Sidste Indlæg i 2019

Jeg starter i dag, d. 27. December på, hvad der skal munde ud i det sidste skriftlige blogindlæg fra mig i 2019. Jeg ville ønske jeg kunne skrive “det sidste skriftlige blogindlæg fra mig”, altså definitivt men det ville betyde at jeg havde fundet en god måde at forlade det her elendige liv på og dét har jeg desværre ikke.

Jeg drømmer om at dø, om natten men til min store skuffelse vågner jeg altid af drømmen og er i live. Nogle gange vågner jeg i drømmen men drømmer stadig og så håber jeg i drømmen, hvor jeg netop har drømt at jeg sov og døde, at jeg kan falde i søvn igen inde i drømmen og dø dér, for så at dø i virkeligheden. Meget komplekst men stadig, meget virkelig – og meget skuffende da drømme bare er drømme.

I nat havde jeg en vidunderlig og sjælden skøn drøm. Den var så livagtig at jeg kunne mærke alting i mine fingerspidser da jeg vågnede, jeg kunne hører lydene og smage smagene og dufte duftene – det hele var så voldsomt levende at jeg lå længe med lukkede øjne i sengen og forsøgte at få styr på min hjerne, tanker og følelser før jeg slog øjenene op og startede dagen.

Jeg drømte at jeg blev mor, til en lille baby. Jeg tror det var en dreng men jeg er ikke sikker – og det er også underordnet. Jeg var ikke gravid i drømmen men pludselig var jeg mor med stort M og jeg havde intet at pakke ham ind i, udover gavepapir – hvilket er mærkeligt da jeg ikke har pakket én eneste gave ind i år og ikke har ejet en rulle gavepapir i 2019. Men jeg foldet et stykke papir rigtig pænt og pakket ham ind i det, så lagde jeg ham helt ind til min krop og løftede min rosa cardigan med trompetærmer op, så den blev til en bluse og med enderne viklet jeg min lille baby ind i cardiganen hængende mod min krop. Mærkeligt.

Senere i drømmen var min søster med, hun havde alle mulige tæpper inkl. det fine mohair blonde tæppe Mor har fået strikket til hende, som svøb til hendes datter. Min søster bryder sig ikke rigtig om det og det lå bare under barnevognen. Jeg kan huske jeg stod og tænkte på at spørge om jeg måtte få det til mit barn, nu når min søster ikke bruge det mere, men min søster var slet ikke opmærksom på at jeg ikke havde det rette udstyr til mit barn.

I stedet for gik jeg hjem og tog mit fine multifarvede tæppe fra Spanien, klippet et mindre tæppe ud af det, lagde en bomuld stofble inden i, som jeg rimpede fast langs kanterne, sådan at tæppet var blød bomuld på indersiden og flotte farver på ydersiden og sådan gik jeg en dejlig lang tur, med min varme sovende baby i armene mens Ella løb foran mig. Og lige dér var jeg rigtig lykkelig. Der var ingen bekymringer i mit liv, jeg var nærmest nulstillet. I vatter. Og varm og hel inden i.

Og det mest mærkelige er, at jeg ved det bare er en drøm og jeg ved at jeg aldrig vil kunne komme dér til, fordi alene tanken om at blive gravid, er svær for mig, for slet ikke at tænke på selve graviditeten og fødslen og økonomien bag det at have et barn. Men hvor var det en dejlig drøm fordi den var fyldt med så meget varme og lykke og bare hmmm følelsen af “fuldendhed” hvis det ord findes – ellers har jeg lige opfundet det. For dét var den følelse der var inden i mig lige dér i drømmen.

Ellers har det ikke været de mest positive og opløftende tanker der har været i mit sind på det sidste. Faktisk har det nok mest været vrede.

Vrede over at jeg melder tidligt ud (slut oktober/start november) at jeg ikke holder Jul. Jeg fortæller det pr. sms til alle. Ikke én reagere og dét er helt fint. Absolut, fint. Men når man ikke reagere når der meldes ud, så mener jeg at det er den reaktion man skal fastholde – også når datoen for julen og juledagene nærmere sig.

Når man har en stor familie som jeg, så er presset fra familien også dobbelt så stort som hos andre og det var som om at alle pludselig blev så enormt opsat på at Deirdre-Ann SKULLE komme hjem til jul, koste hvad det koste vil – også selv om jeg vitterlig inderst inde, bare ønskede at være alene og ikke skulle forholde mig til noget.

Min bror fra Sverige ringede og ringede og fik sine børn til at ringe og smse i et væk – og da det er dem jeg tænker mest på, rev det faktisk i mit hjerte at jeg måtte ignorer deres opkald og smser, hvilket jeg ellers aldrig gør. Jeg ved ikke om det var d. 23 eller d. 24, men pludselig stod de nedenfor døren og ringede og ringede og ringede på dørtelefonen. Jeg havde været ude og gå og var okay inden i. Jeg har brugt meget lang tid på mentalt at forberede mig, så det kunne blive en god aften og efter min gå tur satte jeg mig i trusser i sofaen med computeren og varmen tændt, jeg sad bare og nød roen i mit indre – som blev afbrudt af en ringen på dørtelefonen i ét væk. Det var hjerteskærende at vide at min bror og hans kone og to børn stod nedenfor, men jeg vidste at hvis jeg åbnede og de kom ind, ville mit “zen” (i mangel på et bedre ord) blive forstyrret og jeg ville ende med at græde og vi ville nok skulle diskuterer ting, som jeg ikke mener man bør diskutere overfor børn på 14 og 9 – og med det i tankerne lod jeg telefonen ringe og smserne tikke ind og dørtelefonen kime mens jeg sad i sofaen med tæppet omkring mig.

