Jeg er træt. Og det på trods af at jeg har sovet længe, men det er som om jeg ikke “sover igennem” – giver det mening? Som om jeg sover, uden rigtig at få sovet…… det lyder skørt men det er sådan det føles. Min krop er træt. Mine knogler er trætte (har aldrig vidst at knogler kunne være trætte, før jeg startede på Psykiatrisk Hosptial) og mit indre er træt.
Lige nu, ligger jeg på ryggen i min sofa, med computeren på skødet. Jeg har mit multifarvede glade tæppe fra Zara Home i Spanien omkring mig. På tv’et i baggrunden, kører “Say Yes to The Dress” uden lyd og gennem det åbne vindue i soveværelset, kan jeg hører glade gæster fra restauranten i bunden af bygningen. De sidder i gårdhaven som er under mit vindue. Min nabo i nabobygningen, spiller klavere og tonerne rammer gangske sagte, nok til at jeg kan hører tonerne, men for lavt til at jeg kan sammensætte en melodi.
Himlen er blå med store hvide totter af skyer. Det er varmt sommervejr, på den danske måde. Dvs. kjole er okay, men du skal lige have en bluse eller cardigan over skulderne.
Jeg skulle lukke en gæst ind i min Udlejningslejlighed i går, søndag. Men hun kommer så først i dag, mandag. Dvs. der betales for en dag hvor der ikke er forbrug. Nice! Ulempen er bare, at nu ligger jeg på standby til at lukke gæsten ind. Hun kommer fra Tyskland og skulle være kommet kl. 15.00. Klokken er 16.49 nu. Jeg skal aflevere nogle ting jeg har solgt, ved Veri Centret i Risskov kl. 17.30, så ikke super meget tid at løbe på – men jeg er så mega fucking træt at jeg ikke kan tage mig sammen til noget.
Jeg har tænkt virkelig meget på Norman men jeg har IKKE kontaktet ham siden jeg sendte det lille videolip til ham og billedet. Jeg SKAL lade ham være. Også selv om jeg virkelig savner at tale med ham (med nogen) Det skal jo helst være gensidig, og det er det åbenbart ikke.
Fik jeg fortalt i mit sidste opslag, at jeg var i Paradis Is med min søster, da jeg står og er ved at pege på mit isvalg, kommer der en dame ind med en pige på 7-8 år. Jeg tænker der er noget bekendt ved hende men koncentrer mig om min is. Jeg får min is, betaler og går udenfor for at vente på min søster – indenfor kan jeg se damen og pigen tale og pege på is. Og så slår det mig – dét er den ene af de 2 psykologer som var med til at lave en udredning på mig, da jeg gik fra Enhed for Selvmordsforbyggelse til Enhed for Personlighedsforstyrrelse. Der var hende jeg ikke kunne lide, før jeg fik hende til Psyko-edukation og så var der hende her.
Denne her Paradis is ligger i “mit” område og jeg har hele tiden tænkt at jeg var “sikker” her, at ingen af dem boede her – og det kan naturligvis også bare være et tilfælde, men de lignede ikke nogen der var på “tur”, hvilket jeg dog håber de var. Har virkelig ikke brug for mere “psykiatrisk hospital” i mit liv – og her hentyder jeg til utilregnelige psykologer og overlæger der har læst for mange bøger uden billeder og ikke mester evnen at kommunikere eller evnen til at overveje om andre (end hende selv) læser mellem linjerne i breve!!! 🖕🏻
SENERE KLOKKEN 19.42.
Min Gæst, som skulle komme kl. 15.00, endte med at ringe til mig kl. 17.14 da jeg sad i bilen, på vej til Risskov for at sælge for knap 500 kr – jeg havde sagt til hende, at mellem 17.00 og 17.45, kunne jeg ikke lukke hende ind, men at jeg havde ladet døren til lejligheden være ulåst, så hvis hun kunne finde nogen der ville lukke hende ind i opgangen, så kunne hun bare gå ind (hun har jo været der før)
Anyway, hun ringer da jeg sidder i bilen – jeg vender om, kører tilbage og venter på hende – hun var trods alt kun 5 min. væk….. venter….. venter…….ringer hende op og hun ved så ikke hvor hun er (WTFF!!) Nå, men lang historie kort, jeg får åbnet hoveddøren for hende (hvor flere mennesker går ind og ud, så hun kunne jo nemt være kommet ind i bygningen…..Christ, some people….)
