Det har jeg bevist i dag.
I forgårs, da jeg også samlede cafesættet fra forrige indlæg op fra storskrald, samlede jeg også de her to skamler op…
Som du kan se, er de pilrådne. Vitterlig, rådne. Træet lugter råddent. Det ser råddent ud. Det er råddent at rørere ved. Alt er råddent. Undtaget stellet. Stellet er intakt og mærket er fra en tidligere nu lukket fabrik i Svejbæk ved Silkeborg der fabrikerede skoleinventar. Da jeg fandt dem, stod de sammen med mange virkelig beskidte urtepotter og andre træting der var fuldstændig rådnet op. Tænker nogen har ryddet op i en fælleshave eller noget. Men stellet var som skrevet intakt, stabilt og rigtig fint.
Jeg var LIGE ved ikke at lægge dem til salg, fordi jeg tænkte jeg gerne selv ville forsøge at lave et par skamler selv, men min udfordring er den sammen som den har været de sidste 42 år. Jeg har ingen værksted. Pudsigt nok er jeg vokset op på nogle gigantiske gårde med 1000+ m2, min Morfar og Oldefar var kendte møblesnedkere, min Far er traktormekaniker, alle andre er landmænd, bilmekanikere mv. Alle har et håndværk men ingen har et værksted. Jeg har selv ejet en gård i knap 17 år og aldrig haft modet til at bruge værkstedet som var lige uden for min hoveddør.
De få gange jeg gjorde det, fik jeg rasende meget ballade. Så jeg gav op. Og nu er jeg her, snart har jeg levet halvdelen af mit liv og aldrig haft et sted jeg kunne lege med sav, træ, sandpapir, maling og skøre ideer. Fordi, sådanne ting ikke er vigtige i min familie. Og det er mærkeligt nok noget af det eneste jeg altid sådan virkelig meget har drømt om. Jeg tænker selv at hvis jeg får en kolonihave, så sætter jeg mit kræmmertelt op i haven hele sommeren, lægger et gulv og laver det om til mit værksted. Ingen kan forbyde mig at gøre sådan noget i MIN EGEN kolonihave. Når vinteren kommer, pakker jeg det samme igen og starter igen næste sommer. Og på et tidspunkt får jeg sparet nok sammen til at bygge mig et rigtigt isoleret værksted med masser af lysindfald ❤️ og så skal jeg lærer alle de små piger i min familie at banke søm i, at male, at slibe, at fantaserer og at opfylde drømme.
Nå men 60 kr i kassen, kontant, for dem her. Manden trode de kostede 60 kr pr. stk. så det var 120 kr og der skulle jeg nok bare havde slået til og sagt ja, men det ville jo være en løgn, for der står i opslaget at det var 60 kr, tror bare han ikke havde læst det korrekt. Og 60 kr er bedre end ikke at have 60 kr. I’m happy. Der var endda flere der gerne ville købe dem. Weird men true.
——
I dag talte jeg i telefon med min selvbetalte psykolog. Hun er hjemme pga. påske så vi havde en telefonsamtale (samme pris) Det fungerer rigtig godt for mig, for så behøver jeg ikke bevæge mig ud i livet.
I dag fik jeg tilsendt et link til at dele på en af de FB sider jeg passer for psykiatrien – det er SÅ ironisk på den tragikomiske måde, at jeg sidder og kæmper for en bedre og mere værdig psykiatri for ALLE, mens psykiatrien sidder og pisser mig op og ned af benet og stikker mig i ryggen når jeg kikker væk…….. bitches – anyway, meget sigende var linket omkring PTSD og en ny bog der er kommet. Jeg læser altid hvad det er jeg skal dele, så jeg kan lave en korrekt top-tekst som fanger folks opmærksomhed. Det sigende her er, at der netop står at psykiatrien generelt og specielt den på Skejby ikke har en traume afdeling og ikke er gearet til at håndtere PTSD. Derfor spørger de specifikt ikke ind til de ting som kan lede op til en sådan diagnose, for hvis de ender med at stille PTSD diagnosen, så har de ingen behandlingsmuligheder, så derfor stiller de den ikke – syret ikk?
“Jeg ved der er brug for en avis på kurdisk. Der er kunder til at købe den, der er målgruppe til at læse den og jeg har en stor bunke journalister til at skrive den – men jeg har ikke det kurdiske alfabet til min trykkerimaskine, så jeg dropper det sku bare og trykker alt på dansk. En avis er jo en avis ikk”
Fuck me sideways hvor er det typisk. Typisk dansk og typisk psykiatrien. Min selvbetalte psykolog sagde netop til mig at hun virkelig ikke kunne forstå at ingen har sagt til mig før at jeg har ALT hvad der passer til at lide af PTSD og hun mener endda at jeg har det som hedder Komplekst PTSD.
Nu ved jeg ikke noget om de her diagnoser, men da jeg læste ovenstående tænkte jeg: Det giver SÅ god mening! Fede Dorit har skrevet speciale i Borderline. Borderline er en traume diagnose som nærmest 100% af alle der er blevet seksuelt misbrugt får stillet. Borderline stilles på baggrund af traumer. Nabo lidelsen til Borderline er PTSD. Hvis man skriver et helt speciale om Borderline men glemmer at nævne PTSD har man så ikke ligesom glemt den røde tråd i sit speciale og glemt at vinkle den korrekt? Jeg GOOGLEDE (!!) lige Fede Dorits speciale omkring Borderline og der står nærmest kun ren afskrift fra ICD-11 håndbogen omkring diagnoser, ergo ingen rød snor dér.
No fucking wonder at vi ikke passede sammen!! Hun ved enten intet om PTSD eller også kendte hun til det, men var/er ikke klædt på til at håndtere det, ligesom der står i ovenstående artikel – og derfor berørte hun det aldrig. Ovenstående bekræfter mig bare i at hun er nøjagtig lige så indkompetent som jeg startede med at tænke (og skrive om) i Oktober 2018. Som et par pisse dyre Billie Bi sko man bare SÅ gerne vil have til at passe på ens fod, men som viser sig at være århundreds største fortrydelseskøb.
Fede Dorit er mit livs største fortrydelses, af ting jeg er gået frivilligt ind i. På lige fod, måske overhalet lidt af da jeg lod psykiater-lærlingen overtale mig til at forælle mine forældre om min Gudfar. Begge dele har haft så fatale konsekvenser for mig og mit liv, at jeg ikke kan se hvordan jeg skal få drejet kontra i mit liv, og komme tilbage på sporet.
LANGFREDAG D. 2. APRIL 2021
I dag har jeg forsøgt at skubbe den indre stress-følelse der konstant og kronisk er i mig, væk. Når jeg vågner hver dag, tidligst kl. 08.30 når uret ringer men ofte langt senere, nærmere omkring kl. 11.00, så har jeg SÅ dårlig samvittighed over at jeg ikke har bidraget med noget til dagen og livet, at jeg allerede fra jeg ligger i sengen og er vågen, har en følelse af stress inden i. En følelse af at være bagefter. Men står jeg tidligere op, føles dagen så lang og tung. Det er en ond cirkel.
Da jeg vågnede gik jeg, iført natkjole og ballerinaer og min lange røde oversize “hundelufter jakke” en tur i haven med Ella (som jeg gør hver morgen) Ella er i højløbetid og har på magisk vis gemt (glemt) hendes hjerne (som hund så ejer…) og opdragelse og vil hele HELE tiden ud på den andenside af lågerne i bygningen, hvilket er ud til op til flere trafikkeret områder. Én af tremmerne i gitterporten er 2 cm. forskudt i forhold til de andre og det har kloge Ella jo opdaget men hun går aldrig ud på vejen når hun ikke er i løbetid. I den seneste uge har hun været ude på vejen ca. hver dag!
Selv om jeg sidder på terassen og frisere hende og taler med hende og kikker på hende, så drejer hun om hjørnet – hvor hun normalt går til højre og hen til en gl. port og står og kikker ud på det lukket område hvor folk går forbi sammen med deres hunde. Dén port må være den bedste hundeport i Århus, sikke et træf der ofte er der.
Men hun kan også dreje til venstre og ud mod porten til indkørslen (fra haven) og derfra er der ingen port til at holde hende inde og det er dér den famøse tremme med de 2 ekstra centimeter er. Jeg har flere gange i ugen der er gået, siddet på terassen og set mig hund gå over broen henover Århus å, ganske stille, ingen stress, bare en hund der går tur hvor hun bor – bare på den forkerte side af hegnet! Så må jeg storme ind og hente mine nøgler, så jeg kan låse mig ud af porten og komme rundt om hjørnet og hen ad fortovet, over broen og få fat i hende. Hun er total upåvirket af det. Som om hun ikke gør noget galt. Et par gange gør hun, hvis jeg ikke opdager hende, ligesom for at gøre mig opmærksom på at hun er her (på den forkerte side af porten) og nu går hun altså en tur. Bonus info: Man får mega sorte tær af at løbe gennem haven og ud på fortorvet for at hente sin hund!
Men i dag fik jeg nok, da hun efter 32 minutters morgen luftetur hvor vi gik nøjagtig hvor hun gerne ville gå, stak ud igennem porten igen igen igen igen. Jeg tog et aflangt stykke plexiglas jeg har fået af en nabo, rengjorde det og satte det op foran den famøse 2 cm. tremme. Bum. Så gav jeg Ella selen på og lod hende gå med sele hele dagen i haven, i tilfælde af at hun havde et andet smuthul ud i friheden, som jeg ikke havde øje for. Min største frygt er ikke at hun bliver kørt over, for hun er faktisk god til at stoppe ved fortorvskanter mv. (med mindre hun er i løbetid og har zero hjerneaktivitet) jeg er mest bange for at nogen stjæler hende og bruger hende som underholdning til en hundekamp.
