I dag, 23. Juni 2019 bliver min Mor 68 år. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle købe til hende, jeg var helt tom for ideer og energi og endte med at give hende to vaser som jeg har fundet til storskrald. Ret ufed gave – det er ikke en undskyldning, men jeg er bare flad. Flad som et udbrændt batteri der ikke kan genoplades mere.
Jeg “kom til” at kører ud på gården i dag, jeg tror jeg tænkte at der var masser af frugt i haven, hvilket der sikkert også er og i det nanosekundt som det tog mig at træffe beslutningen om at dreje af, føltes det som en rigtig god idé. Men tidslerne, træerne, græsset, alting er to meter højt og helt klart over mit hoved, så jeg kunne slet ikke komme frem nogen steder.
Det er som om noget inden i mig går i stykker når jeg går rundt derude. Det føles som en dårlig b-film uden budget til en slutning. Og jeg har hovedrollen i filmen og alle som er casted til at deltage, syntes filmen er så sindssyg dårlig, at de går igen. Jeg er så ulykkelig inden i.