Mens jeg var ude at gå, sendte min søster mig en sms hvor hun skrev “Håber du får en god aften” og så var der et billede af min hoveddør hvorpå der hang en pose. Resten af min 6 km. gå tur irriterede billedet og beskeden mig. For få uger siden, var jeg hos min søster og spise aftensmad, mens hun sidder og ser tv spørger hun om vi er på julegaver i år

Min søster: “for jeg gider ikke slæbe xxx ind og ud af butikker i en varm barnevogn og bruge tid på dét hvis vi ikke er på julegaver”

Mig: “Jeg holder ikke jul i år.”

Min søster: “Godt.”

Jeg ved ikke hvor det er min søster har fået sin livsindstilling fra, men det falder mig sværer og sværer at forstå at vi kommer fra samme baggrund.

Min søster syntes selv det er sjovt at sige at hun kan pille en appelsin i lommen hvis det betød hun ikke skulle dele med nogen.

Jeg ville pille appelsinen, dele med alle der ville smage og ende op uden at havde smagt appelsinen selv.
– bare lige for at ridse vores forskelle op.

Jeg har hjulpet min søster SÅ meget i hendes rejse fra at hun besluttede sig for at ville være mor til hun nu er mor og sidder i Lejlighed #3 på ét år. Jeg er total et praktisk menneske og jeg hjælper så gerne og jeg beder aldrig om noget til gengæld – men når jeg er så large som jeg er, så gider jeg faktisk ikke hører på at det nærmest er et problem at være mor og ha en barnevogn med rundt for at købe gave til en man absolut kun giver gave til, så frem man er 50/50 på gavefod.

Da hun sagde dét sad jeg og tænkte på hvor nederen hun egentlig var og på hvor mange store og flotte gaver jeg har givet hende igennem livet og været med at til at presse på for at hun skulle få. Og så sidder hun her og er så ultra nøjeregende. Jeg blev bare endnu mere bekræftiget i at jeg havde truffet den rigtige beslutning ved ikke at holde jul.

Og så hænger hun en poser med gaver på min dør. WTAF? Sådan noget pis gider jeg virkelig ikke. Som i VIRKELIG VIRKELIG IKKE.

Havde jeg en nøgle til opgangen hvor min søster bor – men det har jeg ikke – fordi hun har fået ekstra nøglen til min lillebrors lejlighed (som ligger ved siden af hendes) sådan at hun kan hjælpe så frem der bliver noget med den nye leje – men HVIS jeg havde haft en nøgle, så var jeg kørte direkte ned og havde hængt posen på døren hos hende.

For jeg mener det virkelig når jeg siger at jeg ikke gider være en del af min familie mere. Det er SÅ trættende og SÅ opslidende og SÅ dramaagtigt at jeg næsten ikke kan trække vejret. Alting er en diskussion og jeg har ingen ret til at træffe beslutninger om hvad jeg vil eller ikke vil. Alle andre har derimod lov til at have 200 meninger omkring ALT hvad jeg foretager mig og dét er mega stressende!!

Jeg tog posen af døren da jeg kom hjem og satte den inden for min egen hoveddør, samme sted som hvor jeg normalt sætter skrald, så jeg husker at få det med når jeg går ud. Dér står posen endnu – jeg har ikke rørt den eller åbnet den eller kikket i indholdet og nej, det er ikke svært at lade være. Da jeg løftede pose af håndtaget og kikkede ned i den, så jeg et par gaver og et bundt papir i et plastik attechek, helt sikkert papir jeg skal skrive under på mht. køb af lejligheden – vel og mærke den lejlighed jeg ikke har lyst til at købe – pakket sammen med gaver, som jeg helt sikkert ikke har bedt om, ønsket mig eller tænkt mig at modtage.

Det er simpelthen SÅ utroligt at alting skal hamreres ned i hoved på mig, på the day of all days, fordi det er naturligvis – i min families optik – den aller bedste dag af alle dage, til at tage opgør, diskussioner og uenigheder på. Og så kan man jo så nemt bagefter sidde og bekræftige hinanden i, at det er hende dér skyld! Fordi hang vi ikke gaver på døren? Tilbød vi ikke at hun kunne købe lejligheden? Ringede vi ikke på telefonen? Sendte vi ikke smser? Ringede vi ikke på?

Og alt ovenstående, er jo NETOP det jeg så pænt har takket nej tak til. Frabedt mig i god tid og ikke haft noget ønske om og ALLIGEVEL er det mig som er problemet. Jeg forstår det ikke. Virkelig. Ikke.

