vandt jeg dommen over lejerne fra min Gård. JEG VANDT.
– men de erklærede sig konkurs og så sad jeg dér med en vundet dom i hånden og en ødelagt gård bag mig.

Det var heromkring, de her dage, at jeg måtte meddele ovenstående til min Gudfar, tag mig på ordet når jeg siger at han ikke blev glad.

Desværre kan jeg ikke huske hvilken dato det var, at han sidste gang fik sin vilje med mig, men det var engang i 2013 og jeg tænker at det måske var i Juni, da jeg var hjemme fra Spanien i starten af Juni, men jeg ved det ikke og jeg har ikke lavet et dagbogs indlæg omkring det.

Jeg har både bloggen her, hvor jeg råber højt og smadre ting, så har jeg min efterhånden giga dagbog lageret på min computer og backed-up i iCloud og Dropbox. Den kan kun åbns med én kode og hvis koden indtastet forkert 5 gange, sletter dagbogen sig selv.

Så har jeg min stikords dagbogsapp til de dage hvor jeg er SÅ træt at jeg er ved at kapitulere men har brug for ikke at glemme. Den hedder 5 Minutes Journal og er den dyreste app jeg nogensinde har købt. Jeg tror den kostede 80 eller 100 kr. (Engangsbeløb) Det var den jeg brugte meget de ca. 6 måneder jeg var tilknyttet Enhed for Selvmordsforbyggelse og hvor jeg ikke skrev herinde. Den er også lukket med en kode og fornylig lavede jeg det om til fingeraftryksaflæsning.

Dagbogen blev started i 1998 og er blevet overflyttet fra hver computer jeg har ejet, indtil jeg valgte at lager den i “skyeren” og trække den ned når det var nødvendigt. Nu ligger den sikkert til eftertiden, men jeg tænker at jeg vil slette netop dén dagbog den dag jeg ikke er her mere. Tanken om at nogen skal åbne den en dag, hvor jeg ikke er her til at besvare alle de spørgsmål der helt sikkert vil komme, er ubehagelig.

Det er en meget nøgtern dagbog, med datoer, tidspunkter, klokkeslæt, ydelser, service, betaling, antal spark, antal gange, stillinger mv.

Jeg startede den fordi jeg havde et indædt HAD til min Gudfar og havde læst et sted, at man aldrig kunne anmelde en sådan person og få ham dømt, hvis ikke man minituiøst kunne beskrive og fortælle hvad, hvor og hvornår. Så jeg begyndte at dokumentere ALT, med dato, klokkeslæt, verdensbegivenheder på dagen osv. sådan at jeg altid ville kunne skrue min hjerne tilbage på netop dén dag og give en detaljeret beskrivelse.

Jeg fik (desværre?) aldrig modet eller muligheden for at gøre netop dét. Måske det er meget godt. Det betyder jo at jeg har valget om jeg vil være anonym resten af mit liv eller ej. Jeg behøver jo feks. i teorien ikke længere have hemmelig OG skjult adresse og telefonnummer, men jeg har netop fornyet det, fordi det sidder SÅ dybt i mig at ingen må vide hvor jeg bor og hvem jeg er, for så kan de komme og tvinge mig tilbage på gården……. idiotisk tankegang for den er jo slet ikke min længere, men TANKEN er der stadig.

I dag for 26 år siden, blev jeg konfirmeret. Det var en piv kold regnfuld dag og jeg manglede den ene storetå negl. Den var blevet rykket af ved lægen, fordi den altid groet ned af i kødet omkring min storetå, så til sidst fik jeg den rykket af og så var det meningen jeg skulle have en skinne på, sådan at den nye negl voksede lige ud og ikke nedaf.

Det gjorde så ONDT at få skiftet forbindingen på tåen hos lægen at jeg nægtede at tage afsted, jeg skiftede den selv og efterhånden groet min negl ud igen. Grunden til at den i sin tid pludselig begyndte at vokse skævt var jo fordi jeg altid blev trådt over tæerne, ligesom mine blå skinneben skyldes sparkene.

“Heldigvis” faldte jeg jo ned af Heksetrappen her i Århus, en dag hvor jeg var ude med min søster. Dét gjorde psykopat ondt at falde ned af en trappe med højre ben bag mig og venstre foran. Højre ben blev høvlet for hud fra foden og op til midt på skinnebenet. I dag taler min familie stadig om den dag, og om at mit ben godt nok tog skade dengang. Hvad de ikke ved eller ikke bemærket var, at det også var sådan før.

Faktisk kan jeg huske at min Mor i sommeren 2010 mens jeg gik og gjorde haven istand på min smadrede gård, kom ud og så til mig og kommenteret på mine forfærdelige ben og at jeg “skulle passe på dem, de var så arret, blå og fyldt med rifter og sår” – rifterne og sårene var fra buske og hækken og træer mv. men resten var fra min Gudfars arrigskab. Grunden til at jeg husker netop lige dét scenarie, var fordi jeg stod et bestemt sted i haven, min forpagters køer stod på den anden side af hækken og stak deres våde mule ind over for at slikke på mig og min Gudfar var lige kørt en time før og jeg var så tæt på at fortælle min Mor alt – men de mente jo allerede på dét tidspunkt at alt det med Gården var liiidt min egen skyld og den dag i dag, er dét stadig mit største skrækscenarie; at de ikke vil tro på mig.

Faktisk tale jeg med min Psykiater-Lærling om det så sent som i tirsdags, om hvorfor jeg ikke fortalte det til mine forældre og dét er grunden. Jeg vil ikke stemples som en utroværdig person.