Marathon Blogpost.

Mig: Jeg er simpelthen så træt og udkørt og har nul energi
Søster: Så spis da noget.
Mig: Ja det ved jeg godt jeg skal, men jeg kan ligesom ikke få maden til at hænge sammen inde i mit hoved. Det er som om jeg ikke kan sammensætte hvad mad er og hvad der feks. skal på rugbrød. Så det eneste jeg kommer hjem med når jeg har handlet, er rugbrød.
Søster: Du putter jo også benzin på din bil, det er det samme. Det er et behov du har.
Mig: Enig, men sådan fungere det ikke i mit hoved. Jeg husker benzinen fordi jeg skal bruge bilen…
Søster: Du skal også bruge din krop!
Mig: Ja men sådan tænker min hjerne bare ikke….
Søster: Tag dig sammen.
Mig: Jeg er bare så smadret og træt
Søster: Så læg dig i en halv time og sov.
Mig: Ja det kan jeg gøre men min pointe var mere at jeg altid er træt og udkørt. Jeg kan jo ikke sove hver dag. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ovenpå.

—

Ella vågner flere gange om natten og gnaver og slikker i sine poter. Det er ikke én pote men dem alle sammen. Hun slikker og slikker og slikker og slikker og jeg er personligt ved at blive sindssyg.

Dels fordi jeg (igen igen) har en hund der ikke er på toppen og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er parat til at gøre ALT for at hun skal være okay men selv da jeg har tilkøbt mig sundhedstjek hos Anicura har det ikke være nok til at holde min hund rask.

Dels fordi jeg får en voldssom usammenhængende søvn, ikke kun pga. at Ella i nat vågnede 9 gange og slikkede så voldssomt og længe at det vækkede mig, men også fordi jeg bliver konstant vækket af andre ting. I dag er det fredag d. 5. november, jeg har kun været i skole 2 x siden jeg gik på eftersårsferie 15. oktober. Jeg er så smadret at jeg slet ikke kan starte med at beskrive mit niveau af “smadrethed”.

Onsdag nat blev jeg dels vækket af Ella slikkede, så blev jeg vækket af politiet der kom med fuld udrykning kl. ca. 01.00 og endte med at parkere ved nabobygningen så blik og alting gik igennem mine gardiner og persienner. Kl. ca. 03.00 kom Jyllands-postens skrækkelige bud på sin smadret elcykel og klaprede med postkasselåget. Jeg har tidligere klaget til Jyllands-Posten af to omgange, først anden gang hjalp det, men de sidste par uger er det blevet værre og værre. Kl. ca. 04.00 kom skraldebilen, som vi i vores skod ejerforening lystigt betaler for at tømme skraldespandene som vi også lystigt betaler viceværten for at slæbe (fyldte) op fra kælderen, sådan at de gamle kam bibeholde deres skraldeskakter frem for at vi spare all de penge og bruger dem på feks. nye vinduer eller en port og så bruger de utrolig mange skraldespande der er sat op lige uden for vores fællesareal på offentligt område af kommunen men nej da, lad os hellere have udgifter på skraldebiler, vicevært og larm.

Og så bliver klokken 06.00 og de første beboer begynder at dundre ned af trappen og åben og smække hoveddøren og *vola* endnu en fucked nattesøvn – som du så lige skal krydre med Ellas slikken oven i – og taler vi torsdag og fredag nat, så skan du smide fulde menneskers højrøstet snak, skænderier og ballade indover alt ovenstående. Jeg er flosset som et stykke gammelt tandtråd.

Da jeg skrev dette indlæg Ting der giver mig ondt i maven… #1 og Ting der giver mig ondt i maven… #2 havde jeg det dårligt, det har jeg stadig men på et andet niveau. Og der er stadig ting jeg skal huske at fortælle men som jeg simpelthen ikke orker at skrive ned mere. Det er som om det at skrive kun betyder noget inde i mit hoved.

Jeg “skriver” i mine tanker hver dag, hele dagen men jeg får det sjældenere og sjældener ned på papir. Det er som om min evne til at sidde her og skrive er død. Eller væk. Det giver ingen mening for mig at skriv mere som det gjorde før.

Hvad er pointen i at skrive om mit liv, når du aldrig har tid til at sætte dig ned og læse om fortiden så du kan ændre din egen fremtid?

Måske det er dårligt og negativt at læse om min fortid men jeg mener selv at man ikke kan ændre eller skabe sig selv en bedre fremtid, hvis man ikke forstår sin fortid.

Jeg skriver for ikke at glemme, eller det var sådan det startede for virkelig mange mange år siden, da jeg som ca. 7 årig startede med at skrive dagbog og lavede komplicerede kodesystemer så ingen andre end jeg selv kunne forstå hvad der foregik i mit liv – den dag i dag kan jeg end ikke selv huske kodesystemet men jeg kan huske hvad der ligger bag det at jeg skabte kodesystemet og det er nok for mig.

Det betyder intet for mig at skrive mere, for jeg har glemt hvorfor det var så vigtigt for mig at skrive, hvorfor ord var så vigtige for mig, hvorfor skrift er eller nærmere var, så vigtigt for mig. Jeg ved at det skrevne ord er vigtig i alles liv, på forskellige niveauer og grader men vigtigt er det – jeg har bare glemt hvorfor….

Jeg har to vigtige ting jeg skal huske at fortælle – jeg har skrevet dem ned i min note app på min telefon som synkronisere med min computer, så jeg husker at fortælle om det, næste gang jeg blogger, hvilket så er nu.

Da jeg skrev sidst ⬆️ onsdag d. 20. oktober var d. 20. oktober også en mega dårlig dag, efterfulgt af en lige så dårlig fredag d. 22. oktober men lad mig starte ved onsdag d. 20. oktober eller nærmere mandag d. 18. oktober (faktisk kan vi hurtigt blive enig om at uge 42 i år 2021 var lige til at rykke ud af kalenderen og glemme overhoved eksisterede. Jeg ville være villig til at tage 7 kilo på bare for at kunne gå uden om den uge)

Da jeg havde afleveret Ella til sin første tandrensning d. 18. oktober, som jo så viser at hun har pilrådne tænder, kørte jeg til Zoneterapi fordi jeg simpelthen har så mega ondt i mine fødder. Det er SÅ smertefuldt at jeg kikker på billeder af mig på 1000 km’s Camino og tænker at det er en helt anden person i et helt andet liv der gik dér, for jeg kan knap gå ind i min seng.

Zoneterapi damen kender Anika. Da jeg var hos hende første gang, aller første gang brød jeg grædende sammen og fortalte hende kort om at jeg led af senfølger efter seksuelle overgreb og håbede på at Zoneterapi kunne hjælpe på mine fodsmerter. Ikke mere end det.

Anyway, hun har en gang før sagt til mig om jeg havde overvejet at få “renset” min bolig for dårlig karma og ånder – I shit you not – oven på hendes skab i hendes ultra rene hjem (det er en hjemmeklinik) står der 2 x engle og en Jomfru Maria statstue. Jeg slog det sådan lidt hen da hun sagde det første gang.

Det er ikke fordi jeg ikke tror på at der er mere mellem himme og jord end vi kan se, føle og mærke men jeg tror simpelthen ikke på at min Gudfar er flyttet med mig ind i lejligheden her, uanset hvor skod den er. Han er død. Han er borte. Jeg har SET ham død. Jeg har SET ham blive begravet. Jeg har vitterlig rørt ved ham da han lå og var død og kold. Han ER væk. Hans sjæl er ikke i nærheden af mig.

