(Ringer overskriften ikke en enorm kirkeklokke i dit hoved, så brug google, jeg har hørt det er så lærerigt, farlig og rasende upopulært i visse kredse, men lærerigt ➡️ “Stikker Grethe”)

Nå, men lad mig se, klokken er nu 22.46 og jeg sidder og lytter til Andrea Bocelli’s duet med sin søn, deres Italienske stemmer vugger mine tanker tilbage til når Michelle og jeg cruset op og ned af hovedgaden i Miami Beach i hendes hvide VW Jetta. To blondiner kan nemt dreje hoveder i USA, i hvert fald for nogle år siden.

Jeg har, desværre, sovet det meste af dagen, jeg var fuldstændig smadret mentalt og fysisk da jeg kom hjem fra Psykiatrisk Hospital og mødet med Det Stikkende Firkløver, som i dagens anledning havde skiftet spillere. Min Nye Behandler var der, hendes hår er blevet rigtig langt siden jeg så hendes sidst, faktisk utrolig langt. Jeg kommenteret ikke på det, men det klædte hende – hvis jeg kommentere på det, er det jo nok fordi jeg gerne vil være hende og ikke fordi jeg komplimentere en anden kvinde…. 🤦🏼‍♀️

Så var der hende Harry Potter Psykologen, med brillerne der er som taget ud af filmen. Om jeg så fik prygl ville jeg ikke kunne huske hendes navn.

Så var der begge de psykloger som tilbage i Juni 2017 var med til at lave den første udredning på mig, lige efter at jeg stoppede på Enhed for Selvmordsforbyggelse og et par mdr. før jeg startede hos min Psykiater-Lærling.

Den ene psykolog har et britisk/tysk navn, figur mæssigt minder hun mig om Barbara og hudfarvemæssigt minder hun mig om mine Norske fættre og min Tante.

Den anden psykolog er hende jeg har sendt det stinky eye (det onde øje) så mange gange at jeg helt har tabt tal på det – det var hende der spurgte mig om jeg nogensinde havde trukket bukserne af små børn – jeg glemmer aldrig følelse af overvældende skam og sorg da hun sagde det. Det føltes som om jeg blev beskyldt for noget, selv om det bare var et spørgsmål, jeg tænkte længe over om hun var helt korrekt forvaren i hoved, siden hun kunne finde på at sige sådan noget – min Psykiater-Lærling sagde at det var sådan nogle spørgsmål man stillede når man skulle undersøge om folk var psykopat (tror jeg det var) og at det lige så godt kunne havde være den anden psykolog som havde stillet spørgsmålet.

Det var også den psykolog som var underviser til Psykoedukationen jeg gik til i starten af året. Hun var der i stedet for Indianerlægen, som var syg. Hvilket nok var ret heldigt (TAK Hr. Gud) for efter at have lyttet til optagelserne fra sidste møde, kunne jeg mærke vreden mod hende (Indianerlægen) boble inde i mig. Vreden, sorgen og følelse af at være svigtet.

Jeg optog samtalen igen, hvilket var ret heldigt, for da jeg satte mig i stolen på gangen hvor man venter på at blive hentet, var det som om en klap bogstavelig talt gik ned foran mit indre.

Jeg var F U L D S T Æ N D I G BLANK!!

Jeg sad og tog mig selv i at tjekke min kalender for, hvorfor det nu var jeg var dér…. jeg måtte tjekke min noteapp for at se hvad jeg havde skrevet ned….. og naturligvis fik jeg ikke sagt én eneste af de ting jeg havde skrevet ned og havde håbet på at få sagt og måske få svar på. Flot.

Flere gange under samtalen, var det som om der var ekko eller forsinket lyd i mine øre, som om jeg hørte at de talte til mig, men ikke hørte hvad de sagde – eller også hørte jeg hvad de sagde men deres ord blev ikke vendt om til fonetiske ord som min hjerne kunne forarbejde, ergo forstod jeg ikke halvdelen af hvad de sagde. Jeg følte mig fuldstændig som en mindrebegavet person med ret lav IQ.