Anyway, Ella stak ikke mere af i dag, så jeg har (forhåbentlig) sat en plade i hullet på hendes Houdini lege. Så gik jeg igang med at støvsuge HELE lejligheden og sofaen, vindueskarme (for der sidder Ella tit) Jeg støvsuget min robotstøvsuger og kogte mit sengetøj – Ella har dryppet blod de sidste par nætter og jeg kan simpelthen ikke sove i en seng med menstruationsblod, hverken min egen eller min hunds! Så kogevask på 95 grader i 3 timer og alt var krid hvidt igen – og hårfri efter en tur i tørretumbleren. Så vasket jeg mit badeforhæng og min badeværelsesmåtte fra Bed, Bath and Beyond i Texas. Jeg talte lidt på det og sjussede mig til at det ca. er 10-11 år gammelt her i 2021.
Jeg tror måtten kører på sidste vers og mit badeforhæng kan ikke længere blive 100% hvidt forneden, selv om jeg har haft det til at ligge i eddike. Måtten har nærmest misted alt sit gummi bagpå og jeg måtte støvsuge tørretumbleren bagefter, fordi der lå så meget “tørt gummi” i den – i mange år har jeg ladet den dryptørrer i tørrerrummet hvor jeg har boet men efter jeg fik Ella er jeg begyndt at tørretumble den, hvilket gummi ikke har så godt af – men trådene stritter også lidt på den, fordi Ella kradser klør i den. Det gør hun også i mit lammeskind foran min seng.
Anyway, så vaskede jeg klude eller først vaskede jeg mit ubehandlede trægulv, på knæ med probat. Det var simpelthen SÅ BESKIDT at man skulle tro det var løgn. At kører med en Valida henover det, er bare ikke nok når man har en hund der vader ind med våde poter og efterlader jordspor og hår alle vegne – men nu er det rent og jeg har gået med bare tær på gulvet hele dagen, det føles VIDUNDERLIGT ikke at træde i alt muligt klamt. Jeg kan faktisk ikke udstå at bo beskidt!
Jeg foldede også den lange løber fra Hay som jeg har i min gang og fik støvsuget under den og vasket gulvet. Jeg lå på knæ på mit badeværelse og skuret alle fuger mellem fliserne, omkring toilettet og bag toilettet. Til sidst, da jeg havde gjort afløbet rent i håndvasken og i bruseren, stak jeg hånden ned i toilettet og skurer det nede i kummen under vandet, hvor det ofte bliver gult. Så gik jeg baserk med wc børsten som jeg slutlig smed ud og erstattet med en sprit ny. Jeg tørrerede hylder og skuffer af i mit badeværelsesskab (som er bagved spejlet) og skiftede håndklæder, pakkede luffer og huer væk, lagde mig på knæ med rent vand og en ren klud og tørrede alle flader under en halv meter og ned af, fordi det er der Ella ryster sig og gnider sig – og jeg må indrømme at der var ret mange “beskidt strint” på vægge og døre, som jeg ikke havde set når jeg står op. Men nu er de væk. Helt væk. Og da alt var tørt og rent, støvsuget jeg lige igen for at være helt helt HELT sikker på at alt var rent.
Da jeg var færdig, gik Ella og jeg en tur op i byen og købte en kebabrulle et sted hvor de også sælger Coca Cola Light (den grå) og så gik vi hjem og spiste. Ella fik Roastbeaf fra i går, da vi var hos Far og Mor til påskefrokost. I går, 1. April 2021 havde mine forældre været sammen i 50 år, eller det var 50 år siden de mødte hinanden og 1,5 år senere blev de gift.
På trods af ovenstående føler jeg nu, når jeg ligger i sengen igen, at jeg har fordrevet endnu en dag med ingenting. At jeg spilder mit liv. At jeg ikke kommer videre. At jeg ikke bliver til noget. Jeg er nul og niks og formåer åbenbart ikke at løfte mig selv ud af det her liv jeg sidder i. Det er virkelig hårde tanker at have. Kroniske tanker. Jeg ville ønske jeg kunne slukke min hjerne, bare i et par dage.
SØNDAG D. 4. APRIL 2021.
I dag har jeg HELE dagen stået i en duns af kloakvand med menneske afføring i. I kid you not. Jeg er 100% den slags nabo som alle drømmer om at bo nabo til men som jeg stadig selv har til gode at bo nabo til. Hende der aldrig larmer. Hende der altid tager hensyn. Hende der altid tager sin trappevaskturnus med faglig stolthed. Hende der støvsuger naboens dørmåtte når hun også støvsuger sin egen og som tager trapperne og afsatserne så langt som støvsugeren kan nå, bare fordi. Jeg er også hende der skifter batterier i røgalarmer, skifter pærene i lamperne og hende som når min lejer siger at der er vand i den FÆLLES kælder, lægger det på den fælles FB gruppe og håber på at nogen tager den op. Men når ingen har taget den op to dage senere, er jeg hende der fra kl. 11 til kl. 17.30 står og ringer til gud og hver mand inkl. Holst Kloakservice på en byggetomt i blæsevejr, for at få nogen til at tage ansvar for at der er kloakvand i vores FÆLLES kælder.
Her kan du rigtig se hvordan der er banket en jernplade i jorden for at stabilisere vejen mens byggeriet står på. Pladen har hakket kloakrøret til kloaken du ser først i billedet, over….
Det var så vildt koldt i dag og det stank så meget at jeg næsten fik det fysisk dårligt. Plus jeg var sulten og tørstig og til sidst skulle jeg også på toilet. Jeg kørte hjem og fik fundet en 9 år gl. forsikringspolice frem og fik ringet og anmeldt skaden og derefter kørte jeg (igen igen) op til lejligheden og stod klar da en mand kom for at rense gulv og vægge i de 3 berørte kælderum og i selve kælderen plus at jeg hjalp med at få sat en affugter til.
Nu skal jeg så have fundet naboejendommens ejerkreds, fået deres forsikringsoplysninger så de kan betale for skaderne i kælderrummene og for rengøringen. Og der er ikke én eneste beboer der har løftet en finger, udover jeg og jeg bor der ikke engang mere. Der er immervæk 4 andre lejligheder og jeg så flere af beboerne gå ind og ud af døren mens jeg stod og piv frøs og arbejdet hårdt på at finde en løsning på en højhellig påske søndag, samtidig med at jeg kunne se på FB at alle som en læste mit opslag, med billeder og spørgen om hjælp men ikke én eneste skrev og sagde at “Hey jeg er ikke hjemme” eller “Hey jeg kommer lige og hjælper” eller noget i den stil. Ikke én
Men det lykkes. Og nu sidder jeg her i sofaen og er stadig kold og har mega kvalme og tænker at det er så nemt at være mennesker omkring mig, fordi jeg altid er hende der fixer alting. Jeg får ting gjort. Men hvor gad jeg godt jeg kunne være mere ligeglad. For der er ikke nogen gevinst eller gave i livet for mig, at være hende der hjælper, løfter, fixer og gør. Og dét er hårdt når man på nærmest 43’ende år kører i samme spor. Jeg har end ikke formået at have et arbejde hvor min faglige stolthed for alt, altid skinner igennem og nogen bemærker det og giver mig løn og ansvare derefter. Jeg ønsker ikke at gøre noget halvt, jeg er mega omhyggelig, jeg er mega serviceminded, jeg er mega arbejdsom, jeg er mega venlig, jeg er mega hjælpsom – jeg er alt det jeg altid selv har drømt om at møde i og hos andre. Tænk hvis jeg kunne få et job jeg kunne leve af, hvor jeg kunne gøre alt det jeg alligevel altid gør, men samtidig blive betalt for det OG få anerkendelse. Se that’s what dreams are made of. Unreal dreams.
——
Jeg har vasket sengetøj igen i dag, fordi Ella er i løbetid og jeg ikke orker at ligge i hendes menstruationsblod som er over alt på mit lagn og sengetøj. Det er ikke nær så meget som når mennesker har menstruation og ikke nær så rødt men stadig, jeg orker det ikke. Nu skal jeg bare overskue at lægge det på igen og at komme ind i sengen og ligge – det burde ikke lyde som en hård opgave men jeg syntes ofte den del er virkelig uoverskuelig. Mig som elsker en ren og pæn seng, syntes det er uoverskueligt at lave en ren og pæn seng for mig selv.
——
En anden ting jeg tit har tænkt på at jeg skulle fortælle, men som jeg til d.d. stadig ikke har fået fortalt er at mine forældre, min ældste lillebror og hans kæreste og min lillesøster alle går i husbyggeplaner. De vil alle gerne bygge et sprit nyt hus med minimal vedligeholdelse og max komfort. Jeg forstår dem SÅ godt – der er ikke noget bedre end at bo dejligt og behageligt og at de så alle har kik på et skønt børnevenligt område på landet men stadig i en lille by med 2 skoler, sportshal, indkøbsmuligheder, børnehave, tæt på motorvej mv. giver bare endnu mere mening.
Hvad der ikke giver mening (for mig) er at byen de ønsker at bygge i, er i den by hvor min gård ligger eller lå.