Jeg har mange dæmoner inde i mig, der er mange ting der ikke fungere for mig, men jeg tror fuldt og fast på at min Gudfar er væk og at han ikke kan skade mig mere. Jeg har stadig mange ting fra dengang som forfølger mig pga. ham, men det er IKKE HAM I FYSISK FORM, eller i gost-shape.

Efter end behandling mandag d. 18. oktober begynder hun igen med at “har jeg sagt at du jo kan få renset dit hjem…?” mens jeg sidder og tager sokker på. Hun fortsætter: “det er som om du lukker af fra underlivet og ned, der er ingen liv i den del af din krop…” På en måde er det sødt af hende at hun tager tankerne videre fra en zoneterapibehandling til andre ting, for at hjælpe sin klient, men på den anden side er det (for mig i det mindste) voldssomt grænseoverskridende at hun gør det.

Hun fortsætter med at sige at hun har talt med XXX og XXX (Anikas forældre…) og at det jo er vigtigt at man kan tilgive sig selv og rense sig selv for den dårlige karma, stress og vrede man kan have inden i…… jeg sidder fortsat og tager sokker på og forsøger at gøre mig hurtig færdig for pludselig føles rummet meget lille og flugtvejen meget lang.

Jeg skynder mig at betale og stormer ud og sætter fødderne i mine kondisko uden at åbne dem og uden at tage dem ordentlig på og går hurtigt ud til bilen, hvor jeg sparker skoene af og kører i strømpesokker indtil jeg er ude af syne.

Jeg var allerede smadret da jeg afleverede Ella og så kommer sådan noget oven i, dels med min gudfar som er ét ømt prik og så begynder hun med at jeg skal tilgive mig selv og rense mig selv pga. Anika? I’m like – jeg har jo aldrig lavet en anmeldelse på Anika!

Ja jeg talte over mig da jeg delte mine tanker med Annabell omkring Anika men Anika har jo konsekvent og bevist i flere år (!) delt ud af mine smser til hende og Barbara, smser hun har delt både med hendes mand (!) og med hendes logegruppe! Oven i dét har hun har af flere omgang beskyldt mig for at lægge an på og gå i seng med hendes kærester – noget jeg aldrig så meget som har overvejet! Og alligevel er det MIG der er under anklage?

Og nu er det så mig der sidder hos en zoneterapeaut og får smidt sådan noget i hoved? På en dag hvor jeg allerede føler mig sårbar og smadret.

Efterfølgende fik jeg denne sms fra Zoneterapeauten

Jeg har naturligvis ikke købt et eneste af de produkter hun har anbefalet mig. Dels giver jeg 0% for medicin i al almindelighed og dels skal jeg ikke støtte Anikas hømopatiske naturforretning på nogen måder. Og dels går naturtamtam i min optik, ind under medicin. Jeg tager end ikke vitaminpiller. Jeg korser mig ved nogen former for piller, selv panodil. Jeg vil ikke at min krop overtages af produkter som gør at jeg ikke er ved min fulde fem mentalt og dermed sætter mig selv, bevist eller ubevist, i en situation hvor jeg ikke kan forsvare mig selv. Been there, dont that.

Nå, men så var den mandag ligesom ret fucked og det tog mig det meste af tirsdag at komme på fode.

Onsdag d. 20 oktober havde jeg så en aftale med en dame fra fjernsynet af. Jeg ved ikke om jeg har fortalt det men ellers får du historien ultra kort her.

Tilbage i 2018 sælger jeg en masse gamle værktøjskasser fra min fars firma, jeg får pengene. Damen der kommer og henter dem er en som opkøber ting til film og tv og de skal bruges i en julekalender. Jeg fortæller hende (åbenbart) om gården og viser hende (åbenbart) gården i tilfælde af at den kan bruges som en kulisse. Herefter glemmer jeg alt om hende.

En dag er der en dame som ringer og skriver eller noget, omkring et bogstav jeg har til salg på dba.dk, hun vil gerne købe bogstavet (Et A) Jeg glemmer så godt som aldrig en aftale. Jeg er mega koordinerings-agtig og kan holde tungen lige i munden på rigtig mange punkter, selv når psyken ramler. Det er som om jeg har et andet “kammer” inden i, jeg kan gå ind i, være super fokuseret og koordineret og planlægningsagtig og så kan jeg gå ud af “kammeret” igen og verden vælter.

Jeg glemmer denne her aftale, den første jeg har glemt så langt jeg kan huske tilbage og pludselig står damen hos mine forældre og vil hente bogstavet mens jeg er hos mine storskralds ting 35-40 km. væk. Jeg er så presset at jeg simpelthen vælger at sige at jeg ikke kan kører hende imøde, da jeg ikke orker at stresse mere og endelig har Far og Mor Ella så jeg kan arbejde i ro og fred med at få taget billeder og mål mv. så jeg kan tjene penge.

Bla bla bla damen kører og pludselig ringer hun mig op og spørger om hun må komme ud til hvor jeg er og hente bogstavet. Det må hun gerne, så jeg smser hende adressen og da jeg trykker “send” kan jeg se at vi har skrevet sammen tidliger, jeg kan dog ikke huske damen – jeg mener jeg sælger mere end 300+ forskellige ting om året til 300+ forskellige mennesker og jeg kan ikke huske hvem der er hvem. Damen ankommer og er mega mega sød. Altså mega mega sød. Vi står og taler i 2 timer i en kold maskinhal på en pløjmark. Hun fortæller om hendes mega fede ting-finder-job som bare lige lyder som noget for mig, jeg fortæller hende om mine drømme.

Damen drejer to gange samtalen ind på gården og mine tidligere lejere og begge gange drejer jeg samtalen den anden vej, fordi jeg ikke orker at tale om noget der gør mig ked af det. Samtidig er jeg max presset inden i og kan ikke så godt rumme at tænke, føle og mærke de ting der gør ondt.

Kort historie lang, damen tilbyder at vise mig rundt ude på DR i Århus – som dengang jeg var færdiguddannet Radiojournalist var mit total drømmearbejdsplads, men de svarede aldrig tilbage på mine ansøgninger og jeg fik, som du nok ved, aldrig et job dér.

Rundvisningen skal være onsdag d. 20. oktober og efter endnu en nat med en smadret søvn oven på 2 dage med hvad der føles som når et glastage falder ned i hoved på en, står jeg op, får kridtet og spartlet hoved, tager tøj på og kommer afsted til DR.

• 

• 

• 

Det var nøjagtig lige så spændene og sjovt som jeg havde forestillet mig. Tænk at få lov til at lege hele dagen lang. Tænk at få lov til at holde styr på ting med en dymomaskine. Jeg så deres rum hvor de har ting de kan bruge til optagelser, der var vidunderligt mange ting men ikke så meget perfektionistisk orden som jeg elsker og selv drømmer om i mine ting.

Da vi går derfra, eller går fra Mini MGP kontoret-agtigt noget (jeg kan ikke helt huske hvad det var for et kontor vi sidst besøgte og jeg ser jo ikke TV så jeg er lidt lost der) men da vi går derfra, går vi, bare hende og jeg gennem en gang og da hun åbner en dør siger hun noget i stil med “Nu skal du hører, jeg er veninder med dine tidligere lejere….“

Det føltes bogstaveligtalt som om jeg var låst ind på en lang gang med en dame der lige så godt kunne være min bøddel som min veninde. Det var 50/50 hvad hun var og hvordan denne samtale ville ende.