Jeg fik også en sms lille juleaften fra min kusine, hun skulle holde jul hos hendes mor i år og i alle de her mange mange år (hun er 25) har jeg købt julegaver til hende og hendes bror og aldrig fået noget igen, da de var små og skilsmisse børn var det okay, men så blev de voksne og tjener deres egne penge og alligvel var der aldrig noget og jeg tænkte hele tiden at de jo ikke havde andre, ingen bedsteforældre (hvilkeg jeg jo heller ikke har) osv. Jeg fandt hele tiden på undskyldninger og grunde til at forsætte med at give julegaver til nogen som helt sikkert har flere penge end jeg. Men på et tidspunkt bliver selv jeg træt af aldrig at få noget igen, end ikke et julekort.

Hun skrev om jeg var hjemme, så ville hun komme forbi med en julegave. Men jeg har ingen julegave købt til hende (eller andre) i år og jeg har heller ikke købt en gave til hende, da hun blev 25 år, få dagen inden jul. Jeg er færdig med at deltage – jeg ville egentlig havde svaret hende, at jeg ikke holdt jul, ikke havde købt nogen gaver og desuden ikke talte med familien men uanset hvordan jeg skrev smsen i mit hoved, ville der mangle forklaringer som gav mening – og jeg orker ikke at tale mere om psykiatrisk hospital og om at Far og Mor ikke tror på mig – hvilket for mig, er essensen i det hele.

Så jeg fik ikke svaret mig kusine og det er ufint men jeg kan simpelthen ikke overskue det og jeg havde ikke forventede at hører fra hende. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået en sms fra hende eller en besked eller en gave. Just leave me alone.

Omkring kl. 17 eller sådan, Juleaften (d. 24/12) ringede min storebror fra Sverige igen og igen, til sidst tog jeg telefonen og sagde stille og roligt ned i telefonen: Så stop dog med at ringe. Jeg vil faktisk gerne være alene.

Min bror gik udenfor og røg og han fortalte at han havde fået at vide at jeg ikke ville holde jul, fordi vores yngste lillebror havde klippet min hund Ella…..

臘‍♀️ ⬅️ denne emoji indeholder faktisk ALT hvad jeg ikke længer har evnerne til at formulere mig ud af.

Hvorfor er det at ingen tænker over hvad det er jeg siger og skriver? Hvorfor er det at mine forældre skriver på sms “hvad er det som er blevet fejet ind under gulvtæppet af os?” efter ALT hvad jeg har fortalt dem?

Do they really NOT SEE IT??

Det er SÅ HJERTESKÆRENDE at være hende der sidder alene fordi ingen lytter til hvad hun siger. Det er ikke hjerteskærende at være alene, det er grunden der er HJERTESKÆRENDE!!

Mine forældre syntes jo bare jeg skal komme videre, lade være med at tænke på ting der er sket, lade være med at se bag ud og hænge mig i fortiden. Jeg VED hvad det er de mener og jeg VED at de selv praktisere dette, i så høj en grad, at de ikke kan huske 90% af alt hvad jeg siger.

De husker ikke at min ældste storebror har været voldelig overfor mig da vi var yngre og at de oplevelser er med til at forstærke hans nuværende opførelse.

De husker ikke at min yngste lillebror har slået mig, de husker ikke at han er mega provokerende og siger grimme ting, fordi han et eller andet sted føler sig hævet over alle andre, pga. hans udaftil fejlfrie og målrettede livsførelse.

De husker ikke alle de gange min søster har været overlegen og sagt grimme ting og helt bogstaveligtalt trådt på mig, bare fordi hun kunne, bare fordi hun var mig 100 x superior.

De husker ikke alle de gange hvor jeg er blevet efterladt, forladt, overhørt, overset, glemt, ignoreret eller tvunget til at tage stilling til ting, jeg ikke ønsker at tage stilling til.

De husker ikke alle de gange de har neglicerede mine fortællinger, mine historier, mine drømme, mine ønsker og min gråd.

Og jeg VED at hvis de læste det her, så ville min mor sige noget i retningen af: Hvilken fortællinger har vi neglicerede? Hvilken ting er du blevet tvunget til at tage stilling til?

Og uanset om jeg vil kunne komme med et eksempel lige dér eller ej, så ville min familie have et svar, som modsiger mit svar – og på magiskvis ville deres svar være et bedre og mere korrekt svar, end mit svar og så ville vi være tilbage hvor vi allerede er nu; at det er mig som er en stædig dramaqueen der skaber alle problemerne i vores familie.
– og ALT DET HER BUNDER I, AT JEG IKKE ØNSKER AT HOLDE JUL.

I går, d. 26. December kørte jeg ud til mine forældres gård for at hente nogle ting som nogle mennesker har købt, der er for i alt 340 kr og det er gode penge. Netop som jeg er ved indkørslen til gården, kommer der en modkørende bil imod mig og jeg kan tydeligt se på lang afstand at det er min ældste bror Norman og hans østrigske kone. Vi passere hinanden og jeg overvejer om jeg skal kører videre. Jeg har drejet ind på gårdspladsen til gården, men kunne være kørt ud af den modsatte udkørsel og enten henover byggegrundene til en anden indfaldsvej eller med lidt speed på, ud på vejen hvor jeg kom fra, kører i modsatte rening, op gennem skoven og af snørklede veje ud på andre små veje – men ens for begge ruter var at jeg kunne komme væk. Men jeg ved ikke hvad det var der i mit hoved gjorde at jeg ikke kørte væk (og i sikkerhed) men jeg blev. Jeg kørte ind, parkerede, fik hevet den mega tunge gl. vippeports garagedør af træ op og netop som jeg begynder at tømme bilen, kommer min bror kørende, igen.

