Sidste Sidste Indlæg i 2019

Jeg trode egentlig at jeg havde skrevet det sidste blogindlæg i 2019 og jeg trode min familie var færdig med at have en mening om mig, for i år.

Tilbage i Oktober spurgte jeg mine forældre, mens min søster var der, om vi skulle tage til Spanien henover Nytår. Mine forældre mente at de gerne ville være derhjemme, efter at de havde haft alle på besøg henover julen – min bror fra Østrig rejste d. 29.

Jeg kan huske dette helt præcist, fordi min far fik det til at lyde som om de trængte til en ferie = til at være alene, efter Julen og efter at vi alle havde været hjemme i så mange dage. Både min søster og jeg grinede af Far’s uhensigtsmæssige sjove kommentar.

Og med det i tankerne, at Far og Mor var hjemme henover Nytår, har jeg haft ro i mit sind mht. Ella.

Indtil i dag, her til morgen da min søster ringer. Hun vil bare høre om jeg tager Ella eller ej, for ellers vil hun tage hende. Jeg siger som sandt er, at jeg ikke har nogen planer om at hente Ella og samtalen slutter.

Men den gør mig rigtig ked af det, fordi jeg pludselig får en uro mht. hvad der skal ske med Ella, hvorfor har ingen informeret mig om at der er ændringer? Sidst der ikke var nogen der kunne passe Ella, kom hun ned i garagen og gangen efter måtte jeg tage hende selv om jeg slet ikke kunne overskue det, da hun ellers stod til at skulle på et eller andet interinat som Far kender ejeren af.

Så jeg skriver følgende til min søster.

Da jeg læser min søsters svar, ringer jeg hende op – for jeg ønsker ikke at Ella skal have angstdæmpende medicin. Det er gået fint de andre nytårsaftner og desuden har jeg læst en masse om det her medicin, som bla. gør hundene sløv og kan have bivirkninger.

Jeg kan herefter konkludere at jeg ikke egner mig til at tage op front diskussioner uden forberedelsen for jeg taber 100/100. Min hjerne kan slet ikke accelerere så hurtigt og det gør at jeg kommer til at fremstå mere idiotisk end jeg i realiteten er.

Feks. siger min søster 3 gange i løbet af samtalen: “Du siger Ella er dit barn men du gider end ikke have hende/Du siger Ella er dit barn men du besøger hende ikke/Du siger Ella dit barn men du interesseret dig ikke for hende”
– og hun tager fuldstændig fejl, i alle punkterne.

Jeg tænker enormt meget på Ella og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville bottom line ønske jeg aldrig nogensinde havde fået hende. Men med så meget anet i livet, kan jeg ikke gå tilbage i tiden.

Det trist er, at jeg ønskede mig et kæledyr, fordi jeg var så uendelig meget alene, men nu da jeg har fået et kæledyr, er jeg stadig alene fordi jeg ikke kan overskue mit kæledyr, som derfor bor hos Far og Mor.

Det er et KÆMPE nederlag at indse, at jeg end ikke magter en hund – engang magtede jeg alt, 2 x brødre, studie, arbejde, gård mv. i venstre hånd og misbrug, mobning, tæsk og grimme ord i højre hånd – og selv om mit liv aldrig har været en nyasfalteret landevej, så fungerede det for mig. På en eller anden måde.

I dag kan jeg end ikke gå 50/50 sejsersfuld ud af en telefondisskussion med min lillesøster 🤦🏼‍♀️

Jeg fortæller min søster at jeg har tænkt på at få Ella aflivet, simpelthen fordi jeg ikke kan se hvordan jeg skal slippe af med den byrde der hviler henover mig hele tiden. Først siger min søster at Ella ikke er min hund til at kunne aflive, og så siger hun – hvilket hun nok tænker på som en trumf – at når jeg siger at Ella er mit barn, om jeg så også ville aflive et barn?

Jeg får slet ikke sagt det svar, som jeg bagefter tænker, fordi hendes spørgsmål og hele diskussionen kommer så meget bag på mig.