Igen, lang historie kort, jeg ender med at stå midt på torvet i DR og græde, fordi damen her begynder med hendes “du skal tilgive, du skal komme videre, du skal give slip, du skal du skal du skal du skal” Hendes søster er åbenbart veninder med damen (og manden) som pt. lejer hus ud til mine tidligere lejere.

Den selv samme mand som jeg for mere end 10 år siden ringede til og sagde: “Jeg vil gerne fortælle dig en historie men du vil ikke tro mig, så jeg vil hører om du ikke har mulighed for at komme forbi og se min Gård….“

Manden kom, han havde netop lejet sin gård ud til mine nu ex-lejere. Han var på daværende tidspunkt småbørnsfar og var, som jeg, dybt chokeret over hvordan min gård så ud.

Det virker som en anden verden, et andet liv når jeg ser på billederne af mit gamle nu nedrevet stuethus fra gården. Tænk at jeg engang boede dér med alle menneskers velsignelse og accept. Tænk at jeg engang blev voldtaget så mange gange inde i det hus. Tænk at nogle mennesker lejede huset af mig og gav mig det tilbage, under tvang, i en tilstand som satte mig i en økonomisk dårlig situation, der endnu ikke har sluppet sit tag imig, bare fordi de kun tænkte på sig selv.

Og i oktober måned i år 2021 blev jeg mindet om alt dét lige midt inde hos DR fordi damen her pludselig begyndte at tale om at jeg skulle tilgive og komme videre, let go, forgive and forget. Jeg havde så meget lyst til at råbe af hende: Who are you to tell me what to do?!!

Man ved sjældent hvad der ligger i andre menneskers liv.

I mit liv ligger, at hver gang jeg bliver mindet om hvad der skete med min Gård, dengang i januar 2010, så bliver jeg også mindet om at jeg nær mistede livet den aften i januar da min Gudfar forsøgte at kværke mig, fordi min lejer havde ødelagt gården. Den lejer som en dame står midt i DR og fortæller mig at jeg skal tilgive og komme videre over. JEG skal tilgive….

Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle andre mennesker hvad de skal gøre, for ingen andre end personen selv kender smerten som ligger bagved personens liv. Hele mit liv – hele hele hele hele hele mit liv har andre mennesker vadet henover mig i en sådan grad at jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre eller sige selv.

Det er som om det er okay at være led, ondskabsfuld og ubehagelig overfor Deirdre-Ann.

Men på denne her måde, så blev min onsdag i eftersårsferien også ødelagt. Det gjorde at jeg simpetlhen meldte afbud til Kranio Sakral om torsdagen, selv om min krop skreg på lindring i alle mine muskler. Jeg kunne simpelthen ikke overskue flere aftaler og ting jeg skulle. Jeg trængte til RO og alenetid i mit hoved men jeg havde stadig Ella og hun var konstant omkring mig, min søvn var smadret, mit indre var en stor gryde med smadret følelser og tanker.

Så efter at havde haft hende til hjertescanning i Ålborg om fredagen, kørte jeg hende kl. ca. 08.30 lørdag morgen ud til mine forældre og besluttet mig rask væk at jeg ikke skulle i skole før jeg havde fundet mig selv – det var skole eller at knække mentalt. Jeg valgte skolen fra. Og i 5 dage var Ella hos mine forældre mens jeg samlede mig selv om mentalt.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

I nat vågnede jeg (igen) pga. at Ella slikkede sig og mens jeg lå og kæmpede for at mit sind ikke skulle vågne (men naturligvis vågnede…) kom jeg til at tænke på Psykiater-Lærlingen og på hvor billigt og nemt det egentlig er for hende at sige og gøre som hun gør og har gjort.

De seneste par dage har vi haft om EPJ (Elektronisk Patientjournal) om sundhedsjura og tavshedspligt. Det har naturligvis gjort at jeg har tænkt Psykiater-Lærlingen, Fede Dorit, Psykoedukationspsykologen og Indianerlægen ind i de scenarier vi har haft om og jeg kan kun sige én ting: Fucking spot on at de har skedet i nællerne!

Feks. står der i loven følgende: “Betingelser for at der er brud på tavshedspligten er, at man kan koble en bestemt person til et bestemt (privat) oplysning.“

Det er rimeligt nemt at se at der er sket brud på tavshedspligtenm når min ansøgning i privat regi, kobles sammen med mit journal i offentlig regi. At hun er medejer er uden betydning, hun har overskredet grænser der ikke må overskrides. Hun har ikke hjemmel til at bring hendes to erhverv sammen.

Der er lige sådan et lille lækkert link til Ombudsmandens hjemmeside omkring offentlig ansattes almindelige tavshedspligt.

Jeg ved jeg ikke har gjort noget forkert. Jeg ved det. De ved jeg ikke har gjort noget forkert. De VED det. Men de håber at de kan kører mig træt eller nok nærmere håbede de på at jeg aldrig ville kører en sag, men det gjorde jeg.

Jeg går stadig og overvejer hvad jeg skal gøre ved Nordmandspsykologen og hende den anden psykologs kommentar i mit journal om at JEG afviste at få hjælp hos dem. Jeg fik helt konkret aldrig tilbudt hjælp på psykiatrisk hospital. De afviste mig og sagde at jeg kunne få en henvisning, via egen læge, til Viborg eller Silkeborg. Jeg er så færdig med psykiatrien men jeg vil ikke finde mig i at andre lyver på mine vegne og i mit navn. Jeg orker bare ikke lige at gøre noget ved det nu.

Men jeg har også 5 år fra den dag jeg bliver bekendt med at noget er forkert, til at jeg skal klage over det. Så nu tager jeg lige denne her sag først, så kan jeg altid smide mine optagelser i hoved på dem bagefter. Jeg skal ikke i psykiatrien igen. jeg ville ønske jeg kunne skrive nogensinde men det kan jeg ikke 100% udelukke men jeg skal ikke ud til de damer igen, som på en så skødesløs måde håndtere andre menneskers navn, omdømme, sandheden og fakta. Det er jo fuldstændig uhørt – det lyder nøjagtig som når Mette Frederiksen skal forsøge at forklare hvordan hun trak levebrødet ud af munden på en masse minkavlere. Man ved hun ikke har rent mel i posen. Hun ved hun ikke har rent mel i posen. Men alligevel siger hun ikke undskyld.

Havde Fede Dorit talt pænere til mig, da jeg bad om fri til at gå en Camino, ville jeg aldrig havde googlede hende.

Da jeg så googlede hende og hun mente jeg gik over en streg kun hun selv kendte til, så kunne hun havde valgt 10 andre måder at gribe det an på, end at sætte sig ned og helt hovedkulds skrive en 5 linjer kort mail til mig, op til en helligdag fyldt med trusler mod en patient hun qua sit erhverv, ved har det svært med tillid, ordre, trusler mv.

Hun kunne havde grebet det helt anderledes an – hvilket jeg personligt selv ville havde gjort og jeg er end ikke psykolog.

Da mødet så oprinder, kunne indianerlægen havde lagt blødt fra start og forsøgt at finde hoved og hale i det hele, ved at hører den anden side af fortællingen, frem for blindt og uden at lytte til undertegnet, blot at tro på hvad Fede Dorit havde sagt og gjort var korrekt.

De skulle heller ikke havde aflyst alt min behandling (i 111 dage) uden en sikkerhedsplan.

De skulle ikke havde forlænget min behandling hos Fede Dorit (med et år!) uden at tale med mig først.

De skulle ikke bare havde stoppet alt kontakt til psykiatrien og ladet mig sejle.

