Det var så dejligt, dengang jeg havde et par dage med ordet “selvomsorg” i fokus. De dage er væk og jeg er helt smadret.
I dag var jeg til Psykoedukation på Det Lyserøde Hospital, vi talte om følelser og for første gang syntes jeg at Psykoedukations undervisningen var noget skrammel. Måske det hænger sammen med at jeg har fundet ud af at underviseren er fra samme by som jeg og at jeg nu virkelig oprigtig ikke kan stoppe med at tænke på om hun er en af dem som kendte min Gudfar før han døde og om hun er en af dem som syntes han var SÅ FANTASTISK når han i virkeligheden var et rigtigt dårligt menneske.
– min Psykiater-Lærling kaldte ham en psykopat. Måske det lige er at trække grænsen for ordbrug men måske det er korrekt. Faktum er i hvert fald at uden ham i mit liv, ville jeg nok være et andet sted i dag.
Jeg kunne mærke, i dag, at psykologen som underviste, provokerede mig. Jeg er ret sikker på at hun kan være en riimelig skarp strigle hvis hun vil, but guess what, jeg kan være den mest iskolde kælling known to mankind og noget i mig, fik mig til at ønske mig tilbage til dengang hvor det at være overfladisk, iskold, arrogant og urørlig var min hverdagsrustning. Dengang ingen kunne røre mig, udover min Gudfar.
Jeg skændtes så det bragede med mine forældre, jeg råbte og skreg og græd og smækkede med dørene og kørte sindssygt stærkt i min sorte Golf. Jeg satte først farten ned, når jeg kom til at tænke på, at hvis jeg mistede kontrollen over bilen nu, så ville jeg kører galt og måske end op som en grønsag og forevigt være i mine forældres og min Gudfars magt, fordi jeg ikke længere ville besidde evnen til at kunne sige fra, nej og stop. Tanken om at kører galt og dø er ikke skræmmende, den er tillokkende og jeg savner den. Tanken om at blive afhængig af andres daglige hjælp og pleje, er uholdbar og dybt dybt skræmmende.
Men for en stund i dag, måske kun i knapt et minuts tid, drømte jeg om at være den smukke, slanke fanden i voldske pige fra gården på landet som tilenhver tid, med ordne i sin magt, verbalt (og helt sikkert også fysisk) kunne flække og lægge psykologen fra Psykoedukationen ned. Grim, Grum Tanke, men jeg tænkte den stadig.
Hun er helt sikkert typen jeg ville havde røget i flint med dengang. Fordi hun ikke frivillig ville bøje sig eller vige for mine ord og handlinger – hvilket blot ville havde været benzin på mit kreative bål og hun ville derefter være blevet min mission, hende og hendes type.
I dag prøver jeg at være en bedre version af mig selv. Jeg prøver hver dag at vågne op med tanken på at være et bedre menneske end i går. Jeg forsøger at undgå konflikter, jeg forsøger at undgå at være i nærheden af andre mennesker når jeg er ked af det, jeg forsøger ikk at lægge mine sorger og bekymringer over på andre – om det virker ved jeg ikke – men dengang jeg var den anden person, var det eneste jeg opdaget, at tårer løber ned i ørene når man ligger på ryggen og græder.
Nu, som en bedre person, har jeg ikke lavet nogle lige så revolutionerende opdagelser, jeg har blot konkluderet at jeg er enormt ensom med mine tanker. Jeg syntes ikke selv jeg beder om meget, men det lidt jeg beder om, virker aldrig for mig.
Jeg drømte om Anika og Milda den sidste nat i Marbella, hvor jeg lå med Ella under dynen. Jeg kan ikke længere huske drømmen i detaljer, men det var en slags afskeds drøm. I drømmen fik jeg sagt farvel til dem og jeg vidste i drømmen, at det var en farvel drøm. Det var på en måde en god drøm, for jeg fik sagt de ting jeg gerne ville sige, både til Milda og til Anika.
Til Anika fik jeg sagt, at jeg er så dybt dybt ulykkelig over hvad hun er blevet udsat for, af Anabel, men med mine ord og at jeg lægger mig flat ned mht. at jeg aldrig burde havde talt over mig. Der er ingen undskyldning for dén gerneing.
Jeg fik også sagt til Anika, at jeg ved i mit hjerte at vi aldrig igen kan blive venner. Ikke pga. det jeg har sagt til Anabel, for det kan tilgives og går mere eller mindre op med alle de gange Anika helt åbenlyst har underholdt andre med mit liv og mine sms’er. Så på sladre-punktet eller tal-over-sig-punktet står vi lige. 50/50.
Men det efterlader stadig ét meget stort problem foran os. To handlinger som har ført den samme følelse med sig begge gangene og dén følelse kan jeg aldrig rigtig glemmes. Det ved jeg inderst inde.
Det er følelsen af svigt. Anika har svigtet mig. Ikke bare én gang men hele to gange. Og dét kan jeg aldrig glemme. Måske jeg kan tilgive det, men jeg kan ikke glemme det. Og jeg kan ikke lade det ske igen, derfor ved jeg at vi aldrig igen kan blive venner.