Han kører helt op til min bil, stiger ud uden at slukke motoren og står foran mig. Han er nøjagtig lige så stor og mørk og truende at se på, som jeg husker. Der er intet omkring ham, som gør at jeg føler mig forbundet til ham, hvilket jo er ultra sørgerligt, da vi er søskende. Men han repræsentere bare ikke “søskende” for mig. Overhoved.

Han kikker på mig og siger: Du gider os bare overhoved ikke hva?

Mig: (i vild panik inden i) Norman, jeg har virkelig ikke lyst til at diskutere.

Ham: Vi skal ikke diskutere, men hvad er dit problem?

Mig (der forsat bærer ting ud og ind fra bilen) Jeg vil bare gerne være alene.

Ham: Hvad har vi da gjort?

Mig: (Jeg er faktisk usikker på om han mener Vi, som i ham og hans familie eller Vi som i hele familien. Jeg vælger det første) Jeg bryder mig bare ikke om dig

Ham: Vi har ikke talt sammen siden barnedåben

Mig: (Overvejer om jeg skal minde ham om at vi slet ikke talte sammen til barnedåben og at vi faktisk ikke har talt sammen i flere år, fordi han konsekvent ignorer mig, hvilket er fint, så kan jeg nemlig også ignorer ham) Jeg vil bare gerne være alene, den er ikke længere.

Ham: Du er mærkelig

Mig: Og du er psyko

Ham: Okay nu taler vi

Og så går han over i bilen, sætter sig ind og kører. Jeg gik ind i garagen og stod med knyttede hænder i mørket og så ham ikke sætte sig ind i bilen eller kører væk, men lyttede mig til det. Jeg skyndte mig at finde de ting jeg skulle have med retur og kørte hurtigt mod Århus og sikkerhed igen.

Og flere timer derefter, havde jeg det dårligt inden i, over at jeg havde sagt at jeg ikke kunne lide ham og over at jeg havde sagt at han var psyko. Tanker sagt ud højt.

Dels fordi det er forkert at bruge diagnoser mod andre, jeg ved selv hvor ondt det gjorde da Norman Bach sagde at jeg var sindssyg fordi jeg ringede til ham 40 x og lagde på (hvilket jeg aldrig har gjort) men også fordi det er forkert af søskende at tale sådan til og om hinanden. Vi burde holde sammen. But truth be told, så er det nøjagtig sådan jeg har det.

Og det undre mig, eller nej det undre mig ikke, det er total logisk at det er sådan men det sårer mig at det er sådan, at mine forældre ikke har brugt bare 1,5 time siden 22. December og frem til nu, på at sætte sig ned og tale med de 5 resterende søskende om, hvordan Deirdre-Ann har det, hvad grunden til at hun ikke ønsker at holde jul er og hvordan vi alle sammen kan blive bedre til at rumme hinanden, acceptere hinanden og generelt være sødere mod hinanden – og måske, bare måske, være lidt mere blød, rummelig og sød overfor Deirdre-Ann, fordi I har overskuddet, det har hun ikke pt.

Men det har mine forældre ikke – og man må jo alt andet lige antage at de er de voksne i denne her situation og dermed dem der burde tage teten op, gå forrest og kæmpe for at vi fik det godt. Sammen.

Men jeg vil vædde med at mine forældre end ikke selv forstår hvorfor det er jeg ikke vil holde Jul med dem. De er helt blanke inden i og kan ikke se nogen sammenhæng på kryds og tværs, uanset hvordan du regner på det. Og det er endnu mere trist.

Men truth be told, så kan jeg mærke at der er en indre ro i mig – ikke ligesom i min drøm i nat, men en ro som gør at jeg igen kan tænke uden baggrundslarm, fordi min familie er på afstand af mit liv.

Engang for mange år siden, tog jeg masser af billeder. Dengang Facebook var hot og jeg var meget mere inde i de social medier end jeg er nu, dengang lavede jeg album efter album på min Facebookprofil, hvor i jeg lagde billeder af observationer jeg så i løbet af min dag. Og selv om jeg var på arbejde, eller i byen eller ude og gå en tur eller på vej fra A til B, så var min hjerne altid ultra observant og jeg så babysokken der hang på en gren, gummistøvlen der var brugt som cover på en anhængertræk, jeg så gulderoden som var delt som et par ben, jeg så træet der var fyldt med sko, jeg læste de sjove, mærkelige skilte, som sad højt eller lavt, på biler, facader, cykler, menukort mv. Jeg så det hele og jeg morede mig kosteligt og de ting jeg så, skabte grobund for at min hjerne var endnu mere kreativ og fyldt med drive.

I dag er det slet ikke sådan mere, det er som om min hjerne er en ørken uden vand, uden næring og uden farbare veje. Det er hjerteskærende!!

Men i de her dage, hvor jeg har været meget alene og uden kontakt til nogen, har jeg bemærket ting mens jeg har gået mine ture. Jeg ville 100% ikke kunne huske de her ting, hvis det ikke var fordi jeg skrev dem ned få nano sekunder efter at observationen var i mit hoved – men ikke desto mindre HAR jeg haft observationer og dét er noget nyt.