Nej, naturligvis ville jeg ikke få aflivet et barn. Jeg ville komme til den konklussion at jeg ikke kunne passe mit barn korrekt eller tilstrækkeligt og så ville jeg bede om hjælp. Jeg ville finde et godt sted og lave en aftale om at mit barn kunne bo dér. Et sted hvor jeg vidste at hendes numse blev vasket når den var beskidt, at hendes negle blev klippet, at hendes tænder blev børstet, at hun fik mad og drikke, blev leget med og lagt i seng til tiden. Dét var hvad jeg ville gøre hvis jeg havde et barn som jeg ikke kunne overskue.
– men hov! Det er jo NØAGTIG hvad jeg har gjort med Ella!!

Jeg har indset at jeg ikke kunne overskue hende, at jeg ikke magtede opgaven. Jeg bad om hjælp. Jeg indgik en aftale med mine forældre om at Ella kunne bo dér indtil at jeg enten fik bedre og størrer boligforhold eller indtil jeg fik det bedre. Eller begge dele. Og så burde problemerne i realiteten være fejet af vejen – fordi jeg HAR handlet på mit problem, jeg HAR sørget for de bedst mulige rammer for min hund – alternativet var dengang, hvor hun var under 1 år, at sende hende retur til der hvor hun er købt, det stod i kontrakten at man kunne og stadig få xx antal kroner retur. Men mine forældre syntes det var bedre at beholde hende og derfor indgik vi denne her aftale.

Og det er her at kæden total springer af for mig. HVORFOR skal jeg hører for at min hund fælder helt vildt og er en kilde til irritation, grunden til at Far og Mor ikke vil købe nye møbler/få ombetrukket Morfars gl. – hvorfor skal jeg hører for alle de her klager omrking Ella, hele tiden? Det er mega psykisk belastende for mig og går mig i den grad på.

Jeg forsøger at løse alle de problermer der kommer, jeg sørger for at købe den mest avanceret top #1 ud af 30 robostøvsuger til hunde/hundehår, som mine forældre kunne gøre til en vane at lade kører hver gang de forlader huset/rummet/stuen – men det gør de ikke. Naturligvis ville robotstøvsugeren ikke fjerne alt, men den hville helt klart tage toppen af problemet.

Jeg læser jo med i alle de her hunde grupper for folk med Cavaliers og alle skriver at en robotstøvsuger er deres lifesaver, bare ikke hos mine forældre.

Hun kradser på døren fordi hun vil drikke vand af bruseren – jeg køber en vandautomat som holder vandet frisk og rent hele tiden. Men den larmer, den skal gøres rent, den må ikke stå i gangen, den må ikke stå under trappen osv.

Ella får ikke klippet negle en gang om ugen (som hun bør) og selv om min søster fortæller at hun har børstet Ellas tænder “sidste gang hun var hjemme” hvilket må have været senest for 6 dage siden, så lugter Ella ud af munden, som om hun ikke har fået børstet tænder læææænge. Jeg passer måske ikke min hund, men jeg kender hende. Jeg tager hende til dyrelæge (og betaler selv) jeg er medlem af Cavalier Klubben (og betaler selv) sådan at jeg hele tiden er på forkant med den seneste forskning omkring, det avlsprogram der er, efter at denne race har været indavlet så voldsomt at de i dag har kæmpe risiko for at dø af indavlsrelateret sygdomme/lide af sådanne sygdomme.

Jeg tænker ikke jeg fysisk kan gøre mere og andet, end jeg allerede gør – og alligevel er det ikke nok. Jeg hører for Ella hele tiden og selv om Ella ikke lider overlast (fysisk) af at blive lukket ind i garagen, eller blive karseklippet, så er de føelser som rammer mig, med garanti de samme som ville ramme enhver mor, der hørt om det samme, gjort mod hendes barn. Feks. min søster.

Men sådan ser min familie det ikke. De ser ikke min fortvivlelse over hvad jeg hører og hvad jeg ser. De ser det bare som om jeg har dumpet Ella hos Far og Mor og ikke bekymre mig om hende. Overhoved.

Og Far og Mor – de tager ikke og beder de restende 5 mentalt raske og mentalt stærke børn om at holde snuden på deres eget matrikel og blande sig uden om de aftaler der er lavet mellem mig og mine forældre.