De skulle ikke havde indkaldt mig til endnu et teammøde.

De skulle ikke havde luftet til mødet – selv om jeg godt er klar over at det var en KÆMPE brøler fra psykoedukationspsykologens side – at jeg havde søgt jobbet på hostlet.

De burde havde informeret mig om, betydningen af min ansøgning tilbage i April, frem for i August.

Psykiater-Lærlingen burde havde taget telefonen da jeg ringede eller i det mindste ringet tilbage.

Nordmandspsykologen burde havde været mere skarp på de nye behandlingsrammer.

Nordmandspsykologen og Indianerlægen burde havde fulgt op på de teammøder, jeg skulle deltage i hver måned pga. min opsøgende adfærd, men som altid blev aflyst, og som altid gav mig ond i maven.

Nordmandspsykologen og Indianerlægen burde havde taget mig seriøs da jeg bad om et langt kontinuerligt forløb, frem for at true mig til at acceptere at, det nye forløb i Januar 2020 allerede var 6 måneder gammelt og at hvis jeg ikke tog imod tilbudet så udskrev og færdigbehandlede de mig.

De burde alle generelt holde sig til sandheden og huske at dokumentere de ting, de mener er af så vigtig karakter at det kan fører til at en patient skal under skærpet opsyn.

Alle de ting ⬆️ har fuldstændig ødelagt mig inden i. Det kan jeg mærke. Der er noget som aldrig bliver sig selv igen.

Måske fordi det er af nyere dato, måske fordi det er sådan det er, men jeg føler at ovenstående ⬆️ har skadet mig meget mere end de voldtægter min Gudfar har udsat mig for i årtier.

Oven i det kan jeg blive så forfærdelig vred på psykiater-lærlingen, når jeg tænker på hendes ord. Engang betød de SÅ meget for mig, i dag tænker jeg at hun vitterlig sidder og smider om sig med store ord med punkteret power bag, men det er så hult og falsk fordi den power hun forsøger at sælge og sikkert med stor succes, ikke findes. Hun sælger jo pyramidespil, hun sælger luft.

Hvis de ikke var pga. hende, altså vitterlig 100% pga. hende, så havde jeg ALDRIG fortalt mine forældre om min Gudfar og jeg kan alt andet lige fortælle dig at mit liv havde set BETRAGTELIG anderledes ud i dag – til den gode og bedre side.

Det var pga. hendes kontinurerlige “dit liv bliver bedre hvis de ved besked” kommentar, der gjorde at jeg til sidst fortalte en mere end 37 år (!) gammel hemmelighed.

Havde hun ikke sagt som hun sagde, havde jeg holdt tand for tunge 37 år mere. Der er INTET GODT kommet ud af at min familie ved besked. Intet. Jeg kan den dag i dag ikke se hvad der fik hende til at tro at hun vidste bedre end jeg, hvordan min familie ville reagere hvis de vidste besked. Jeg sagde ofte hvordan jeg vidste de ville reagere – hun insisterede på at de ville reagere anderledes. Jeg fik ret. Som altid fik jeg ret. Det er jo ikke første gang jeg havde eller har forsøgt at fortælle mine forældre om min Gudfar.

Hun sparkede mig i den grad ud på det dybe vand og så vendte hun sig om og skred. Uden at se sig tilbage.

Det er så letkøbt og billigt af hende at sidde og sige “jeg ved du en dag bliver en mor….” og få mig til at tro på det, når fakta her 4,5 år senere er, at jeg ikke bliver mor, nøjagtig som jeg selv havde forudset. Men jeg solgte ind på hendes ord og trode på hende.

Hun tændte håb i mig, nøjagtig som hun tændte håb – på trods af at jeg ved bedre – om at mine forældre ville forstå mig, når de vidste besked. Jeg så et håb for et lettere og nemmere liv. Naivt as fuck!! Men jeg så et håb, et lys i mørket og jeg lyttede til hende og jeg tog håbet frem for at tro på mig selv. Fordi et mere kyndigt menneske solgte mig en drøm, et håb, en fremtid som hun på ingen måder har mulighed for at styre eller hjælpe mig med at navigere i.

Det er simpelthen direkte ondskabsfuldt af fagfolk at sidde og smide psykisk syge ud hvor de ikke kan bunde mens de påråber sig korrektheden i deres handling som i “patientens bedste“.

Jeg kommer i den grad aldrig til at tilgive den måde jeg er blevet behandlet på og desværre fylder små fliger af den samlede behandling ret meget i min hverdag.

Den anden dag, mens jeg prøvede en kjole, eller prøvede og prøvede, jeg holdt den op foran mig i en butik og mens jeg gjorde det, stod jeg og tænkte på hvad min familie skulle gøre ved/med så dyr en kjole når jeg var død? Og på den baggrund hang jeg kjolen tilbage igen.

Dagligt, ikke bare sådan lidt hist og pist, men dagligt går jeg og tænker på at “når jeg er død“. Det er utrolig sørgerligt, utrolig hæmmende og utrolig svært at leve med og i. Jeg ser ingen grund til at tage min uddannelse færdig, for jeg dør nok snart. Jeg ser ingen grund til at gå ud og finde mig en kæreste, for jeg dør jo snart. Jeg ser ingen grund til at bruge penge på XX fordi det er spild af penge, fordi jeg snart dør.

Da jeg kom hjem, stod jeg ved køkkenvasken og satte ting i opvaskemaskinen og mens jeg stod dér kom jeg til at tænke på episoden med kjolen og var lige ved at begynde at græde. Og så slog det mig, at Fede Dorit kaldte mig Histonisk, altså en person som selviscenesætter sig selv, som gerne vil ses. En se-mig se-mig. Jeg er her-agtig. Jeg kan overhoved ikke se den diagnose i mig selv. Jeg ønsker aller mest bare at være alene og helst få en hurtig død. Jeg ønsker ikke at blive set, jeg ønsker ikke at nogen skal bekymre sig om mig. Eller tænke på mig eller drømme om mig. Jeg ønsker bare at være alene og dø.

Men dét til trods, havde en angivelig veluddannet psykolog med autorisation und alles, ansat på et offentligt hospital, ingen problemer med at smide en diagnose i hoved på mig, fordi jeg googler hende. Jeg kan helt sikkert ikke ramme hende på samme måde som hun har ramt mig – men jeg kan sørge for at hun kommer til at mærke hvad det vil sige at være en dårlig behandler for et psykisk sårbart menneske og jeg skal vitterlig lægge mig ekstra i selen for at hun ikke får muligheden for at behandle andre, som hun behandlede mig.

For mig er det forsent, men jeg kan stadig hjælpe andre. Som ringe i en vandpyt der fordamper.

⬇️ NEDENSTÅENDE ER SKREVET TORSDAG D. 2. DECEMBER 2021 ⬇️

Sidst jeg skrev, stod kalenderen på 5. november 2021, om få dage er det en måned siden at jeg sidst tømte min hjerne på denne blog, uden dog at udgive blogindlægget. Det føles som om der er gået en livstid siden da.

Jeg skal prøve at fortælle, så godt jeg evner, om hvad der er sket på de knap 30 dage, men som allerede noteret, så føles det som en livstid og jeg er allerede træt. Klokken er 11.42 og jeg sidder i min sofa med radiatoren på 5 og jeg kan simpelthen ikke få varmen, på trods af uldundertrøje, uldstrikbluse, uldhalstørklæde, tæppe om benene og tæppe over skuldrene og ryggen. Og Ella der ligger klistret op af mig på min venstre side. Jeg er kold til knoglerne – og udenfor er de stadigvæk ved at pilotere plader i jorden, til det nye netto byggeri der foregår lige ude foran mine vinduer.

