I dag klokken 09.46 væltede jeg ud af sengen efter en nat med usamhængende søvn. Jeg var så træt at mine øjne gjorde fysisk ondt da jeg kæmpede med at åbne dem. Min mave er opspilet pga. menstruation og min underlæbe har et stort brunligt væskende forkølelsessår, som svider.

Jeg kom i bad og fik barberet ben, vasket hår og strøg så ind og fik tøj på, tampax op, føntørret håret – som af alle dage valgte at være super vådt (er nyvasket hår ikke altid vådt??) og krølle helt fantastisk (TAK Hr. Gud!) men tiden tikkede og jeg skulle være på Psykiatrisk Hospital kl. 11.00 og klokken var 10.06 da jeg om ud af badet…

Jeg havde heldigvis for lang tid siden tænkt over hvad jeg skulle have på, så dét var 7-9-13 ikke en issue. Jeg tog sorte trusser og sort bh på (pga. menstruation) og så en kollektionsprøve kjole jeg har fået af min søster. Den er en kongeblå, eller meget mørkeblå kjole og i “jogging bukse stof” med ærmer der går til albuen og herefter får et “trumpetærme” Kjolen er helt lige op og ned med rund hals.

Det er en total speciel kjole pga. ærmerne (og det var så også derfor den ikke blev sat i produktion) og farven er skøn og modelle dækker alt det jeg gerne vil dække (Dvs. efterhånden hele min krop) Kjolen går til knæet og ser feminim ud samtidig med at der er noget afslappet over den. Mine højt elskede brune håndsyet cowboystøvler fra Texas passede perfekt til den – at bo i Texas var det BEDSTE ÅR nogensinde i mit liv og når jeg har de støvler på, selv om min søster griner af dem så hun er ved at dø – så har jeg det bare godt. Jeg føler mig smart. Jeg føler mig selvsikker. Jeg føler mig flot og jeg føler mig hjemme. 95% af tiden er jeg ligeglad hvad folk tænker om mine country støvler midt i Århus, i dag var sådan en dag. Jeg tog min brune taske fra Flora Danica over skulderen og min gamle slidte denimjakke fra Designers Remix over armen og så tæskede jeg ud af døren klokken 10.36. Jeg havde lige nået at putte mascara på og tage mine fine nye ørenringe fra min fødselsdag på. Tænkte jeg gerne ville gøre et godt indtryk på min nye behandler.

Nede på gaden blev jeg ramt af en mur – jeg kunne simpelthen IKKE med alt alt alt min gode vilje, huske hvor i alverden min bil holdt….. jeg strøg op af den ene gade og ned igen, hen af vejen og se på to sidegader indtil jeg igen stoppede op og tænkte og tænkte…… jeg var helt blank (!!) men besluttede mig for at gøre hvad jeg normalt gør: Deirdre-Ann, hvor tit afviger du fra det du plejer at gøre? Ikke særlig tit…..

Så jeg gik tilbage til min hoveddør og tog turen igen og kikkede på alle sorte biler (fuck sorte biler!! Der er alt for mange af dem – jeg vil fandeme ha en gul eller rød næste gang!!!!!!) indtil jeg fik øje på min nummerplade (bagfra) på hjørnet til en sidegade ud til den vej jeg normalt holder på. Pew!

Ind i bilen og afsted mod Psykiatrisk Hospital. Krydsede fingere for at jeg ikke ramte en eller anden køprop, mens jeg fiskede en cola light frem, som jeg stratetisk havde købt (nok) af dagen før.

Der var total proppet med biler derude, alle sammen store fine biler, jeg tænkte lidt om der var møde eller noget andet, siden der holdt så mange biler og de alle sammen var i den ende af bilskalaen hvor man vil tænke ny eller dyr eller ny OG dyr. Da jeg med lange skridt galoperet over vejen var klokken 10.54 og mange folk begyndte at komme ud fra bygningen. Mange forældre med et barn imellem sig. Jeg tænker der har været et “børnehold” for jeg kunne se at alle bilerne begyndte at forsvinde, mens jeg sad i venteværelset og pustede ud – og mærkede at mine krøller ikke var tørre, for nakken på min kjole var våd……sucks

Da hende psykologen som jeg ikke kunne lidt første gang vi mødtes, kom og hentede mig i venteværelset var klokken 11.10. Jeg var begyndt at være nervøs for at jeg havde set forkert på tiden eller datoen og nåede endda at tjekke min e-boks for at læse indkaldelsesbrevet igen.

