I dag fandt jeg tilbage til noget jeg har længtes efter, og oprigtigt troet at jeg havde misted for evigt.
Men så har jeg tænkt, kan man miste noget man kun har oplevet få få gange i sit liv? Måske endda kun én gang?
Jeg har haft denne her følelse inde i, som jeg kun har været opmærksom på én gang. Måske følelsen har været der før, men i så fald har jeg ikke været opmærksom på den.
Følelsen af at the Lord will provide. Hvis jeg lytter.
Mit soveværelse er et kaos. Jeg har, efter salget af mit elskede kyllingegule chatol, kun en seng og et 3-fløjs skab i soveværelset. Halvdelen af alt hvad jeg ejer ligger i 2 blå Ikeaposer på gulvet, blandet sammen med hundehår, støv, snavs, edderkopper mv.
Jeg har ikke haft ørenringe på i flere uger, fordi jeg ikke kan finde dem. Jeg har misted 1 guld lås til et par ret kostbare ørenringe + jeg har misted mine diamant ørenringe som jeg lavede til Anikas bryllup for snart 14 år siden, dengang jeg læste til guldsmed. Altsammen fordi jeg altid har haft et chatol med små skåle, krukker, fade, låger og skuffer til at opbevare og holde orden i sådanne ting. Nu står det hele smidt ind i et 3-fløjsskab.
Alt er rod og kaos!!
Mit stuebord er noget klyt. Jeg har fundet den bønneformet bordplade i en kælder, uden ben. Købt nye ben og brugt det i et par år, men det kan ikke tåle at blive rykket frem og tilbage som jeg (åbenbart) gør. Når jeg sidder i sofaen vil jeg gerne have det tæt på mig og når jeg ikke sidder i sofaen skal det stå midt for sofaen. Og det gør benene løse.
Så fra at have for få møbler til denne her lejlighed, nåede jeg et punkt hvor jeg næsten var klar til at have det smukkeste hjem i en stor lejlighed, til at jeg nu bor i rod og kaos igen. Og så er det endda det første sted NOGENSINDE i mit liv som udeboende og faktisk måske i hele mit liv, at jeg har en postkasse hvorpå mit fulde navn står. HELE mit fulde navn. Deirdre-Ann Roberts. Hvis jeg tænker for meget over dét får jeg lyst til at rykke det af og gå undercover igen.
– hvilket igen får mig til at grine, af foragt over hvordan Fede Dorit med alle sine kompetancer (eller manglen på samme) kan sige til mig, direkte til mit ansigt på vej ud af døren, at jeg også burde have diagnosen “Histonisk” fordi jeg er sådan lidt “X-Factor agtig”….. ja da, jeg er total se mig se mig. NOT. 🤦🏼♀️
Jeg har ikke råd til et nyt stuebord (har solgt det gamle for 300 kr) og jeg har ikke energi til at male Oldemors gamle træchatol med det brunet spejl der ikke kan bruges, skuffer uden håndtag og ingen nøgle. Jeg orker det ikke. Arbejdsopgaverne før tingene ser ud som jeg gerne vil have det, er enorm.
Jeg har tænkt mange muligheder de sidste par måneder, for at skabe ro omkring mig, men de inkludere alle udgifter jeg ikke har råd til. Jow jeg kunne tage af depositummet som netop er indbetalt fra min lejer, men hvad så når det kræves tilbage? Det sidder så DYBT i mit aldrig at være i gæld til nogen at jeg nærmest ikke orker at tænke på at bruge af penge jeg ikke har. Tanken alene gør mig deprimeret og i dårlig humør. Så alle planerne om at kører i Ikea og købe grimme “lad os alle være ens” Ikeamøbler er udelukket
Nå men i går slog det mig så, at jeg kunne sige ja tak til at få oldemors gamle træ chatol ind i lejligheden (HADER TING AF TRÆ, DA JEG HADER MØRKE FARVER!!) + en sofastol jeg har arvet efter min morfar som var møbelsnedker. Den er lavet af hvid læder og plexiglas i starten af 1950’erne, det var en demomodel men ingen ønskede at købe den, så der findes kun den ene. Den står også hos Far og Mor og er min – min drøm er at sætte dem i nummereret produktion og opkalde dem efter min Morfar. Han lavede de fedeste møbler, 80 år før verden fik øjenen op for hvad plexiglas, læder og træ kan, sammen.
Anyway, hvis jeg fik de ting ind i min lejlighed, så ville jeg have nok møbler til at kunne rydde op i mit soveværelse og få RO derinde, ligesom jeg ønsker og som jeg har behov for. Det ville ikke være mine drømme møbler eller ønske hjem, men det ville være nok. For nu. Og vigtigst af alt, det ville være gratis at få fyldt lejligheden op med møbler, og på sigt, en dag i fremtiden, kan det blive som jeg ønsker når overskudet er der.
Så jeg skrev til Mor om jeg kunne få de to specifikke møbler ind i lejligheden i weekenden. Det kunne jeg godt. Problem solved. Thank YOU Lord!
Samtidig så fandt jeg i går, by the grace of God et stuebord til storskrald i samme gade som min gl. Faster Karen boede. Faktisk var hun Mors Faster Karen, altså min Morfars søster. Hun blev vel nogle af 100 år, men jeg kunne ikke fordrage hende. Hun sagde engang til mig, midt på gaden i Århus hvor jeg mødte hende sammen med min daværende kæreste Uffe lige omkring den tid hvor vi skulle blive studenter, at jeg havde lige så grimme knæ som min Mormor….
THAT was it – jeg har hadet hende siden den dag og forbandet at Hr. Gud følte for at holde sådan en gammel kælling i live, når ingen egentlig gad hende, end ikke hendes egne børn, mens han havde travlt med at tage min Mormor til sig! Der er ingen grund til at tale grimt om min Mormor, hun er død og kan ikke forsvare sig, men fint nok, så skal jeg fandeme nok forsvare hende!!
Nå men Faster K boede i samme lejlighed (til leje…) nogle af 60 år (dum, dummere, dummest…) og i den gade fandt jeg dette stuebord ⬇️
Beskidt og klamt men med potentiale. Så efter en hård omgang med varm vand og probat, står det nu solidt foran min røde sofa. En dag når jeg får overskud og tid, skal det slibes, males rosa, lakeres og have guldfarvet ben. But until then….. *TA DAAAA!*
Min pointe med det her lange skriv er, at fordi jeg valgte at tage et skridt tilbage og lytte og mærke efter, om jeg var okay med et alternativ til mine ønsker og drømme, så fik jeg pludselig på én dag alle mine øsnker opfyldt.
Fordi jeg lyttede. Til Hr. Gud.
Men hvordan kunne jeg så lytte til ham nu, når det ikke har virket før?
Måske, jeg ved det ikke – men måske fordi jeg afleverede Ella hos Far og Mor i mandags. Det er onsdag aften nu. Jeg henter hende på Lørdag. Jeg har simpelthen brug for ro til at finde ind i mig selv og til at få gjort ting jeg ikke føler jeg kan gøre når Ella er her.
Det er sikkert min egen skyld, men jeg har skabt en lille opmærksomhedskrævende eventyrlystende hund. Hun har det bedst når vi er på farten, om det så er i skoven, på et SUP board, i bilen eller i en park, så har hun det bedst hvis hun sidder oven på mig og er sammen med mig. Det er derfor jeg er begyndt at kalde hende for Velco.
I mandags, d. 17. August 2020, var jeg hos Bali Manden og tale om min bog, eller vores bog, som så på magisk vis blev til min bog igen. Jeg fortod det ikke helt. Men i mandags var det også 5 år siden jeg registrerede mit nu lukkede firma i Danmark, efter 5 år i Spanien. Så måske det er meningen at jeg starter noget nyt hver 5 år?
Jeg syntes I’m rambeling ⬆️ Det jeg skriver giver ikke mening men jeg er også i syv sind inden i. Mit hoved vælter med tanker og følelser.