De ønsker at købe en byggegrund ud af vores fælles firma og bygge deres drømme hus dér. I byen hvor jeg har mit livs væreste minder fra. I byen hvor deres søster og datter er blevet spyttet efter og seksuelt misbrugt i årtier. I byen som aldrig en eneste gang bakkede op om mig da jeg stod med en gård på fallittens rand pga. en sindssyg kattedame. En by hvor jeg har oplevet ting som ingen burde opleve. Lige dér ønsker hele min familie at bygge og bo og de har endda spurgt mig op til flere gange om jeg ikke også vil derud og bo…..
Når de spørger kikker jeg på dem og tænker inden i, om de ikke selv kan se og hørere hvor besynderligt deres spørgsmål er?
Det tog mig 27 år at slippe væk derfra og ingen trusler i denne verden eller den næste, kan få mig til at overveje at flytte derud igen.
– Eller er det bare mig der syntes det er mærkeligt at de ønske at knytte et tættere bånd til et sted der har kostet deres datter og deres søster og deres børns moster/faster så mange sorger og skader at hun dagligt ønsker at dø?
For mig er det (endnu) et levende bevis på at min familie ikke ser mig, ikke hører mig og at de ikke tror på mig. De tror simpelthen ikke de ting jeg fortæller er sket, hvorfor jeg for mere end 1,5 år siden er stoppet total med at fortælle om min Gudfar og gården og psykiatrien og psykologen mv., hvilket jeg frygter eller nærmere ikke frygter men ved, blot bekræfter dem i at de har ret i at de ting ikke er sket, for jeg taler jo ikke om dem…….. så det har nok ikke været så slemt-agtigt.
Og nu skal de alle om 1,5 års tid bo derude og være en stor happy family. I’m baffled.
——
Jeg føler mig virkelig ensom i de her dage. Som om der er et hul inden i mig som jeg ikke kan finde ud af at fylde. Jeg trækker mig fra andres selskab fordi jeg ikke kan overskue det. Feks. min familie. Jeg trækker mig fra dem, fordi det er så svært for mig (mentalt) at være sammen med dem, når de ikke kan rumme mig – hvilket man jo i teorien ikke kan bebrejde dem. Jeg kan heller ikke overskue mig selv. Men når jeg er sammen med Lotte er det anderledes.
Vi taler nogle gange om vores mentale helbred, nogle gange joker vi med bizare ting i forbindelse med vores psykiske problemer men langt fra hele tiden, og det er dejlig befriende og nemt. Hun ved hvordan jeg har det og hvad der er sket i mit liv og omvendt, så det er ikke en hemmelighed, det er ikke noget vi skal undgå at snakke om, det er der bare og nogle gange taler vi om det andre gange gør vi ikke. Men sådan er det ikke med min familie, jeg skal hele tiden passe på ikke at nævne noget. Om noget. Det er så svært.
Jeg har flere gange tænkt på at ringe til nogen og snakke, ringe til Norman Bach, ringe til Troels Bonde men jeg gør det ikke. Jeg husker deres vrede, deres ydmygelser og deres nedladende væsen – men det overskygges ofte af at jeg er hurtig til at tilgive så i teorien husker jeg kun de gode ting, og selv om de gode ting er lige så svære at finde som en nål i en høstak, så er det dét min hjerne vælger at fokusere på.
——
Jeg tænkte på, her den anden dag da jeg genlæste Fede Dorits speciale (som stadig ligger frit tilgængelig på Region Midtjyllands hjemmeside – eller måske det ikke er et speciale, måske det er et oplæg, hvilket gør det endnu mere latterligt at hun og de flippedede sådan ud over at jeg læste det – its public for fuck sake.) at jeg egentlig er fuldstændig ligeglad med hende. Der var aldrig resonans imellem os. Ingen forståelse, ingen smil, ingen varme, ingen fælles og gensidig omsorg for hinandens ve og vel. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hende og jeg kunne jorde hende totalt, både verbalt og psykisk uden at blinke og uden at føle skyld og skam.
Men min psykiater-lærling, hende ville jeg helt sikkert tænke mere på, skulle hun dø eller skulle der ske hende noget. Jeg vil ikke sørge over hende, dertil er der løbet alt for meget dårligdom under broen, men jeg ville tænke påhende. Jeg har aldrig fantaseret om at vi skulle være veninder, men jeg syntes det er en skam at vi nu i dag er fjender. Dét havde jeg aldrig forestillet mig, da jeg d. 17. Juli 2018 gik ud af døren efter sidste terapisamtale og hun gav mig 2 varme, og i min optik, oprigtige knus.
Jeg havde tænkt vi kunne hilse når vi så hinanden og tænke varme smilende tanker om hinanden når vores navne kom op i hinandens erindringer – men nu i dag, som verden ser ud nu, så håber jeg ikke hun skvatter på cykel eller får insulinchock men jeg håber satme at hun kommer til at græde samme smertefulde fortvivlende tåre som jeg har grædt, specielt fordi jeg ved hun har svært ved at græde og jeg håber at hun kommer til at stå til regnskab for hendes handlinger, uanset hvor ondt det kommer til at gøre på hende. Mentalt, psykisk, socialt og arbejdsmæssigt.
Jeg er ked af at jeg ikke kan finde et eneste godt minde fra det år jeg gik hos hende. Det er mærkeligt at tænke på hvor kort der er fra kærlighed til had. Ikke at jeg elskede hende men jeg holdt meget af hende (kærlighed) og i dag har jeg kun harme og foragt (had) til overst for hende. Når jeg tænker på hende eller ser hende, skal jeg taget mig selv i ikke at fnyse i foragt og råbe efter hende i ren harme over at hun går frit rundt og stadig har det samme dejlige liv som hun havde i marts 2019, før jeg sendte en ansøgning afsted og før hun klagede over min opsøgende adfærd, mens jeg går rundt med et liv der afhænger af Styrelsen for Patientklager og et journal der har stemplede mig for livet.
Jeg ved hun har skrevet i mit journal at jeg er sortseende, at jeg har tendens til jalousi og at jeg altid skylder skylden på andre mennesker og ikke tager ansvar selv. Jeg tager fint ansvar for at jeg har sendt hende 3 mails efter at vores forløb er stoppet, at jeg har søgt et opslået job og at jeg har ringet til hende på det nummer hun har ringet til mig på, at jeg har gået og stadig går tur i Kolonihaven på havegangen for enden af hendes matrikel og at min hund løb frit og ind i hendes have – men de handlinger er der INTET forkasteligt eller kriminelt i. Intet. Jeg har ikke hængt hende ud. Jeg har ikke stalket hende. Jeg har ikke opsøgt hende. Jeg har ikke opsøgt hendes mand. Jeg har ikke opsøgt hendes børn.
Jeg har faktisk aldrig gjort hende noget og hvad endnu værrer er, jeg ved i mit hjerte, at HUN VED i sit hjerte, at dét jeg skriver og siger er korrekt.
Hun VED DET.
Og jeg forstår ikke hvorfor hun overhoved har startet med at klage til ledelsen i April 2019, for der har ingen handlinger været, som kunne fører til eller retfærdiggøre en klage.
Da jeg talte med min advokat første gang, så hun mig dybt i øjenen og spurgte mig lige ud, om det jeg fortalte var korrekt eller om jeg løj fordi jeg var havnet i noget rod jeg havde brug for juridisk hjælp til at komme ud af. Jeg kikkede på hende uden at blinke og sagde at dét jeg fortalte var korrekt og at jeg kunne bakke alt hvad jeg sagde og skrev op med fysiske beviser. Psykiatrien har endnu til gode at komme med ét eneste bevis. Jeg har overholdt min del.
Min psykolog med den stille stemme ønsker jeg kun alt godt. Virkelig. Jeg tænker ikke jeg kommer til at se hende igen, måske flygtigt hvis jeg kommer på psykiatrisk hospital igen, men ellers ikke. Og det er 100% okay. Og jeg håber i mit hjerte at alt godt, varmt og solgult vil strømme i hendes retning og ind i hendes liv, som tak for den venlighed, ro og tillid hun viste mig dengang på enhed for selvmordsforebyggelse. Hendes kontor vil for altid stå som et varmt stille lydtæt rum, hvor jeg for en stund kunne finde ro og indre stilhed.
Psykoedukationspsykologen er helt sikkert hende der mobbede i folkeskolen. Hun er hende der har haft svært ved at holde på kærester som teenager, ung og voksen da hun er max skrap og strid. Det er end ikke noget jeg bare tænker mig til, hun fortalte det selv til psykoedukations undervisningen. Mega kost. Hun er så ophøjet at hun tænker det er helt okay, helt juridisk retfærdig og helt acceptabelt at sidde 4 repræsentanter for psykiatrien i et virkelig virkelig lille rum med et psykisk sårbart menneske der de seneste 4 måneder har været udsat for max pres, blevet bombarderet med ikke-beviselige beskyldninger og 111 dages aflyst behandling og hænge personen op på, at psykiatrien har BEVISER for at hun har en opsøgende adfærd FORDI hun har søgt et opslået job – en viden der i første omgang slet ikke burde være havnet hos psykiatrien! Men skidt pyt med det, vi har viden og vi bruger den som vi tænker er bedst og så kører vi ellers derudaf. For vi, psykiatrien, har magten. Vi er de dominerende. Vi er de altvidende. 🖕🏻Bitch, you obviusly never meet the adult victim of bullying standing up for herself.