Feks. så jeg en lille pige idag, som gik og aede sin mave. På maven af hendes bluse, var der et paliet juletræ. Når hun kørte hånden op, var juletræet guldfarved, når hun kørte hånden ned, var det grønt. Det var tydeligt at hun elskede sin bluse.

Jeg så også en lille dreng med en sort batman hue – hvorpå der var palietter. Enten var den arvet fra storesøsteren som gik og holdt Faderen i hånden på den anden side, eller også er det en hue valgt fordi den var så fin og skinnende.

Jeg hørte også en pige i en butik sige: Vi dobbelttjekket det tre gange……
– you did what?

Da jeg gik forbi dronningens slot, lagde jeg mærke til at de små gl. emaljeskilte på skovvejene trængte til en varm spand med vand og en skurerbørste. De var helt grønne af alger og dét er ikke noget som er kommet henover natten eller de sidste par måneder.

Små observationer men de er der stadig og det fryder mit sind at jeg har overskud til at se dem og registrere dem inde i mit hoved.

I dag gik jeg ind i Salling med et par Billie Bi sko, som jeg købte i starten af december til 1599 kr. Jeg har ikke brugt dem, bare haft dem til at stå i posen. Jeg tog skoene med ind og fik 40% af prisen. Dvs. jeg sparede lige nogle af 600 kr – og hvis jeg gemmer dem et par uger mere, så er de nok yderlig sat ned.

Da jeg går derfra, ser jeg nogle sorte sko fra Shoe the Bear – ikke et mærke jeg kender eller ejer noget fra, men de virker meget bekendte men jeg kan ikke sætte en finger på hvorfor. De er sat ned til knap 400 kr fra næsten 1000 kr. Jeg kikker på dem og står lidt og tænker på hvor det er jeg kender dem fra……

Og så slår det mig, at det er de nøjagtig samme sko, som min psykolog på Psykiatrisk Hospital altid har på. Faktisk tror jeg ikke jeg har set hende med andre sko. Jeg sidder altid og kikker på hendes ankler/fødder. Det gjorde jeg også med min Psykiater-Lærling. Jeg kikker ned.

Lille observation – som faktisk ikke førte noget positivt med sig, for efterfølgende kom jeg til at tænke på hende og på hvor meget jeg har egentlig foragter, vitterlig FORAGTER hende, psykiatrisk hosptial og de alle mennesker der arbejder der!

Jeg lod dem optage mig i min mest sårbare øjeblikke, til evaluering/undervisningsbrug. Jeg har deltaget og sagt ja til ALT hvad de har budt mig. Jeg er max kommet forsent én gang 3 år. Jeg har betroet mig til dem, bogstaveligtalt lagt mit liv og min fremtidige skæbne i deres hænder, jeg har blottet mig, åbnet mig og virkelig virkelig satset på at dér var et sted hvor jeg kunne få lov til at blive hørt, blive set og være mig, selv om jeg er fyldt med fejl og mangler og ikke nødvendigvis har svaret på alt, selv om min følelse af skam er så høj at jeg næsten ikke kan rumme at tænke på de ting som skammen kommer af.

Jeg skammer mig over de ting jeg har ladet ske, ikke bare da jeg var barn og syntes det var hyggeligt og dejligt, men også de ting jeg har ladet ske da jeg var voksen. Da jeg havde en alder hvor alle mener jeg burde havde sagt nej og fra, råbt højt og bedt om hjælp – problemet er bare, at dengang virkede det så logisk at jeg ikke gjorde nogle af de ting, fordi frygten – som jeg end ikke kan beskrive overfor mig selv den dag i dag – var så enorm, indgroet og dybt forankeret i mine knogler og DNA at jeg ikke særlig tit overvejet at kæmpe imod.

Jeg kendte alt for godt konsekvenserne af at sige nej. Både de fysiske men også dem som altid kom bagefter, som jeg aldrig så komme før det var forsent. Feks. når min bil blev taget fra mig, når min dieseltank var tom og jeg ikke kunne kører nogen steder, eller når der ikke var mere olie på oliefyret, eller når noget var i stykker og min gudfar befalede at det blev lavet men jeg ikke havde pengene – og egentlig syntes det var ligemeget om der var en fungerende vandhane i stalden eller ej, eller om porten kunne åbnes eller lukkes – så havde han krammet på mig.

Postbudet var et stikkersvin der altid fortalte mine Gudforældre om jeg var hjemme eller ej, da jeg i en periode forsøgte at få min post tilbageholdt og på et andet tidspunkt videresendt, så fortalte han det videre til mine Gudforældre. Min post blev dengang altid lagt oven på fryseren i garagen, sådan var det ude på landet, dengang i 00’erne. Jeg har aldrig ejet min egen postkasse. Dvs. hvis jeg ikke “tømte” min post hver dag, kunne min Gudfar se om jeg havde været hjemme eller ej – og jeg skulle jo komme hjem. Jeg boede jo på gården. Der var bopælspligt. Han havde betalt 600.000 kr for at jeg skulle bo dér via et pantebrev, som gav mig adgang til at låne 550.000 kr i Nykredit bank – dem som nu også vil låne mig til en lejlighed #2, men som IKKE vil låne mig til en kolonihave 

Hvis jeg nogensinde får en stemme her i livet, så skider jeg på Nykredit Bank og Nykredit Forsikring. Jeg H A D E R dem. De har ødelagt mit liv mere end én gang.