Jeg har talt med Styrelsen for Patientklager for et par dage siden, og jeg har kontaktet Datatilsynet. Jeg har printed ALT ud hvad jeg nogensinde har fået fra psykiatrien, jeg er ved at lave minituiøst orden i det hele. Det kan være de vælger at holde et dialogmøde via telefonen (CUNTS!) men måske de har guts nok til at tag den face to face og selv om jeg ikke skal forsvare én eneste af mine handlinger (det er dem der har røven i vandskorpen, ikke jeg) så skal møder jeg op, til telefonmøde eller IRL møde 100% forberedt. De skal ikke kunne sige én ting jeg ikke allerede ved, ikke allerede har læst op på, ikke allerede er forberedt på.
Uagtet af mødets udfald, så kører jeg det her til ende. Helt til ende. Jeg har intet at miste, i modsætning til dem. Jeg intet at tabe, udover mit navn og det er netop mit navn de har koblet på usandheder og lavet notater om i deres journaler.
INGEN skal besudle mit navn og så sandt som jeg sidder her, så skal de komme til at korrigere deres skriv.
De har derimod alt at miste, udover deres job (som jeg ikke går efter) så har de helt sikkert samme kærlighed, stolthed og ømhed over for deres navn. An eye for an eye and the whole world will go blind, but equal blindness is equality. Hvorfor skal nogen kunne se og andre ikke? Hvorfor skal nogen have et navn uden anmærkninger når andre ikke skal? Hvorfor skal nogen kunne dømme andre uden at de kan dømme dem?
Hvis jeg ryger ned, så tager jeg dem med i faldet. Og det er sådan nogle kællinge tanker jeg sidder med om onsdagen.
Inden jeg gik igang med denne her klage til Styrelsen for Patientklager i Januar 2020 brugte jeg et par dage på at tænke mine følelser igennem til hver enkelt behandlere og personer som jeg har klaget over.
Jeg er et menneske med mange følelser og de er nærmest aldrig logiske eller rationelle. Feks., hvordan kan det være at jeg en dag savnede min Gudfar? Hvordan kan det være at jeg ofte tænker på Norman? Hvordan kan det være at jeg tænker det er synd for Fede Dorit, hvorfor får jeg dårlig samvittighed når jeg ønsker at psykoedukationspsykologen vælter og får mega asfalt-hudafskrabninger? Hvorfor får jeg dårlig samvittighed når jeg håber at min psykiater-lærling oplever sorger der får hende til at græde?
Anyway, jeg tænkte de her følelser og tanker for hver enkelt person igennem, ærligt og over flere dage. Jeg kom frem til at jeg aldrig ville blive veninder med en eneste af dem, selv hvis jeg ikke lavede klagen. Jeg kom frem til at jeg aldrig nogensinde skulle sidde sammen med dem til en eneste privat ting. De ville for altid, også om 1 år og 30 år, være på den anden side af et, måske, usynligt, hegn og jeg ville aldrig blive konfronteret med dem uden for psykiatrien i en længere periode end et tilfældigt møde. Ergo kunne jeg med god samvittighed lave en ærlig og oprigtig klage over deres fremgangsmåder og behandling. Så det gjorde jeg. Med god gennemtænkt samvittighed.
Og nu da jeg sidder og forbereder mig, så hiver jeg de tanker frem, som når man hiver en helium ballon ned fra loftet. Det er SÅ vigtigt for mig at holde fast i og fokus på, at det her ikke er personligt, det er business.
Forstået på den måde, det er hamrende personligt for mig, men jeg går ikke efter dem som personer, for jeg er ligeglad med deres person (uagtet at Indianerlægen mener jeg har en kæmpe interesse i deres individuelle privatliv)
Jeg går efter dem som professionelle personer, efter deres erhverv og måden de driver og udfører deres erhverv på. Det er 100% business for mig. De er ansat til at servicere og hjælpe mig, deres hovedformål i livet via deres job og erhverv, er at hjælpe mennesker som jeg. Med rummelighed, forståelse, indsigt, hjerterum og ikke mindst omsorg. Dét har de ikke gjort. Som i overhoved ikke gjort.
Hvilket jo også er okay et eller andet sted – men så skal du ikke være offentlig ansat og med mine skattekroner få betaling (løn) for at yde din ypperste indsats for at 90% af kunderne (patientklienterne) i psykiatrien er tilfredse. For det kan jeg fandeme love dig for, uden overhoved at have læst op på statistikerne for psykiatrien, at 90% af patientklienterne IKKE er.
– dernæst skal du måske genoverveje dit erhver og virke, hvis du ikke formåer at være rummelig, forstålig, kommunikerende og omsorgsfuld.
Jeg har en kæmpe bunke post-its på mit skrivebord (nye stuebord) hvorpå der står forskellige ting. Hver gang jeg kommer i tanke om noget som jeg skal have med i mine forberedelser, skriver jeg det hurtigt ned på en post-it, inden tanken svæver væk fra min hukommelse igen.
Feks.: “Hvordan kan 30 dag fri være skadeligt for terapien når 111 dage ikke var?”
– Hvad er forklaringen på, at jeg ikke kunne få 30 dage fri til en camino i maj 2019, da 30 dage uden behandling ville skade terapien, mens 111 dage uden behandling pga. aflyst behandling var helt okay for min fremtidige terapi?
“Hvorfor skal mine pårørende tvinges til pårørende arrangement FØR de kan få individuelle møder med min behandler? Hvor i ligger problemet med at gøre det omvendt?”
– Hvad er argumentet for at mine forældre ikke kunne få et møde med Fede Dorit og tale behandlingen af mig igennem uden at deltage i et pårørende arrengement først, og så bagefter, når de har fået en større forståelse for hvad det er jeg gennemgår, oplever og bliver behandlet for, så kunne de deltage i et pårørende arrangement, fordi de så (måske) ville se fornuften i det. Jeg mener, burde fokus ikke være på at inddrage de pårørende i patientklientens behandling, frem for at skubbe dem væk og dermed risikere – som i mit tilfælde – at isolere patientklienten fra sit netværk, specielt når patientklienten som i mit tilfælde, er kendt for at have kroniske og vedvarende selvmordstanker? I don’t get it. Det er simpelthen SÅ forkert, uanset om du er uddannet psykolog eller ej. Jeg tror ordet der mangler her er “empati” og “velvilje” og “fleksibilitet” og “løsningsorienteret”
“Det her må IKKE ske mod et andet psykisk sygt menneske”
– fordi det er ikke værdigt. Og det er ikke sådan man behandler mennesker generelt men specielt mennesker der har det svært i forvejen. Hvilken garantier kan I (de) stille for at det ikke sker igen? Specielt når jeg kan informere jer om at I vil blive googlet, krakket og søgt på fra nu af og til den da jeres Nekrolog er gulnet i en avis brugt til isolering under et tag.
Jeg har i dag været nede og blive piercet i ørene, planlagt men alligevel spontant. Jeg vidste jeg ville have netop de piercinger, men tiden var spontan. Jeg kan ikke planlægge smerte ud i fremtiden, så hvis de har tid når jeg kommer, så bliver jeg piercet, ellers kommer jeg igen en anden dag. Der skal flere til, før jeg har det “look” jeg gerne vil have. Men i dag startede vi.
Jeg har nu 3 huller på stribe efter hinanden, de følger “rillen” i ørets anatomi, så det ser pænt ud på den måde (symetri, ja tak) Lige nu har jeg en rund 1 mm. guldring igennem 2 huller på hver øreflip. Det er sådan jeg ønsker det skal se ud fremadrettet. Normalt får man sat andre stifter i mens hullerne heler, da det er lidt mere besværligt at holde ringe rene, da de kan trække i hullerne osv. men jeg gider ikke gå med – i min optik – grimme smykker i 3 uger for så at skifte, så jeg tager gerne den hårde metode først.
På sigt betyder det at jeg kan sætte 3 ens ringe i lige efter hinanden hvis jeg ønsker men pt. er min plan “bare” at have guldringene i. De to sidste billeder, er dem som oprindeligt inspireret mig, jeg syntes pigen er så smuk og så har hun, på et foto jeg ikke har uploaded, en gul rullekravebluse på. En rigtig solskinsgul.