De har været igang siden 11. oktober og det larmer ret meget, når hver enkelt plade skal bankes i jorden, for at de kan grave ud til en ny butik, uden at siderne vælter og falder ud i Århus å. Det her sted er bare VIRKELIG det mest lortet sted jeg nogensinde har boet. Jeg kan slet ikke rumme hvor dårligt et sted det er.

Jeg startede i praktik d. 8. november, 180 km herfra på en klinik for kvinder. Jeg stod op hver dag kl. 05.45, fik tøj på, mascara, børstet tænder, smurt madpakke og luftet Ella så hun kunne få pøllet af, når klokken var senest 06.20 kørte jeg ud af indkørslen. Med Ella, som jeg satte af hos mine forældre.

Så kørte jeg ellers i knap 6 kvarter lige ud med røde baglygter foran mig og hvide lygter imod mig. Det regnede hver evig eneste dag jeg kørte turen. Uden undtagelse. Det regnede og regnede og regnede. Og turen var mega lang. Mega mega mega lang. En dag kom jeg 30 min. for tidlig og en anden dag kom jeg 15 min. for tidlig. Jeg begyndte (naturligvis) at arbejde med det samme, men da dagens 8 timer (som føltes som 18 timer) var omme, måtte jeg ikke gå feks. 15 minutter før tid eller 30 minutter før tid. Nej nej jeg skulle sidde og læse i en anatomibog omkring de kvindelige kønsorganer – organer jeg selv har og som jeg har siddet på de sidste 43 år.

Som dokumentation for at jeg ved tæt på alt om den kvindelige anatomi, får du lige et 2 sek. gammelt foto, taget siddende her i min sofa pakket ind i tæpper, op på bogreolen ovenover mit hoved….

• 

• 

Umiddelbart er den kvindelige anatomi (og anatomi generelt) ikke min svage side, men sådan noget er man jo ikke lydhør overfor, på en klinik fyldt med angivelig veluddannet kvindelige sekretær og man er slet ikke lydhører overfor, at en praktikant kan gå xx antal minutter tidligere og feks. komme liiidt tidligere hjem, end de 11,5 timer hun allerede er væk hjemmefra. Specielt når hun har arbejdet lægere og mere end de andre, eller bare fordi hun er ny, total bombet og man er et large arbejdsplads.

På dag 4 fandt jeg ud af at to af de 6 sekretær sad og skrev en fælles mail omkring mig. Det slog mig fuldstændig ud, som i jeg først blev total paf, så overvejet jeg at tage den med dem lige dér hvor vi stod, for ligesom ikke at det skulle eskalere og blive til mere, men jeg turde ikke, fordi jeg kunne mærke jeg var lige ved at begynde at græde, så jeg lod være (at græde på 4. dagen var alligevel mere end jeg kunne rumme) – og dermed fortsatte deres kommunikation omkring mig.

Det foregik sådan her:

XX sekretær, som var så smuk og mindede mig om Natasja som flyttede til Mexico, bad mig komme over og se på, mens hun lavede en booking af en ung mand der var henvist pga. inkontinens (Inkontinens ligger sammen med denne her klinik for kvinder) Foran sig har hun to skærme, på den ene kører booking systemet og på den anden skærm, som er lige ud for mig, som sidder til venstre for hende, ligger hendes mailprogram åbent.

Sådan noget sker ikke ved et uheld, men lader ikke, uanset erhverv, en mail liggende åben så andre kan læse med på private interne mails – med mindre det vitterlig er fordi man vil at de skal læse de private interne mails.

Mailens overskrift hed: “Jeg syntes…” og var startet af hende her sekretæren og skrevet til den sekretær der sad bag ved mig. Hun virkede ellers helt vildt sød, sådan venindeagtig-sød. Senere på hendes FB da jeg var inde og blokere dem alle, kunne jeg se at hun identficere sig selv som et “Mælkebøttebarn”, hvilket bare er endnu mere tankevækkende når man så tænker på hvad hun selv bringer ind i verden/spreder i verden.

I mailen skriver den smukke sekretær (som jeg senere fandt ud af nok var smuk men kommunikerede bedst ved passiv aggressiv kommunikation og via bag-om-ryggen-kommunikation og hvis dét er ens måde at være på i livet, grim indeni, hvad gavn er det så at man er virkelig smuk?)

⬇️ NEDENSTÅENDE ER SKREVET TIRSDAG D. 14. DECEMBER 2021 ⬇️

Og sådan gik 12 dage med absolut ingenting og jeg er SÅ SMADRET at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Jeg har voldssomt ondt i hele min krop og min ryg er helt helt ødelagt – jeg er bagud med at skrive og føler ikke jeg kan komme videre før jeg har skrevet (mere) men samtidig orker jeg ikke at skrive (mere) så det er ligesom en ond cirkel.

I går, mandag ringede jeg til STPK (Styrelsen for Patientklager) fordi det på torsdag er 3 måneder siden de sendte mig et brev om, at de ikke kunne afgøre min sag pga. at de havde for mange sager og for få hænder, de skrev derfor at de skulle bruge 3 måneder ekstra.

Damen jeg talte med, kunne fortælle mig at der forelå en afgørelse, men ikke hvad den var på men at jeg ville få besked “inden fredag”, altså inden d. 17. december 2021.

Så nu kan jeg basically se frem til endnu en lorte uge. Denne gang med ventetid på en afgørelse der helt sikkert vil have kæmpe indflydelse på mit liv. Jeg regner med at vinde, da jeg er 100% af den opfattelse at jeg ikke har gjort noget forkert at google sin psykolog burde aldrig fører til de sanktioner som jeg blev udsat for – det er Psykiatrien der har fejlet – men jeg er ikke mere naiv end at jeg har lavet en plan B i tilfælde af at systemet vinder. I do not yell.

Og vinder jeg, så starter jeg individuelle sager mod hver enkelt medarbejder. Vinder jeg ikke, anker jeg. Kan jeg ikke anke, så omformulere jeg min klage og starter forfra. Kan jeg ikke omformulere den, så går jeg til medierne. Dét er simpelthen ikke acceptabelt at få en sådan behandling, psykisk syg eller ikke psykisk syg. Ingen skal udsættes for sådan en omgang. Og jeg ved at alle, minus naturligvis psykiatrien, vil give mig ret.

Nå men jeg er ikke sikker på hvor jeg kom fra, da jeg skrev sidst?

Jow altså, 2 sekretærer sidder og skriver mails om mig og total passiv agressiv lader hende, der er min praktikvejleder, den ligge åben på hendes skærm, så jeg kan læse den. Ligesom et hint agtig, lidt ligesom “vil du ha en lussing trussel” – uden dog at man forstår hvorfor man skal have lussingen i første omgang.

En af de ældre sekretær (Ulla kan vi kalde hende) blander sig en dag i en samtale jeg har med en yngre læge i vores fælles spiserum. Jeg var gået derned for at tale med nogen andre end de trælse damer jeg sidder med hver dag. Jeg forsøgte virkelig at holde skuden i vandet, så jeg startede en samtale med den yngre læge og fortalte hende (den yngre læge) at jeg elskede at lytte til hendes diktater, da hun artikulerede så fint, ikke talte i forkortelser og ikke mumler, ikke har larmende bækkener, skuffer der smækkes eller andet larm i baggrunden.