Og PostDanmark? Lad os lukke lortet og privatisere alt post i Danmark. Jeg har nul respekt for postbudene.

Der er så mange mennesker, instituationer og steder som jeg H A D E R af hele mit hjerte – og jeg er egentlig et meget elskende menneske men jeg er bare træt af at blive tromlet og træt af ikke at have en stemme.

Psykiatrisk Hospital var dem der skulle hjælpe mig med at få min stemme igen og i stedet for så forsøger de at gøre mig til et forkert menneske, fordi Fede Lone er en ualmindelig dårlig psykolog der opfører sig som om hun er sprit nyudklækket fra psykologskolen med bundkarakter. Da jeg googler hende kommer der kun lidt information frem, intet er ældre end januar 2018.

Det næste logiske google skridt er at fjerne et navn og når alt så vælter frem, så er det SÅ logisk at tænke at hun er blevet gift – at hun så oven i har en piv åben facebook profil, kan jo bare aldrig blive min skyld.

Jeg forstår stadig ikke at jeg havnede som midtpunkt i de forfærdelige temamøder med De Stikkende Damer pga noget så banalt som at google min behandler. Hvilket jeg kun gjorde, fordi at tale med hende var som at æde mel. Tørt og uden resultat. Jeg forsøgte og forsøgte og jeg vinklede og drejede samtalerne for at se hvordan der kunne blive hul igennem, og til sidst var jeg endda ærlig omkring hvad jeg havde gjort. Hvis jeg havde vidst at google var lig med kriminelle handlinger og endnu en sommer alene uden nogen at tale med, så var jeg stoppet i behandling 1. Maj 2019, gået mig en pilgrimstur og været et HELT andet mentalt sted lige nu og helt sikkert med en intakt følelse af tillid til Psykiatrisk Hospital – fordi jeg så heller aldrig ville havde fået slynget i hoved, at det var forkert at søge et job i det firma, som min Psykiater-Lærlings mand ejer.

I opslaget stod der bla. at man skulle være med til at opdatere deres sociale medier – jobbet havde som så mange andre jobs mange facetter og de har sikkert fundet en god kandidat – men fuck mig hvor er personen lige så ringe til de sociale medier som de selv er. Jeg er stoppet med at følge dem, dels fordi det ikke har min interesse, men også fordi ingen gider følge døde accounts.

Det er det samme med Anika og hendes firma, hun er så hamrende elendig til sociale medier at det er til at tude over. Ja verdens navle er ikke internettet men uanset hvad du mener og har af holdninger, så kan du ikke komme uden om at det er hamrende vigtigt at have omtaler, reviews, aktivitet mv. på de sociale platforme, som gavner din virksomhed.

Der er så meget at vinde på den front – Anika burde lave en webshop, det er så oplagt for en fabrik af hendes slags. Hun ender med at være den generation der må lukke firmaet, hvis de ikke bliver mere favnende. Og nej hendes mand dur ikke til både at være direktør, økonomi direktør, designer af labels, stå for de sociale medier mv. Han har simpelhen ikke evnerne og ikke bare fordi det er ham, men fordi man ikke kan være god til alle de ting og lægge lige meget arbejde og gejst bag hver del.

Og det samme med min Psykiater-Lærlings mands firma. Hamrende ringe og sammenlignet med andre ligende virksomheder, så sutter de virkelig røv. Jeg havde så mange gode ideer, både til Anikas firma og til min Psykiater-Lærlings, ideer som ikke er revolutionerende men målbare, konkrete og nemme at eksekvere.

Da jeg arbejdet for Fitnessdamen, som jeg kom til at tænke på, da jeg fik en notifikation i går om at hun var blevet kærester med en kendt dansk sanger/producer. Starfucker. Men hold nu kæft hvor jeg arbejdet meget for hendes firma og hold nu kæft hvor fik jeg ingen betaling for det, ingen anerkendelse, ingenting. Jeg arbejdet for hende før jeg blev kærester med It manden. Jeg så så meget op til hende, jeg syntes hun var så mega sej, både af udseende og for sin vilje – jeg ville gøre alt for at hjælpe hende og gang på gang på gang valgte hun mig fra, jeg kunne få lov til alt lorte arbejdet og når hun så opdaget at det ikke lige virkede som hun tænkte eller når hendes næste nye partner fandt ud af at hun ikke kunne lide mig, så røg min betaling og/eller mit job.

Det er så mega hårdt altid at være hende der bliver valgt fra. Altid. Jeg er simpelthen så træt af det, for i bund og i grund, så er jeg virkelig virkelig arbejdssom og jeg er ikke en som giver op. Jeg arbejder hele tiden, altid. Og jeg har endnu til gode at svigte en arbejdsgiver, selv når de svigter mig. Jeg har forsøgt mig som selvstændig – og selv om man på engelsk siger at FAIL står for First Attempt In Learning, så ser jeg ikke andet end ordet: FAIL.