De Stikkende Damer, mener at jeg har et problem med…. ja jeg ved faktisk ikke hvad det er de mener jeg har et problem med, fortalt med enkle ord, men noget med at hvis jeg ikke ved noget om de personer jeg omgåes/taler med (feks. psykologerne på Psykiatrisk Hospital) noget personligt altså, så kan jeg ikke omgåes dem og hvis jeg skal omgåes dem, så googler jeg dem for at finde personlig information omkring dem og dét er forkert og dét må jeg ikke.

Jeg siger ikke at de er 100% forkerte på den, men jeg syntes det er top mærkeligt at de ser det at jeg googler feks. min Nye Behandler, som et problem. Hvis man feks. skriver et speciale, er det jo for at det skal læses og hvis det ligger på Region Midtjyllands hjemmeside, er det jo fordi det er offentligt tilgængelig, det er det faktisk uanset hvor det ligger. Hvis noget er på nettet, er det allemandseje, eller i hvert fald for alle at læse og kikke på.

Men hele det her problem, er kommet af at jeg googlede. I min optik for at få mere information om hvem det var og er, jeg sidder overfor hver onsdag i 45 minutter. I deres optik er det fordi jeg forsøger at få noget fra personen (psykologerne) og det er usundt. To be honest, så forstår jeg det ikke helt.

Men mens hende psykologen, som jeg også har googlet og som min kusine har gået i skole med (på Gymnasiet) og som kommer fra samme lille by, som hvor Gården lå (ca) Hende som jeg har givet the stinky eye og som underviste i Psykoedukation – er du med på hvem jeg taler om?

Nå men ja hende, mens hun sad og remsede op alle de dårlige ting jeg gør, for at være tættere på mennesker som jeg ikke nødvendigvis må komme tæt på personligt, så sagde hun i en lind strøm , mens hun kikket direkte på mig og fastholdt mit blik, noget i retningen af “…..undersøger folk, søger job…….”
– jeg kan ikke under tvang huske den korrekte ordstrøm, men da hun sagde “søger job” føltes det som at få et spark i maven eller rettere, det føltes som når min Gudfar sparkede mig så hårdt, at en intens stikkende linje af smerte gik fra skinnebenet, direkte op igennem knæet og ofte fik knæet til at “knække sammen” eller også forsatte den sylespidse smerte direkte op i maven og gav mig kvalme – samme kvalme som jeg næsten havde da jeg sad på gangen og ventede på at komme ind i rummet med De Stikkende Damer.

Lige dér vidste jeg, at hun havde talt over sig og min hjerne gik helt i stå.

Det føltes som om jeg faldt bagover og gulvet forsvandt under mig, lidt som når man falder baglænds ned i en pool. Mens jeg faldt bagover, kunne jeg se op og se mig selv sidde med ryggen til mig, jeg kunne se mit lange hår ned af ryggen, krøllerne og den enorme udgroning jeg efterhånden har. Jeg kunne se de sandfarvede sko psykologen havde på, jeg kunne se at hendes kjole havde et snørrebånd med en knude forneden og *puf* så lukkede alt ned inden i mig. Vi var ca. 10-15 minutter inde i samtalen. Og min hjerne forblev lukket…..

Jeg var og er udemærket klar over hvad hun hentydet til. Hun hentydet til at jeg havde søgt jobbet, som jeg er uddannet til, i det firma som bla. ejes af min Psykiater-Lærlings mand (og han kompanion) Jeg fik afslag på jobbet. Dét så hun som om jeg forsøgte at være tættere på min Psykiater-Lærling. Men, hvis jeg ville være tættere på hende, så kunne jeg jo i teorien bare ringe til hende – jeg har godt nok ikke hendes nummer mere, men det havde jeg, og da jeg opdaget det, kunne jeg jo havde udnyttet dét, hvis dén teori altså er korrekt. Hvilket den ikke er.

Men det er faktisk ligegyldigt for mig, om hendes teori er korrekt eller ej. Og hvad hun tænker og tror. Fuldstændig ligegyldigt. Hvad der straks er mere vigtigt for mig er, hvor ved hun fra, at jeg har søgt dét job?!

Dét kan hun kun vide på én af to måder – og uanset hvilken måde det er, så betyder det, at der blandt personlaet på Psykiatrisk Hospital i Skejby, er en medarbejder som ikke har overholdt sin tavshedspligt og har talt over sig. En rigtig Stikker Grethe af dimentioner – og så er det MIG der sidder anklaget for at have problemer? WTF!!!