Det grinede vi lidt af, hun sagde at det var det bedste kompliment hun havde fået hele måneden og mens vi sidder og taler om det, kommer denne her ufattelig trælse kvinde og blander sig, hun siger bla. – da jeg nævner at ordet “Salpinx” var nyt for mig – at “det skyldes at jeg ikke havde haft anatomi på uddannelsen og at (ordret citat) sådan en som jeg (!) aldrig ville været kommet ind på den gamle uddannelse…….” WTF!

Hende der var i fertilitetsbehandling, som de alle var efter, var selv en værre ko – hun kommer tilbage og fortæller at hun har kørt i elevator med en af de yngre læger og samtalen havde været som denne:

Sekretær: Jeg er godt nok sulten

Yngre Læge: Ja det er jeg også – jeg bliver så utidig når jeg ikke får mad, specielt når jeg nu skal spise for to……

Herefter skulle den yngre læge, ifølge sekretæren, angivelig havde aet sig selv på maven og smilet = ergo var hun gravid.

Men som sekretæren sagde: Mig kunne hun godt havde narret, hun er jo bare tyk…..

I’m like WTF er det for en måde at tale om ens kollegaer der er i lykkelige omstændigheder?

Sådan var det HELE TIDEN, HELE TIDEN.

Dét burde havde være nok lort men nej nej, det væreste – faktisk det aller væreste udover deres ubehagelig opførelse – (som var ubehagelig nok) var at de på opslagstavlen havde en udprintet liste, der jævnlig opdateres, med navne på patienter (!) hvis navne var mærkelige på den ene eller anden måde og som havde været i behandling i klinikken…..

Tænk lige over dén en gang til……

Say at dit navn er lidt specielt, du kommer ind og får fixet noget i dit underliv og pga. dét tilføjer personalet dit navn til en latterligørelses liste som de har hængt op og jævnlig opdatere….!!

Ikke kun er det total MANGEL PÅ PLI OG DANNELSE. Det er også umoralsk og HELT SIKKERT ULOVLIGT. Jeg ville fuck-me-sideway-flippe TOTALT ud hvis jeg opdaget jeg var på en sådan liste!

Oven i det, havde de lister med hvilken kvinders livmoder der vejet mest, hvem der var fedest ifølge deres BMI osv. Måske det kan lyde harmløst og som værkstedshumor men dels skal der ikke være “værkstedshumor” på en kvindeklinik, dels er det ikke harmløst når ens humoristiske indslag er på bekostning af andre.

Feks. var der en ung kvinde som blødte ret meget og det ville ikke stoppe, så hun skulle ind og undersøges/opereres. Hun har en BMI på 25, hvilket gør hende overvægtig (ifølge sekretærerne) og som de sagde, “så kunne hun bare tabe sig, så ville hun ikke bløde så meget” åbenbart bløder man oftere meget hvis man er overvægtig og det er derfor åbenbart, pigens egen skyld. Dét morede de sig kosteligt over.

Da jeg så læser hendes journal, da jeg skal skrive det rent, viser det sig at hun er 19 år, vejer 74 kg. Hun har haft smerter LÆNGE og da de får hende op og ligge, finder den en cyste på hendes ene æggeleder, hvorfra det fjerner 14 LITER VÆSKE. 14. Det svare til 14 kg.

Dvs. da denne her angivelig overvægtige kvinde på 74 kg forlader klinikken, vejer hun 60 kg. Så ja kæmpe fed kælling eller not. Men det er sådan de taler om patienterne. Hvis de så oven i har mærkelige navne, en livmoder der vejer mere end 100-200 gram, ja så ryger de op på tavlen og hænge til morskab og skue.

Jeg kørte hjemmefra kl. 06.20 hver dag, stod op kl. 05.45, luftede Ella, spiste morgenmad og kørte derefter Ella ud til Far og Mor og så på arbejde. Dvs. jeg sad ned fra 06.20 til kl. 18.00 når jeg var hjemme igen med Ella.

Jeg kørte 180 km hver dag, kunne ikke få kørselsgodtgørelse og brugte flere tusinde kroner på diesel, altsammen for at kører op til et sted hvor arbejdsmiljøet og moralen er helt helt i bund. Samtidig fik jeg ikke lov til at lave de ting der stod jeg skulle lave ifølge min praktikplan.

Det ligger allerede lang væk i mine tanker og min hukommelse, så det er svært for mig at skrive følelserne frem, men det var HELT af helvede til at være der.

⬇️ NEDENSTÅENDE ER SKREVET ONSDAG D. 22. DECEMBER 2021 ⬇️

Ja, så gik der lige yderlig 8 dage hvor jeg ingenlunde kan huske hvad dagene har indholdt. Jeg føler mig stresset, presset og jeg vitterlig HADER HADER JULEN og december måned. Jeg glæder mig til Januar når verden er normal corona-omnicon-ramt igen.

⬇️ NEDENSTÅENDE ER SKREVET ONSDAG D. 12. JANUAR 2022⬇️

SÅ skred julen og nytåret og verden er stadig af helvede til men jeg bliver nød til at få skrevet dette indlæg færdig, for efterhånden føles det som at have forstoppelse, når jeg tænker på min tidligere så elskede blog. Mit fristed.

15. November 2021 blev jeg overfaldt af min nabo, opgangsformanden. Han er fuldstændig sindssyg og jeg er pisse bange for ham, for at sige det som det er.

Det var en mandag og jeg kom igen fuldstændig banket og smadret hjem fra min lorte praktik med så ondt i benene at jeg knap kunne gå. Mine ben var kronisk hævet og smertefuldt ømme under hele min praktik – jeg har aldrig oplevet noget ligende i mit liv og må til dags dato tilskrive det, det faktum at jeg sad ned fra jeg kørte ud af min indkørsel kl. 06.20 (senest) til jeg kom hjem igen kl. 17.30-18.00. Det var som om de visnede og jeg kunne ikke finde ro om natten pga. smerterne i mine ben.

Jeg havde været forbi Far og Mor og hente Ella. Jeg græd da jeg var hjemme hos far og mor fordi jeg var så træt, udkørt og havde ømme ben, fordi de skrev emails om mig på praktikstedet selv om jeg gjorde alt hvad de bad mig om.

Til historien hører at vi om lørdagen forinden havde været hos min Onkel til noget Mortens aften tam tam noget. Jeg havde 0% lyst men fik at vide at det ikke var pænt af mig ikke at dukke op, så jeg kom, pligtopfyldende som altid mens ingen tænkte på at jeg var så HAMRENDE SMADRET at det eneste jeg egentlig havde brug for på min lørdag og min søndag hvor jeg ikke skulle i praktik, var at sove og være alene og lade op. Ikke være social fordi andre mennesker ønsket det, et sted hvor jeg havde 0% lyst til at være.

Men som altid er der ingen der tænker over hvad jeg siger og det er jo også synd for min onkel at han har lavet mad og bla bla bla selv om jeg havde sagt det hele ugen: Jeg skal ikke med ind til Onkel XX.

Da vi kører hjem derfra, kører min lillebror bagved mig med sin kæreste. De bor på 1. sal og jeg bor i stuen. Vi kørte lige bag hinanden. Da jeg har parkeret og står ud af bilen, vil Ella ikke med ind, fordi hun kan hører min lillebrors stemme på parkeringspladsen, så vi bliver stående og venter på at de får parkeret og kommer ud af bilen.

Mens vi står sådan halvvejs fra parkeringspladsen og hen til hoveddøren, ser jeg min sindssyge nabo komme ud af opgangen, ud af hoveddøren og blive stående. Det er piv koldt og støvregner så det er jo ikke lige dér man står og nyder livet og generelt var det bare mærkeligt at han stod dér og stirrede ned på mig.

