Af alle alle de ting jeg har oplevet i mit liv, både i forhold til min Gudfar men også i forhold til alle andre mennesker jeg har mødt på min vej, og som har efterladt et eller andet negativt aftryk i mit liv – så er det som gør aller aller ALLER MEST ONDT, den fysisk smertefulde smerte, som jeg i skrivende stund har i mit hjerte/sind.
Jeg kan faktisk pege på nøjagtig hvor smerten sidder og det er en smertefuld følelse af at være så alene i verden, at jeg kan blive helt fortvivlet over, at jeg ikke har så meget som én eneste person jeg kan ringe til. Ikke én.
Det er så nappende en følelse, som tvinger tårene frem i mine øjne og jeg kan sidde og scanne min hukommelse og min telefon, for mennesker jeg kan ringe til – men jeg kan vitterlig fingers crossed og alt muligt, ikke komme i tanke om én eneste person som ville kunne afhjælpe denne her uendelige smertefulde sorg. Også kendt som ensomheden.
Jeg kan naturligvis ringe til min familie, til min mor, min søster eller mine små brødre eller min far – det gjorde jeg også tidliger i dag, men ingen af dem havde tid/lyst, til at gå en tur i det skønne forårsvejr omkring kl. 17 hvor gaderne er fyldt med mennesker og det summer af liv alle steder. På sådanne tidspunkter elsker jeg at sidde et sted, med en øl (eller en cola light) og bare iagttage mennesker der lever livet, bag mine store brune solbriller. Det er okay at være alene, men der er dage hvor jeg gerne vil have andres selskab – men ingen kan/vil – og der er lige så ofte, at det ikke nødvendigvis er min familie jeg ønsker som selskab.
SKREVET ⬆️ TIRSDAG D. 23. APRIL 2019 OM AFTNEN. HEREFTER FALDT JEG I SØVN MENS JEG GRÆD.
I dag er det så Onsdag d. 24. April og jeg har været på Psykiatrisk Hospital aka Det Lyserøde Hospital og talt med min Nye Behandler. Jeg ved godt at jeg lovede hende før påske, at jeg ikke ville skrive om hende og vores samtaler men det er måske her det er nemmere at bede om tilgiveles end om tilladelse?
Kirkeklokkerne på én af de 3 tårne jeg kan se/hører fra mit soveværelsesvindue, ringer lige nu solen ned (eller ringer for noget andet?) i hvert fald er klokken 18.01 og jeg har ligget i min seng siden jeg kom hjem fra Psykiatrisk Hospital.
Mit hår er uglet, mine krøller aflange og trælse og ikke pæne og runde. Hele mit ansigt er hævet, jeg mener, hvorfor nøjes med at have hæved øjenlåg når man kan få et hævet ansigt?? Min mund er et inferno af prikkende smerte og summen. Kinderne (indersiden) gør ondt helt op i kæbebenet og mit underliv lugter suspekt.
Ude foran mit åbne soveværelsesvindue, er der 2 store Birketræer, de er gulli-grønne og lige på nippe til at springe ud. Vi mangler bare en masse vand, faktisk mangler Danmark lige nu næsten en måneds nedbør og selv om en varm sommer som sidste år, er lige noget for blege solhungrende Danskere, så er det ikke noget landbruget kan klare igen. Landmændene har brug for en lige fordeling af regn og sol, så deres afgrøder kan vokse og skabe en god høst = god indkomst og dermed generer mindre import og flere penge i samfundet i form af forbrug. Det hele er en cirkel der hænger sammen, bare det faktum at det ikke hænger sammen pga. den manglende regn.
Drejer jeg mit hoved en my til højre, kan jeg se naboens store flotte lyserøde Kirsebærtræ. Hvis jeg er i mit køkken kan jeg set det helt, men her fra sengen hvor jeg sidder, kan jeg kun se toppen. Det ligner en candyfloss.
Da jeg var færdig på Psykiatrisk Hospital, gik jeg som altid på toilet. Men modsat alle de andre gange, tissede jeg ikke (eller lavede pga. dårlig mave) jeg satte mig ned (!) på et offentligt toiletgulv (!!!!!!) med min rygsæk på og græd i hjørnet ved radiatoren i ca. 5 minutter.
Sidst jeg har grædt så meget at jeg hulkede og faktisk ikke kunne stoppe selv om jeg ønskede at stoppe og ikke ønskede at græde højlydt for at tiltrække andre menneskers opmærksomhed, var da jeg sad i kapellet på Silkeborg Hospital og min Gudfar lå død og indskrumpet og ikke-farlig i kisten ved siden af mig. Dén dag knækkede filmen total for mig og jeg græd og græd i ét væk til jeg næsten ikke kunne trække vejret. Sådan var det også i dag.
