæste indlægssedlen, så gav det ligesom meget mere mening.

Sidste søndag, d. 27. Maj er det 3 år siden jeg udgav min første bog. Det virker som helt vildt urealisisk langt tid siden og jeg er slet ikke sikker på at jeg i dag syntes dén bog overhoved burde have været udgivet. Efter jeg har fjernet købslinket på min Instagram profil, har jeg ikke solgt én eneste kopi af den. Ikke én.

Jeg har også været på årets sidste baggagerumsmarked, jeg solgt for under 1200 kr. SÅ demotiverende. I onsdags pakkede jeg alt tøjet sammen, 4 flyttekasser og 2 sække med børnetøj blev afleveret til Mødrehjælpen inkl. lidt legetøj, sko og et rullegardin. 3 sække med tøj og en sæk med sko, blev afleveret på Mandeherberget og 5 sække med tøj, en sæk med sko og en masse ting, blev afleveret på Reden i Århus.

Sidste uge var også min tur til at tage trappevasken i opgangen. Jeg kunne vitterlig ikke overskue det. Så jeg delte det op i små bidder, en dag tog jeg og fejede indgangspartiet og fortovet. Dagen efter støvsuget jeg opgangen, måtter mv. og vaskede trapperne og dagen efter tørrede jeg vaskemaskinen og tørretumbleren af, rengjorde vasken i kælderen, fejet i kælderen og tømte skraldespanden.

Jeg brugte den sidste sort sæk, normalt ville jeg bare have gået i Netto og købt 10 nye ruller og lagt i kælderen og sendt kvitteringen til bestyrelsen, men jeg gider ikke gøre alle de små vicevært ting mere. I sidste uge skrev min nabo på FB Gruppen, at sikringerne til hendes køleskab og fryser var sprunget og at de ikke var hjemme før om aftnen, om nogen af os kunne hjælpe. Normalt ville jeg havde fixet det med det samme, købt nye sikringer osv. men jeg gad ikke gøre noget ved det. Jeg gør altid sådanne ting for alle, fordi jeg hele tiden har troet at vi arbejdet mod samme fælles mål. Det gjorde vi så også, indtil underboen (hende der larmer når hun knalder) og naboen overtog deres lejligheder fra deres forældre. SÅ skulle vi pludselig ikke have altaner mere.
– og jeg gider ikke arbejde gratis mere, for et fælles mål der ikke findes. Desuden er jeg så uendelig uendelig træt, at bare det at gå op af trappen, dræner mig.

Jeg ved faktisk ikke hvad der er værst, at være så forfærdelig træt hele tiden, at jeg ikke kan koncentrere mig om andet, end hvornår jeg skal sove igen eller det faktum at jeg har mistede alt, vitterlig alt indhold i min hjerne??

At blive dement må være den VÆRSTE SYGDOM af alle, ja ja kræft er forfærdeligt, men i det mindste er der en kur og hvis ikke, så dør du relativt hurtigt. At være dement, er som at blive visket ud, én linje af gangen, henover flere år, uden at kunne blive kureret og du er ved fuld bevisthed hele tiden.

At være depressionsramt i den grad som jeg er, er fuldstændig invaliderende. Jeg kan vitterlig ikke koncentrere mig om noget. Jeg fik et Bolius blad fra RealDania 1. Maj, det er rasende spændene med beskrivelser af sommerhusbyggeri, men jeg kan knap holde mig igang med læseriet i 3-4 minutter af gangen. At skrive dette blogindlæg fra start til denne linje, har raget mig fra klokken 18.30 til klokken nu, 23.01. Hvor mange gange tror du lige jeg har gået væk fra siden her og lavet noget andet, som jeg naturligvis heller ikke har færdiggjort.

Jeg kan vitterlig intet, jeg mister fokus, jeg græder hele tiden, jeg har kvalme, jeg sover ikke om natten, min mund er et inferne af smerte, jeg venter pt. på min menstruation, jeg sveder og tisser i ét væk, jeg tjener ingen penge og jeg kan ikke få kontanthjælp.

Sjovt som jeg tænkte, dengang med Gården, at nu kunne tingene ikke blive værre. Dét er en meget meget farlig ting at tænke, for livet smider dig altid en curve ball som du ikke ser, før den rammer dig smask lige i solarplexus og du mister alt luft i lungerne og ramler ned af livets trapper….Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer op og stå igen. Min Psykiater-Lærling sagde at det kunne tage alt mellem 6 måneder til 2 år, senere rettede hun det til 5 år. Jeg kan slet ikke se hvor jeg er om 1 uge, eller 1 måned for den sags skyld, så 5 år, er ligesom evigheden for mig. Og jeg tror ikke på evigheden. Eller 5 års planer.