Det tog måske min lillebror 3-5 minutter at få parkeret og komme ud af bilen og op til mig. I alt den tid stod min nabo bare og stirrede på mig. Jeg kan huske at jeg overvejede at ringe til mor og fortælle det, men fordi der altid er “så meget med mig” og fordi jeg åbenbart aldrig er tilfreds og glad, lod jeg være. Men det var mega mærkeligt.

Så rykker vi frem til mandag. Klokken er ca. 18.00 og jeg kommer gående fra parkeringspladsen med Ella og er på vej ind, da min sindssyge nabo og opgangsformanden kommer gående ud af opgangen. Han går helt hen til mig, altså helt helt hen til mig og er så tæt på at jeg kunne havde stukket tungen ud af munden og slikket ham på kinden – hans hoved er så faretruende tæt på mig at jeg overvejer om jeg skal nikke ham en kalle.

Han tager fat i min overarme, klemmer til og siger: “Den anden dag da du var inde i min lejlighed……”

Mig: Jeg har sku ikke været inde i din lejlighed!

Ham: Du var inde i min lejlighed den anden dag. Det ved jeg

Mig – som nu er ved at gå i panik over hans beskyldninger og over at han er så tæt på mig og holder fast i min arm: Jeg har ikke været inde i din lejlighed!! Hvad fanden snakker du om!!

Jeg rykker mig fri af hans arm og går hen mod indgangen, han følger efter og hævser ind i hoved på mig, at jeg var inde i hans lejlighed og havde lagt en seddel til ham på bordet med mig navn på.

Jeg er fuldstændig i 200%’s panik for jeg har vitterlig IKKE været ind i hans lejlighed, jeg syntes manden er et creep og har 200% holdt mig på afstand af ham siden den dag jeg flyttede ind. Men jeg kan mærke på ham at han er 100% seriøs i hans beskyldninger og mener at jeg har været inde i hans lejlighed.

Jeg rykker mig fri af hans greb igen, småløber hen mod indgangen mens jeg fumler med nøglerne og råber til ham at han er fucking sindssyg for jeg har ikke været inde i hans lejlighed. Ella følger heldigvis efter i en pokkers fart. Hun er altid spændt fast i bilen når vi kører og når jeg så parkerer får hun lov til at hoppe ud, løbe hen til busken hvor der altid sidder fugle i, give fuglene en forskrækkelse og så går vi ind sammen. Nogle gange gider hun dog ikke ind og vil hellere gå en tur på området omkring vores private parkeringsplads men ikke denne dag. 7-9-13.

Jeg stormer ind og smækker min hoveddøre bagved mig og ringer til mor. Hele mit indre er i full blown panik. Mor siger hun vil få min søster til at komme ned, men hun kommer ikke – netop på denne dag da jeg havde så virkelig meget brug for ikke at være alene, kommer hun ikke ned.

Lidt efter skriver mor at min søster kommer og netop som jeg læser smsen, banker det på døren. Jeg tror naturligvis det er min søster og går ud og åbner (jeg har ingen dørspion) Da jeg åbner står min sindssyge nabo ude foran og vil tale om at jeg har været inde i hans lejlighed igrn, jeg har 0% lyst til at tale med ham og forsøger at lukke døren men den sindssyge stodder sætter sin fod i klemme i døren og forsøger at presse mit håndtag på døren ned og døren ind.

På et nanosekundt er jeg tilbage på gården og til mine få men indædte forsøg på at holde min gudfar ude af huset, når han kom. Jeg smed min telefon på gulvet (som gik i stykker i glasset) og kastede hele min vægt mod døren mens jeg forsøgte at presse dørhåndtaget op, så jeg kunne få døren skubbet i og låst.

Inde i mit hoved var min zulukriger igang med at hive kasser med gamle flugt og forsvarsplaner ned fra øverste hylder i min erindring i en så panisk fart at både ham og jeg kom til skade.

Jeg kastede mig mod hoveddøren igen og igen, i hvilket føles som en evighed, men i virkeligheden nok kun var 2-3 forsøg mens jeg overvejede om jeg kunne nå at slippe døren, vende mig om, gribe Ella og løbe ned af min relative korte gang, ind i stuen og dreje til højre og ud gennem haveddøren, hvis åndtag skal vippe op før jeg var ude.

Men jeg havde ingen nøgle på mig, så i haven ville jeg også være fanget, da der er låger i begge ender af haven. Lågerne er høje og har pikke øverst. Ergo ville åen være min eneste redning men fra vores have og ned i åen, er der nok 3 meter, vandet er relativt lavt, så risikoen for at brække benene er stor og med brækkede ben kan jeg ikke flygte. Ergo er haven, og åen ikke en flugt mulighed og jeg indser at jeg er fanget i min lejlighed med Ella, mens min sindssyge nabo er ved at presse døren op.

Jeg tror fuldt og fast på at man skal have stået i sit eget hjem, mens nogen forsøger at trænge ind gennem hoveddøren, med et hjerte og en krop i fullblown flight-fight panik mens ens hjerne på nanosekundter scanner alt det bag dig, for flugt muligheder, før du ved hvor FORFÆRDELIGT det føles!!

Jeg tror simpelthen ikke på at det jeg netop har beskrevet, kan forståes af nogen, uanset hvem, hvis de ikke selv har stået i en ligende situation.

Da det går op for mig at jeg ikke kan flygte og at jeg er fanget hvis han kommer ind gennem min dør, åbner jeg hoveddøren få centimeter i et kraftigt ryk, som min sindssyge nabo ikke var forberedt på, han mister derfor et kort sekundt balancen og jeg smækker døren i med en sådan kraft at han slipper dørhåndtaget og hans fod fjernes (fordi han mistede fokus i et sekundt) og jeg får døren lukket og låst. Jeg stormer ud af gangen og ind i stuen og lukker den glasdør jeg hentede under corona og installerede i døren til gangen, så der ikke var så mørkt derude. Jeg kan hører min sindssyge nabo banker på døren og snakker til mig.

Jeg tager min telefon frem, som nu har knust skærm og ringer til Mor og er helt ude af den – kort efter kommer både Far og Mor ind i lejligheden.

Netop da jeg ringer til Far og Mor strejser det min hjerne at jeg burde ringe 112 men da politiet ikke er kommet mig til undsætning en eneste gang i mit liv og aldrig har reageret på de mange “Tip Politiet” henvendelser jeg har lavet om narkohandler lige ude foran mit vindue, er det bare en strejftanke. I mit indre kan politiet ikke hjælpe mennesker som jeg med noget. Ever.

Da far og mor kommer, kommer min søster også. Jeg er til den dag i dag stadig uforstående overfor at hun ikke kom ned med det samme, hun bor lige oven over mig – det er var jo ikke fordi det var en overdrevet situation, det var en reel situation. Jeg har løbet op til hende i natkjole og bar røv for at hjælpe med at tørre bræk op midt om natten, jeg har været hos hende, uanset grund, på under 1 minut. Hun kom efter 40 minutter.

40 minutter hvor jeg ifølge min egen hjerne, kunne være både voldtaget, overfaldt og død. Men som altid er det bare mig der overdriver en situation.

Mine forældre møder selvsamme opgangsformand på parkeringspladsen da de parkere, han havde lige været overe efter pizza, det er hvor relaxed han var. Han fortæller dem at han “vist nok er kommet til at gøre deres datter ked af det”. Senere siger min Far, siddende i min stue “at han virkede som en fin fyr” Jeg var lige ved at kaste op.