Det samme gør sig gældende når det kommer til at jeg får løn fra Far’s firma. Jeg har aldrig selv bedt om at få penge fra Far og Mor eller fra Fars firma. Da aftalen blev lavet, på mine forældres eget initerativ, fik jeg at vide at jeg ikke skulle fortælle nogen om aftalen. Og det har jeg heller ikke gjort.

Alligevel har jeg henover tid fået stukket i siden her og der og fra alle mine 3 små søskende, at jeg jo får penge for ingenting at lave og derfor burde jeg gøre xxx eller være mere taknemlig for xxx eller deslige. Der er hele tiden en undertone af at jeg burde gøre dit og dat, når jeg nu får de her penge.
– igen kan jeg kun sige, at jeg undres over hvor informationen kommer fra i første omgang og når jeg så nævner det for Far og Mor at det går mig på at jeg skal prikkes til i tide og utide, så tager Far og Mor ikke fat i deres resterende 5 mentalt raske og mentalt stærke børn og beder dem flætte næbbet. Jeg forstår det ikke – hvorfor skal jeg stå for skud, for noget jeg ikke har bedt om i første omgang?

Jeg kan jo overhoved ikke nyde at jeg har økonomisk mere ro, fordi den økonomiske ro, skaber uro på et andet område. Det er skruen uden ende.

Min søster benægtede at hun nogensinde har sagt,a t jeg skulle tage mine sorger og problemer og gå et andet sted hen – men det gode ved at skrive dagbog er netop, at jeg har det på nøjagtig samme måde herinde, som jeg har det (eller havde…) på Psykiatrisk Hospital. Jeg er fuldstændig ærlig, for hvis jeg ikke er ærlig, kan jeg ikke får den korrekte hjælp, da hjælpen så vil være målrettet et falsk eller løgnagtigt problem – og jeg ønsker jo reelt at få hjælp og jeg ønsker reelt at huske hvad der sker, når det sker.

Det førte til at min søster sagde noget i retningen af: Og du siger at jeg har kørt dig igennem kødhakkeren”

Mig: …..?

Mig: Nej det har jeg ikke sagt
– og her er jeg ret overbevist om at jeg aldrig har brugt det udtryk, da ordet “kødhakker” slet ikke er et jeg har i mit daglige ordforbrug.

Min Søster: Du har skrevet inde på Jodel at din søster har kørt dig igennem kødhakkeren…

Mig: …..Jodel?

Jodel er en anonym app, hvor folk skal skrive alt muligt, lige fra en beretning om ugens uvasket pik til brok over at busserne ikke kører, hvor der er fest og tonsvis af billeder af katte. Jeg bruger flittigt Jodel, ingen hemmelighed i det men jeg kan vitterlig ikke huske at jeg har skrevet det – og så er der jo også lige det at det er en anonym app.

Min søster forsætter med at sige at hun egentlig ikke ville have sagt det – men pudsigt nok må det have ligget hende meget på sinde, ellers var det næppe kommet ud. Hun vil gerne sende Jodlen til mig, så jeg kan se hvad jeg har skrevet som anonym bruger. Og det må hun hjertens gerne.

Altså sende Jodlen til mig. For igen så er det fine med Jodel, at man jo netop er 100% anonym, med mindre ens søster genkender det man skriver og føler sig ramt. Men det jeg bruger Jodel til, er til at få hjælp – hjælp til at snakke problemstillinger igennem, som jeg ikke lige når at få flettet ind i de 45 minutter jeg har hver 7. dag ude på Psykiatrisk Hospital – for at bruge min familie til hjælp med problemstillinger i mit liv, er som at losse til en betonklods.

For at få korrekt hjælp til en konkret problemstilling, bliver jeg derfor nød til, anonym eller ej, at være ærlig. Skrive sandheden, også når den ikke er flatternede for mig, eller min familie. Så hvis jeg vitterlig har skrevet at min søster har kørt mig igennem kødhakkeren, så har hun ganske givet gjort netop det, eller gjort noget ligende, som har efterladt netop dén følelse hos mig. Og hvordan kan jeg vide det? Jow for hvis jeg ikke har skrevet sandheden, hvordan kan min søster så vide at netop denne her jodel er lavet af mig? Det kan hun jo kun, hvis Jodlen indeholder sandheden, som hun så genkender. En løgn kan jo ikke genkendes, da det jo netop er en løgn.