Inde i rummet sad min nye behandler. Jeg kan ikke huske hendes navn, men hun havde sådan nogle store oversize “Rayban” agtige briller på, med sølvstel og brilleglas i. Hendes brune hår var skrabet tilbage i en stram knold og hun havde en bred guldringe på den forkerte vielsesfingeren (Højre, der er lang vej til hjertet via blodets bånd) og i øret (højre) havde hun 2 ringe, en i guld og en i sølv. Derudover var hun klædt helt i sort og så både trist, uinteressant og indelukket ud.

Jeg kikkede ikke så meget på hende, og hun sagde ikke ét ord, så jeg er stadig undecided mht. hende. Dog aftalte vi at. hun skulle sende mig nogle datoer via e-boks så vi kunne komme igang med vores forløb. Jeg har ikke modtaget noget endnu og det er jeg nok ret skuffet over, fordi jeg havde forvented action fra og med i dag, men jeg ved jo godt at hun også har andet at lave end at sende e-boks breve til mig, men alligevel…

Nå men altså, indianer lægen var åbenbart blevet forhindret i at komme, så hun var der ikke og derfor fik vi ikke talt om at jeg er så kronisk træt og at jeg havde fået taget alle de her prøver – det positive ved det er, at jeg ikke bliver sat op i medicin lige nu, hvilket jeg ellers havde frygted. Måske det lyder mærkeligt at jeg kan frygte det, for om jeg tager 60 eller 80 eller noget andet tal i miligram medicin, kan vel i teorien være ligemeget – men for mig, er tallet et symbol på hvor syg jeg er. Hvis tallet er lavt, er jeg ikke SÅ syg, som hvis tallet er højt. Så lige nu tager jeg forsat kun 60mg. selv om jeg tænker at det ikke er nok….

Psykologen jeg ikke kan lide, førte derfor ordet, fordi indianer lægen ikke var der. Jeg glemte faktisk helt at spørge om min nye behandler også er psykolog eller hvad hun er – for jeg begyndte ret hurtigt at græde (så meget for at tage mascara på…..🤦🏼‍♀️) og straks efter værkede mine kæber og jo mere jeg talte og græd, jo strammere blev smerten i kæberne og da jeg gik derfra og frem til nu (22.58) har min mund været et infereno af smerte. Det er ulideligt!!!

Vi talte lidt om hvad der er sket i mit liv siden jeg stoppede hos min Psykiater-Lærling og så præsenterede psykologen mig for den “ramme” de havde lavet for mig – jeg kunne slet ikke tage stilling til “rammen” som bla. indeholdt at jeg de næste 30 uger, hvilket ca. er et år når man indregner ferier mv. skal have samtaler med den nye behandler. Derefter skal jeg, ifølge “rammen” begynde i – hold fast – GRUPPETERAPI!!!!

WHAT THE FUCKING FUCK??????????

Jeg husker stadig dengnag jeg gik i byen med Lotte og hun sad og underholdt det halve af Buddy Holly med sørgerlige, grinagtige, tragiske og vandvittige historier fra hendes gruppeterapisessioner – jeg kan SLET ikke forestille mig selv siddende i en fucking rundkreds med fremmede mennesker og åbne mit hjerte op og fortælle om hvordan min Gudfar tvang mig til at sutte hans 14 dage gamle uvasket ildelugtende pik fra slap til stiv, for derefter at mærke den blive presset op i mit tørre underliv så hårdt, at mit mellemkød flækket, hvis det ikke allerede var flækket og mærke lugten af varm blod og sæd løbe ned af mit ben eller suge sig ned i lagnet mens han åndede mig ind i hoved med hans sorte halvrådne tænder og en ånde der altid lugtede af hvidløg, kaffe, cigaretter, løg og dårlig mundhygiejne. Tanken alene giver mig hovedpine og dunken i underlivet, som om alting er ved at lukke ned.

Nogle gange gramset han hårdt på mine bryster uden på tøjet, sådan rigtig hårdt så mine bryster var helt blållige bagefter. Andre gange når han fangede mig i sengen eller nøgen eller tvang mig nøgen, så bed han mig i brysterne. Den dag i dag siger mine bryster mig intet. Jeg har ingen følelse i dem. De er der bare. Som to stykker vippende kød der er vokset ud fra min krop, fordi jeg fra naturens side en dag skal amme. Men et sted i naturens plan gik der noget galt – og jeg er hvor jeg er i dag og kommer aldrig til at amme.