Anyway, mine øre ville ikke stoppe med at bløde – som de ville IKKE stoppe med at bløde – jeg havde blod ned af halsen og nakken og mine øre er sorte af størknet blod. Pierceren mente det var fordi jeg havde drukket cola light dagen før – I don’t know. Og jeg er faktisk også ligeglad. Det var hans briks det gik ud over, og så naturligvis mit hår, nakke, kjole mv. men igen, I couldn’t care less.
Jeg har også valgt at takke nej tak til at bruge på den anden side af 11.000 kr på at lægge min livsstil om. Jeg ved jeg har det i mig, et sted, engang, til at kæmpe mig frem og op igen selv. Plus at jeg bliver nød til at sige højt at jeg ikke kan respektere behandlere som tager penge for deres ydelser at de er så hamrende uprofessionelle. Måske det bare er i min narcassistiske fucked up perfektinistiske hjerne at det er forkert, men hvis det er sådan, så kan jeg fortælle at jeg føler det ER meget forkert, ikke at sende det madskema vi aftale, jeg føler det er meget forkert selv at vælge datoen for næste møde og så aflyse det. Twice.
Jeg havde helt bevist valgt en psykolog, jeg havde helt bevist valgt hende her frem for alle de andre, så jeg kunne holde fokus på maden og ikke på alt muligt andet, men så hun samtidig kunne navigere i mine, ofte, svingene følelser. Og nej Psykiater-Lærling, jeg har ikke tendens til jalousi som du så ufedt har skrevet ind i mit journal. 🖕🏻
Jeg svarede ikke på den sidste sms. Hvad skulle jeg svare? Ja det er pga. dine aflysninger, pga. at du bruge 5 dage til at vende tilbage til mig da jeg købte min første time hos dig, at det var pga. at du ændrede vores første aftale 2 gange og vores næste 2 gange, at det var pga. at du ikke fremsender hvad vi har aftalt, at det er pga. at du straks taler om at jeg kan lave din hjemmeside frem for at betale osv. Jeg orker det ikke. Jeg vil bare have hvad jeg betaler for, ikke mere. Men bestemt heller ikke mindre. Bare leverpostej. Ingen agurker på, men du skal heller ikke glemme brøddet.
For et stykke tid siden så jeg en video på instagram fra en kendt handicappet Århus blogger eller instagrammer om du vil. Hun taler altid så meget om hvor vigtigt det er ikke at stigmatisere, at lade være med at misbruge udtryk, da det kan være træls for en spastikker at hører folk sige “er du spasser eller hvad” omkring noget der overhoved ikke har noget med spastikker at gøre. Hvor vigtigt det er ikke at misbruge ord.
I hendes video sidder hun og fortæller om noget så random som at sætte hår og at hun lige havde været ude i blæsevejr og hendes hår opførte sig som om det havde borderline…
– jeg blev nød til at hører klippet 3 gange før jeg ligesom opfattede 100% hvad det lige var jeg havde hørt. Så meget for morale, dobbeltmorale er bedre. Unfollow og stop så med at dunke folk i hoved der glor på din rullestol, som siger spasser, mongol, sindssyg osv.
Min computer er en Macbook Pro fra 2016. En svedig model. En af de få ting mit tidligere firma købte til ejeren. Alle penge forblev i firmaet til mere markedsføring men jeg blev nød til at have en ny computer da den gamle stod af. Anyway, nu stod den nye så af – skærmen gik simpelthen i sort. Jeg kunne, når jeg vippede computeren under emhættens lys, skimte at der var noget på skærmen, men jeg kunne ikke bruge computeren. Så jeg tog den ned til Care1 som er autoriseret Apple reperatør i Århus – og NEJ Humac er IKKE lig med Apple, de er ligesom Elgiganten og Power, bare med fokus på Apple produkter.
Jeg har tegnet en dyr forsikring i 2016 på min Macbook Pro, fordi jeg bare ved at når ting går galt i mit liv, så har jeg aldrig pengene til at fixe det, så gæt hvem der er mega godt forsikret på alle ender og kanter. Sikkerheds Ann kalder de hende ud i byen.
3 dage uden en computer og så kunne jeg hente en nærmest ny computer. Helt gratis. Skærmen er åbenbart integreret i tastaturet, som sidder sammen med musepatten, som hænger sammen med højtalerne, batterierne og alt muligt andet. Det eneste der ikke er nyt er bagsiden, dvs. den del der står på bordet samt min harddisk. Niiice. Og tak til mit yngre jeg for at tænke fremad. ❤️
Fik jeg fortalt at et skab væltede ned over min ryg for hmmm lige efter min fødseldag?
Smerten kan ikke helt forklares, jeg følte jeg blev et par centimeter mindre, bogstaveligtalt. Så jeg kontaktede min Kranio Sakral dame igen, for første gang siden december 2019. Jeg har tit tænkt på hende, hun siger altid så mange søde ting – feks. sagde hun til mig, at det var mega godt klaret at jeg havde fået søgt ind på uddannelser. Sådan har jeg aldrig set på det, alle inkl. jeg selv har fokuseret på at jeg ikke kom ind og alle mener at jeg skal indse jeg ikke bliver en god jordemoder og komme videre. Ingen havde fokuseret på eller nævnt at det var stort at jeg overhoved havde fået lavet en fed ansøgning og søgt ind.
Jeg kan ikke forklare det, men hun ser tingene fra andre sider end andre gør.
I fredags var jeg hos hende igen, som en opfølgning. Jeg skal også hen til hende på mandag. Anyway, jeg har simpelthen så ondt i min krop at jeg ikke kan rumme mig selv. Det er konstant og hele tiden. Lige nu i skrivende stund kan jeg hverken sidde ved mit skrivebord eller holde ud af at sidde i sofaen, min ryg gør bare ondt men jeg kan jo heller ikke stå op hele tiden vel.
Nå men jeg blev masseret færdig og skubbet på plads og kørte hjem til Ella igen. Næste dag, lørdag, var jeg igang med at rulle min gyldne plan ud for min weekend, mine forældre ville kører til Sverige til min bror som de ikke har set siden Jul pga. corona og at hans kone arbejder med syge, så de har været meget i isolering. Men så ringer min søster og spørger om jeg vil med til stranden med hende og babyen. Jeg siger at det vil jeg gerne, hvis det ikke skal være en hel-dag-på-stranden-projekt, for det hverken gider eller orker jeg. Jeg er i forvejen ikke særlig meget til badetøj men det er jo også kamp varmt og jeg har en hund der sveder meget pga. hendes pels.
Vi gjorde os klar og jeg kørte i forvejen, hentede sandwiches og drikkevarer til os, jeg havde (naturligvis) pakket min store blå ikea pose med tæpper til os alle, håndklæder til os alle, vand, snack osv. Jeg ved bare at når man kommer på stranden med børn, så er der altid nogen som er sultne, nogen som er tørstige, nogle der har glemt legetøj osv, så jeg havde også proppet alle mine plastik køkkenting ned i posen.
Vi mødtes – min søster kom som ALTID forsent men jeg sagde ikke ét ord om hendes evne til at komme ud af døren til tiden. Vi går og jeg mener, vi er bogstavelig talt lige ved at sætte fødderne i vandkanten, Ella hopper helt sidelæns af glæde, da min søster og mor beslutter at det nok ville være bedst hvis vi også tager med til Sverige nu når det er så godt vejr……I’m like….. jeg kunne allerede dér mærke at jeg ikke havde lyst men okay så da. Hjem igen, vi gav hinanden 15 min. til at pakke, klokken var allerede nu 12.00 eller mere og hvor ufedt (og dårlig planlagt?) er det lige at kører med baby og hund i den varmeste periode på dagen, på den varmeste dag i året – 5 timer til Sverige? Yep dét er min planlægningsfamilie der gør sådan noget.
Vi kommer afsted og da jeg kommer derover, må min hund ikke komme i poolen, fordi hun fælder. What? Så der er restriktioner på det besøg de SÅ gerne ville have og på den pool tur jeg er kørt i TIMER for at komme til?