Og diskussionen forsætter – for min søster fastholder at det ikke har gjort noget godt for mine små brødre, at jeg har fortalt dem om min Gudfar. Og igen kan jeg kun sige at jeg undres.

Jeg undre, for den dag hvor Mor fik det at vide (1. Juni 2018) var det bare hende og jeg. Dagen efter var det Far og Mor og jeg og det samme var det på Fars Fødselsdag (4. Juni 2018) hvor vi kørte den rædselsfulde tavse tur til stranden.

Far og Mor startede ud med at sige følgende:
1. De trode ikke på mig.
2. Jeg skulle ikke fortælle dét her videre til nogen.

Så her står jeg, blottet for alt, med en smadret sjæl, et knust hjerte og en barndom der aldrig bliver lykkelig og har betroer mig til mine forældre, efter 32 års tavshed og lader for FØRSTE GANG NOGENSINDE hele verden se hvordan jeg har det, sådan rigtig har det og så *smask* vi tror ikke på dig og *smask* du skal holde denne her hemmelighed du lige har fortalt os, hemmelig jf. ovenstånde punkt 1……

Så en hemmelighed jeg lige har åbnet op for – takket været Psykiatrisk-Hospital 🖕🏻 – skal jeg nu FORSAT holde hemmelig!! Prøv lige at forestil dig hvilken bølge af skam der væltede indover mig (og som iøvrigt ikke har forladt matriklen siden)

Jeg skulle ALDRIG havde betroet nogen noget om hvorfor jeg gik på Psykiatrisk Hospital. ALDRIG. Nogensinde. Ever. Det har ikke gavnet mig 5 dråber pis at andre ved hvordan jeg har det, for de er fløjtende ligeglade og selv hvis de ikke er ligeglade, kan de aldrig sætte sig ind i hvor jeg står og hvordan mit liv har været og stadig er.

Men kort efter denne her samtale med mine forældre, får jeg fornemmelsen af at min søster ved besked – men hvad ved jeg, aftalen var jo at holde det hemmeligt. Jeg har jo fået mundkurv på, denne gang ikke af min Gudfar men af mine forældre. Så rollerne er egentlig bare byttet ud. Den ene stodder dør og et nyt hold tager over. Tys Tys.

Det viser sig så at mine forældre har “haft behov” for at spørge min søster om hun også er blevet seksuelt misbrugt – det kunne jeg godt havede svaret dem på, men ingen spurgte mig, de delte bare ud af min hemmelighed, uden at fortælle mig at de havde delt ud af den.

Hele pointen med at fortælle min hemmelighed til min familie, var jo netop af hvis hele min familie vidste besked, så ville de – ifølge Psykiatrisk Hospital, bedre kunne forstå mig og bedre kunne hjælpe mig. Og dérfor syntes jeg også at mine brødre skulle vide besked, sådan at der ikke var nye hemmeligheder within the family. Hemmeligheder er sådan noget ubehageligt grimt noget, specielt fordi hemmeligheder jo er lavet for at holde noget, som ikke burde være hemmeligt, hemmelig.

1,5 år senere, eller faktisk helt præcist 577 dage efter at jeg fortalte sandheden til Mor, har jeg overhoved ingen føling med hvem der ved hvad og hvor min hemmelighed “er” – så det er lidt som at gå rundt i en krigzone uden rustning på eller på en nålefabrik i bare tær. Og mit liv er overhoved ikke på ét eneste punkt blevet bare et my bedre, nemmere eller mere tåleligt.

Tværtimod.
– og skammen, den er om muligt dobbelt så stor, fordi alle nu ved besked, men ingen taler om det.

Så hvad er dagens lektie?

1. Ikke stol på hvad de siger på Psykiatrisk-Hospital. De ved ikke nødvendigvis bedre.
2. Hold fast i dine beslutninger, du ved bedst.
3. Jf. ovenstående, lad være med at tage telefonen når familien ringer.

Og derfor har jeg nu Ella inde i min lejlighed. med hår og sandpoter over alt – og sådan røg min ellers velplanlagte mandag, som jeg havde set frem til.

I morgen må vi gå en laaaang tur, sådan at vi begge kan være naturlig trætte og bare sove sove sove.