Ind i bilen igen, og så afsted – jeg HADER HADER HADER at komme forsent, specielt når jeg har lovet nogen noget. Men jeg nåede frem, og fik solgt 2 x Ribba Hylder fra Ikea = 100 kr. Og et sæt med 2 Kløverblad Gryder inkl. låg (380 Kr) som jeg fandt sydende beskidte med hele bunden brændt på af gammel mad. Lidt iblødsætning og en omgang ståluld og knofedt – og *vola* stråler gryderne og med en omgang brunsæbe er alle fedtfingre fjernet og de skinner som var de nye. OM jeg fatter folk smider ting ud uden at tænke på hvor mange penge der er. Hvem kunne ikke bruge 380 kr i deres lomme?
Nå, nu er klokken gået hen og blevet 21.43 og jeg er hamrende træt, men jeg frygter jeg ikke kan sove hele natten, hvis jeg går i seng nu – så jeg sidder og overvejer om jeg skal gå på druk?
Faktisk sagde den ene af de to psykologer fra samtalen hos CSM at han så det som bedre hvis jeg drak mig i hegnet (hans ord) og dermed kom til samtalen på Psykiatrisk Hospital 14. August, end at jeg gik ud på Ringgadebroen – han tilføjet dog også bagefter, at han ikke som psykolog sad og anbefalet mig at drikke, men af to onder, var druk den bedste på den korte bane – og han har vel ret i noget af det….
Min mund gør også så fandens ondt at jeg næsten ikke kan være i mig selv, jeg tænker på om det nogensinde går over, altså smerten i min mund som er så konstant at jeg er øm i gummer, gane, tænder, kinder og kæber hele tiden?
Mor vil at hende og jeg skal tage til Skagen og sove i shelter fra på Onsdag, bare hende og jeg. På en måde kunne det være hyggeligt men så skal det forberedes bedre, og vi skal tale om det og jeg skal vide hvad jeg går ind til. Dernæst er det uge 29 og der er bare SÅ mange mennesker i Skagen, af den smarte slags og jeg er ikke en smart type, jeg vil bare føle mig endnu mere kikset og forkert. Endnu mere alene og endnu mere udenfor, når jeg ser alle de grupper af mennesker der fester og jeg har ikke andre end min Mor at være sammen med. Og jeg bliver 41 på søndag.
Jeg sad netop og så et indslag fra Skagen og Tisvilleje i TV, omkring Uge 29. Bare det at se det i Tv gjorde mig ked af det og fik mig til at føle mig endnu mere ensom og alene. Jeg har vitterlig ikke én eneste person jeg kan ringe til eller tale med.
Og dog, jeg må heller ikke lyve, så her er hvordan min Lørdag har været.
I lørdags skulle jeg gøre lejligheden ren, da der kom en Gæst Søndag og jeg har vitterlig udskudt rengøringen i 14 dage…… jeg ORKER IKKE AT GØRE MERE RENT!! (og jeg har stadig gl. kunder der sms’er mig om hjælp til rengøring….) Gæsten kom så først i dag, mandag.
Anyway, da jeg er igang med at gøre rent, får min søster, som bor overfor, besøg af min Farfar’s gl. lejer. Hun var Sygeplejerstuderende da hun boede til leje hos min Farfar. Sener blev hun så ansat hos ham, til at hjælpe ham med alt lige fra indkøb til tøjvask og hun hedder i dag bare ren og skær “Farfar’s Lise”. Så min søster får besøg af Farfar’s Lise, som er en ret badass sygeplejerske.