Hun kan have fået tiltusket sig den her viden på 2 måder:

Version #1 ⬇️

Min Psykiater-Lærling har talt over sig, og fortalt hendes mand om denne her klientpatient hun har, hende med det unikke navn.

Psykiater-Lærlingens mand’s firma slår en stilling op, offentligt, som jeg søger, med mit unikke navn. Manden går hjem og fortæller sin kone, min Psykiater-Lærling om denne her ansøgning fra hendes tidligere klientpatienter med det unikke navn. Mig. Jeg får herefter et afslag på jobbet.

Min Psykiater-Lærling går herefter på arbejde på Psykiatrisk Hospital og fortæller hendes kollegaer, at hendes tidligere klientpatient med det unikke navn, har søgt et job i hendes mands firma. Hun udelader nok helt sikkert, det faktum, at hun selv har fortalt om mig, til hendes mand – eller også er det bare sådan en af de frynsegoder der er ved at være højtuddannet, at man kan tillade sig at tale over sig, uden at det får den slags konsekvenser som jeg har oplevet, både på Psykiatrisk Hospital og i hele sagen om Anika og Anabell.

En af dem der får historien fortalt fra min Psykiater-Lærling om klientpatienten der søger arbejde for at hive sig selv ud af den altopslugende ensomhed og økonomiske knibe hun er i, er Psykologen fra Psykoedukationen, hende der også kommer fra indavlsbyen hvor gården lå. Hende der nu sidder og bruger netop dét mod mig, som en af de ting jeg gør for at være tættere på mennesker jeg er i behandling hos.

For mig, lugter dét ⬆️ af Wiki-Leak, af brud på tavshedspligten, af at hænge andre mennesker ud for no particular reason. For mig, er dét svigt.

Version #2 ⬇️

Min Nye Behandler, hende jeg har googlet fordi jeg ikke følte vi lavede fremskridt sammen, hende jeg har sendt emails til, fordi jeg ikke følte vi kunne nå hinanden under vores samtaler, ja hende.

Hun fik engang i foråret, da alt det her med Jonas og hans tænder og den ubetalte gæld kørte (Remember?) en mail fra mig, hvori jeg havde vedhæftet et udskrift fra bloggen her, så jeg ikke skulle til at genfortælle det hele en gang mere. Jeg gjorde det for nemhedens skyld, men også fordi jeg tænkte, at når hun havde læst det, så havde vi dét at tale om næste gang og sammen kunne vi måske finde en løsning på det aktuelle problem, hvilket jeg oprigtig gerne ville. Min anden bagtanke var, at når hun så forsiden, hvor jeg bevist havde efterladt linket til bloggen her, så ville hun kunne læse om mine tanker og følelser.

Tanker og følelser som jeg ofte har problemer med at sige højt, til samtalerne, fordi jeg dagligt kæmper med en enorm skam over at jeg overhoved eksistere og trækker vejret og samtidig optager en plads på Psykiatrisk Hospital, en plads som burde gå til en der har det værre end jeg.

Jeg føler mig altid forkert og det er svært at fortælle om hvordan det er inderst inde, når man allerede føler sig som en forkert taber – forestil dig at du står i kviksand til brystet og du nu har valget imellem at fortælle mere om dine dårlige sider og ryge i til halsen uden sikkerhed for at komme op igen, eller bare forblive en person der sidder i, til brystet – hvad ville du vælge? Selvfølgelig ville du vælge det sidste og det gør jeg også dagligt.

Derfor så jeg den mail og dén utrolig ulykkelige situation som en mulighed for at vi sammen kunne nå hinanden og få talt om nogle af de ting jeg ikke selv kan tage hul på – men hvis hun nu var så modig og sej som jeg tilkendte hende, så kunne hun tage hul på dem og få snakken til at flyde. Måske et stille råb om hjælp? Jeg ved det faktisk ikke selv.