Min nordmandspsykolog har jeg ingen følelser eller tanker omkring. De gange jeg gik hos hende føltes ikke som terapi men mere som at klynge mig til en redningsbåd mens de stikkende damer på skibet ovenover voterede om de ville smide en rebstige ned til mig eller om de skulle kændre min redningsbåd. Det var ikke terapi men bare fremmøde. Hun er sikkert et godt menneske. Hun er smuk og slank men jeg kan end ikke få et billede frem af hende i mit hoved når jeg lukker øjenene og jeg har ingen tanker om hende. Hun har virkelig taget fat om en lort (mig) med bare hænder, fordi ledelsen (de stikkende damer) bad hende om det. Og så har hun siddet der med en lort i hånden og forsøgt at være professionel og få det bedste ud af en lorte situation som hun er havnet i. Hvilket giver mig endnu en grund til aldrig at blive psykolog. Forfærdeligt job! Så heller slamsuger hos Holst!!
Indianerlægen? Hun skal bare pensioneres eller dø af KOL. Either way works for me.
——
Jeg tror jeg er ved at blive syg igen, min mund er et inferno af smerte og alt spænder op. Mine kindtænder summer og min tunge er så stor og tyk at jeg næsten ikke kan have den i munden. Når jeg bider tænderne sammen, er det som om mine tænder “giver efter” der hvor de sidder fast, lidt som at bide i en svamp der “bouncer”. Det gør frygteligt ond og klokken er 21.44, så jeg kan fint regne ud hvor meget søvn jeg får i nat.
Ella er i højløbetid og her 15. April 2021 er hun 4 år gammel. Hendes løbetid plejer ikke at være noget specielt men OMG jeg tror hun er gået i overgangsalderen eller noget, for hun står kronisk og HELE TIDEN ved hegnet og kikker og piber og jeg har flere gange måttet hente hende på den modsatte side af hegnet. Hun stikker ikke af, hun spadsere bare en tur henover broen og over på området hvor ham stodderen står og lurer. Når hun så er færdig med at spadsere så kommer hun retur men hun kan ikke finde ud af at komme ind igennem lågen igen, så hun sætter sig foran lågen og gør. Alt det her ved jeg fordi jeg har iagtaget hende og fulgt hende som en høg – min største skræk er at nogen tager hende og bruger hende som lokkemad til en hundekamp. Men jeg ville gerne se hvad hun egentlig lavet når hun “gik tur alene” – men nu har jeg sat et stykke plexiglas i den tremme som er lidt størrer end de andre og så håber jeg ikke nogen opdager det og klager.
Normalt, når hendes hjerne fungere og hendes kone ikke er en dingelkone, så er hun en meget velopdraget hund, men pga. denne løbetid, får jeg nærmest ikke sovet om natten, fordi hun vandre rundt om mit hoved i sengen og kradser på døren fordi hun vil ud. Jeg var ude kl. 01, 03, 05, 07 og 09 i dag og i fredags. Jeg kunne naturligvis ignorer hende når hun kradser på døren men det KUNNE jo være hun skulle tisse eller noget og jeg vil ikke tvinge nogen til at holde sig, det der med toiletbesøg og 5-sek. reglen kender jeg alt for godt selv. Men hun skal ikke noget, hun står bare ved hegnet og kikker efter hanhunde. Og da hun så faktisk skulle kaste op, kastede hun op på mit nyvasket gulv og min nyasket badeværelsesmåtte.
I dag har hun været i bad (undervognsvask) i morges, fordi hendes kone var helt beskidt og klistred. Da vi så var ude og gå mens det haglede (!) hang en menstruations splatpølle fast i hendes numsehår og jeg kunne ligefrem se hvordan hun gik og vendte sig om og snusede og kikkede på mig efter hjælp, så da hun kom hjem, måtte hun vaskes igen i måsen og konen – med efterfølgende føntørring og frisering, hvilket hun er kæmpe fan af.
——
Min lejer i min udlejningslejlighed sendte mig denne her mail til aften
Der er kommet varme og vand penge retur, så dem mobilpayet jeg ham den anden dag. Det var lidt over 800 kr. som han havde betalt for meget. I dag skriver han så for at spørge om jeg ikke vil købe det nye Apple Tv til ham (model 4) fordi den model der står i lejligheden er en model 3 og han kan (åbenbart) ikke se youtube med en model 3. I’m like WHAT?
Jeg ville aldrig kunne få mig selv til at spørge men jeg ved godt han er super pertentlig og sparsommelig. Feks. da hans mor var på besøg sidste år ville han gerne have en stavblender til at lave suppe med (?) og bad mig om en ……øhhh så køb en stavblender men nej, jeg købte en til ham. Og han har lige fået en ny opvaskemaskine og nu vil han gerne have et apple tv, selv om det som er i lejligheden virker. Han ville også gerne have en kaffemaskine, så jeg købte en Tassimo kaffemaskine til ham men nu må det altså stoppe.
Jeg skal finde en måde at sige nej tak til at jeg vil købe et appel tv til ham. Det er ikke en ting der er skrevet ind i lejekontrakten. Det er en nice to have men ikke need to have og det som er der virker. Han har desuden en ledende stilling hos et internationalt firma her i Århus, så han tjener helt sikkert mere end jeg gør på dagpenge. Han må altså købe sit eget apple tv og så kan han tage det med sig når han flytter.
Jeg er en god udlejer, jeg er en god nabo, jeg er en god ven – jeg er den jeg altid drømmer om at møde selv, men endnu har til gode at møde og derfor må jeg simpelthen stoppe. 42 år og jeg har ALDRIG fået noget retur. Hver gang jeg tænker at dér er et sødt menneske, så falder de mig i ryggen. Det er beviseligt. Det sker ALTID. Jeg har ikke ét eneste menneske i mit liv, som ikke har forladt mig, bagtalt mig, faldet mig i ryggen, svigtet mig, svinet mig osv.
Tag nu feks. min overbo, 2 etager oppe. Hun er læge og er igang med at uddanne sig til retsmediciner. Vi er ca. plus minus jævnaldrende. Hun er fraskilt og har ingen børn og flyttede ind en måned efter mig. Jeg forsøgte at være sød ved hende i starten, jeg lavede hendes postkasse skilt og da jeg selv havde bøvlet en del med at få navn på dørtelefonen (og til min brors lejlighed da lejeren boede der) sørgede jeg for at bestille det til hende (efter naturligvis at havde spurgt om hun ville have hjælp)
Pga. det kommer i vi i snak og hun fortæller at hun drømmer om at få kalkfrit vand, det havde hun hvor hun boede før. Jeg drømmer om en port og tætte vinduer (og om at bo et helt andet sted men det er en anden historie) så vi aftaler at vi ville sende foreslag ind til Generalforsamlingen og indhente tilbud på de forskellige ting. Som sagt så gjort, eneste forskel er at hver evig eneste gang vi skulle hente nøgler til vvs rummet og mødes med forskellige vvs’er kl. pis om morgen (07.00) så kunne hun ikke. Alle 3 gange kunne hun ikke, så jeg endte med at stå med hendes projekt, alene. Klokken pis om morgen. Og indhente tilbud på port og vinduer osv. Da foreslaget så skulle skrives og vi skulle komme med ideer til besparelser så vores foreslag var mere likely at blive stemt igennem, kan hun ikke og hun kunne kronisk ikke mødes i 3 uger. Aftnen hvor vi skal sende det ind – efter at jeg har lavet DET HELE – ringer hun til mig kl. ca. 20 og springer fra, forstået på den måde at hun ikke vil være med til at sætte sit navn på foreslagene til GF.
Og her har jeg stemt dørklokker og virkelig løftet ideerne så vi var 10 lejligheder bag foreslagene og så bakker hun ud og lader mig sidde med det hele. Og ENESTE grund til at jeg overhoved har givet mig i kast med det her, jeg er jo bare lejer, er fordi jeg tænkte at jeg måske kunne komme til at tale lidt mere med hende og det kunne være hyggeligt. Jeg mener, min energi og mit overskud er i den grad i minus, så det har været en KAMP uden lige at få tilbudene indhentet, mødes med håndværkere, sat det hele sammen til et foreslag osv. Jeg kørte på pumperne men gjorde det fordi jeg så gerne ville være sød og have en ven. Måske naivt men jeg tænkte vi kunne drikke en øl eller noget andet, arbejde sammen om det her og small talk – og måske i den vilde fantasi, kunne vi blive rigtige venner/gode naboer.
Men nej, i stedet for bliver jeg overfuset af opgangsformanden på parkeringspladsen og hun springer fra til alt arbejdet men får sjovt nok sit kalkfrie vand pga. mit arbejde. 🖕🏻Mennesker er creeps.
——
Det føles som om der er et spændebånd rundt om mit kranie og min mund føles som havde jeg spist chilli. Det hele svider og mit tandkød og min tung er øm øm øm.
——
I dag er det dagen efter påske og jeg har været oppe siden kl. 07.00 fordi der skulle komme en emhætte udsugningsmand og fixe udsugningen. Mens jeg var i Spanien blev min emhætte, der lød som en traktor hvis jeg ikke stoppede den ud med håndklæder, justeret så den ikke larmede. Det var VIDUNDERLIGT at komme hjem til stilhed. Nå, men dem øverst oppe har så klaget og fik den før påske åbenbart justeret uden at jeg var informeret, så pludselig en dag da jeg kommer hjem, larmer traktoren igen. Da jeg så skriver til formanden og banker på alle dørene i min side og spørger om nogen har fået ny emhætte eller hvad det er som gør at det pludselig larmer max i min lejlighed, får jeg at vide at det er pga. at der er skruet op for emhætten igen.