Hun har i mange år arbejdet på Fødselsdafdelingen, men er nu et andet sted på Skejby. Hun kom og besøgte min søster på Fødselsafdelingen, og har scannet hende osv. Jeg ved at hun og min søster har en connection pga. babyen.
Efter at Farfar’s Lise havde besøgt min søster (mens jeg gjorde rent) kom hun over i min lejlighed og spurgte om jeg havde lyst til at besøge hende om aftnen, altså Lørdag aften. Jeg blev så overrasket at jeg direkte spurgte hende om hun inviterede mig, fordi hun havde ondt af mig?
Da jeg så var klar over at hun ikke inviterede mig fordi hun havde ondt af mig, blev jeg nervøs og bekymret, over at hun kun inviterede mig og ikke min søster – jeg ønsker ikke at skabe problemer eller ballade og på en eller anden magisk måde er det altid sådan noget som jeg skaber, uden at vil det.
Feks. mht. min nye søster, jeg forsøger at blive venner med hende og vi har en god og stabil kontakt, pludselig vil hun give mig en gave men ikke min søster og *bum* så er der et problem, fordi jeg pludselig har gjort noget, som jeg ikke var klar over at jeg gjorde – og min søster er holdt udenfor og århhhh alt det rod!!! Jeg orker det ikke!!
Lang historie kort, jeg fortalte ikke min søster at jeg tog derud, jeg følte mig som en total løgner og bedrager, men det er jo ikke mig selv der har inviteret mig selv – jeg har end ikke bedt hende om at invitere mig!!! Og alligevel føler jeg mig som en lort.
Det var en rigtig hyggelig aften, jeg kom kl. ca. 18.30 og kørte kl. ca. 21.45. Vi fik, i min optik, mærkelig mad. Hvedekerne salat (WTF?) hvorfra jeg helt uden skam i livet, frasorterede løgene og fiskede efter feta og rød peber. Bum. Jeg er voksen nok til at stå ved hvad jeg kan lide at spise, også selv om det måske er uhøfligt. Havde det været omvendt, altså min gæst i mit hjem, ville jeg overhoved ikke havde løftet et øjebryn (og i øvrigt ALDRIG havde serveret noget med løg anyway)
Quesadillias (smagte vildt godt) og noget helse brød som jeg havde taget med – plejer aldrig at købe brød, så jeg tænkte jeg heller måtte være helse agtig. Jeg gik all in! Og så jordbærkage til dessert, som jeg havde haft med.
Farfar’s Lise, ved godt besked om min Gudfar, jeg fortalte hende det for nogle måneder siden – jeg kan end ikke huske om jeg har fortalt herinde at jeg fortalte det til hende? Vi talte lidt om det og jeg tudbrølede….. floot! Da jeg kom hjem blev jeg ramt af en bølge af dårlig samvittighed – uanset hvad jeg tænkte på jeg kunne havde gjort galt, kunne jeg ikke komme på det, men alligevel følte jeg en enorm skam og skyldfølelse…… jeg var SÅ tæt på at ringe hende op og sige undskyld, eller skrive en sms og sige undskyld, men jeg kunne simpelthen ikke med alt min gode vilje komme på, hvad jeg skulle undskylde for…….?
Følelsen sidder stadig i mig og jeg har ikke lyst til at kontakte hende igen/møde hende igen, fordi jeg føler en mega mega skamfølelse inden i. Og jeg kan vitterlig ikke sætte en finger på hvad det er…….
Så jow, jeg har haft selskab for første gang i 2019 i en weekend, men det var ikke så hyggeligt som jeg havde håbet på eller fantaseret om at det ville være. Igen, har jeg den største enorme lyst til at ringe til Norman og fortælle ham om det. Men jeg har (endnu) ikke ringet til ham. Eller skrevet.
Klokken er nu blevet 00.21 og jeg må virkelig sove nu – det pudsige er at min søvn er væk nu – kl. 20 kunne jeg næsten ikke stå op pga. søvnmangel og nu er jeg pist frisk – jeg aner ikke hvordan jeg skal få en normal døgnrytme igen.