Jeg valgte at sove udenfor med Ella, det var kamp varmt og de har ikke engang en ekstra dyne – det er så mærkeligt, så da min nevø også ville sove udenfor med mig, var der ikke en dyne til ham…….WTF? Nå men heldigvis havde jeg taget mit eget sengetøj med, jeg kan nemlig udemærket huske deres sengetøjssituation som ikke har ændret sig på 15 år.
Næste dag gik Ella og jeg en lang tur ud til et naturreservat hvor der går vilde eller i det mindste frie køer. Der løber en å igennem som munder ud i havet. Flere steder kan man se hvor dyrene går ned for at drikke – himmel for Ella som endte med at være nærmest sort da vi gik hjem. Og så lugtede hun i den grad af våd hund der havde været i mosevand. Længe leve at jeg havde egne håndklæder, shampoo og børste med.
Det ufede ved turen var, naturligvis, at vi kørte så længe i bilen og at jeg sad så dårligt. Jeg sov godt udenfor rent varme mæssigt men min ryg var helt smadret af at sove på deres havestole. Det udfede var også at jeg så min ældste nevø for første gang i over et år og han er blevet ENORM tyk. Han lever indenfor og spiller hele tiden. Han er tyk og bleg og 14 år gammel og har bryster. Han blev overfaldt for lidt over et år siden af nogle lidt størrer børn og min bror og hans kone vil ikke indse at han har brug for hjælp. Men det har han – men det er mig som dramatisere ting. Som altid. Så nu sidder min nevø på sit værelse og gamer sit liv væk mens han bliver tykkere og tykkere. Med hans forældres velsignelse.
Min søster ville først at vi kørte når den lille skulle puttes. Dvs. ved en 20 tiden, ALT stritter på mig over at bruge en dag på standby – det gjorde nærmest fysisk ondt i mig at sidde der og vide at jeg havde fucking spildt min weekend som jeg, trods min lediggang og “evige weekend liv” i andres øjne, ser enormt meget frem til.
Nå men min søster er berømt for hendes tidsoptimisme og liv om aftnen og natten. Så hun syntes den lille skulle i bad inden vi kørte og så skulle vi vente på at der kom pizzaer og da vi så kørte, var der MEGA kø pga. at Falsterbo Horsshow også sluttede dér, så min søster var vred og sur og den lille sad og græd bagi fra vi kørte til vi nåed over Øresundsbroen fordi JEG ikke måtte spænde min sele op, og kravle om og give hende sutten, selv om vi kørte 2 millimeter pr. time – indtil min søster valgte at tage busbanen. Hun var så stram og sur at jeg sad og græd i mørket med hoved vendt ud mod vinduet. Ella sad i sin stol omme på bagsædet og jeg kunne mærke at hun ikke brød sig om det, men jeg måtte ikke tage hende om til mig (mens vi holdte i kø)
På vej derover, sidder min søster og fortæller mig hvordan hun opgraderede sin bilforsikring da jeg skulle låne bilen til Ålborg da hun gik på barsel – det mærkelige er bare, at jeg slet ikke kan huske at jeg har været i Ålborg i 2019 eller 2020….. anyway, hun kom med flere eksempler på uheld jeg havde haft med biler – ALLE lå før år 2000 men lad det nu ligge, det er altid fedt at kunne kører på folk med ting der er sket for 20 år siden.
Jeg sidder med fødderne i forruden, det er mega varmt som i FUCKING VARMT og pludselig sprænger forruden. Ja. Den sprang. Midt på Storebæltsbroen. Jeg var flad af grin – det var så komisk at vi netop talte om mine uheld, hvor jeg prøver at henvise til at jeg ikke har lavet uheld i mange mange år – udover at blive påkørt og skader andre har lavet – og at alle skaderne hun nævner er lavet mens jeg boede på gården og mit liv var ét stort kaos.
Min søster siger – og fastholder, at jeg satte af mod ruden. Alle der var ude og se skaden fastholder naturligvis det samme. Jeg fastholder – og nu var det jo min fod der var der og mig som sad dér og mig som lavede skaden – at ruden vitterlig bare revnet. Jeg havde højre fod på instrumentbrættet og venstre fods tær mod forruden. Jeg er højrehåndet og bruger højre ben mest, ergo giver det mest mening at sætte af mod instrumentbrættet med højre fod og ikke mod forruden med venstre. But, everybody else knows best. Of course.
Den snavsede plet til højre på forruden var der i forvejen, just saying.
Nå men udover at jeg sad i en bil på vej hjem med en sur søster jeg vitterlig ikke havde lyst til at tale med pga. hendes skæld ud, så brugte jeg min weekend på at være i Sverige, hvor min hund ikke måtte bade, med kommentar på at jeg drikker cola light og ikke må tale om storskrald og med 300 kr i udgifter til dækning af benzin, 350 kr til dækning af bro + 3000 kr til en ny forrude + jeg købte morgenmad til alle i huset for egne penge.
Så jow Kære Deirdre-Ann, næste gang du står med fødderne i vandkanten og andre ringer og tigger dig om at komme på besøg, så siger du NEJ TAK og FASTHOLDER. Du er et planlægningsmenneske og det ER okay.
Fik jeg nævnt at jeg også brugte en time i varmen på at sidde med Apple support i røret og fixe min brors arbejds ipad som han har fået lukket eller låst eller noget og nu er han blevet headhunted (mega fedt!!) tilbage til et firma han arbejdet for før og skal derfor aflevere ipadden tilbage, men den skal først slettes og renses og det er ret svært, når man ikke kan få adgang til den. Så det ordnede jeg også (lige) Min krop var så smadret af varme og af at sidde at jeg stadig i dag har mega ondt i kroppen – der er længe til mandag hvor jeg skal til Kranio Sakral terapi igen……..
Jeg skal blive bedre til at lytte til min lille Zulukriger inde i maven. Han har desværre været utrolig stum de sidste par år.
Det som også påvirket min weekend var, at jeg gerne ville ansøge som Peer-Medarbejder, altså til uddannelsen som Peer-Medarbejder i Viborg. Deadlinen var mandag morgen og jeg havde planlagt at bruge min weekend på det, så jeg tog derfor computeren med til Sverige men der var ikke ét ledigt øjeblik plus at deres internet er hamrende dårligt derovre. Som i sindssygt dårligt.
Så jeg brugte min mandag på at kører Ella ud til mine forældre og forsøge at samle mine tanker – hvilket er umuligt efter så meget kaos – og fik da også lavet ansøgningen, men om jeg kommer ind, er svært at sige. Jeg har jo ikke just held med det jeg søger. Jeg valgte helt bevist IKKE at informere min familie om min ansøgning, de ville dels ikke kunne forstå at jeg ikke kunne koncentrere mig derovre og de ville helt sikkert heller ikke kunne forstå at jeg gerne vil være Peer-Medarbejder. Så der er ingen grund til at fortælle dem mere end højst nødvendigt. Det skader bare mig selv i sidste ende og jeg orker ikke mere.
Jeg føler det som når knogler kører mod knogler uden væsken imellem, uden fedt og sener til at få det til at kører. Som når skivebremser er rustet fast og man kan hører hvordan metallet kurer mod hinanden. Sådan ser jeg min indre motor.
Jeg er også der hvor jeg var for mange mange MANGE år siden, da jeg boede på gården. Jeg er kommet frem til at der kun er én til at hjælpe mig. Der er kun én jeg 100% kan regne med. Der er kun én jeg 100% kan stole på. Og det er mig selv.
Det skal ikke lyde offeragtigt for det er hardcore faktuelle evidensbaseret observationer. Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste person, der har passeret igennem mit liv, som ikke på et eller andet tidspunkt har faldet mig i ryggen. Ikke én.
INGEN kan sætte sig ind i hvordan det er at stå med armene ned af siden, midt på Parke Allé i Århus, omringet af 300.000+ mennesker og igen konkludere at jeg er og bliver alene.
– ud fra dét udgangspunkt skal jeg skabe mig et liv der er vær og værdigt at leve. Alene. Det er jo som at bede en benløs mand om at løbe et marathon. Proteserne skal han selv skaffe.