Manden kan så først komme retur efter påske, altså i dag. Han skulle komme mellem 07.30 og 08.00 og jeg har siddet her og ventet og ventet og nada. Intet. Og min emhætte er stadig udstoppet med håndklæder. I’m like…
——
I går aftes fik jeg en auto sms fra min selvbetaltepsykolog om at jeg havde en tid i dag kl. 13.00 men det har jeg ikke. 100%. Da jeg var hos hende d. 23. Marts sagde hun at hun syntes jeg havde det så dårligt at der var for lang tid til min næste tid, som var i dag d. 6. April. Hun ville derfor gerne at vi lavede en aftale d. 29. Marts pr. telefon, hvilket vi har afholdt. Hun booede tiden stående ved hendes computer og sagde at hun ville slette den anden tid (i dag) fordi jeg på fredag i denne uge (9. April) har en tid hos en psykiater som jeg stadig ikke kan huske navnet på. Så min selvbetalte psykolog syntes det var for meget at jeg havde 2 x tider i samme uge. Derfor blev i dag slettet og min næste tid hos hende er 15. April.
Så for ikke at blive bonget for dén tid, måtte jeg gå med uro i maven og HUSKE HUSKE HUSKE at ringe i dag og aflyse. De åbner så først kl. 09.00. Jeg hader mit liv – jeg hader at der er så meget jeg hele tiden skal huske på for ikke at komme bagefter og blive sat i “bad standing” hos alle mulige.
——
Jeg skal aflevere opgaver d. 13-14-16 og 20. April og er ikke begyndt endnu. Jeg havde lovet mig selv at arbejde fremad, så jeg ikke hele tiden er bagefter men det er ikke lykkes mig. Overhoved. Jeg er kronisk bagefter og stresser inden i hele tiden, fordi jeg altid føler jeg halter efter. Mine dage går med alt muligt andet PIS end det jeg gerne vil. Og det tager mig en hel dag at falde ned og komme i det rigtige gear til at feks. læse Biologi eller Psykologi.
——
Taget i betragtning af at jeg næsten ikke har sovet i nat og at klokken nu er 09.50 og udsugningsmanden først er “på vej” så er det at jeg igen tænker: Hvor er den faglige stolthed?
Hvorfor laver man en aftale om at man kommer kl. 07.00 når man ikke kommer? Hvorfor er det overhoved okay? Jeg er så træt så træt så træt at jeg kronisk sidder og nikker med hoved men jeg kan hverken gå over og købe cola light for at holde mig vågen eller gå ind og sove i mit uhumske soveværelse, fordi ham udsugningsmanden “er på vej“…..
——
Besluttede mig for at gå i Brugsen og købe cola light selv om udluftningsmanden var “på vej” – da jeg kom hjem 10.19 var han lige kommet og end ikke gået igang endnu.
Nå men jeg har solgt nogle stregtegninger (mine egne) af gl. danske apoteker tegnet af Mads Stage. De skulle sendes og normalt kører jeg op til Frederiksbjerg og sender mine DAO ting fra en venlig kiosk, fordi den ene kiosk her i nærheden er ejet af en sur inder der ikke vil scanne mine pakker ind mens jeg står der men først “når han har tid” dvs. hvis jeg aflevere en pakke hos ham og han IKKE får den scannet ind, så har jeg ansvaret for pakkens indhold og dermed forsikringsansvaret. Det vil jeg ikke. Den anden kiosk der er her i nærheden som jeg kan sende DAO ting fra, har åbningstider som mennesker med urgeinkontinens har regelmæssighed i deres toiletbesøg!
Feks. har de lukket mandag, torsdag og fredag men ikke søndag og nogle gange heller ikke fredag og bla. bla bla men de havde åbent i dag. Jeg GOOGLEDE dem! Da jeg kommer derover står der 8 i kø før mig, så jeg er nr. 9 i køen på gaden. Pludselig står en dame på trappen og siger: Alle der IKKE skal sende penge, skal danne en kø herovre.
Manden foran mig stormer hen og står forrest i køen, bag mig kan jeg se to piger komme, som stod foran både mig og manden i den anden kø, så jeg træder tilbage og siger: Du stod vist før mig til dem begge. Jeg har solbriller og mundbind på (Jeg ELSKER den kombination af at mig ansigt er skjult – Michael Jackson, jeg er SÅ MEGET på din side, her 20 år senere!!) Pigerne går ind foran mig og da det bliver mandens tur går han ind og kommer hurtigt ud igen, han havde åbenbart hørt forkert og skulle sende penge, så han hørt til i den anden kø – det er han sur over og går hen og maser sig ind i køen hvor han først stod men hvor der nu står andre i kø – og igen kan jeg ikke lade være med at tænke på hvad det er der sker med mennesker?
Jeg havde max travlt, skulle sende pakken OG købe cola light OG retur til udsugningsmanden men jeg lod alligevel 2 komme før mig i køen, hvilket var det rigtige at gøre, mens andre bare maser sig ind og tager for sig. Det er så syret som verden er. Jeg forstår det ikke og jeg kommer aldrig rigtig til at passe ind i dette liv.
——
Nu er udsugningsmanden kommet og han er igang. Han har lige været og måle lyden på min emhætte som jeg igen har haft stoppet ud med et håndklæde. Han siger den burde stå på 74 et eller andet men står på 159 et eller andet. Så der skal en støjdæmper monteres (hvis formanden er indforstået med det…) Lækkert men jeg klapper ikke i mine hænder før action ER sket. Jeg har stadig radiatorer der varmer når de er slukket og dem som er tændt varmer ikke. Min hoveddør kan kun lukkes hvis den er låst, mine vinduer er fra 1984 og piv utætte og overboen øverst oppe har lige sagt at han skal kører om 15 min. så han vil gerne at udsugningsmanden kommer ind til ham i stedet for hos mig. I’m like 🤦🏼♀️ ja fordi DIT liv er vigtigere end mit….
Nå men det viser sig, da vi får pillet køkkenskabene ned – ikke bare lågerne men HELE SKABENE ned, at de tidligere ejere af denne lejlighed, har lavet udsugningen selv da de sætter nyt køkken op, hvilket er ulovligt jvf. vores vedtægter. Rørene er sat sammen med malertape (!) og da de ikke har passet sammen, har de bare stået og larmet og larmet og vibreret. Jeg er SÅ træt af andre mennesker og deres indkompetance. Hvem fanden laver sådan noget klytarbejde? Fucking idioter! Og hvad sker der for at Bestyrelsen er så forstokket at det skal tage 1 ÅR (!) før man som høflig lejer og ejer bliver hørt?
——
Jeg har nu betalt 2 x termin + mine regninger + psykolog/psykiater mv. Vi har 6. April og jeg har 101 kr til hver dag resten af måneden ud. Dvs. jeg skal virkelig VIRKELIG have solgt ting der rykker, så jeg kan få pumpet min økonomi. Bilen er end ikke fyldt op, mad er ikke købt og Ella har ikke været i Børnehave endnu, hvilket hun heller ikke skal før hun er færdig med at være i løbetid OG er vasket og skrubbet grundigt så hanhundene ikke humper hende. Så pt. er det en besparelse. I April har jeg udgifter for 32.830,72 kr og mine indtægter inkl. husleje fra de to lejligheder og dagpenge er på 27.803 Kr. Min kassekredit er i minus med 13.000 Kr. Er det min hverdagsnorm at jeg resten af mit liv ikke skal kunne få økonomisk ro?
——
I morges lå der en besked fra Styrelsen for Patientklager i min e-boks. Jeg vågnede med kvalme og rumlen i maven og det føltes som om de følelser blev forstærket (fysisk) da jeg læste brevet, som var noget omkring at de ikke godtog en mail jeg havde sendt, fordi jeg havde sendt den som mail – i mailen har jeg skrevet at jeg har forsøgt 8 x at sende den via e-boks og deres eget system men at det blev ved med at fejle. Så, hvordan man kan afvise noget sendt pr. mail når andre muligheder, hosted og ejet af en selv, fejler er mig en gåde. Jeg har haft ringet til dem nu og venter pt. på at blive ringet op.
Anyway, mens jeg lå i sengen og lige havde læst denne her besked, var det som om hele min krop, som jo lige var vågnet, gik i omdrejninger. Kvalmen steg. Uroen i maven blev værrer. Mit indre gik i kamp moode og alting sejlede. Det var bogstavelig talt et spørgsmål om ganske få sekundter (max 1 minut) fra 0 til 100 i fuld alarmberedskab. Og lige inden, var jeg for første gang i april (og måske endda længere tid) vågnet af mig selv, i et stadie af hvad der føltes som nogenlunde udhvilet.
Jeg har nu været i bad, med telefonen inden for rækkevidde i tilfælde af at Styrelsen for Patientklager ringer igen. Jeg har spist havrefras med mælk og blended 3 appelsiner og en knold ingefær og drukket det (og lidt cola light til at få min kvalme til at forsvinde)
Sidste sommer, da jeg blev 42 fik jeg en body olie af mor og far. Det er fra mit yndlings mærke med min yndlings duft.
