Hvis du har læst med længe, vil du vide at min Gudfar døde 1. December 2014 kl. 12.20 – det kan du læse mere om her https://deirdreannroberts.dk/?p=398

Lang historie ultra kort, min Gudfar er et perverst gammel svin og jeg overvejede i helt seriøs tilstand at skide helt bogstavelig talt på hans grav, men da min Gudmor ligger samme sted, undlod jeg det.

I dag får jeg en sms fra min Mor hvor i der står: “Ved du hvem der er død? Kirsten i Forsamlingshuset. Hendes mand fandt hende død og kold da han stod op – i torsdags”

I torsdags lå jeg vågen om natten, altså natten fra torsdag til fredag og tænkte på hvorfor Norman er så decideret modbydelig mod mig – jeg spillede Candy Cross og Quizz Game til jeg ikke havde flere liv tilbage og ikke flere jeg kunne tabe til. Så lå jeg længe i mørket og lyttede til byen og så begyndte jeg at kikke på tlf. numre i min telefon.

It manden har mere end 3000 numre, han sletter aldrig nogen. Jeg gemmer sjældent et nummer, med mindre jeg har tænkt mig at bruge det. Mens jeg scrollede i min telefon, så jeg min Gudfars Mobil nummer – jeg besluttede mig for at slette det. Det er over ét år siden han er død og jeg kommer aldrig til at bruge det igen. Jeg overvejede at ringe på det bare for at høre hvem der var i den anden ende, men jeg vidste jo at det ikke ville være ham – han er væk og i et split nano-sekundt savnede jeg ham helt vildt

(hvilket er skræmmende, hvordan kan man savne et menneske som har bragt så meget sorg til ens liv?)

Jeg lod med vilje mine Gudforældres fastnets nummer stå i min telefon – det har stået der siden jeg fik min første mobiltelefon i hmm år 2001 eller sådan noget. Jeg skrev dengang bevist og med fuld overlæg min Gudmors navn først og så min Gudfars – min personlige stille hån til ham dengang. Jeg fik feks. lavet et dørskilt til deres nye hus og kom til at sætte hende før ham – dét blev han så gal over at jeg måtte få lavet et nyt. Som en barnlig hævn skrev jeg i min telefon hende før ham – nummeret med hendes navn står stadig i min telefon og jeg overvejet at slette det i torsdags men gjorde det ikke, fordi jeg følte det var forkert…. som om det ikke var endnu det skulle slettes, mens min Gudfars mobilnummer røg så nemt som ingenting.

Nu ved jeg så at damen som arvede ALT efter min Gudfar og ALT efter min Gudmor – som jo var min arv – er død. Stendød. Kold. Færdig. Væk.

Er dét ikke karma der vil noget?

Min Gudfar hader mig SÅ MEGET at han vælger ikke at se mig før han dør, så meget at jeg bliver bedt om at blive væk fra begravelsen, så meget at han giver min arv væk til en dame som ingenting betyder for ham. Han gør det bare fordi han kan. Rendyrket ondskab.

Damen siger tak ved at give min Gudfars tøj og ting til en RELIGIØS GENBRUGSTBUTIK – min Gudfar var det mest ukristelige menneske ever og han ville have fucking skreget af raseri hvis han havde vidst det – den dag i dag har jeg end ikke ét eneste billede af min Gudfar eller af min Gudmor fordi det hele var i huset og ALT blev givet væk til andre end jeg.

Nu er damen også død – dvs. hendes mand er lige blevet mange mange dobbelt millionær men det som jo er så sjovt eller karma agtigt er, at når nu Kirsten er væk, så går min Gudfars penge videre i arverækken og er nu ikke længere hans penge, men nu er det Kirstens penge som arves væk – kan du se hvad jeg skriver?

Før arvede Kirsten min Gudfars penge.

Pengene var derfor min Gudfars Penge tilhørerende Kirsten

Nu er Kirsten død.

Kirstens arv bliver nu til Kirstens Penge. Min Gudfar er skrevet ud teksten.