Det er jo netop hele essensen i mit liv. Mig der har en oplevelse. Min familie der ser noget andet og syntes alle er fine mennesker, bare fordi de er høflige. Hvad fanden sker der for det?

Manden holdt fast i mig, manden anklagede mig, manden fulgte efter mig, manden forsøgte at trænge ind i MIT hjem. Manden er fuldstændig utilregnelig og yet er han en fin fyr.

Dagen efter skriver min mor en mail til ham, som hun efterfølgende sender til bestyrelsen, hvor i selv samme opgangsformand sidder. Bestyrelsen mente at når han nu havde forsøgt at sige undskyld (!? – ved at trænge ind i min lejlighed?) så var der ikke noget de kunne gøre. Bestyrelsen består kun af middelaldrende og gamle mænd med penge.

Et par dage efter, flyttede jeg min sofa, så den ikke længere stod ud fra vægen i rummet, med front mod fjernsynet men nu står op mod bagvæggen, med fjernynet til højre for mig når jeg sidder i den – men med direkte front mod døren til gangen og min hoveddør.

Alle syntes sofaen står SÅ MEGET BEDRE, ingen tænker over hvorfor jeg efter halvandet år pludselig flytter min sofa. Mig som er et vanemenneske af format. Hvorfor skulle jeg flytte min sofa? For at sidde skævt og se tv? For at gøre andre glade?

Jeg har naturligvis flyttet den fordi jeg ikke kunne magte inden i, at sidde med siden til gangen og hoveddøren, fordi min hjerne nu her knap 2 måneder senere, stadig krymper sig, når jeg åbner døren og gør ud – fra jeg åbner min egen hoveddør, går ud af den, får den låst, går skråt over vores fælles gang og hen til hoveddøren og er UDE I DET FRI, der har jeg en knude på størrelse med en globus i min mave. HVER GANG. HVER DAG.

En dag kom jeg hjem, det havde regnet og lige foran min dørmåtte, var der store våde fodspor. Jeg havde ikke fået noget leveret. Naboerne er to kvinder med små fødder. Sporene forsvandt over og ind på måtten til min sindssyge nabo. Jeg tog billeder af sporene.

En anden gang, før alt det her skete, åbnede jeg min hoveddør og LIGE UDE FORAN døren, stod min sindssyge nabo og kiggede på min dør. Jeg må have set forbavset ud da jeg så ham, men han fortrækker ikke en mine og vender sig bare om og går ind til sig selv – hans hoveddør er lige overfor min. Han er så top top top mærkelig. Og nu skræmmer han mig også – jeg er faktisk helt oprigtig talt pisse bange for ham på den der måde hvor man er bange for folk som man ikke kan definere og dermed ikke sætte på en hylde.

Forstå mig ret, der er mange mennesker man ikke kan definere og sætte på hylder men 99% af dem er ikke til fare for dig og derfor er det okay. Men ham her, ham føler jeg er til fare for mig og jeg kan ikke definere ham. Han er farlig og ALT i mig lyser rødt når jeg nærmer mig vores fælles opgang og ser jeg ham, så går jeg ikke hjem/ind men venter.

Han er ondskab, fare og frygt. Og han bor 4 skridt fra min hoveddør.

Dagen efter tog jeg pligttro i praktik igen, jeg må have lignet en der havde grædt for mig ansigt var max hævet og jeg var træt som havde jeg været vågen hele natten. Det var den første dag jeg opdaget de sad og skrev interne mails om mig.

Det er hårdt at eksistere når ingen er på din side. Når ingen har din ryg. Når ingen lytter til det du siger. Det er virkelig hårdt.

Jeg er nu på dagpenge igen og havde i sidste uge mit første jobnet samtale. Jeg fortalte stolt og glad om det job jeg havde søgt og hvor jeg har haft både en online samtale og en fysisk samtale. Efter aftale med damen hos Jobnet skrev jeg en mail retur til stedet jeg havde været til samtale hos (twice!) og fortalte dem at de kunne mig med tilskud osv.

Det var en rigtig fin kort mail med links til de steder hvor de kunne læse mere om ordningen. Jeg tilbød i mailen at jeg gerne ville undersøge tingene nærmere for dem (igen ifølge aftale med Jobcentret) så de ikke behøvede at tage den opgave på sig.

Jeg fik en meget mærkelig mail tilbage, hvor i det stod at de gerne ville have mig – det havde han også sagt til jobsamtalen – men at han jo kunne få en studerende til 2000 kr pr. mdr. så han syntes ikke det var realistisk at få mig gratis i 3 måneder… han skrev at han ville vende tilbage hvis han stadig manglede en som jeg om 2-4 uger = jeg hører aldrig fra ham igen.

Og her er jeg så nu.

Eller det vil sige – jeg modtog dette ⬇️

Er det ikke vildt nok, at der kan foreligge en afgørelse i mere end 2 uger og så vælger mennesker af fysisk blod og tissue at sende en afgørelse på en knap 2 år gammel sag ud, d. 23. december kl. 15.41?

Altså når ALT er lukket og slukket for juleferien og ingen offentlige instanser åbner før i det nye år. Er det ikke bare det vildeste du har set?

Hvor er det humane, det værdige, det menneskelige i det? Jeg forstår intet.

Jeg forstår heller ikke hvordan STPK kan vælge i deres afgørelse at lægge vægte på journalnotaterne, når journalnotaterne (eller manglen på samme) netop er hvad jeg har klaget over. Men det har de gjort og på den baggrund har de valgt IKKE at udvise kritik til AUH.

Jeg kan, med alt min selvindsigt ikke se hvordan det jeg er blevet trukket igennem, ikke som minimum skal udløse kritik til hospitalet og den måde de kører tingene på.

Men sådan blev det ikke og således er min plan B netop trådt i kraft.

BECAUSE I DO NOT YELL.

Der er også sket alt muligt andet dårligt siden jeg skrev sidst men jeg kan faktisk slet ikke magte at skrive mere. Mit liv er en lang dårlig film og Ella er syg igen.

Hun fik trykket 15 tænder ud på Ålborg Dyrehospital, jeg børster de resterende tænder hver anden dag. Hun er nu falsk drægtig igen igen igen og har så meget mælk i brysterne at det sprøjter ud af dem. Hendes lille kone er helt slikket i stykker og netop i dag var jeg ved dyrelægen igen (i Ålborg) til den nette sum af 1859 Kr.

Tandudtrækningen kostede 15.000 Kr+ som min forsikring selvfølgelig ikke dækkede da det ikke var en pludselig opstået skade. Fuck me.

Jeg kan ikke anbefale nogen at få en hund. Ever.

Hvis jeg må vælge én ting for 2022, så er det at jeg dør.

Den anden nat drømte jeg at jeg kørte bil med Ella, hun sad som altid ved siden af mig i hendes hundesæde. Det sneet og min bil skred ud og over i modsatte kørerbane, hvor rabatten var dækket af træer som kørte vi i en skov. Jeg forsøgte end ikke at bremse eller dreje kontra mens mine dæk skøjtede henover den snedækkede vej.

I drømmen blev jeg ramt af et nanosekundt af panik og rædsel over den snarlige smerte der ville ramme mig, efterfulgt af en varm rolig og altopslugende følelse af at “nu sker det. nu dør jeg” og så smadrede bilen ind i træerne mens jeg havde en arm om Ella. Jeg smilede og var varm og glad da det skete – og så vågnede jeg. Deværre.