Første gang Anika svigtede mig, var lige efter HHx i 1999. Hun tillod hendes daværende kæreste, Niels med den klamme navle, at sætte splid og spænde ben for vores venskab. På trods af at jeg på daværende tidspunkt var kærester med Uffe. Niels påstod jeg havde været i seng med ham, mens Anika var i bad. Hun spurgte mig aldrig nogensinde om det var korrekt. Hun konfronterede mig aldrig med hans påstand. Men hun fortalte alle andre, at det var dérfor vi ikke talte sammen, at det var fordi jeg havde bollet hendes kæreste. Vi begyndte først at tale sammen, da Anika havde mødt Walther. Jeg mødte Walther første gang til deres bryllup. Jeg arvede gården lige efter HHx i 1999 og hele min verden kollapset omkring mig. Alle mine drømme blev knust og forsvandt som støv for vinden, samtidig med at én veninde flyttede til Mexico, én flyttede til Slovenien, én flyttede til Arizona, USA og Anika, hun slog hånden af mig, pga. noget jeg aldrig havde gjort. Jeg var helt alene på gården. Med min Gudfar.
Anden gang Anika svigtede mig, var op til årsskiftet 2016/2017. Jeg hørte ikke var hende og min indre sorg var enorm, jeg græd hele tiden og var ved siden af mig selv. Jeg var til Julefrokost på Anikas firma den sidste arbejdsdag inden jul 2016 og så hørte jeg først fra hende igen, da jeg var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Januar 2017 og hele min verden kollapset omkring mig. Anika kom aldrig og besøgte mig.
Jeg er nu 2 år inde i min tid i Psykiatrien og Anika har aldrig været her for mig, ikke én eneste dag, ikke én eneste time, selv om hun godt ved inderst inde, at det ikke er mig der har lavet indberetningen. Ja jeg skulle ikke havde talt over mig, men der er sjældent røg uden ild. Nøjagtig som der står i Cambridge dictionary.
Jeg håber Anikas ægteskab er blevet bedre efter at omverdnen er blevet bekendt med, hvor sindssyg utilregnelig, ubehagelig og dominerende hendes mand Walther er. Jeg håber at hun er i ægteskabet fordi hun gerne vil, og ikke som hun tidliger har fortalt mig, at hun er der fordi hendes Far er Pinsemission og blev vred og skuffet da hendes storesøster blev skilt. Jeg håber hun har det godt og jeg er glad for at jeg fik taget afsked med hende, den nat i Marbella. Også selv om det kun var i en drøm. Når man ikke kan få andet end en drøm, lærer man at tage til takke med drømme. Men jeg kommer aldrig til at tilgive hende for eller glemme, at hun (igen) svigtede mig, da jeg havde aller aller mest brug for hende, ene og alene på baggrund af en løgn.
Da jeg var færdig til Psykoedukation, kørte jeg på Sunset Boulevard og fik en Kyllinge Sandwich uden løg. Efter at de har re-lanceret deres sandwich skal man huske at bede om den uden løg – men gæt engang hvad min sandwich smagte af? Løg. Ligesom min Gudfar altid gjorde. Jeg fucking HADER smagen og lugten af løg.
Så kørte jeg til Egå og osede først i DanMission og så i Røde Kors butikken. Og sådan gik ca. 2 timer og det var tid til at kører tilbage til Det Lyserøde Hospital til en læge/medicin samtale med sygeplejersken som taler så affekteret ligesom folk der kommer fra Nordsjælland. Jeg elsker hvordan hun har briller som altid sidder i håret, det har jeg også, bortset fra at mine er solbriller. Mine øjenbeskytter mod omverdnen.
jeg ved egentlig ikke hvad vi skulle tale om. Vores sidste aftale 18. Januar blev aflyst og flyttet frem til 1. Marts og ja vi talte lidt om mine madvaner og min medicin og min søvn, og om at jeg drikker for meget, men mest af alt græd jeg bare. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg græd og græd og græd. Filmen knækkede fuldstændig for mig og selv om jeg forsøgte at tage mig sammen, så lykkes det ikke rigtig.
Da jeg kom hjem gik jeg direkte i seng og da jeg vågnede skrev jeg følgende til Michelle i vores årti lange SKYPE samtale:
Jeg savner hende så ufattelig meget og jeg græder stadig nu her klokken 00.34.
Jeg er helt flov over at skrive det, men jeg ringede også til Norman fra SKYPE men han tog den naturligvis ikke.
Jeg håber jeg en dag bliver fri af fortidens spøgelser, lænker, oplevelser, følelser eller hvad det nu er, som jeg bevist eller ubevist, bruger til at forhindre mig selv i at leve et sundt og godt liv. Jeg er så træt af at græde, jeg er så træt af at være tyk, jeg er så træt af at have kronisk ondt i munden og jeg er så træt af at være træt af ting, jeg ikke ved hvordan jeg takler.
De siger døden ikke er udvejen, men jeg syntes døren til døden er så ualmindelig tillokkende. Det er den eneste dør jeg kan se lys bag. Det er den eneste dør hvor jeg kender indholdet bag. Jeg er ikke bange for noget, men tanken om smerte afskrækker mig. Uden at vide hvad der er bag alle de andre døre i livet, så ved jeg at de indeholder oplevelser, gode som dårlige, og at de alle indeholder smerte. Døren til døden indeholder ikke smerte. Den indeholder bare uendelig solskin. Og Heather. Og min elskede elskede Mormor ❤️
I nat, drømte jeg om min Psykiater-Lærling. Kun et kort sekundt men i drømme kan sekundter vare længe nok, til at sprede varme. I drømme-sekundtet kunne jeg hører min Psykiater-Lærling le. At hører hendes latter, hvor kort den end var, gav mig en varm sommer-gul søvn og med dén lyd i mine øre og i mine minder, vil jeg faktisk gerne dø i nat.