Jeg kan ikke huske hvad jeg har fortalt (eller ikke fortalt) Har jeg fortalt at jeg faktisk sov i 24 timer i onsdags?
Torsdag kan jeg ikke helt huske hvad jeg lavede i løbet af dagen, men jeg lavede noget? Og jeg følte mig på toppen, frisk og udhvilet og glad. Jeg aftalte at mødes med Kunstmaleren og drikke en øl på den bar, hvor jeg har arbejdet for nylig.
Det var rigtig rigtig hyggeligt – vi endte med at få to hvedeøl (Edelweiss, smager himmelsk!) og fordi jeg er så dårlig til at drikke, blev jeg virkelig virkelig fuld (eller sådan føltes det, selv om jeg kan huske det hele, som altid)
Kunstmaleren er god at snakke med, som altid. OM det er pga. hans søsters arbejde (hun er psykiater) at hans far er læge eller om det bare er fordi han er et stærkt menneske inden i, skal jeg la være usagt men jeg holder virkelig meget af at tale med ham.
Han spørger direkte om ting som han undres over mht. min Gudfar, hvad vi lavet, hvordan, hvornår, hvor ofte osv. og når jeg svarer rynker han ikke på næsen eller vrænger ansigt. Vi taler også om mange andre ting, om hans kunst, om hvor lidt kunstinteresseret jeg er (som i virkelig lidt kunstinteresseret!!!) om mit firma, om fremtide, om børn osv.
Det er virkelig VIRKELIG dejligt at kunne tale om normale ting, om afsavn, om veninder, om ting der får mig til at grine – det er dejligt at føle mig normal for en stund.
– bagsiden er, at jeg nu (bedre) forstår hvorfor min Psykiater-Lærling syntes det var en dårlig ide at jeg havde kontakt til Kunstmaleren og syntes jeg skulle afbryde kontakten – hvilket jeg gjorde.
For nu, her en fredag aften (som netop er blevet til lørdag) sidder jeg med et enormt afsavn efter “min ven” – jeg savner at kunne tage telefonen og ringe til ham og snakke om løst og fast. Jeg savner savner en ven!!!
– og det skal være en ven som ikke forsøger at kysse mig, en ven der ikke tager mig på numsen og en ven som ikke krammer mig upassende lang tid. Og en ven som ikke har en kone, jeg på ethvert tidspunkt forventer vil angribe mig med med kløerne fremme (og jeg er end ikke interesseret i Kunstmaleren eller andre, seksuelt)
Jeg vil bare gerne have en ven.
Kunstmaleren er nøjagtig det samme som jeg så og fandt i Norman Bach. Forskellen er bare, at Norman er single og det giver en vis ro og tryghed at der ikke pludselig sidder en dødsensfarlig kvinde i struben på mig og en ro fordi jeg ved jeg ikke gør noget forkert ved at tale med ham.
– det gør jeg så alligevel, fordi han jo ikke rigtig vil tale med mig.
Men Norman er eller var også rigtig god at tale med. Han har løsninger i ærmet til alt. Han plejer heller ikke at vige når jeg fortæller, selv om jeg aldrig mindes at have fortalt ham om min Gudfar. Norman og Kunstmaleren er begge to store høje kraftige mænd, en klippe.
Men den ene vil mig ikke og det gør mig ked af det. Den anden vil mig gerne, men ikke på den måde jeg vil og ikke når jeg vil og det gør mig ked af det.
Så i teorien har jeg ingen venner – og jeg ved i mit hjerte at det bare er et spørgsmål om tid, før jeg heller ikke taler med Kunstmaleren mere. Jeg kan ikke være venner med en, som jeg faktisk oprigtigt bare gerne vil være venner med, men som gerne vil mere med mig – og som er gift. Det er virkelig noget shit. Og Psykiater-Lærlingen havde så meget ret, men jeg tænker også at hun vil forstå, at jeg er SÅ ALENE at lidt (forkert) selskab er bedre end intet selskab.
I dag havde jeg så rigtig svært ved at vågne, pga. øllene i går aftes. Da jeg endelig fik sparket mig selv ud af sengen, kørte jeg over og gjorde rent i min udlejningslejlighed. Er du helt åndssvag hvor er jeg T R Æ T af at gøre rent!! Jeg er mæt og træt og kørt surt i rengøring. Jeg har vitterlig næsten ikke lavet andet siden 2011….
Lejligheden var pæn og ren og det var svært at se at der havde boet nogen, jeg måtte virkelig tage mig selv i ikke at gå i stå af flere omgange, springe over hvor gæret er lavest og sjuske i krogene. Jeg havde selvfølgelig glemt at få et lagen med, så jeg kunne ikke blive færdig i dag, og må derfor over og gøre det færdigt i morgen – og lukke gæsterne ind. Gæsterne bliver frem til ca. 1. Juli (Jeg er total blank og kan ikke huske det uden at kikke i en kalender) Den næste gæst kommer d. 14. Juli og bliver til 23. August.
