…er mine forældres konklusion på dét jeg fortalte Mor, 1. Juni 2018. Hjerteskærende udmelding.

Skammen er ulidelig. Den brander i mit sind. Jeg er tom inden i og tænker konstant på selvmord. I lørdags, da jeg gik fra byen, forsatte jeg op ad Frederiks Alle, til højre på Harald Jensens Plads og ud på Ringgadebroen.

Dér stod jeg i lidt over en time, i mine røde sko og kikkede indover Århus, mens jeg tænkte på om jeg ville dø øjeblikkeligt hvis jeg sprang, eller om jeg ville lide og så dø, eller om jeg ville overleve og blive handicappet og leve resten af mit liv i mine forældres varetægt.

I dag gik jeg derop igen, i dagslys. Der er virkelig langt ned og jeg er bange for smerte. Og jeg vil virkelig gerne dø.

I morgen skal jeg ud på Psykiatrisk Hospital, til min Psykiater-Lærling. Jeg er lykkelig over at hun har tid til at se mig igen, 7 dage til Tirsdag er forfærdelig lang tid at være alene. Men samtidig føler jeg mig også svag, svag over at jeg skal have hjælp fra det offentlige, svag over at jeg tager tid fra andre der har det værre end jeg, svag over at jeg græder så meget og ikke kan finde ud af livet.

Jeg skammer mig over at være mig. Over at være i live.