Jeg savner i den grad nogen at tale med – ikke min familie vel og mærke. Dem har jeg ingen interesse i. Jeg savner et menneske der kan rumme mig og rumme at jeg ikke er perfekt, ligesom jeg naturligvis også vil rumme dem. Men jeg kender ikke én eneste person jeg kan ringe til. Jeg har ikke én.

Jeg har ikke modtaget et eneste julekort i år. Det er også helt okay, jeg forstår at man kan have travlt når man har børn. Jeg forstår at man kan være presset og stresset. Men når veninderne, eller de såkaldte veninder, neddegradere mig dertil hvor jeg skal være heldig hvis jeg får et like på min egen “Glædelig Jul” kommentar til deres opslag på Facebook/Instagram, så er man virkelig VIRKELIG røget langt ned på listen af venner. Faktisk vil jeg sige at man er der hvor det er total ligegyldigt om jeg skriver til dem eller ej.

Et virituelt like kan jeg bruge til nøjagtig lige så meget som et stenslag på forruden. 

Jeg har lige fået min menstruation, det føles dejligt (hvor mærkeligt det end er at skrive det) Det føles som om min mave er ved at blive flad. Hver morgen når jeg går på toilet, uanset hvor sundt jeg har spist dagen før, så vælter det bare ud af mig. Og hvis det endelig ikke vælter ud af mig, så sidder det fast – indtil en prop ryger ud og SÅ vælter det ud i en nærmest væskeagtig form. Jeg ved godt mennesker har mange mange meter tarm, men om jeg fatter at der kan være så meget lort i min krop. Det er mig en gåde af dimentioner.

Jeg har også fået forkølelsessår på underlæben som ca. minder om røven på en bavian. Stor, Rød og Dinglende – og mega mega øm. En kærlig hilsen fra de døde.

Jeg gik ned for at blive piercet i øret i dag, men stedet havde lukket til klokken 12.00, da jeg kom var klokken 12.03 og de var stadig ikke åben, jeg stod lidt og ventede og der var absolut intet liv i butikken, så jeg gik en tur, fik noget at spise og så hjem igen.

Jeg er helt alene hjemme i opgangen, det er dejligt. Her er så stille og jeg har nydt ikke at skulle dele vasketøjskælder med nogen. Jeg har fået vasket helt i bund.

I morgen har jeg en del ting jeg skal sælge – bla. sælger de sko jeg fandt i hmmm August ? rigtig godt. Kan du huske at jeg fandt måske 10 par stilletter til storskrald, nogle var brugte men de fleste var nye. Nu er de vasket og lagt til salg og sælger som varmt brød, ligesom jeg næsten også er i bund med at lægge de hundrede af bøger til salg som jeg fik af hende sygeplejersken der var uddannet fra Psykiatrisk Hospital. Tror der må ha været ca. 300 bøger, men jeg er næsten færdig med at lægge dem til salg. Og de sælger virkelig godt. 50 bobs for en bog. Tak. Jeg har solgt 54 bøger i alt i år. Allesammen bøger jeg har fundet, samlet op, tørret af med glasrense og en klud. Taget pæne billeder af, lavet en røverhistorietekst til, lagt online på diverse platforme, samlet bøgerne i plastkasser i kælderen, så de ikke får fugt eller tager skade. Enten er de blevet sendt, eller også er de blevet afhented.

I morgen skal jeg aflevere 4 bøger ved Veri Centret – jeg håber min Psykiater-Lærling har lavet sig en ny mamma-rutine for hvornår hun skal handle ind, for bitch I ain’t moving! Det kan ikke passe at det altid er mig som er gal på den, som skal flytte, tilpasse mig og gøre mig usynlig. Det er fandeme hende der har et problem – dels har hun brudt sin tavshedspligt, selv hvis jeg kunne tilgive dét kan jeg ikke tilgive at hun hænger mig ud på Psykiatrisk Hospital og jeg kan ikke tilgive at det hun fortæller bliver brugt imod mig til et møde, omhandlende noget helt helt andet. Og dernæst så stinker hun til de sociale medier og en dag så bider det hende i røven, nøjagtig som hun går og frygter og slutlig, så kan hun ikke parkere om så hendes fucking liv var afhængig af det!! Nåe ja og kort hår klæder ingen.

Og FYI det slår mig lige, at det i dag on the dot, er 5 år siden jeg slog op med It manden mens jeg sad i sofaen i det ufattelige kolde udlejningshus hvor vi boede (som er ejet af mine forældre) hvorefter han gik grædende i seng og blev i sengen i 2 dage og da han stod op, havde han feber og jeg følte mig som den ledeste kælling i hele verden. Jeg måtte aflyse vores Nytårsaften i København, som vi skulle have holdt sammen med min søster og hendes kæreste, som trods alt det jeg stod i, flytning fra et land til et andet, en syg kæreste jeg lige havde slået op med, tog billetter og hotel der ikke kunne refunderes, min Gudfar der var død og min arv der var væk – valgte at afkræve mig fuld betaling for deltagelse i en Nytårsaften, som vi aldrig deltog i……
– jeg havde nok bare selv betalt på vegne af min søster, bare fordi hun var min søster og jeg kunne se hun stod i lort, sorg, urimeligheder og dødsfald til halsen, men ikke min søster. Nope. Money first. Up front.