Men det er fakta og faktum og det er hvad jeg må forholde mig til.
Fik jeg fortalt at de fødselsdagsgaver jeg fik af min familie, frem til sidste uge stadig stod inde i skabet? Det lyder SÅ mærkeligt og jeg forventer ikke at nogen kan forstå, men når jeg siger nej tak til at holde fødselsdag, så er det faktisk en velovervejet beslutning, ligesom det var velovervejet at sige nej tak til jul og nytår. Jeg magter ikke at folk og her mener jeg min familie, skal påtvinge mig glæder jeg ikke kan se glæden i.
Så når de kommer med fødselsdagskort og gaver, som jeg vitterlig ikke har ønsket, bedt om eller kommunikeret ud at jeg gerne vil modtage – faktisk har jeg ikke hørt andet en skældud over min aflysning og så kommer de en uges tid senere med gaver som jeg så skal forholde mig til – og det kan jeg bare ikke. Jeg kan ikke forholde mig til det, så jeg lagde det hele i en pose og ind i skabet. Men på et tidspunkt bliver det også pinligt at jeg ikke får sagt tak for gaver – men tak er for mig ikke et ord man bare skal smide rundt med. Man skal mene det når man siger tak. Sådan RIGTIG mene det.
Jeg mener det ikke, når jeg siger tak for fødselsdagsgaver. Jeg føler at mennesker overhører mine ønsker og dermed sætter mig i en gældssituation som jeg ikke har bedt om og som jeg bestemt ikke har brug for. Men selv om jeg – i min egen optik – har arbejdet hen mod aktivt IKKE at havne i denne her gældssituation, så sidder jeg pludselig i den alligevel. Det er ubehageligt helt ind i marven.
Og gaverne jeg får er så, naturligvis, forkerte, da ingen lytter sådan rigtigt til mig. Jeg får en parfume, som ikke er den rigtige. Fint nok at nogen syntes jeg skal prøve en ny duft, men jeg har det SVÆRT med dufte i forvejen og har ingen planer om at skifte parfume. Slet ikke fordi andre syntes det. Jeg ved jeg kommer til at fremstå utaknemmelig og ultra konservativ, fordi jeg har brugt den samme parfume i snart 20 år. Men hvorfor er det forkert? Jeg får en halskæde, men jeg går aldrig med halskæder da jeg har det svært med ting omkring min hals. Jeg har halskæder men det er sjældent jeg har dem på. Jeg er meget mere til fingerringe, ørenringe, tåringe, ankelkæder og nogle gange til armbånd, hvis de klirrer, er guld og ligner dem som mange indiske kvinder smykker deres arme med.
Har jeg fortalt at alle der ser min lejlighed syntes den er SÅÅ vidunderlig? De fortæller mig alle sammen hvor heldig jeg er. Hvor skønt jeg bor. Hvor begavet jeg er, at have en familie der kan give mig det her. Og jo mere jeg hører om hvor vidunderlig min hadelejlighed er, jo mere krøller min sjæls mening sig sammen og kravler over i skammehjørnet hvor den har fået for vane at sidde de sidste 42 år.
Jeg har fået betragtelig meget mere plads. Jeg har direkte udgang til en træterasse med direkte udgang til et stykke isoleret have i en stor fælles have med nok Århus dyreste gartner og direkte adgang til Århus å, som jeg, hvis jeg lagde nakken tilbage, kan spytte ned i, fra min terasse. Det ER en perle – men det er også en perle der har mur foran 4 ud af 5 vinduer. Det ER også en perle der ligger lige ved indkørslen til ejendommen, som ikke har en port. Der ER en perle der har vinduer i paracelhushøjde. Det ER en lejlighed som alle de fulde pisser op af. Det ER en lejlighed hvor pushere og narkomaner føler sig hjemme foran køkkenvinduet. Det ER også en lejlighed uden mulighed for at have vinduerne åben hele døgnet rundt, hele året rundt. Det ER også en lejlighed uden direkte sollys på noget tidspunkt i døgnet, hele året rundt.
Kombinere det med, at der oven over mig bor en ung gut der snart må have røget sine sidste hjerneceller ud, for han ryger og er skæv hver evig eneste dag. Jeg har endda set ham deale lige ude foran mit vindue. Helt ublu. Han har røget så meget siden jeg flyttede ind, at jeg ikke fatter han kan gå. Lugten går direkte ned til mig. 24/7. Jeg har ikke klaget en eneste gang.
Ovenover ham er der netop flyttet en anden ung gut ind med sin unge kæreste. Han præsterede på første uge at opfylde alle mine fordomme om håndværkere med mange tattooveringer og mange muskler. En dag da jeg kom ud, løftede han enden på en buggitrailer for at sætte den lige – den holdt naturligvis lige ude foran mit vindue – ikke nok med at det skygger for den lille smule dagslys jeg får ind, det blokere også den lille bitte smule udsigt jeg har, det larmer enormt og er enormt generende – og så er det imod reglementet i ejerforeningen. Men det er alle ligeglade med.
Så var der dagene hvor de smed murbrokker ud fra 2 sals vindue og ned i traileren som holdt lige ude foran mit vindue. Dels er det farligt, da det er ved indkørslen men hvis man ser bort fra det farlige i det, så er det også utrolig generende for mig, specielt når mine soveværelsers vinduer står på indbrudshasperne og støvet bare vælter ind, fordi ingen orker at gå ind og banke på og fortælle mig at i morgen skal vi støve i xx antal timer og hvis jeg så ikke er hjemme, så er der ingen der orker at stikke en skruetrækker ind og vippe vinduet i, så det ikke støver – eller ENDNU bedre, parkere traileren ud for hoveddøren og bær murebrokkerne ned, så jeg også kan være i min lejlighed? Et par dage senere smed de også en palle ud af vinduet som hamrede ind i mit køkkenvindue – Ella gik bonkers.
Jeg klagede ikke én gang.
Sådan gik der en weekend med trykluftbord og en hel uge med trykluftbord og så blev det søndag kl. 07.30 og jeg røg op af min seng da trykluftbordet startede lige ved mit øre. Jeg lå lidt og tænkte at det nok bare var lidt larm, så ville de naturligvis stoppe igen fordi ingen kan da finde på at larme sådan på en søndag – men det forsatte og da jeg gik op og banke og bad dem stoppe og tage hensyn til deres naboer, fik jeg beskeden at “det kommer ikke til at ske” Da jeg spurgte om de kunne vente til efter kl. 11.00 ville han vide hvad der skete kl. 11.00, da jeg sagde at jeg så havde en mulighed for at sove længe, kikkede han arrogant på mig og sagde at ingen sover til klokken 11.00.
Lige nu er klokken 23.06, en torsdag aften og han borer deroppe. I går aftes (onsdag) startede han med noget der mindede om gulvafslibning kl. 20.23. Jeg orker ikke at klage mere – jeg klagede en gang og han råbte løgner efter mig ned af trappen. Dagen efter parkerede han igen sin bil foran mit vindue og begyndte at læsse stillads op på det. Et stillads der smides op på en ladbil larmer rigtig meget, specielt når der er ca. en vindueskarm imellem bilen og vinduet og klokken er 07.30 om morgen efter endnu en nat med maridt, og en panisk sjæl.
Jeg har så meget lyst til at flytte men jeg ved ikke hvorhen. Jeg vil bare gerne VÆK VÆK VÆK – men jeg er begavet nok til ikke at dele mine frygt tanker om at de her lejere er dårlige mennesker, fordi jeg ved der ikke er nogen opbakning omkring det.
Da de flyttede ind, lagde jeg en sød seddel i deres postkasse med velkommen til, og at jeg selv havde haft lidt svært ved at finde ud af hvor man fik skiftet dørtelefon og postkasse, så hvis de skrev på bagsiden af sedlen hvad der skulle stå, så ville jeg sørge for at få det skiftet, da jeg netop 2 uger tidligere endelig havde fået skiftet mit eget. Nu kan jeg se at de har revet mine dymo labels af deres postkasse og sat en anden i. Så meget for venlighed. Jeg har fundet dem på alle sociale medier og blokeret dem.