Lige nu leger jeg med tankerne om at få en fast lejer pr. 1. September. På 1 eller 2 årig lejekontrakt. Udfordringen er bare, at jeg simpelthen er så mega nervøs for at få en dårlig lejer ind. Frygten for gården sidder stadig i mig. Lugten, tankerne, følelserne og billederne vælter frem når jeg tænker på det. Så har jeg meget mere styring og magt over en udlejning, når det er tidsbegrænset turistudlejning.
Da jeg var kommet så langt som muligt i rengøringen, kørte jeg hjem til Far og Mor og hentede Ella. Hun har kedet sig en del de her sidste par dage fordi alt drejer sig om babyen hjemme hos mine forældre og jeg har ikke kunnet overskue hende. Så vi kørte ud til SUP havnen, parkeret og gik langs vandet og letbane skinnerne til det gamle Psykiatrisk Hospital i Risskov og nogle haver i nærheden, hvor Ella løb løs og havde en fest.
Så gik vi tilbage, vejret var dejligt og jeg var fin i tøjet. Blå levis med opsmøg, de lyserøde kondisko jeg fik af Mor som hun havde købt til sig selv ved en fejl for over et år siden, en sort tank top og udover den en løs hørfarvet strikbluse i løst strik/hullet strik og så min fine Gustav Jakke med blomster på ryggen.
Min plan eller ide, var at vi kunne (Ella og jeg) gå tilbage til SUP og få en Fredagsøl hos SUP eller i restauranten ved siden af. Pga. den lange gåtur vidste jeg at Ella ville være træt og dermed nemmere at have med og når jeg har hende med, så kommer jeg nemmere i kontakt med folk, fordi hun er sådan en cuteness magnet og samtidig føler jeg mig heller ikke så alene, forkert og fejlplaceret.
Men fuck stå i det, mine forældre har haft leje min yngste lillebrors gl. lejlighed ud til en klam kost – virkelig KLAM – og hun har slet ikke gjort lejligheden ren, da hun flyttet ud. Jeg skal prøve at tage nogle billeder, men jeg lover dig, stikkontakterne, bare for at tage et eksmpel, er helt sortbrune af fingre (de plejer at være hvide) så min Mor ville, at vi skulle bruge vores Fredag eftermiddag/aften (klokken 17.00) på at gå og tage billeder og notere hvor nasty der var i lejligheden…..
Ja jeg kunne have sagt nej, men så havde min Mor på 69 år skullet gå og gøre det alene og kald mig bare Mads om jeg ikke ville komme til at hører for dét….. så jeg måtte gå fra en havn og et område som summede af solskin, glade mennesker og sammenhold, for at gå rundt i en stinkende lejlighed…..
Og sådan endte jeg på sofaen med en pizza og et viskestykke som hagesmæk – og en øl jeg ikke kunne lide og derfor ikke drak. Jeg spiste kun halvdelene, før jeg fik ondt i maven.
Så så jeg en film, delvist med lyd, om en psykiater hvis datter bliver kidnappet, indtil han får en pige der er indlagt, til at fortælle ham en kode/nogle tal. Pigen har 20 eller flere diagnoser men han finder ud af at hun faker det hele, fordi hun er bange…. filmen har ikke fået gode anmeldelser, men den var virkelig virkelig god https://www.imdb.com/title/tt0260866/
Og nu ser jeg Zorro, delvis med lyd. Har set den mange gange før og om lidt når jeg er færdig med at blogge, slukker jeg og går i seng. I morgen skal jeg gøre lejligheden færdig og lukke gæsterne ind.
Jeg kan ikke lade være med at sidde her i sofaen, og tænker på, hvad det kræver, hvad jeg skal gøre, hvor jeg skal starte, for at ændre mit liv, så jeg ikke skal bruge så meget tid på at planlægge én eller to timer en Fredag aften og så pludselig ende op i sofaen, alene. Igen.
Jeg drømmer så meget og jeg længtes så meget, men det er som om livet er utopi for mig, som om jeg ikke få tilløb nok til at starte et sundt, godt og rigtigt liv.
Jeg har ingen venner. Jeg har ingen penge. Jeg længtes efter oprigtige knus, men ikke på den upassende måde. Jeg drømmer om at tjene penge. Mine penge. Om at være selvstændig og uafhængig af andre. Jeg drømmer om at være noget for nogen. Om end ikke andet, så bare deres ven.
Men jeg er ingenting og jeg er ingens ven. Og ingen vil savne mig den dag jeg er væk.
Min fremtid byder på 7 måneder i selskab med en behandler som jeg føler svigtede mig, da jeg var ærlig og oprigtig. Som fik mig til at fremstå som et dårligt menneske, når hun i min verden steg i anerkendelse (for en stund)
Jeg føler mig så så alene. Og jeg forstår ikke hvorfor jeg skal straffes så meget.