Men hvad jeg faktuelt ved er, at jeg sendte hende linket og senere, da hun ikke bragte noget op, selv nævnte det for hende og her fortalt hun så, helt blankt, at hun ikke havde set forsiden….. WTF? For det er jo logisk at springe forsiden over i alle former for læsning…… eller NOT. Men nu da jeg havde fortalt hende om linket og bloggen, så havde hun besluttet sig for at hun IKKE ville læse noget i den, fordi hun syntes vi skulle tale om det sammen til samtalerne…… 🤦🏼‍♀️…….. de samtaler hvor jeg ikke følte vi kunne nå hinanden og hvor jeg ikke følte jeg kunne åbne mig op for hende og fortælle om de ting jeg fortæller om her i bloggen…….ja dé samtaler!!!!

De her ting ⬆️ er fortalt i fortrolighed, mellem min Nye Behandler og jeg. At viderefortælle dét, uden at informere mig, er svigt.

De her ting, er mig der viser min Nye Behandler en tillid, som hun åbenbart ikke er ansvarlig eller voksen nok til at håndtere – for hvis det ikke er min Psykiater-Lærling der har fortalt hendes mand om mig og underholdt kollegaerne med at jeg søgte et helt legitimt job, der var opslået på nettet (og som jeg iøvrigt også fik tilsendt fra andre) så er det min Nye Behandler, som har delt linket med hendes kollegaer, som så bla. indebærer hende her Psykoedukations Psykologen.

Da denne mail er tilsendt min Nye Behandler LÆNGE, som i flere måneder FØR vi gik i hårdknude, kan jeg overhoved ikke se relevancen i at vidergive en for mig, så følsom information, når det eneste informationen bruges til, er imod mig. For det er KUN herinde, jeg har skrevet om, at jeg har søgt dét (og 2 andre ligende jobs) så det kan KUN være her Psykoedukations Psykologen fra indavlsbyen ved besked om jobbet.

Konklusion #1: Dvs. enten er min Psykiater-Lærling Stikker Grethe, og i så tilfælde losser jeg hende noget så fucking eftertrykkeligt over skinnebenet eller spytter på hende, næste gang jeg ser hende. Måske jeg skal kyle mad efter hende i stedet for? Jeg mener, det er hun jo så vant til på hendes afdeling!

Konklusion #2: Eller også er det min Nye Behandler som er Stikker Grethe, og som (igen) udlevere mig og som (igen) bruger mine sårbare sider imod mig, hvilket rent bogligt, vil give hende psykopatisk træk, eller i hvert fald utrolig usympatiske træk. I concur!! Sådan en nederdrægtig indkompetent psykolog!!! Jeg får lyst til at blive den grimmeste version af mig selv, når jeg tænker på hende!!!

Uagtet af hvordan den her viden er kommet frem, så må jeg konkludere at selv om jeg bevist henover de sidste små 15 år hvor jeg har blogget, har holdt min blog i det fjerneste og mest uinteressant hjørne af bloggerland, så er der mennesker som læser med. Det er okay, det er grunden til at der findes blogs, og bøger og hæfter og lokumsgraffitti – for at nogen kan skrive og andre kan læse med.

Men jeg har helt bevist, fra Dag1 brugt andre navne for mennesker i mit liv, jeg har aldrig omtalt mig selv med mit eget navn – og selv om meget måske giver mening når man kender mig, så er der også meget som ikke giver mening når man ikke kender mig og det er sådan det skal være.

Når jeg så bevist vælger at dele det med min behandler for at vi, hende og jeg, kan “finde hinanden” og få talt om de ting som er svært for mig, at tale om, at fortælle og få formuleret korrekt, så gør det mig så ualmindelig vred, at hun deler ud af min blog til højre og venstre. Også selv om det er hendes kollegaer og også selv om der står i “psykologhåndbogen” at de må dele ting med hinanden på interne konferencer.

Hvis hun har tænkt sig at dele ud af viden omkring mig, fortrolig viden, så mener jeg oprigtigt at jeg burde være den første der får besked. Ellers er det bare et beskidt oldgammelt kneb hun bruger.

Nøjagtig som Gestaphos største stikker, Århusianske Grethe Bertram, som iøvrigt døde ensom og alene i en hytte i Sverige.

However, I’ll get to the bottom of this, and so help me God when I do! My knickers will be in such a hard twist, that it’ll take an army to untwist them.

(Translate that you fat bitch!)

P.S: Everything you say, can and will be used against you…..
– men husk på, dét går begge veje.