Mor siger hele tiden “nu skal vi ikke tale om storskrald” når vi skal være sammen med feks. mine onkler eller min yngste lillebrors nye kæreste. Hun er helt åbenlyst flov over at jeg samle skrald op og gør det rent. Det er SÅ åbenlyst og det gør mig så ked af det.
Ville det være bedre hvis jeg var kriminel som min fætter og solgte stoffer? Ville det være bedre hvis jeg optog det ene kviklån efter det andet for at dække huller som min storebror gør?
Alt hvad du ser på billederne ovenover er fundet på til storskrald, minus den orkide der ikke gider blomstre igen (fucking lorte orkide!) Men grunden til at det også gør mig så trist at Mor hele tiden skal fortælle mig at jeg ikke må fortælle om storskrald og mine (i min egen optik) seje fund og salg, er at dels så er det igen en restriktion på mine rettigheder til selv at vælge hvad jeg vil tale om og med hvem.
Dernæst så er det en stor del af mit liv, den er faktisk den eneste del af mit liv der gør mig glad og får mig til at smile. Dernæst så syntes jeg også at det at jeg finder så mange ting til storskrald, nemt kunne sætte gang i andre og mere indholdsrige samtaler, fkes. om et overforbrugs samfund, genbrug, regler og regulationer osv. Feks. så skal pantsamlere betale SKAT af den pant de indsamler, vidste du det? Og er det ikke en skør holdning? De holder jo nærmest Danmark ren, så i min optik burde de nærmest få betaling for at samle flasker og dåser ind der ellers ville svine i naturen.
Er det ikke også okay at man samler storskrald op og på den måde aflaster Storskrald og de ting de skal hente? Dels er der mindre der skal hentes, det er godt for miljøet og så hjælper det også til at jeg kan holde mig selv ovenvande frem for at gå helt til økonomisk.
Jeg ser ikke det dårlige i storskrald som min mor gør og alligevel må jeg ikke tale om det. Jeg får det at vide hele tiden, selv da vi var i Sverige måtte jeg ikke tale om det. Et af de strandtæpper jeg havde med blev rost men jeg kunne ikke sige at det var fra storskrald….. så jeg sagde ingenting. Og blev efterfølgende spurgt om jeg var sur.
Jeg forstår ikke, hvorfor ting der gør mig glad og som betyder noget for MIG ikke er nok for andre, til at det er okay emner at tale om? Jeg ved godt at jeg måske sætter mig selv i et mere flatternede syn end jeg har ret til, men jeg føler ikke at jeg afskærer andre mennesker deres rettigheder til at tale om dét de syntes er vigtigt. Jeg føler selv – og jeg håber inderligt at det er sådan jeg opfattes – at jeg kan rumme andre folks samtaler, uagtet hvad det er de ønsker at tale om, fordi jeg gerne vil dem. Hvis du bare vidste hvad jeg har lagt øre til af samtaler i mit liv, uden nogensinde at rynke på hoved over at dét burde personen ikke tale om, fordi det i min private optik er forkert….
Min søster er samtidig begyndt at komme med kommentar omkring de ting jeg finder, som sætter min integritet og stolthed på hård prøve. Hun har flere gange både sagt og hentydet til, at jeg nok tager tingene jeg finder, fra folks flyttelæs!
Jeg burde naturligvis tage det for hvad jeg ved det er inderst inde, eller hvad jeg bilder mig selv ind det er – nemlig en overraskelse over at jeg finder så mange virkelig fine ting og dét skaber undren. Og den undren føres så over på at det jo ikke kan passe at jeg finder de her ting – men på den anden side, hvis du bruger 3-5 timer om ugen på at kører rundt i gaderne i Århus med nedrullet vinduer og 20 km i timen og studere hver en gadedør, hver en affaldsø, så er du bound to find gode ting. Det giver sig selv. Har du virkelig, sådan VIRKELIG forsøgt at se hvad det er folk smider ud? Det er jo sindssygt!!
Hele nye skabsektioner fra Ikea, sofaer, flyttekasser med alt muligt blandet sammen – hvis du ikke er sart (og det er jeg ikke) så kan du jo bare åbne de kasser og kikke ned, rode forbi det klamme skrald og se at hov dér ligger en porcelæns teske og dér en mere og vupti ⬇️ Eller træk 2 x kaffesøbet lammeskind fra Tibetanske lam op af en pose, vaske dem og vupti ⬇️
Eller rengøre det krøllejern fra Babyliss, test det og vupti ⬆️ eller hvad med de grønne kopper der lå samme med en masse studiebøger? ⬆️
Lammeskindet er solgt til 300 kr, efter at jeg naturligvis har vasket og tørretumblet det (jow det kan man godt, sæt dig ind i det før du skælder mig ud tak) De 2 x grønne kopper til 50 kr. Porcelæns Teskeerne, som var fra Le Cruset solgte jeg for 50 kr + 40 kr i porto. Krøllejernet er pt. hos min søster hvor hun skal teste om det er et hun gerne vil have (sammen med 2 andre ret dyre fladjern)
Det I ser her er rene fine ting, det jeg finder er ofte mega klamme beskidte ting. Ting der lugter. Ting andre har smidt ud af en grund.
I sidste uge solgte jeg to gryder med glaslåg til 100 kr. De var som nye men det var da kun fordi jeg havde brugte mange liter vand, timer og ståluld til at gøre dem rene, skolde dem og polere dem. Ingen ville have dem da de stod ved siden af affaldsøen fyldt med brændt mad og fedtet låg. Undtagen jeg. Og så skal jeg oven i hører at jeg måske stjæler, måske ikke helt har styr på hvad det er jeg laver. Det gør ondt.
Som jeg fortalte i sidste indlæg – som jeg har opdateret med billeder, da min computer som sagt drillede sidste gang og derfor blev indlægget ikke helt som jeg ønskede – så har far solgt sit firma pr. 31. Juli 2020, efter 52 år som selvstændig.
Samtidig har jeg hjulpet med at få gjort båden ren, taget billeder, lagt til salg og vupti, nu er den solgt.
Mor og Far sendte en fællesmail rundt til os søskende om at de havde accepteret et købstilbud fra et firma der ønskede at købe deres resterende byggegrunde for et tocifret millionbeløb. Da vi alle er aktionære eller medejere eller hvad det nu hedder i firmaet, ville de informere os om det.
Jeg arkiverede blot mailen uden at svare på den. Jeg er fuldstændig indifferente. Eller nej, det er jeg faktisk ikke, opdaget jeg.
For det glædet mig at de ville sælge og det glædet mig at de er færdig med firmaet. For FØRSTE GANG I MIT LIV har mine forældre intet firma og ingen forpligtelser og jeg kunne mærke at en dejlig ro bredte sig inde i mig.
Nu skulle vi ikke længere stresse med at opdatere hjemmesider og jeg skal ikke længere huske at lægge noget på FBsiderne og når jeg så gør det, så er det forkert og skal rettes. Jeg skal ikke længere have dårlig samvittighed over at jeg har fået løn fra firmaet uden at arbejde – mine forældre skal for første gang NOGENSINDE bare være hjemme. Måske vi skal på museum? Måske vi skal spise på cafe? Måske vi skal drikke en øl før klokken 12.00 på en hverdag? Måske vi skal sove længe? Måske vi skal på ferie? Måske far og jeg skal kikke på min gl. Fiat sammen og få den ud og kører sammen med Jaguaren? Måske vi kan kører til veterantræf på Kalø næste forår? Måske vi bare ville få tid.
Måske måske måske – det var så syret en følelse og dejlig tanke og den varede under en uge.
For da jeg afleverede Ella hos mine forældre i mandags (det er torsdag i dag) var der ingen hjemme og mor tog ikke telefonen da jeg ringede. Meget usædvanligt. Senere ringede hun og sagde at de var på vej fra grundene og hjem. “Far er helt fyr og flamme” sagde hun, mens hun forsatte og fortalte at de havde besluttet sig at sige nej tak til det to cifret millionbeløb for de resterende grunde og selv videreudvikle projektet. Det her kan vi gøre bedre selv!! Hun lød glad, ivrig og i godt humør.
