Jeg bliver helt flov over at tænke tanken, bare mig alene i min seng i mørket klokken langt over 01.00 om natten. Smarte mennesker ville aldrig nævne at de har tænkt sådanne tanker, langt mindre dokumentere deres tanker på en blog. Men da jeg for snart 35 år siden, startede med at skrive i min lille lyserøde dagbog med guldhængelås som jeg fik af min yngste storebror, var det for at dokumentere sandheden.
Jeg vidste allerede dengang, i en alder af 7 år, at når jeg åbnede munden, så blev 90% af hvad jeg sagde fejet væk. Ikke hørt eller/og ikke troet på. Det var en dybt frustrerende følelse, som sidder dybt i mig. Om det så var fordi jeg allerede som 7 årig var et løgnagtigt barn eller om det var fordi jeg kommunikerede så meget at ingen kunne holde mig ud, eller en kombination af de to ting eller en helt tredje ting, ved jeg ikke. Men jeg ved at følelsen af aldrig at blive set, hørt eller troet på, allerede dengang var indgroet i mig.
Det kan jeg se, når jeg ser på mine barnagtige tegninger, og bogstaver der optager næsten 2 linjer i højden. Jeg kan se på de ting jeg har gemt i min dagbog, blade, papirlapper, toiletpapir mv. at det var meget banale ting som fik enorm stor betydning for mig. Jeg mener, hvem har gemt et stykke toiletpapir siden ´87, fordi det var smukt da jeg græd på toilettet? Ja dét har jeg faktisk skrevet et sted, og samtidig lagt en firkantet lap toiletpapir ind, med et rosa blomstermønster på. Jeg har været 8 år gammel dengang jeg opdaget at et stykke toiletpapir var smukt gennem tårene.
Sagen er den, at jeg har lagt mange ting til salg de sidste par dage. Jeg har samlet ting i flere måneder men dels ikke fået sorteret det og dels ikke fået det lagt til salg, rengjort, dokumenteret, målt, lagt i mapper mv. Og nu da det endelig er sket, ligger jeg så her i mørket i min seng i min nye lejlighed med vinduet åben ud til en parkeringsplads med indbrudshængslerne sat på yderste hak og kikker på mine salgsting på Facebook Markedsplads.
Man kan se hvor mange mennesker der har set ens opslag, det kan man også på Dba.dk, hvor man også kan se hvor mange der har gemt ens opslag. Det har jeg dog lært ikke har en betydning, da jeg også ofte selv gemmer opslag, bare fordi de er pæne, sjove eller giver mig inspiration. Det betyder ikke at jeg ønsker at købe det jeg gemmer.
Der var forholdsvis mange salt og peber sæt i det jeg har lagt til salg. 9 sæt i alt og nærmest ingen af dem er “set” af nogen. Når det sker, er det altid godt at undersøge hvad grunden til at ingen ser dine opslag er, ellers får du jo aldrig et salg – og det er jo hele ideen med at lægge ting til salg, at de skal sælges og konverteres til penge.
Så jeg gik ind på Facebook Markedsplads og søgte på “salt og peber sæt” og kunne se mine opslag som nogle af de første, så det er altså ikke fordi de er røget langt ned, billederne er også gode, og teksten er information med højde, brede, diameter, stand, mærke, afhentning, forsendelse mv. Ergo er det nok bare ikke lige “tiden” til salt og peber sæt.
– men mens jeg lå dér og scrollet igennem de forskellige “salt og peber sæt” som er til salg, så jeg flere gamle sæt og mine Gudforældre havde virkelig mange salt og peber sæt. Jeg ved ikke om det var fordi det var en tradition dengang, at give en pebersvend eller pebermø i porcelænm når man var ugift efter 30, hvilket de begge forblev hele deres liv. Eller om det bare var fordi der altid var salt og peber på bordet dengang. Jeg kender ikke årsagen, men jeg ved at de mange forskellige typer der er til salg, fik mine tanker til at gå tilbage til min Gudfar (pudsigt nok ikke min Gudmor) og jeg fik et smerteligt stik i hjerte af savn efter ham. HAM!
Det er så mærkelig og absurt en følelse, at jeg nærmest ikke kan rumme at jeg tænker den – men ikke desto mindre sidder jeg i min seng, i April 2020, knap 3 mdr. før jeg bliver 42 år og græder over at jeg savner min Gudfar. Manden der helt bevist har lagt kimen til at om ikke ødelægge mit liv, så i hvert fald sørge for at det kørte skævt på skinnerne nærmest fra dag 1 og i hvert fald fra år 3-4. Jeg savner ham helt ind i mit hjertekul.
Selv da han levede, kan jeg ikke huske at jeg har savnet ham. Faktisk kan jeg ikke huske at jeg nogensinde NOGENSINDE (!!) har savnet ham. Men her i mørket sidder jeg alligevel og savner ham mens jeg græder.
Hvor ville jeg ønske at jeg havde nogen at tale med om de her tanker og følelser. Men det har jeg ikke.
Lotte taler kun om sig selv, sine mænd, sexen hun har haft og sexen hun skal have. Vi kan tale sammen i en time, og ikke på ét tidspunkt spørger hun til mig og forsøger jeg at presse lidt af min dagligdag ind, så bliver det overhørt. Det er som om hun kun kan holde fokus på sig selv og sit eget liv.
Min familie er helt udelukket at tale med. Det er som om de ikke acceptere at jeg har den historie som jeg har. Måske hvis man ikke taler om den, så går den væk – det er deres teori, tror jeg. Men uanset hvad, så kan jeg ikke fortælle dem at jeg savner minden der voldtog mig i stalden, i laden, på en støve sofa, i sengen med det ildelugtende fedte sengetøj, i marken, på bagsædet af en bil. Manden der sparkede mig så ofte og hårdt, at vævet på mine skinneben den dag i dag, stadig er mørkt. Manden der defineret kursen i mit liv og gjorde min færden alene og ensom, afskåret fra at være som de andre piger.
Hvor går man dog hen, når man er som jeg?
Når man er så opfyldt af sorg og skam inden i, at man næsten ikke kan kikke sig selv i øjene?
Når ens hud føles for stram omkring kroppen. Når man ikke kan rumme sig selv, inde i sig selv?
Hvordan forsvinder man ud af sin egen krop, når man ikke kan holde ud at være i nuet?
Hvordan dør man, når vejen fremad er dækket af en tyk uigentrængelig tåge og vejen bagud ligner et mørkt rædselsfuldt parringsritual mellem et Kvium og et Trampedach maleri der forsøger at opsluge mig?
Jeg føler jeg lever et levende maridt, på dage er filmen der kører for mit indre let-genkendelig, nøjagtig som min psykiater-lærling sagde den ville blive. Men andre dage, som i dag, er det et nyt lag af rædselsfulde tanker der vælter op i mig og jeg kan ikke finde ud af at komme væk herfra, fordi det jo af ulogiske grunde, er umuligt for mennesker at flygte fra sig selv.
Med mindre man er død.