Noget inden i mig gik i stykker under vores samtale og jeg ønskede bare at dø. Faktisk ville jeg ønske jeg kunne stoppe med at tale om at dø og bare dø uden at skrive om det, uden at tale om det og uden at tænke på det. Hvis jeg var død, var alle problemer væk – og hvor ville det være skønt! Helt ærligt og med hånden på hjertet, det ville være så befriende. Og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg enten rammer rock bottom og bare gør det, eller den dag hvor modet ikke svigter og tankerne om ro og evig orden, er størst.
Jeg har faktisk ryddet op i alle mine ting nu. Alle mine gl. møbler er smidt ud. Alt andet er pakket i gennemsigtige plastkasser med labels på, min udlejningslejlighed er udlejet længe endnu og min egen lejlighed her, er så lille at den er nem at rydde op i og gøre pæn. Det eneste der mangler er modet. Og jeg både længes og frygter den dag, hvor jeg stopper med at tale om døden og bare gør det – har jeg lige skrevet det længere oppe?
Jeg kan slet ikke huske hvad jeg har skrevet for 4 min. siden – min computer *binget* som den gør når jeg modtager mail. Der lå pludselig 8 nye mails i min indbakke. 2 var fra ham som hjælper mig med at lave en “jeg lukker mit firma” video-nyhedsbrev, 4 var – I kid you not – afslag fra alle de 4 jobs jeg søgte før påske. Bum. Sådan. 4 afslag på én dag og endda inden for samme time er alligevel noget af en præstation. Jeg havde lavet omfattende research på alle 4 jobs inden jeg sendte min ansøgning afsted, der er ikke noget mere naller end at modtage standard ansøgninger uden personlighed og sjæl i, men så meget for at være velforberedt og have sat sig ind i jobbet og firmaerne inden jeg søgte.
Op på hesten igen Deirdre-Ann men så alligevel ikke, jeg kan hverken drive mit eget firma, blive indkaldt til samtale eller håndtere mine egne tanker – tænk hvis jeg havde fået bare ét af jobbene, så ville jeg blive økonomisk uafhængig af mine forældre, jeg ville få noget at gå op i, forstået på den måde, jeg ville ikke have tid til at tænke på mit elendige liv, for jeg ville kaste mig over jobbet som en sulten løve og jeg ville give alt hvad jeg havde, som jeg altid gør og forhåbentlig blive en mønster medarbejder. Men dét skete ikke.
Og 2 mails fra fra min Spansk revisor, Bernardo, som 1. havde cc’et mig på en rykker til min Danske revisor for en oversættelse af et brev fra SKAT om at jeg faktisk betaler SKAT i DK og dermed skal have “rabat” på min spanske skat og 2. et brev hvor han skrev ang. første mail.
Og nu er klokken så 19.01 og kirketårnene spiller igen. Jeg har bestilt en pizza online til 95 kr og så er der end ikke levering med i prisen. Jeg har også ud af det blå, modtaget en sms fra min Far’s fætters datter som bor på en ø mange hundrede kilometre herfra, hun spørger om jeg vil hjælpe hende med hendes opgaver til afslutningen på EUX…….ehmmm hvad? Jeg er bestemt ikke ekspert i skolearbejde, men på den anden side, når en 17årig rækker hånden ud og beder om hjælp og er parat til at tage fra en ø til Århus for at få lektiehjælp, så kan man (jeg) næsten ikke sige nej selv om jeg er så flad at flade fliser ser fede ud ved siden af mig. Jeg har spurgt min yngste lillebror og min lillesøster om de kan bruge 2 timer sammen med mig, men nej – min lillesøsters svar var endda, at “jeg har en stram agenda med ting jeg skal nå inden baby kommer….” ehmmmm babyen skal komme 19. juni….. måske du kan droppe 2 timers søvn eller 2 timers Uno på din telefon og hjælpe din gran kusine lidt? Karma kommer måske en dag og hjælper din egen datter….. just saying.
Men det vil sige, at den mere eller mindre hænger på mig – og jeg er som skrevet flad. Og træt og ked af det.
Jeg er også kommet til (med mine fingre) at kontakte Norman Bach igen. Han var sød og responsive i ca. 3 min. så gik han over til at være ren ass igen og jeg måtte opdatere min app med hvor længe jeg har været sej. Det er total noget skrammel, for jeg vil rigtig gerne have ham ud af mit liv, for ellers sidder jeg samme sted om 2 år og 5 år og 20 år og håber på at han vil være min ven, når det sidste han tænker på nogensinde, er at være min ven.
I’m such a darf fuck. A fat darf fuck.