Dvs. de vil selv – som vi har gjort med de to første etaper – gøre grundene byggeklare, nu har jeg glemt det korrekte ord, men lægge kloakering ind, dræne, lave veje mv. Byggemodne!! Det hedder byggemodne – de vil selv byggemodne området og selv stå for salget af alle grundene – klart det giver flest penge men det er også mega tidskrævende. Der er SÅ mange ting der hele tiden skal ordnes, tages stilling til. Huse skal bygges, byggematerialer skal indkøbes, lejere skal findes, købere skal findes, projekter skal tegnes – det er SÅ HÅRDT at ingen forstår det med mindre de selv har siddet med det i hænderne.
Så det er dét vi gør nu – vi byggemodner knap 100 byggegrunde henover de næste 3-5 år. Jeg skyndte mig at sige at det lød som en vidunderlig ide og kom med alle de positive ting jeg kunne komme i tanke om – ligesom jeg nævnte at jeg syntes vi skulle lade XX hjemmesidefirma som Mor og jeg har haft møde med, stå for ALT i forbindelse med hjemmesiden.
Jeg er allerede mentalt drænet ved tanken om at jeg skal sidde og logge ind igen og igen og igen for at rette komma’er, stavemåder, billeder mv. Ting der i min optik er total ligegyldigt. Hver gang jeg har forsøgt at løfte trafikken til hjemmesiden, er det blevet høvlet ned.
Sidst jeg lavede en stor ting til hjemmesiden, var da jeg lavede en decideret fane hvor der stod noget i retning af “Hvad finder du i XX (bynavn)” og under den fane havde jeg, via den FB gruppe jeg (også) har lavet for byen med det henblik at eje gruppen og dermed have direkte adgang til gratis reklame – gruppen er nu den eneste af sin salgs i byen og alle er på den. Men via den gruppe havde jeg bedt folk om at skrive i tråden nedenunder, hvad der fandtes af erhverv i byen. Du ved, alle de små erhverv der er hjemme i private, ham der laver grafik til t-shirts, ham der har en online shop ud af soveværelset, ham der laver veteranbiler, frisøren, pizzamanden, ham der opstrammer ketcher til badmindton og tennins osv.
Jeg lod alle lave et par linjer selv, komme med navn, logo, link, adresse mv. og så lavede jeg en alfabetisk liste over hvilken erhverv der er i byen – min ide var, at de erhvervsdrivende skulle syntes det var fedt at blive featured på vores hjemmeside (som dengang ikke var særlig besøgt) og at linkene fra vores hjemmeside til deres, gerne skulle inspirere dem til at linke til vores og på den måde genere mere traffik.
I den korte periode det hele lå online, var der flere som delte vores link “Hvad finder du i XX (bynavn)” som jo pludselig var en slags De Gule Sider for byen og flere skrev til mig med opdateringer, tilføjelser mv.
Men så en dag satte min Mor og søster sig ned ved hjemmesiden og fjernede det enorme stykke arbejde jeg havde lavet, fordi det ikke var relevant. Nøjagtig som dengang jeg ville lægge min Fars firma på Facebook og jeg fik skældt hæder og ære ud, om at jeg forsøgte at ødelægge min Fars firma. Et par år gik hvor jeg slikkede mine sår og så andre ligende firmaer vokse frem på Facebook, så fik Far ansat en eller anden klyt idiot og pludselig var det en selvfølge at firmaet skulle på facebook – jeg havde i mellemtiden oprettet en gruppe på FB til salg af netop den slags maskiner som Far sælger, med henblik på at hjælpe far med at sælge mere, det skete aldrig for jeg kunne jo liiiige vove på at lægge noget på FB i fars navn. I dag har gruppen næsten 100.000 medlemmer og er den største af sin art og jeg får jævnligt købstilbud på den. Næste gang jeg får et, så sælger jeg og putter pengene ind på kontoen til min kommende kolonihave.
Men kort fortalt – jeg orker ikke at skulle byggemodne noget. Jeg orker at vi får mere tid. Sammen. At vi kan nærme os hinanden. Det kommer ikke til at ske over night eller på et halvt år men hvis vi nu havde tiden foran os, så ville Far og Mor måske ende med at kunne se livet og verdnen igennem mine øjne og forstå at jeg faktisk kæmper ret meget, hver dag. også om torsdagen i August.
Men sådan blev det ikke. Vi skal have flere penge.
Jeg har meldt mig fra til SUP. Jeg har været afsted én gang i 2020 og ingen talte til mig. Ikke én. Det koster 320 kr pr. mdr. at være medlem. Desuden kan jeg se på FB at ejerne af SUP stedet er (blevet) venner med min psykiater-lærlings mand (på FB) ham som jeg også så dernede sidste år. Det dur ikke. For mig. Jeg skal væk derfra. Det næste der sker er at jeg kører datatilsynet på hans virksomhed for brud på GDPR, it ain’t gonna be pretty. Men han ved at han har handlet forkert. Jeg ved han har handlet forkert. Hans kone ved de har handlet forkert. Men alligevel vil det falde tilbage på mig. Så jeg skal væk derfra. Og som jeg skrev, så er der alligevel ingen der talte til mig. Ikke én. Og jeg havde endda Ella med.
Jeg tænker jeg er trappet helt ud af medicinen nu. Jeg kan ikke huske hvornår jeg stoppede (typisk min hullede hjerne) men jeg har ikke længere søsyge og kvalme som følge af udtrapningen eller synsforstyrrelser.
Men jeg vågner stadig op om morgen og har en enorm kvalme, så sent som i morges vågnede jeg med munden fuld af kvalme. SÅ ubehageligt og jeg kan ikke forstå hvorfor? Jeg har mega dårlig mave hele tiden – de sidste 2 dage har jeg nærmest skidt alt ud hvad jeg har proppet ind, hvilket gør at jeg er kronisk sulten – men min hjerne fortæller min krop at jeg jo liiige har spist, feks. 2 hele rugbrødder med kødpølse eller et stort stykke røget laks eller en portion Wok Nudler fra Wok This Way. Fakta ER at jeg har spist de ting inden for et par timer men efter jeg har været på toilet, så er min mave og mine tarme bogstavelig talt spulet tomme og tilbage sidder jeg med en meget hul fornemmelse i kroppen.
Jeg er sulten. Kronisk sulten. Men så snart jeg spiser ryger det ud igen. Men noget ryger der jo ind, for vægten stiger så det er jo ikke, som min søster ynder at sige som dem i koncentrationslejrene – “du har aldrig set et tykt menneske komme ud af en koncentrationslejer” Jeg ved bare ikke hvad det er der sker med min krop. Det føles som om den er ved at lukke ned, det er som om jeg høre små spjæld blive lukket her og der, skotter forsejles, spjæld lukkes, arkivkasser sættes tilbage og alt i mens det sker sidder jeg og tænker på hvor jeg skal ende mine dage, både hvor men også hvordan.
Men hvis vi skal prøve at lege med tanken om at jeg skal leve, så er det ret vigtigt at jeg finder noget at leve for og hen mod. Men hvad skal det være? Så sent som i dag tænkte jeg på at jeg burde få Ella aflivet fordi jeg ikke kan overskue hende og jeg kan ikke overskue tanken om hvad der skal blive af hende når jeg ikke er her mere. Mor siger hun har sorg over at være hos dem, for hun har nærmest ikke spist eller drukket siden i mandags – hvilket blot lægger mere dårlig samvittighed over på mig.
Mit liv er virkelig noget pis.
Pga. mangel på møbler gik jeg i min lillebrors kælderrum her i ejendommen. Hans lejlighed er jo udlejet frem til 1. Juni 2021, men i hans kælderrum stod der denne her reolkasse. Jeg hader træ – som i jeg fucking HADER TRÆ!! (pga. farven that is)
Da jeg boede på gården var alt i mit stuehus brunt træ. Brunt bejset træ. Det var mørkt og koldt og fyldt med sorg og jeg vil ikke have den følelse ind i mit liv igen.