Jeg ELSKER duften af ægte roser, ikke en kunstig syntetisk duft men den friske ægte duft. Men kort efter min fødselsdag sidste år solgte jeg mit elskede chatol (hvilket jeg har fortrudt jeg lod mig presse til, ca. hver dag siden) og først da jeg kom hjem fra Spanien i December stod der et nyt møbel i mit soveværelse, nemlig mine oldeforældres toiletbord/chatol. Uden skabsknopper. Uden nøgle. Ergo er skidtet umuligt at åbne, derudover er der kun 2 skuffer i det og ikke 4 som i mit gamle. Det vil sige at det – for mig – er noget nær ubrugeligt. Jeg kan ikke åbne skufferne hvis jeg lukker dem, ergo kan jeg ikke lukke dem. Jeg mangler 2 store skuffer til opbevaring og da mit skab i forvejen er mindre end mit gamle, bugner mit chatol af tøj og rod, fordi jeg ikke aner hvor jeg skal gøre af tingene.
Det vil sige at jeg ikke følte dengang i sommer og frem til nu og egentlig stadig ikke føler, at jeg er et “sted” hvor jeg kan putte så lækker en olie på mig, fordi I MIT HOVED skal mange ting falde i hak før jeg føler jeg har fortjent luksus. Også selv om luksus’en står lige foran mig. Tro mig, det giver ikke mening i mit hoved, så jeg forstår fint hvis det ikke giver mening i dit, men det er sådan det er.
Men i dag, her til morgen er jeg løbet tør for min bodybutter fra Matas til 54 kr for en stor bøtte. Og min hud er knastør og krakkeleret som en slange. Jeg har knopper og sår over alt og alting klør på mig, det er ubehageligt på højt niveau – så jeg puttede body olien på mine tørrer arme og ben, balder, brystkasse, lænd, bryster mv.
Og NU har jeg nærmest glemt hvad det var jeg forsøgte at skrive……nåe ja, jeg har forsøgt at gøre alt for at få det bedre her til morgen men det er ikke lykkes og jeg aner ikke mine levende råd.
——
Jeg har også fået en e-boks besked fra VUC om at jeg er bagefter med mine afleveringer og hvis jeg ikke aflevere inden 14. april udmelder de mig. I’m so fucked. Jeg kan end ikke tage 2 x HF fag på C (!!) niveau i en alder af 42 år.
——
I tirsdags da jeg gik ud for at handle og sende pakken hvor folk snød foran og hvor udluftningmanden kom (forsent) så jeg en kasse stå ud for en ejendom, sammen med en smadret ramme og et stykke ødelagt bordplade. Jeg så den da jeg gik ud for at handle, og tænkte at hvis den stod der når jeg kom retur, ville jeg lige kikke nærmere på den. Jeg kunne skimte hængsler i kassen og en pose der lignede Ikea. Nu ved jeg tilfældigvis at hængsler og skabsgreb er i stor efterspørgsel, specielt fra Ikea, da de ofte skifter ud og så kan folk ikke få samme “lukke mekanisme” og samtidig er de ret dyre.
Kassen stod der på tilbagevejen og jeg vippet den op under armen og tog den med hjem.
Jeg tror en hund må ha tisset på kassen, for Ella var meget interesseret i at dufte til den, hvilket er hvad der kan ske men ret ulækkert da jeg jo havde den lænet op mod min hofte iført min nye fine dyre Malene Birger jakke (som jeg købte på ultra-udsalg i februar 2020 til 900 kr) og Ella er normalt aldrig interesseret i kasser eller ting jeg tager med hjem.
Nå men i kassen lå 6 nye pakker med Ikea beslag til køkkenlåger/skabslåger. Hver pakke sælges stadig i Ikea og koster 150 kr pr. pakke. Dvs. i denne kasse var der for 1200 kr (!) ubrugte vare, som godt nok var lidt nusset i plastikken men ikke noget en våd klud ikke kunne fjerne, så OM jeg fatter at folk smider 1200 kr ud og ikke bytter det? Der lå også 3 pakker af nye håndtag som koster 49 kr pr. pak. I alt 150 kr.
Jeg tog billeder og lagde det hele til salg i tirsdags. I dag, torsdag, er hængslerne solgt til 600 kr.
I søndags da jeg var ude og gå med Ella, så jeg en kasse stå ved siden af en bygning, igen sammen med andet skrald. Der lå ting som var pakket ind i kassen og øverst lå der lidt skrald (en ødelagt pose, en enkelt sko og en kop der manglede en hank) Jeg kikkede og kunne se julepynt. Vupti under armen og hjem. Jeg har nu vasket alle tingene og mangler “bare” at tage billeder og lægge til salg inkl. mål. Det i sig selv er et stort arbejde.
Royal Copenhagen skålen fandt jeg også til Storskrald, den har en revne i bunden og ligger pt. til tørre, da den ligesom er dobbelt inden i, så jeg skal være helt sikker på at den ikke er fugtig inden i, før jeg limer den ved at hælde eproxy rundt inde i den. Den bliver nok ikke 100% fin skål igen, men den kan nemt fungere som en blomsterkrukke/blomsterskjuler eller til som skål til frugt, popcorn mv. Alternativt er der faktisk mennesker på FB der opkøber skår, altså porcelænsskår som de bruger til produktion af forskellige ting og så bagefter sælger, feks. et bord hvor bordpladen er lavet af smadret Royal Copenhagen, Kähler, Mågestel mv. Igen kan jeg kun sige at jeg ikke forstår folks hjerner når de smider ting ud.
Mht. julepynten, så er der nok for 800-1000 kr. Hængslerne er 600 kr. Jeg venter på at en dame kommer og henter et bord i dag, som de tidligere lejere i det hus mine forældre har rykket ned, efterlod. Det er et rigtig fint gammel bord som med lidt kærlighed kan blive godt igen. Der er endda nøgle med. Det sælger jeg til 300 kr. Jeg har tidligere solgt for 1400 Kr af ting de har efterladt, bla en skænk, en seng, et skab, 2 skoskabe mv. De virkede som mennesker der ikke havde ret mange penge og de var tidligere gået konkurs og sad derfor hårdt i det, så HVORFOR efterlader de ting der kan sælges for næsten 2000 kr? De har jo vidst LÆNGE at de skulle flytte ud 1. Oktober 2020, da huset skulle rives ned, de har jo haft måneder hvis ikke ÅR til at sælge de ting med afhentning på xx udflytnings dato.
Når de her ting er afhentet, så har jeg siden tirsdag (det er torsdag i dag) solgt for 1000 kr og har nu dét mere at leve for. Det lyder nemt og trust me det er lækkert når pengene er på min konto, men der er meget arbejde med at nå frem til 1000 kr på kontoen. Feks. skulle bordet hentes 35 km herfra og hængslerne måtte jeg kører hjem til mine forældre i går aftes kl. 23 hvor jeg netop havde afleveret Ella hos dem, så jeg kan læse og komme up to date med min Biologi og Psykologi, og derfor vil jeg gerne have hele dagen i dag og i morgen til at læse, uden afbrydelser. Så jeg vidste at jeg ikke ville kører ud til mine forældre i dag kl. 16.00 igen, så jeg listede derud (igen) i går, smset til min mor at jeg parkerede nede af vejen så Ella ikke hørte min bil og så listede jeg som en tyv i mørket ind og lagde hængslerne i en pose under postkassen, hvorfra damen så henter dem i dag kl. 16.00. Så tingene skal jo gøres men for 600 kr + 300 kr så er det utrolig lidt arbejde.
Tænk lige over hvor mange timer du fysisk skal arbejde, før du har 1000 kr lige ud, på din bankkonto?
Jeg er godt klar over at mange vælger salg af bruge ting fra, pga. tiden, men man skal jo holde det op mod hvad man ellers skal udfører af arbejde for at få samme økonomiske resultat. Når de 6 ting jeg har liggende til afhentning pt. er afhentet, så har jeg tjent ca. 21.000 kr i 2021. Ikke at jeg kan mærke at jeg har 21.000 kr nogen steder men stadig, tænk hvor jeg havde været hvis jeg ikke havde tjent dem?
MANDAG D. 12. APRIL 2021
De næste 3 dage foran mig, specielt i morgen tirsdag, er forfærdelige at rumme inde i mit hoved. I morgen skal jeg først coronatestes så jeg kan komme til frisør onsdag, jeg kan slet ikke overskue at tage til frisør og at sidde så længe i stolen men jeg kan heller ikke rumme at se på mig selv i spejlet mere. Jeg er så fed og så grim og mit hår ligner noget der burde sidde på et usoigneret hjemløst menneske.
Kl. 13.30 skal jeg have en samtale med Krifa min akasse. Da jeg fik indkaldelsen til samtalen var der noget galt i indkaldelsen fordi den lå samme dag som en samtale med jobcentret, så jeg ringede til Krifa og ham jeg kom til at tale med, en voksen nok ældre mand i 50’erne var så overleget og nedladen i sit tonefald at jeg fik det helt skidt af at tale med ham – og det er ham jeg skal have mødet med i morgen. Han beskyldte mig nærmest for ikke at være jobsøgende fordi jeg tager VUC kurser – men jeg har jo fået skriftlig tilladelse til at tage kurserne og er bestemt jobsøgende. Jeg opfylder alle de aftaler jeg har med Krifa og Jobcentret og deltager i ALT hvad de sender mig til og sender til mig. Jeg kan slet ikke rumme det og jeg frygter at han rykker mit eksistensgrundlag væk under mig, tager mine dagpenge fra mig og/eller sender mig i arbejde et sted hvor jeg skal være omgivet af mennesker 24/7.