Dvs. om ét år ved denne tid, så er min Gudfar helt officielt og uden at jeg har gjort noget for det, visket ud af denne her verden, af det her liv………. tænk lige et sekund over dét…..

Han er væk – hans ting er væk – hans billeder er væk – han er på vej til at blive knogler i jorden – hans penge er væk – og nu er hans arving også væk.

Min Gudfar efterlod sig ikke noget her på jorden, han skabte ikke noget, han lavede ikke noget som kan blive et eftermæle. Ja, han havde Gården og det er 100% min (ubeviste) skyld at den blev ødelagt, men det er 100% hans beviste skyld, at den aldrig blev genetableret. Et bevist valg truffet af en mand med alle sine sanser intakte.

Dem som arver Kirsten vil jo fremover tale om de penge som Kirstens penge og ikke som min Gudfars penge. Ergo er han snart helt væk fra jorden – er det ikke trist at tænke på? Ikke sådan “jeg har lyst til at græde trist men mere sådan jeg har ondt af dig trist”? At et menneske der har levet 87 år på jorden ikke efterlader sig noget, overhoved?

Når jeg engang er død, vil der ikke være nogen tilbage på denne jord, som kan huske min Gudfar (eller min Gudmor) og der vil ikke være en eneste person som kan genkende dem på et billede. De billeder der findes af dem, ligger i de kasser som står nederst under reoler i Genbrugsbutikker rundt omkring, billeder af mennesker som engang var i deres pæneste tøj og smilede til fotografen med kodak filmen i kameraet – de festede, drak og røg og havde en skøn dag som blev foreviget og nu ligger de billeder et eller andet sted i Danmark, i en kasse i en genbrugsbutik og bliver – hvis de er heldige – brugt som decopage hos en kreativ sjæl, men højst sandsynlig vil de ryge ud med småt brændbart og være med til at varme et paracelhus op en kold vinternat og dét er så dét liv. Op i røg. Asken spredt som gødning et sted eller gravet ned i jorden. Væk for altid.

Når jeg dør, vil jeg ikke være glemt glemt – jeg vil efterlade noget som giver andre et smil på læberne og gør at de måske bare får et øjebliks solskin i deres liv. Jeg vil være en folk tænker på med smil og glæde og ikke som jeg tænker på min Gudfar, med had had had….og så faktisk alligevel ikke, jeg hader ham ikke mere. Jow jeg gør! Jow jeg gør faktisk – jeg hader ham – men jeg har tilgivet ham. Det er dét som er forandret, jeg har tilgivet ham, men jeg har ikke glemt hvad han har gjort eller udsat mig for. Dét kommer jeg aldrig til, men i kapellet dér tilgav jeg ham.

1. December 2015. Første gang jeg ser graven efter begravelsen med stenen på.

Her er graven – det er mine 3 hvide blomster som ligger på stenen, jeg lagde dem bevist dér for at ingen skulle tro at jeg var med i de blomster som ligger nedenfor, som jo helt klart er fra røvslikkerne, dem som ikke ville have mig i kirken til begravelsen.

Da min Gudfar døde og jeg besøgte ham i kapellet, lagde jeg 3 blomster i hænderne på ham. Én for min Gudmor. Én for mig. Én for ham. Os 3 dengang alting var godt. Det var en god closur – jeg kommer aldrig igen. Jeg kender ikke flere i den by hvis begravelse jeg vil deltage i.

Karma er noget mærkeligt noget – men nogle gange er karma bare så tilfredsstillende at det som engang gjorde ondt, bliver skønt at tænke på.

Jeg er igang med at lave facebook side, instagram og hjemmeside for min venindes sushi restaurant her i byen – det bliver godt – meeen det er lidt svært når alting er på Mandarin….. yes ikke dem du spiser, men skriften…

Vær’ så god!

P.S: TAK for de søde kommentar i sidste indlæg, det lyder måske mærkeligt men det er dejligt at høre fra nogen med blod i årene, nogen der trækker vejret – mennesker. Også selv om jeg ikke kender dem og ikke aner om i er skaldet, brune, søde eller onde. Så jeg vælger bare at være glad – og Jeres ord er alle som én taget til mig. I’ll do better.