Og alt det og et ton mere, har de planer om fra Psykiatrisk Hospital, at jeg skal sidde i en rundkreds på stole der altid er 2 cm. for høje, og fortælle til fremmede mennesker?? Jeg ser det IKKE som en mulighed. Faktisk virker en tur udover Ringgadebroen og ned på de nye letbaneskinner meget meget mere tillokkende, også med tanke på at jeg måske overlever faldet, og kommer til at ligge dér et par timer før jeg dør, fyldt med smerte, et smadret hoved, en mund unden tænder, brækket ben, bækken og ryg. Smadret og trykket ribben og måske med punkteret lunger og indre blødninger – dét virker helt oprigtigt meget mere som mig, end det at sidde i en rundkreds og prøve at finde det svageste led. Hende der er stikkeren…..

At dø ved at springe ud fra broen, er noget jeg kan forholde mig til. Noget jeg kan tage og sætte mig ind i og hvor resultatet er ønskværdigt. Nemlig at dø. Noget jeg rigtig rigtig gerne vil. Derimod vil jeg rigtig rigtig gerne ikke ende i gruppeterapi på Psykiatrisk Hospital.

Men alt det sagde jeg ikke til psykologen, ligesom jeg heller ikke fortalte hende om de 3 gang jeg har holdt ude foran Psykiatrisk Skadestue om natten og kikket ind mens jeg har grædt i et væk i min bil og drømt om at forsvinde fra jordens overflade. Hun nævnte noget med “at andre kunne misforstå mig og dermed reagere anderledes på det jeg sagde og at jeg skulle love at række ud og sige til hvis jeg havde brug for hjælp uden for de aftalte tider” eller noget i den retning. Min hjerne var allerede zappet væk, jeg ved ikke hvordan det der fungere mere.

Da jeg gik hos min anden Psykolog havde jeg et green card. Det kunne jeg forstå. Jeg vidste hvordan det fungerede. Nu kan jeg ikke finde ud af hvad jeg skal gøre, så jeg gør ingenting – og jeg frygter en dag at fordi jeg ingenting gør, så går det hele galt. Som i rigtig galt. Jeg ville ønske de var mere specifikke i hvad de mener. Feks. Her er et kort. Brug det hvis du har brug for hjælp. Eller her er en serviet, brug den hvis du skal græde – i stedet for at sige: Sig til hvis du har brug for en serviet eller sig til hvis du har brug for hjælp.

Det fungere ikke for mig, for jeg ville aldrig sige til. Det ved jeg. Jeg beder ikke om hjælp. Det lyder måske dumt i nogens øre, men jeg har et helt liv bag mig, som gang på gang på gang dokumenterer at det at spørge om hjælp, ikke nødvendigvis giver dig den hjælp du har brug for. Så der er vitterlig ingen grund til at gå og samle mod til at spørge om hjælp, for det er som at pifte en ballon. Der er ingen hjælp at få. Der er ingen som tror på dig (mig) så hvorfor ydmyg sig selv mere end højst nødvendigt?

Livet er alligevel én stor ydmygelse.

Jeg sagde at jeg ikke kunne se så langt frem og sige ja tak til gruppeterapi (hvor der også kan være mænd med!!! 🤦🏼‍♀️ 🔫) så om vi ikke bare kunne starte med at tage samtalerne først – dét alene er mega svært at forholde sig til. At jeg skal tale med endnu en og fortælle alt om min Gudfar igen igen igen…..

Det eneste som trøster mig lidt, er at min Psykiater-Lærling engang sagde noget i retningen af “at det er som at se en uhyggelig film. Første gang kan man næsten ikke se den, fordi man er så bange og gemmer sig og man bliver nød til at holde mange pauser undervejs. Men næste gang man ser filmen, så ved man lidt mere hvad der sker og hvordan man reagere og efterhånden når man har set filmen hundrede af gange, så er den ikke uhyggelig mere, så er det bare en film”

Nu er det så 3 gang jeg skal fortælle om mit liv, måske det bliver nemmere……

Bagefter kørte jeg på Sunset Boulevard, drak en halv liter cola light i et forsøg på at kvæle min mundsmerte (uden held obvious) kikkede på kolonihaver, kørte en tur og så hjem og sove i min seng uden sengetøj på. Så købte jeg en pizza (til 95 kr!!) så et program om dyrelivet i ørknen (!) uden lyd naturligvis og nu sidder jeg her.

Dagens optur? Hmmmm at jeg skal have nyt sengetøj på, som er nyrullet og dufter af roser fra det fine stykke håndsæbe fra Spanien der ligger blandet mit sengetøj i sengetøjskassen?

Dagens nedtur? Alt andet.