Når så det forfærdelige møde er overstået, så skal jeg op i min gl. lejlighed og mødes med alle de nye beboer som er flyttet ind og hvor der pt. ikke er en bestyrelse fordi 4 ud af 5 lejligheder er blevet solgt og har skiftet hænder de seneste 6 måneder. Vi skal kikke på vores defekte kælder og jeg har indtil videre stået for det hele, fordi der ikke er andre som tager ansvar – sådan er det nok at være 22 år og bo i forældrekøb. Så kan man være ligeglad med alt men stadig sidde og forvente at andre fixer det for en.
Når tirsdag er slut er jeg slet ikke i tvivl om at jeg er fuldstændig smadret som havde jeg fået tæv med en jernstang.
I fredags (9. april) var jeg til samtale med den privatpraktiserende psykiater. Hun gjorde det rimelig klart for mig at jeg simpelthen er for syg til at de kan hjælpe mig på den klinik hvor jeg går til psykolog og hvor hende psykiateren også er ansat, dog i deres Vejle afdeling. Hun endte med at ringe til min læge, fordi hun var så bekymret for mig, hvilket jeg naturligvis er ked af at hun blev men jeg svarede jo bare på de spørgsmål som hun stillede.
Hun (psykiateren) ville gerne have indlagt mig i fredags, da hun mente jeg faktisk var så syg at jeg burde indlægges – og truth be told, så har hun nok egentlig ret men jeg kan slet ikke overskue at blive indlagt. Hvorfor? Det spurgte Lotte også om og her er svaret:
Jeg stoler ikke på psykiatrien. Overhoved. Jeg ser dem alle – uden undtagelse – som en flok mennesker der selv har valgt at arbejde med psykisk syge mennesker men som også, som vinden blæster, vælger at rotte sig sammen og danne fælles front mod mennesker der psykisk og mentalt ligger ned i livet. At trampe på mennesker der er under dig, er det laveste man kan gøre. Det er seriøst på niveau med at vælte gamle damer der går med rollator og stjæle deres taske og efterlade dem med et lårbensbrud der ender med ikke at ville hele og som så koster dem livet.
Jeg overvejer seriøst om jeg skal have våben med (!) hvis jeg skal gå ind af døren igen til psykiatrien. Jeg stoler overhoved IKKE på dem. Ikke det der ligner. Og det selv om jeg godt kan hører hvor gak gak det jeg skriver lyder så vil jeg hellere være safe than sorry.
Jeg føler pt. jeg sidder i min lille mini tank i tomgang og skal beslutte mig for om jeg skal sætte fuld fart fremad og pløje dem alle ned i psykiatrien eller om jeg skal sætte min mini tank i bakgear og bakke udover rækværket til broen og håbe på at min tank eksplodere når den rammer jorden, så min død er uigenkaldelig og sikker.
——
Fredag aften er der en fyr som (igen) henvender sig og vil købe alle mine FB grupper for 20.000 kr, jeg har fået mange henvendelser de seneste par år men jeg er som udgangspunkt ikke interesseret i at sælge. Anyway jeg tænkte over det og var egentlig på nippe til at sige ok, men hvordan får jeg lige solgt grupperne uden at blive røvrendt når jeg først har overdraget rettighederne?
Jeg skrev derfor til Troels Bonde og spurgte om XX løsning ville være ok i hans øjne? Her er vores kommunikation.
Det giver (naturligvis) ingen mening for mig at tage fat i en advokat i forbindelse med salg af noget til 20.000 kr, halvdelen eller mere vil jo forsvinde dér. Svaret er – i min optik – typisk for mennesker der enten ikke gider snakke/hjælpe eller som har nok penge.
Jeg fortrød derfor instant da jeg så hans svar at jeg overhoved spurgte. Måske var jeg bare i bund og grunde ensom?
Dagen efter, da jeg er på vej ud til mine forældre for at hente Ella – hvor hun lige til en forandring er igen – skriver Troels Bonde meget overraskende ud af det blå om jeg har tid til at snakke. Ja han skrev godt nok aftnen før at vi kunne snakkes ved i morgen men hvis du fik et gråt hår hver gang Norman eller Troels eller andre har skrevet “senere” eller “i morgen” eller noget i den dur og så fuldstændig røvrendt mig, så ville du stikke Gunn Britt mht. grå hår.
Men jeg blev faktisk glad da han skrev. Det kunne jeg mærke i maven. Han ville snakke med mig. Det var en dejlig følelse, at nogen ønskede at tale med mig. Deirdre-Ann. Jeg overvejede at vende om og kører hjem og snakke men jeg skulle også hente del ting jeg havde til salg, så jeg vurderet at salget betød mere for mig end en snak med en der for det meste ignorer mig og sviner mig til.
Om aftnen har jeg glemt alt om ham igen, men så skriver han pludselig ud af det blå mens jeg er hos min søster. Jeg bliver igen glad inden i og skynder mig ned til mig selv – og hader det øjeblik hvor han ringer på Facebook messenger med kamera. Jeg er så fed. Jeg er så lidt pæn og hvad værrer er, jeg føler mig ekstrem grim, ubrugelig, indkompetent, uværdig og taber agtig. Der er ikke én ting i mit liv jeg kan se frem til, der er ikke én eneste person i mit liv der har min ryg. Der er intet.
Vi snakker lidt. Så lægger han på. Så ringer han op. Så lægger han på. Så ringer han op. Så lægger han på. Og så ringer han op igen mens han sidder og spiser sushi og fortsætter over til at spille Mindcraft (han er 47) mens kameraet står på bordet. Han kikker ikke på mig en eneste gang, hvilket burde føles som en winwin situation for en fed ubrugelig person som jeg, men det gør bare at jeg føler mig endnu mere uinteressant. Jeg føler ikke der er nogen oprigtig interesse i hans samtale med mig.
Han spørger til hvordan det går og jeg fortæller at jeg går hos en privatpraktiserende psykolog og netop som jeg er ved at gå videre til at fortælle om at jeg dagen før (fredag) havde været til samtale med psykiateren, skifter han igen emne. Han er helt klart ikke interesseret i at hører hvad jeg har at sige.
Det føles som når amerikanere siger “How are you?” og inden man får svaret, så er de videre til næste sætning.
Jeg fortæller om at jeg har solgt for 70 kr på denne dag og at jeg er glad for at jeg får solgt så meget brugt skrammel, men at jeg samtidig er ked af at jeg ikke har kollegaer, venner mv. At jeg savner et rigtigt job hvor jeg kan få anerkendelse mv. Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg formulere mig, nu som jeg sidder her og skal gengive samtalen, men jeg ved at jeg var glad inden i da han ringede og jeg følte jeg talte med en ven, så jeg har helt sikkert talt pænt (hvilket jeg gør 90% af tiden)
Troels afbryder mig rigtig meget og siger bla. at jeg altid spørger efter hvad mit problem er, siden ting ikke fungere for mig (det er jeg ikke sikker på at jeg spørger om men jeg forstår hvad det er han mener) og han siger at mit problem er at jeg aldrig er tilfreds. Han går virkelig til stålet uden hensynstagende til at jeg begynder at græde, han end ikke kikker på skærmen men taler intensivt mens han spiller.
Han fortæller mig at jeg burde være lykkelig og ikke mindst tilfreds med at jeg har solgt for 70 kr i dag og for knap 21.000 kr i 2021. At jeg burde indse at ikke alle mennesker er skabt til at blive til noget. Til succes.
– jeg forsøger at afbryde ham og fortæller ham at jeg jo ikke vil være utaknemmelig i livet og at det jeg ønsker ikke er at stå på sejersskamlen til X-Factor, fame og forsideartikler. Jeg ønsker mig en indtægt i et anerkendende job, jeg ønsker mig kollegaer og/eller studiekammerater. Jeg ønsker mig venner og ikke at være så alene hele tiden. Jeg ønsker at jeg bliver rask og at mine maridt forsvinder.
Men Troels fortsætter ufortrødent og siger at mit problem netop er at mine ønsker er urealistiske. At når jeg har noget der fungere, feks. salg af ting, så er dét ikke nok for mig. Jeg vil mere. Jeg vil altid mere. Jeg er aldrig tilfreds. Jeg er altid utilfreds og jeg er altid urealistisk i mine ønsker. Jeg bliver simpelthen så ked af det at jeg næsten ikke kan rumme mig selv inden i.
Han fortsætter og fortæller mig at jeg burde indse at jeg aldrig bliver til noget. At han er min ven og at venner kan fortælle en sandheden – jeg argumentere at venner også er omsorgsfulde og passer på hinanden, at venner ikke tromler venner over og ser hvis venner er kede af det. Troels fortsætter.
Han mener jeg burde søge om førtidspension (!!!) for “så kan du gøre hvad du vil” – men øhhh jeg har på ingen måder lyst til at blive førtidspensionist! Hvad fanden skal jeg bruge det til? Så kan jeg da lige så godt dø. Jeg har ikke brug for at kunne “gøre lige som jeg vil” – jeg vil jo netop gerne have ansvar, løn, anerkendelse – jeg vil gerne leve livet. Jeg vil gerne være en aktiv deltager i livet. Men i stedet for, så sidder han dér og fortæller mig at jeg bare må indse at jeg ikke er skabt til noget, udover at komme på permanent offentlig forsørgelse.