Så min plan var at jeg ville male den – har fået tilladelse fra mor – men jeg kan ikke overskue det. Planen var at grunden den, male den hvid inden i og sart støvet rosa uden på og så kanterne som du kan se lige frem, de skulle være guldfarvet med glimmermaling. Det ville være så flot men ja nu hænger den dér efter en del forsøg på at få lortet til at hænge lige – det viste sig at gulvet og væggen og loftet ikke er lige, så derfor hang den heller ikke lige selv om jeg brugte vatterpas og tegnede op pr. millimeter.
Jeg fik også mega ond i maven af den sushi jeg bestilte som “tak for kampen” til mig selv – og øllen måtte jeg helt opgive at drikke.
Alt hvad du ser i reolen er noget jeg har fundet, stort set.
Altså jernfiguren er mig, foran Katedralen i Santiago de Compostela i Spanien, den er lavet efter et billede og jeg har fået den af It manden.
Bogen øverst oppe er en bog jeg har støttet skabelse af. En dengang, ukendt fotograf ville gerne lave en bog omkring hvordan kvinder egentlig ser ud, altså de almindelige kvinder. Ikke dem du ser i blade, men rigtige kvinder med hår på kroppen, ar, ruller, deller, mærker mv. Bogen hedder “Underneath we are” og du kan købe den her – pengene går til kvinder.
Bøgerne omkring kolonihaver og haveliv, dem har jeg selv købt (brugte) på nettet.
Billedet af Michelle og hendes søster til søsterens Polterabend er også mit eget – det er iøvrigt det sidste foto der er taget af Michelle inden hun døde.
Men resten, alt andet inkl. hylden, er noget jeg har fundet – hylden i min brors føromnævnte kælderrum, bøger, pondus pingvin, kasser, urtepotte mv. er fundet til storskrald. Der skal en fin blomst i urtepotten, sådan en hængeblomst. I pondus pingvinen (som jeg faktisk fandt ved skraldeøen overfor hvor min psykolog med den stille stemme boede) lægger jeg mine pant penge og penge jeg finder (ja jeg finder penge) og de penge folk betaler kontant med.
Feks. fandt jeg 200 kr på gaden den anden dag og for et par måneder siden samlede jeg en jakke op til storskrald, da jeg tog dem med hjem for at vaske (den var så fin rosa) lå der 200 kr i den ene lomme og 2 kroner i den anden lomme (jakken sad dog ikke godt på mig men fejlede ikke noget, så jeg afleverede den hos Reden i Sjællandsgade) Nogle gange finder jeg også mønter i bunden af kasser som folk har smidt ud, eller mønter i små porcelænskrukker der er røget ud men hvor ingen har tjekket hvad der lå i dem. Det meste jeg har fundet var de 200 kr der lå i jakkelommen, normalt er det 1 krone, eller en ti krone eller sådan men det tæller jo også med.
Bøgerne omkring graviditet, fødsel mv. er alle fundet – undtagen Mayers Midwifery – jeg har en drøm om at sætte mig ned og læse dem, ene og alene af den grund at det interessere mig. Jeg har fået læst et par kapitler og det er rasende spændene men alt muligt andet fylder også, så som min arbejdsløshed, styrelsen for patientklager, generalforsamlingen, Ella mv.
Det pudsige er, at med så mange kommentar fra min familie på mine møbler og min måde at bo på, så er der ikke én der har kommenteret på min mængde af graviditets og fødselsbøger. Jeg venter bare på at det kommer. Min søster sagde så sent som på vej til Sverige at jeg burde indse at jeg ikke havde hvad det krævede at blive jordemoder. Måske ikke, men hvis nu drømmen om at arbejde på en fødselsdafdeling og måske blive udstationeret er det som holder mig i live, er det så ikke liiidt uhensigtsmæssigt at slukke en af mine få få FÅ og næsten ikke-eksisterende drømme? Asking for a friend……
I dag, fredag har jeg talt i telefon med Lotte 9 gange. Hver gang vi taler sammen, så bliver hun fraværende når nogen smser hende. Smser skal naturligvis læses mens man taler med andre. Det samme sker når andre ringer, så lægger hun på og ringer op igen senere. Så ringer hendes mor midt i vores samtale, så skal hun ringe til lægen midt vores samtale, så ringer en fra hendes arbejde (som hun er sygemeldt fra) osv. Der er hele tiden nogen som er vigtigere end jeg – og nu må du ikke misforstå mig, det er ikke sådan at jeg tænker jeg er jordens navle, men jeg gad virkelig godt at kunne fører en samtale til slut, frem for afbrudt afbrudt afbrudt. Det gør jo også at jeg feks. ikke kan begynde at støvsuge, for så kan jeg ikke hører når hun ringer op igen og jeg havde på daværende tidspunkt været igang med samtalen med hende i 3 timer.
Nå men så skulle vi ses her til aften men hun skulle også lige bolle en hun også bollede i går. Vi skulle mødes kl. 18.15 men kl. 16.45 ringer hun og siger det bliver kl. 20.00 – så længe kan jeg ikke vente med at spise, så jeg siger at hun kan komme herhen indtil hun skal være hos ham hun skal bolle kl. 18.00, mens vi så sidder her på min terasse (hun er officielt min første gæst som ikke er familie) ændre hun lige igen ud af det blå vores aftale til at “det kan godt være klokken bliver 21.00-21.30….” Øhhhh jeg kan da ikke vente så længe med at spise og skulle vi ikke spise aftensmad sammen? Skulle du ikke bare knalde ham lidt?
I don’t get it, men hun lod sin toilettaske og sine cigaretter ligge her, naller – så nu ved jeg hun kommer igen.
Jeg bestilte mad fra Wok this way og har nu så mega ondt i maven at jeg ligger i sengen og har taget 2 x panodil, efter at mine tarme tømte sig så hårdt at jeg har det fysisk dårligt. Jeg har virkelig kvalme…..jeg forstår ikke hvorfor jeg er begyndt at få så meget kvalme. Det er noget som er started i 2020.
Jeg har så meget lyst til ikke at lavet noget i aften, min mave gør SÅ ondt, jeg har det SÅ dårligt inden i og jeg orker ikke at Lotte skal komme her igen og jeg orker ikke at hører om ugens fund og lege psykolog for hende.
Jeg vil gerne være rummelig og være der for andre, men der kommer et punkt hvor nok er nok.
– og HER faldt jeg i søvn og da jeg vågnede igen var klokken 20.28 og ca. 20 min. min senere ringede Lotte på dørtelefonen. Nu er klokken 01.25 og hun er lige kørt igen, jeg har børstet tænder og renset af og ligger her i sengen igen.
Det var virkelig hyggeligt at sidde på terrassen og kikke ud i mørket. Jeg tror vi fandt vores ” zen” i hinandens selskab. Hun sad og swiped på tinder og skrev med alle mulige mænd, mens vi lyttede til musik fra min iphone og snakket lidt mens vi spiste slik (jeg spiste faktisk ikke så meget, for jeg har VIRKELIG kvalme) Jeg instagrammet den, tjekkede mails og kikkede lidt på Facebook. Det var hyggeligt og lige hvad jeg havde brug for. Bare at være til stedet med et andet menneske, men i nuet (på en måde)
Nu lugter jeg mega meget af røg – Lotte ryger voldssomt meget og jeg sad sådan at vinden blæste lige ind i mig, men hvis jeg flyttede mig, så ville jeg (måske) ødelægge “zen” og da “zen” er vigtigere for mig end lugtfrit hår, blev jeg siddende.
Inden Lotte kom, stod jeg og strøg, jeg har en giga strygebunke som går helt tilbage fra da jeg boede i min gl. lejlighed – who the fuck moves strygetøj?? Anyway nu er den næsten væk – det holdt hårdt og det var varmt men væk skal den. NU.
I morgen skal jeg på Dokk1 og hente en bog på biblioteket, ikke for at læse den, men for at se på hvordan den er bygget op. Måske det er måden min egen bog skal bygges op på. Bagefter skal jeg hjem til Far og Mor og forhåbentlig sælge nogle stole jeg har fundet til Storskrald og så tager jeg Ella med mig hjem igen.