Jeg har forresten ikke svaret på brevet fra Psykiatrisk Hospital. Jeg ved ikke om jeg skal svare på det/vende tilbage – jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad jeg skal gøre ved det…. Jeg kan faktisk heller ikke finde ud af om jeg orker at starte et nyt forløb op med (endnu) en ny behandler?
Hvis jeg skal udskrives fra Psykiatrisk Hospital d. 20. Februar 2020 (eller hvornår det nu var) så er det knap 5 måneder, lig 15 samtaler, hvor jeg skal starte fra 0 og arbejde mig selv op fra pis og lort til at være joyful og normal. Jeg ser det bare ikke ske, hverken mentalt eller lystbetonet.
Jeg hælder mere til at jeg stopper på Psykiatrisk Hospital, uden at fortælle det til nogen. Trapper ud af medicinen mens jeg er i Spanien, så ingen finder ud af det og så giver livet ét sidste nap.
Jeg strammer mig max max an, finder et job som gør Far og Mor glade og stolte. Tjener en god løn, får kollegaer, holder min lejlighed ren og pæn, holder mig selv ren og pæn, taber mig, og måske, hvis nødvendigt, skaber fiktive venner jeg laver ting med. Måske jeg ved at lade som om alting er godt, faktisk kan vende livet til at BLIVE GODT?
Forstået på den måde, at folk siger altid at det man siger er det der sker. Den devise man lever efter, er det som sker. Ergo, hvis jeg forsøger at leve drømme livet, måske drømmelivet kommer til mig? Og hvis ikke, så behøver jeg ikke fortælle dét til nogen. Så ved jeg med mig selv – og hele verden ved, at jeg har forsøgt alt for at få det gode liv.
Jeg har gået på Psykiatrisk Hosptial og fulgt ALLE de ting de har sagt, indtil de bogstaveligtalt begyndte at lyve overfor mig. Jeg har været villig og åben, punktlig og medgørelig. Og alligevel føler jeg det som om de forsøger at vride armen om på mig, tvinge mig henover et bord, for at få deres vilje med mig, nøjagtig som min Gudfar.
– men hvad de glemmer, alle de her kloge damer som har læst en pokkers masse og som har hørt og lyttet til alle slags sorger er, at mens de kun har teori, så har jeg praksis!
Jeg har måske ikke læst om overlevelse og hørt om overlevelse, men jeg har levet igennem overlevelsen. Jeg har kæmpet hele mit liv, for at blive fri og ikke bukke under, ikke lade mig knække, ikke lade mig kue (mere end højst nødvendigt for at kunne overleve) og ikke lade nogen bestemme over mit liv. Hvis de tror, hvis de virkelig sidder og tror at de kan lyve og tale usandt og få mig til at ligne en mærkelig person, blot fordi jeg tvivler på min psykologs evner, (og med rette viser det sig) og at de derved har retten og magten til at knække mig, så er jeg virkelig forbavset over deres manglende intelligens!!
Men alt hvad jeg læser, peger i den retning – og det er faktisk fint. Befriende. For så er jeg hundred procent på hjemmebane. Jeg skal vise dem at de ikke kan knække mig, bøje mig eller få mig ud af fatning igen. At være en kold kælling med en vulgær grim og nedladende talemåde, er simpelthen det nemmeste i hele verden. Jeg havde aldrig troet jeg skulle gå ind i den rustning igen, men bevars, hvis det er den måde de vil arbejde på, så velkommen på min hjemmebane.
Umiddelbart ser jeg min tid i Psykiatrien som overstået. Og mit liv som en lottokupon. Måske casher du den ind og vinder den helt store gevinst: Et godt liv, men da der er mange om budet, er chancerne for at du ingenting får, størst. Men fordi du er så evig optimistisk, så giver du det naturligvis et forsøg, du ved jo hvad du står foran, hvis du ikke forsøger.
Så jeg forsøger. Jeg tager fat i mit livs sidste lottokupon og ser om det 41. år i mit liv, bliver året hvor lottokuponen kan indløses.