I fredags, skete der faktisk også noget. Den 1. Juni 2018 fortalte jeg Mor om Psykiatrisk Hospital, om medicinen, om min Psykiater-Lærling, om min(e) diagnoser – og om min Gudfar.

Ikke noget i detaljer, og bestemt IKKE noget der var planlagt. Jeg følte mig presset, det har jo været tydeligt for alle omkring mig, at jeg har haft det rigtig skidt på det sidste og så fortalte jeg Mor om min medicin, så ville hun vide hvor jeg fik den fra (Psykiatrisk Hospital) og så måtte jeg fortælle at jeg gik derude (Psykiater-Lærling) og så kom diagnoserne til og så ville Mor vide hvordan man fik sådanne diagnoser eller nærmere hvad de kom af – og da jeg sagde barndommen var det tydeligt at Mor ikke kunne forstå dét og så fik jeg, efter flere minutter med snot og tåre, sagt gangske sagte “XXX (min Gudfar) misbrugte mig seksuelt” – det var de ord jeg brugte. Ikke flere eller færre. De nøjagtige ord.

Mor’s ord var (ordret) “Så det er hans skyld” – jeg ved ikke hvad det skal betyde og jeg ved ikke hvad man “normalt” siger i en sådan situation. Jeg er ret sikker på at der ikke findes en manual, på hvordan man taler eller reagere når ens datter fortæller hun er psykisk syg, medicineret og seksuelt misbrugt. I knap 2 sekundter, da jeg nævnte det med min Gudfar, kikkede jeg på Mor, kun i 2 sekundter. Jeg tror hun så chokeret ud. Uvidne. Men jeg er ikke sikker.

Senere sagde hun “hvad gjorde han?” – jeg følte ikke behov for at gå i detaljer om hvordan han regelmæssigt voldtog mig, forsøgte at kværke mig, spyttede på mig, kalde mig tøs, luder og kusse, så jeg sagde blot sagte “alting” og lod det være dér.

Da jeg kørte derfra, ret kort tid efter, kørte jeg (åbenbart) rundt i 2 timer og 17 minutter. Det ved jeg helt præcist for jeg forsøgt at ringe til min Psykiater-Lærling via omstillingen. De kunne ikke se om hun var taget hjem, så de stillede mig om til hendes telefon af to omgange, men hun tog den desværre ikke (det var Fredag og klokken var 15.32) og 2 timer og 17 minutter senere, holdt jeg i en sidegade til hvor jeg bor og kunne overhoved ikke huske hvordan jeg var kommet dér til, eller hvor jeg havde været. Jeg var helt blank. Jeg gik ind, tog tøjet af og gik i seng.

Omkring klokken 20.30 trak jeg en stor løs kjole over min nøgne krop, og med udtrådte Birkenstock på fødderne gik jeg i Netto. Få meter fra hvor jeg bor, er der en skraldeø, dér lå en kvinde på jorden mellem skraldespandene og ingen reageret. Jeg overvejet stærkt at gå videre, hun var mega påvirket/fuld, beskidt og lugtede. Hendes ene fod var blågrøn  og det var tydeligt at hun havde slået sig. Først da jeg lagde mig på knæ ved siden af hende, kom jeg i tanke om at jeg var nøgen under kjolen – når man har bar mås under en kjole, bliver man ret bevist om hvor kort en kjole pludselig er, når man ligger på knæ, med overkroppen foroverbøjet mod en menneske der ligger fladt på jorden. Jeg klared den.

Lang historie kort, hun fik hjælp, jeg gik i Netto og købte 400 gram M&M med peanuts (den gule) og så sov jeg igen efter et par timer og lørdag tilbragte jeg med Jonas og søndag (i dag) har jeg været zombi i min egen ualmindelig varme lejlighed. I morgen bliver min Far 73 år og jeg ved ikke om jeg skal tage hjem. Det er så akavet og skamfuldt og sorgefuldt for mig, det her liv – og jeg har ingen at dele det med. Ingen at tale med.

Kære Hr. Gud, vil du ikke nok lade mig dø i nat, og så lade et andet menneske, med værdi og indhold og kærlighed til livet, leve videre i mit sted? Jeg lover dig Hr. Gud, jeg er mæt af dage, jeg er klar til at dø og der er mange andre som fortjener livet mere end jeg gør.

Amen. Og tak.