I dag tog jeg i kirke, op i Christians Kirken i Aarhus. Jeg har en veninde fra way back when som er indre missionsk. Hun har en mega lækker mand og 3 smukke børn og er dybt engageret i kirken, i at hjælpe seniorerne, at få frivilligt arbejde op og stå – hun er en ildsjæl som få, og så tvivler hun aldrig.
Jeg tror 100% på Hr. Gud, men der er dage hvor jeg tvivler på om han tror på mig, om han virkelig vil mig det bedste og om han faktisk ER dér hvor de siger han er, eller om det er min mærkelige hjerne som igen og igen spiller mig et puds. Rent ud sagt, er jeg ved at blive sindssyg når jeg taler med Hr. Gud? Er det ét skridt fra den lukkede, i en spændetrøje?
Jeg så på Facebook at de havde deres forårsmarked i Kirken i dag, jeg tænkte det var ganske anonymt at tage derop når der er så mange mennesker. Jeg føler mig så sårbar i de her dag, som om nogen har pillet huden af mig som man piller en appelsin og blottet hele mit indre for hele verden……efterladt mig såret, sårbar og alene.
Det var utrolig hyggeligt at tale med min veninde igen, hun hedder iøvrigt Anne. Men jeg kunne mærke hvordan jeg flere gange fik tårer i øjene, når dét sker for mig (hvilket er ret sjældent, jeg er ikke en cry cry baby) så ved jeg med mig selv at jeg er SÅ SÅRBAR at sagde du “Buuhhh” til mig, så ville jeg græde i ét væk uden at kunne forklare dig hvorfor helt nøjagtigt.
Michelles søster skrev til mig i nat og fortalte mig hvordan Michelle døde. Livet er bare nogle gange slet ikke til at bære inden i. Hun begik selvmord, fordi hendes kæreste som er en berømt pilot var voldelig mod hende. Hun fortalte mig godt lidt om at han havde et temperement men jeg vidste slet ikke at det var SÅ slemt – hun anmeldte ham til politiet en mandag og tirsdag tog hun sit eget liv. Politiet troede ikke på hende, fordi hun var på anti depressiv medicin og fordi manden hun anmeldte var en berømthed og hun var bare ja…. en sårbar pige som arbejde som stewardesse. En nobody.
Tanken om at ingen trode på hende, slog mig så enormt ud at jeg har ligget hele natten i nat og grædt i ét væk. Det er dejavu på første klasse…. jeg ser mig selv, 20 år yngre end jeg er nu, hulkende forsøge at fortælle NOGEN uanset hvem der ville lytte, hvordan mit liv var – jeg sagde måske ikke direkte: Hjælp mig jeg bliver voldtaget og misbrugt, men jeg fortalte helt klart at der var noget galt. Noget alvorligt rivende ruskende galt. Og ingen lyttede. Ingen troede på mig. Ingen tog mig alvorligt. It was devastating.
Jeg var så langt ude at jeg i en alder af 20 år havde lavet et testamente og trænet min gamle lærdom fra spejdertiden op, så jeg nu igen kunne lave fine stærke løkker. Jeg lavede en ud af snoet selvbindergarn og hang henover bjælkerne i stalden på min forbandet gård og så sad jeg overskrævs på bjælken i 8-10 meters højde med løkken i hånden og tænkte på hvilket liv jeg havde levet, hvad der var sket og hvad jeg havde foran mig – jeg søgte desperat efter en vej ud. Jeg fandt den ikke og endte med en dag at snitte mine håndled. Herefter stak jeg hænderne ned i varmt vand for at dulme smerten og efterhånden blev jeg bare træt, så jeg gik ind i sengen.
Jeg sover næsten altid på maven med hænderne knuet under min brystkasse, lige et sted mellem halsen og brysterne og sådan faldt jeg i søvn i hvad jeg trode skulle være min sidste søvn nogensinde. Jeg vågnede ca. 12 timer senere med enorme smerter i hænderne. Min kropsvægt havde virkede som en slags sårpress og stoppede blødningeren, som så startede igen da jeg løftede mig fra sengen, hvor min bluse og lagnet var “groet fast” i sårene. Blodet var helt sort og indtørret og mine håndled var røde og betændte i flere uger efter – ingen lagde mærke til noget. Ingen så det, ingen tog mig alvorligt.
Jeg kom frem til at jeg var for dum til at dø og åbenbart ikke skabt til at leve et liv som alle de andre unge, så jeg startede med at leve fra dag til dag, senere kunne jeg overskue en uge af gangen og så to og tre og så kunne jeg overskue at komme af med min forbandet medicin og lidt efter lidt kæmpede jeg mig på én eller anden måde igennem livet og blev et år ældre og så endnu et og efterhånden er der gået 20 år (eller mere) og jeg lever stadig. Min livsgnist er for stor til at slukke, jeg er for dum til at dø og alligevel har jeg aldrig haft det så godt som jeg har nu, selv om jeg er så enormt langt nede lige nu at jeg overvejer at give op.
Mit liv går endelig den rigtige retning og *bang* så kommer der ikke bare én ting og én person og takler mig, der kommer et helt landshold og sparker mine ben væk under mig i et sådan omfang at jeg knalder hoved ned i gulvet og kæmper for ikke at miste bevisheden.