Få dage senere valgte Jonas at snyde både It manden og jeg, ligesom vi var igang med at starte en virksomhed sammen. Resultatet af det blev, at dét job som fik mig til at flytte til Danmark, pludselig ikke var mit mere. Den virksomhed som vi skulle starte op og som vi havde holdt utallige møder omkring, og som var grunden til at jeg accepteret at flytte fra varme lyse Spanien til piskolde mørke november Danmark, var væk. Det eneste som var tilbage, var en stor advokatregning som It manden og jeg kom til at hænge på – og da jeg ingen indtægter havde mere, jeg havde jo sagt farvel til alt i Spanien, var det en voldssom regning for mig at få. Men jeg betalte naturligvis troeligt min halvdel. Også selv om It manden og jeg ikke var kærester mere.

Da It manden ca. et år senere skulle betale sin halvdel til vores fælles nye firma, var han bekvæmmeligt nok på date med sin nuværende kone (18. December 2015) og jeg endte med at stå for hele investeringen i mit lille firma. En ting var pengenen han ikke indbetalte, og dermed undgik at have hånden på kogepladen rent forretningsmæssigt, noget andet var at han også svigtede mig i sit job som virksomhedens It mand. Han sakkede mere og mere bagud indtil han slet ikke svarede på mails mere. Havde jeg vidst dét var jeg aldrig gået med til at skifte styresystem på hjemmesiden. Jeg kunne 100% redigere den første hjemmeside vi havde, den anden vi fik bygget krævede straks mere end jeg kunne kode mig til. Jeg kan ikke mindes jeg har følt mig så forrådt før.

Så gav jeg Jonas en chance mere i 2018 og samme år røvrender han mig igen, ved ikke at betale for sin egen tandlægeregning, som endda var sort og gæt hvem der så på magisk vis kom til at hænge på den? Mig.

Jeg kommer aldrig aldrig igen til at stole på folk rent økonomisk. Eller følelsesmæssigt. Eller personligt. Eller familiemæssigt.

Eller bare overhoved.

Jeg kommer ALDRIG til at stole på nogen igen. Jo mere jeg tænker over hvor meget jeg har givet af mig selv til andre, kontra hvor meget jeg har fået igen, så burde jeg omskrive det til “hvor lidt jeg har fået igen”. Jeg har fået så lidt igen, at jeg end ikke kan få en julehilsen. Jeg kan end ikke finde én jeg kan stole på. Ikke én som har mit bedste i sit hjerte og samtidig lytter og stoler på mig. Rummer mig.

Et sådan menneske findes åbenbart ikke.

For en måned tids siden, var jeg inde i en – for mig – dejlig periode hvor jeg ligesom gav slip og tænkte “The Lord will provide” og det gjorde han også, på magisk vis. Måske jeg bare er en lorte diciple men Hr. Gud er forsvundet ud af mit liv igen – selv den gamle stodder er en svingdørsven. Hvis man ikke liiiige er der til at hail og praise ham, så er han skredet. Mega egoisiske røvhul, jeg håber han snubler i sin kjortel!

Så 2020 byder i hvert fald ikke på flere og mere religion fra mig, og det på trods af at jeg kom til at tage imod pampletter fra to Muhammedtegningsagtige Muslimer som stod på gågaden i dag og forkynnede og delte flyers ud. 100 meter derfra stod Jehovas Vidner.

Skulle jeg vælge mellem de to, dem som stener deres datter fordi hun er blevet voldtaget eller dem som lader deres voldtaget datter forbløde, så valgte jeg at skyde mig selv.

Jeg har afleveret mit modem hos Stofa i dag. Magen til elendigt netværk skal man lede længe efter. Eller måske ikke, det vil tiden vise. Efter at jeg har haft ham teknikkeren på besøg, er mit internet blevet endnu mere ringe, jeg kan end ikke streame en film. Det er jo latterligt!! Vi skriver snart 2020 og jeg bor op af Rådhuset – giv mig for fanden da internet der virker!!

Så nu har jeg hverken internet, tv eller viaplay – sidstnævnte har jeg også meldt fra, da jeg kun havde det fordi jeg delte det med min lillesøster og min yngste lillebror. Men sidstnævnte havde lidt betalingsudfordringer og qua hans frisørtime på min hund, slettet jeg ham fra min Spotify (som han brugte kvit og frit) og fra Viaplay og Netflix. Min søster er ikke sikker på at hun vil betale mere for Viaplay, nu da vi kun er to om at betale – fint med mig, det behøver vi ikke diskutere længe. Jeg har opsagt det.

Så nu har jeg kun spotify og netflix og internet på mobilen. Jeg savner TLC og Say Yes To The Dress. Virkelig, OMG jeg savner det program!!! En dag så køber jeg mig en brudekjole, bare fordi jeg så gerne vil prøve at have en på. Og ja hele verden vil råbe mærkelige ord efter mig, men i det mindste står jeg ved min drøm.

Og nu gider jeg ikke skrive mere. Jeg er træt og ked af det og vred – ufattelig ufattelig vred, og det hele startede med et par fucking sko på udsalg i Salling!