Jeg er knust. Ringgadebroen lokker. Mørket lokker. At forsvinde lokker. Jeg ønsker at tage min bil og kører ud i mørket og aldrig stoppe. Bare forsvinde. Jeg græder så meget da jeg talte med ham, jeg græder også nu da jeg skriver det her siddende i min Morfars hvide sofastol med plexiglas ben. Jeg har aldrig haft en ven der har fået mig til at føle mig så lidt værdig til at være glad, til at leve livet. Til at trække vejret og være en del af samfundet.
Jeg sagde at jeg ikke havde set denne samtale komme, da han spurgte om vi skulle tale. At jeg blev nød til at lægge på, fordi jeg ikke kunne klare at sidde her alene i min lejlighed en lørdag aften og få alle mine små spinkle og skrøbelige drømme smadret af en velhavende succesfuld mand i Tallinn. Jeg lagde på. Min stemme var så lille til sidst at jeg næsten følte jeg hviskede og krøb langs gulvet for ikke at få flere “tæsk”. Troels var helt uberørt af at jeg græd og af hvad jeg sagde.
I dag, torsdag, slettede jeg ham fra min Facebook. Uanset hvad der sker fremover, så er der hermed en stor FED note til mit fremtidige jeg om ALDRIG at kontakte ham igen. Sjældent er jeg blevet kørt sådan over. Jeg tror sidste gang nogen så grovt og upåvirket har nedgjort mig verbalt, er min Gudfar da han levede. Han var ekspert i at fortælle mig om hvor taber agtig jeg var og om hvor lidt jeg passede ind nogen steder, om at ingen ville tro på mig, hører på mig, lytte til mig, være sammen med mig. Jeg var og er jo bare en lille løgnagtig ubegavet luderkælling som ingen nogensinde vil tro på. Han fik ret. Som altid.
Jeg græder stadig nu da jeg skriver det her. Jeg tror mit indre fundament slog en revne mere, der i lørdags da jeg talte med Troels. Jeg kan ikke se hvordan han kan kalde sig for min ven. Jeg ville aldrig nogensinde ever, selv under tortur, tale til mine venner på en sådan måde, så frem jeg havde nogle venner.
Det føles som om der er et bånd der strammes omkring mit kranie og maser på mine tindinger. Mit hoved føles som om det er ved at eksplodere. Jeg har fået mit 2 x forkølelsessår i april. Først var det på venstre side af mine underlæbe. Nu er det på højre side, både udvendigt og indvendigt. Mine læber er store i forvejen, så det pynter ikke at de nu er næsten fordoblet af “feber” hævelse og på indersiden er der et stort ømt kødsår. Hver gang jeg får forkølelsessår så tænker jeg på min Gudfar. Det var ham der gav mig det i sin tid.
——
Da jeg var hos psykiateren sidste fredag, lavede hun en aftale med min egen læge i dag. Kl. 13.15. Jeg havde planer om at melde fra til den, men jeg glemte det, måske bevist? Så i dag har min læge haft ringet 5 x til mig. Da han ringede første gang turde jeg ikke tage telefonen fordi jeg var bange for at han ringede for at skælde mig ud over at jeg ikke var dukkede op og jeg havde vitterlig glemt eller overset at klokken var så mange. Jeg kan ikke udstå når folk er vrede på mig. Så jeg tog den ikke. Efterhånden som han ringede og ringede og ringede og ringede fik jeg mere og mere dårlig samvittighed og turde slet ikke tage telefonen! I flere timer gik jeg og frygtede at han ville sende politiet hjem til mig, så jeg låste hoveddøren, pillede min dørtelefon fra og lukkede haveddøren og rullede persiennerne ned/vippeded dem lukket. Jeg overvejede om jeg skulle kører min bil væk fra parkeringspladsen. Hele mit indre var i max panik – altsammen pga. en aftale jeg ikke selv har lavet og som jeg i det tidspunkt hvor den blev lavet, følte mig nødsaget til at sige ja til, da psykiateren sagde at hun ville blive ked af det hvis jeg døde og jeg tror hun var lige ved at sige noget i stil med “jeg vil føle jeg har fejlet i mit erhverv” men hun stoppede sig selv efter “jeg vil føle jeg har fej” Hvordan kan man sige nej til et menneske der sidder og frygter for hendes erhverv og autorisation?
Jeg vil bare gerne være i fred. Alene. Just leave me alone. Jeg genere ikke nogen. Jeg stalker ikke nogen. Jeg chikanere ikke nogen. Jeg kontakter ikke nogen. Jeg beder ikke om noget.
——
I tirsdags kl. 13.22 ringede en eller anden fra Styrelsen for Patientklager som slet ikke var inde i min sag og som ikke kunne åbne sin computer og derfor var fuldstændig blank. Hun ringede lige som jeg sad og ventede på at Krifa skulle ringe. Jeg har også kun haft ringet til Styrelsen for Patientklager 6 dage i træk og sendt 2 x e-boks beskeder uden at blive kontaktet tilbage. Uprofessionelt.
Krifamanden – som jeg har haft ondt i maven over i en måned mindst – ringede kl. 13.28, selv om aftalen først var 13.30. Og da han ringede talte jeg stadig med Styrelsen for Patientklager. Jeg panikkede helt inden i.
Kl. 13.35 ringede han igen og lagde en besked på min telefonsvare at mine dagpenge afhang af mit møde med ham og da jeg ikke tog telefonen ville det få konsekvenser. Kl. 13.37 var jeg færdig med Styrelsen for Patientklager, lyttede til telefonsvaren og ringede omgående til Krifa. Jeg trykkede at jeg gerne ville at samtalen blev optaget – det gør jeg ALTID – for bevisbyrden er så tung at løfte uden optagelser. Jeg fortalte damen at han havde haft ringet første gang 13.28 og så igen 13.35, så i teorien var jeg “kun” 5 minutter forsent på den til vores rådighedssamtale og at jeg beklagede virkelig meget og håbede at jeg kunne nå det endnu.
Damen i røret sagde at han lød lige lovlig stram og efter et par minutter blev jeg stillet igennem til den sure Krifa mand. Jeg tror jeg kunne havde kastet op og begyndt at græde på samme tid da hans stemme gik igennem. Efter at havde talt med Styrelsen for Patientklager var jeg allerede flosset.
Kl. 13.50 lagde vi på igen. Kl. 14.14 fik jeg en besked i min Krifa boks med afslag på alle de ting jeg havde forberedt at jeg gerne ville bede om tilladelse til at deltage i. Kurser mv. så jeg kan komme tilbage på arbejdsmarked. Han lovede at kikke på det hele og vende tilbage. Det tog ham kun 24 minutter at konkludere at jeg ikke kunne få tilladelse til noget. Som altid.
Jeg sad og nikkede med hoved af træthed men kl. 15.30 skulle jeg mødes med de andre ejere i bygningen af min gl. lejlighed. Bla bla bla. den tidligere bestyrelse har haft dannet fælles front og brugt 159.000 kr på at renovere vores kælder. Pudset falder af og kælderen er ikke renoveret korrekt. Det skulle vi reklamere over.
Pizzariaet under os i bygningen som lejer vores gårdhave har ikke betalt leje i 2020 og heller ikke i 2021, så vores beholdning i ejerforeningen er nede på 25.000 kr. Ingen i den tidligere bestyrelse har åbenbart følt behov for at rykke for vores leje (som jo er bestyrelsens ansvar) og nu er de alle fraflyttet.
De nye ejere syntes alt muligt skal gøres – hvilket er fint, men hvem skal stå for det? Og hvor skal pengene komme fra? Jeg har ikke 80.000 kr til at lægge ind i ejerforeningen. Jeg er fuldstændig punkteret inden i, da jeg kommer hjem.
——
Onsdag er jeg til frisør, min coronaprøve var “ikke påvist” og jeg valgte at få farvet mit hår i den farve som er min naturlige bundfarve. Engang for åbenbart mange år siden, da jeg gik på HHx var jeg blond helt ned i hårrødderne. Jeg ved ikke hvornår det begyndte at skifte – der er ikke så mange billeder af mig i årene efter og op til i dag – jeg er ikke en fan af at få taget billeder – men henover årene er mine lyse striber blevet til en stor kontrast til min naturlige hårfarve frem for blot et “tillæg” til mit halmfarvet hår. Min udgroning var så stor at jeg næsten ikke kunne holde ud at se mig selv i spejlet. Med mine fede kæber og rundt hoved.
Så, som prikken over i’et i de ting jeg ikke kan lide ved mig selv er at jeg nu også har grimt hår. Eller dvs. jeg har ingen følelser for mig hår når jeg kikker på det i spejlet eller tænker på det. Jeg er ikke ked af mit hår. Jeg er ikke glad for mit hår. Det er bare hår. Og dét er i sig selv mærkelig for jeg har altid haft den opfattelse at det pæneste ved mig er mit hår. Jeg har passet og plejet mit hår men henover de seneste par år er de følelser forsvundet. Og nu er der ingenting.
I morgen fredag er deadline for min 12 timers psykologi aflevering omkring “Socialpsykologi og Kulturmøder” og jeg er simpelthen så enormt ligeglad med begge dele. Jeg skal bare aflevere noget så jeg kan få det famøse anerkendede grønne kryds ud for min afleveringsplan, som betyder at jeg har afleveret rettidigt. Jeg er SÅ tæt på at give op, men jeg har allerede afleveret 20 opgaver i alt i biologi og psykologi og mangler kun, sammenlagt 5 opgaver inkl. denne her, før fagene er færdige.
Jeg frygter resten af ugen, ugen efter og resten af april. Jeg føler jeg synker og jeg har ingen kontrol over mit liv.