Tænk engang at ingen troede på min elskede søde fantastiske veninde…. tænk engang at de valgte at tro på en rig flot sindssyg psykopatisk pilot frem for hende – og pga. dét døde hun. Jeg er så enormt knust, specielt fordi jeg ikke trode volden var fysisk….. dumme dumme mig.
1. December 2014 døde min Gudfar og jeg ringede til Michelle om natten (Dansk tid) og fortalte hende om at han var død, jeg fortalte hende at jeg overvejet at blive selvstændig og starte mit lille firma op, jeg fortalte hende om min tvivl omkring It manden og jeg. Hun sagde “go for it” mht. alt hvad jeg fortalte hende. Hun var 100% på min side.
Michelle døde 19. Februar 2015, altså for over et år siden – jeg har haft ringet og skrevet til hende så mange mange mange gange uden at få responds. Det var først da jeg tog kontakt til hendes søster at jeg fandt ud af at de havde ledt efter mig. Michelle havde deaktiveret hendes Facebook før hun døde og derfor kunne de ikke finde mig, da de ikke kunne huske mit efternavn, eller stavede det forkert. Mit efternavn er ens med en Amerikansk præsident minus ét bogstav og derfor staver mange (Amerikanere) mig efternavn som de staver til præsidenten.
19. Februar 2015 var It manden ved at gøre klar til at flytte ud, han flyttede ud 8. marts 2015 hvor Michelle blev begravet. De havde ledt længe efter mig, men kunne ikke finde mig og det knuser mit hjerte så utrolig meget at jeg ikke var der for hende da hun havde brug for mig (jeg vidste ikke dét var så slemt) og oven i dét så var jeg der ikke da hun blev begravet….. jeg var der ikke til at sige et sidste farvel. Hun var bare dér helt alene inde i sig selv med sin sorg og smerte og til sidst blev hun også lagt alene i jorden uden mig – ja der var mange mange andre, men jeg var der ikke og dét kan jeg næsten ikke bære. Når jeg tænker på det, så vælter tårerne ned af mine kinder og det presser inde i mine øre som om der er for meget tryk i mit hoved som ikke kan komme ud. Jeg bliver så så så så ked af det. Kæreste lille dejlige fantastiske Michelle, hvor jeg dog begræder din død og din forsvinden fra denne her jord – men hvor kan jeg også godt forstå dig, helt ind i mit hjerte forstår jeg dig.
1. december 2015 søgte jeg om founding til mit lille firma og googlede hvordan et dødt (ondt) menneske ser ud i jorden ét år efter.
10 Marts 2016 fik jeg tilsagn om at jeg havde fået 108.900 kroner i founding (på baggrund af nogle betingelser naturligvis) Netop denne dag, 10 marts er Michelles Fødselsdag. Hun ville være blevet 38 år.
I’m not saying that det er pga. hende, jeg påpeget bare at det er mange tilfældigheder som rammer sammen. Når nogen dør, starter andres liv, når noget afsluttes så sker der noget magisk i den anden ende, et anet sted. Nogle gange får man lov til at se med, andre gange lever man igennem det.
I dag 12. Marts 2016 kunne min elskede Mormor være blevet 90 år. Det er SÅ hårdt at tænke på at de mennesker jeg har elskede aller mest, er væk. Måske jeg burde elske dem som er omkring mig noget mere, men det er svært. Jeg føler de fleste af dem jeg kender i dag, dem som lever har svigtet mig, mere end én gang.
Det er svært at elske mennesker, familie som venner, som har svigtet mig. Tilgivelse er det nemmeste, men det dér med at “forgive and forget” er bare ikke så nemt – jeg kan godt tilgive. Det er er den nemme part. At se de her mennesker igen og igen og aldrig hører dem sige undskyld, dét er hårdt. Seriøst hårdt. Jeg kan værke hvordan min hjerne og mit hjerte og mit sind prøver at stå united together, arm i arm for at holde balancen og alligevel kan jeg mærke at de vakler og er ved at vælte. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre
Min elskede Mormor på hendes bryllupsdag
Jeg overvejer om jeg skal stikke af – gå gå gå gå og ikke se mig tilbage. Måske jeg slet ikke er cut til at være selvstændig? Måske jeg slet ikke har hvad det kræver? Måske jeg er doven anlagt? Måske jeg er en af de mennesker som bare ikke er skabt til noget på denne her jord?
Hårdt at tænke på, men det værste er, måske dét er rigtigt. Måske mine tanker er korrekt. Dét ville være noget nær det mest forfærdelige der kunne ske, hvis det viste sig at jeg var et uarbejdsdygtigt menneske, lud doven og talentløs. Uden evner til at blive til noget i det her liv – og da der ikke er lovning på et andet liv, senere, så er det rimelig fiasko agtigt at være som jeg er. Måske det er meget godt at jeg ikke har formeret mig….
Jeg har meldt afbud til fødseldag i aften, vi skulle fejre at Mormor kunne være blevet 90 år, men jeg kan slet ikke overskue det – at fejre at Mormor er væk, Michelle er væk, mit liv er uden kærlighed og jeg kan ikke se at jeg nogensinde bliver til noget…..udover en fattig taber som sejler rundt og forsøger at holde sig fast i ét eller andet, for at mærke at hun lever.
Jeg tror jeg må sove.
– forresten, tak for de søde kommentar og mails på mit forrige indlæg (mit sidste er et testindlæg fra mit wordpress kursus)
