Kim Larsen døde i Søndags. Jeg læste om det mens jeg lå halvvågen i sengen. Siden da er radioerne, aviserne og alle trykte medier, sociale og ikke-sociale medier gået amok i en stormflod af sorg og sange på repeat over at en storrygende, halvalkoholiseret musiker, der forlod sin kone og 4 børn over telefonen, er død i en “alt for tidlig alder” 🙄 Han blev 72 år for Christ Sake! Dét er ikke “for tidligt” – det er sku da halvgammelt når man tænker på hvilket liv han har levet med alkohol, tobak, fjolletobak, dårlige sovevaner, stress, musikliv og on-the-road-mad.

I’m not impressed.

Men det faktum at feks. Psykiatrien i Danmark ikke er på Finansloven, dét genere ikke folk. Ingen spiller sørge sangen over de ca. 600 mennesker der hvert år dør af selvmord – til sammenligning dør kun ca. 130 mennesker i trafikken.

Men lad os da spærre hele Rådhuspladsen af i Århus, og græde op af hinandens skuldre, i et sørgeoptog over at Kim Larsen er død. I don’t get it – og jeg forstår ikke mennesker.

Og derfor sidder jeg også her, alene en Fredag nat eller faktisk nærmere en Lørdag morgen kl. 02.56.

Da jeg vågnede i morges var min plan at gøre rent hos min søster og få det overstået, så jeg er kun skal gøre rent i min egen i morgen og så lukke en gæst ind i min lillebrors lejlighed. Men mit ansigt var simpelthen så hævet af gråd, at jeg knap kunne se ud af mine øjne. Jeg var rastløs fra morgenstunden – min sjæl og mit sind kunne ikke finde ro, nøjagtig som de grummeste morgner efter at min Gudfar havde været på besøg.

Jeg kunne slet ikke fungere, hverken i skolen, eller i Bilka eller nogen steder – no wonder at jeg blev kåret som Årets Gæst på akademiet første år, det var simpelthen SÅ hårdt at flytte på gården og havne samme sted, som jeg for få år forinden havde forsøgt at flygte fra til USA…… lyder det bekendt?

Hjem til Danmark = Ensom sommer

Psykolog = Ensom sommer

Psykiater-Lærling = Ensom sommer

Ny Behandler = ……

Mit liv er som en revy der genspilles igen og igen.

Men i stedet for at gøre rent, kørte jeg ud til mit lille værksted – mine forældre har sat stedet til salg og vil gerne at jeg sælger møblerne der står derude. Jeg orker det næsten ikke, jeg kikkede på møblerne og trak en stol frem, satte den tilbage, låste af og kørte. Mens jeg kørte ringede min Mor og så måtte jeg lyve (igen) og sige at jeg var på vej ud til dem – hvis jeg sagde at jeg havde kørt 35 km ud til gården og 35 km retur uden nogen grund, ville jeg bare hører for mit benzin forbrug (ligesom på gården) og jeg ville (ligesom på gården) ikke kunne forklare mine handlinger.

Så jeg kørte hjem til mine forældre, hentede sengetøjet der skal lægges på i min brors lejlighed inden gæsten kommer i morgen (om få timer) legede lidt (for vildt) med Ella og fik et hak på næsten af hendes to fortænder, da jeg ville snuppe hendes legetøjs gravhund fra hende. Så nu ligner jeg en som har tudet med hævet øjne og et “bokser bræk” henover næsen.

Herefter kørte jeg hjem, gik en tur og sov så fra 18 til 20, hvor Mor ringede (igen igen) og vækkede mig, så jeg ikke kunne falde i søvn igen. Og nu sidder jeg så her.

På vej ud på Gården kørte jeg og græd i bilen, alt inde i mig er bare smuldret og knust. Jeg kan slet ikke samle mig selv sammen – jeg er endda kommet til både at sms’e til Norman og ringe ham op. Han svaret på den første sms og så ringede jeg. Intet svar. Så smset jeg igen. Intet svar. Jeg er så dum så dum. Og så frygtelig ensom med mit indre.

Jeg kørte forbi en stor genbrugsbutik i Galten. Jeg lignede pis for at sige det mildt, men jeg er ligeglad, det er på landet og jeg har mine solbriller, så who cares. Mens jeg gik og kikkede på glas og gættede mærkerne, ringede min Nye Behandler. Hun ville bare sige at hun nu havde vendt mit ønske om at skifte tid, med “de andre” som jeg går ud fra er lægerådet eller den der sammensætning af indianerlægen og psykologen jeg egentlig ikke kunne lide.

Konklusionen var at jeg ikke kunne få en ny tid, ikke lige nu i hvert fald, fordi det var så vigtigt at vi så nærmere på hvad det var der skete, når jeg ikke vil komme på samme tidspunkt som en anden person. Jeg fortalte hende, som sandt var, at jeg jo havde sagt hvad mit problem var – at jeg ikke ønsker at hun (eller andre) skal vide HVORFOR jeg går derude.

Jeg bliver simpelthen SÅ vred inden i – jeg sætter helt klart en grænse her. Jeg siger helt klart NEJ og jeg siger helt klart FRA. Og alligevel, ALLIGEVEL SKAL jeg tvinges til at møde op og ikke kun risikere at løbe ind i hende, nej risikoen er 100% og dét skal jeg bare finde mig i, fordi nogle damer sidder og tænker at dét er nok helt klart bedst for Deirdre-Anns liv og leben. WTFF!!!!

Det er total modstridende det de siger!! De siger jeg skal lærer at sige nej og sætte og trække klare grænser. Her sætter jeg en klar grænse. Jeg siger nej og jeg siger fra. Jeg vil ikke gå det næste år derude og løbe ind i hende hver uge og jeg vil fandeme fiseme ikke i gruppeterapi om et år med hende – det kommer ALDRIG NOGENSINDE til at ske. EVER!!!

Men nu har de tænkt sig at tvinge mig til noget jeg ville vil være med til. Well best of luck to you, for er der noget jeg er ekspert i, så er det at tale folk efter munden og kører mit eget løb ved siden af. Der er no chance in hell jeg vil være med til det her.

Jeg kommer på Onsdag, men så er ugen efter Efterårsferien, hvor min nye behandler har ferie. Og ugerne efter er jeg væk.

Problem solved.

P.S: Jeg tænkte i dag på om jeg stadig savnede min Psykiater-Lærling og det mærkelige er, at jeg ikke kan “mærke” hende mere. Hun er som sisand der forsvinder mellem mine fingre. Som en sky jeg forsøger at holde fast i, men pludselig er hun væk mellem mine fingre. Jeg kan end ikke sammensætte et billede af hendes ansigt mere. Jeg kan ikke huske 100% om hun var på min side og jeg kan ikke længere genkalde mig hendes trøstende beskyttende ord. Hun var det bedste der er sket for mig i mange mange år, faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst havde en person i mit liv, som jeg kunne tale sådan med. Men nu er hun væk. Det er lidt som at miste en god veninde (igen igen igen igen) smerten er i hvert fald den samme – men jeg kan ikke genkalde hende for mig. Det er kun som et vagt minde om at der engang var “nogen eller noget” som fik mig tll at smile.

Jeg tænker, at når selv hun er væk fra mit sind, så er der ikke meget at holde fast i mere. Alle er et bedre sted end jeg. Og det er vel på en måde rigtig godt. At rejse fra mennesker der har det godt, er altid nemmere end at rejse fra mennesker der ikke har det godt.