Jeg ligger i min seng alene. Ella er hos Far og Mor, så jeg er helt alene for første gang i laaang tid i egne omgivelser.

Min sjæl gør fysisk ondt. Jeg har et savn så dybt at det føles som en mellemting mellem kvalme og rumsterende ondt i maven. Savnet sidder et sted bag mit luft og spiserør, og smerten sidder højere end maven men lavere end brystet. Mit afsavn er så enormt stort, tungt, hult og smerteligt at jeg græder når det bliver så slemt som det er nu.

Jeg savner noget jeg aldrig kan få igen. Uanset hvor længe jeg lever. Uanset hvor mange penge jeg sparere op. Uanset hvor hårdt jeg arbejder eller hvor inderligt jeg beder, uanset hvad så kan jeg aldrig fylde mit smertelige afsavn.

Jeg savner min Psykiater-Lærling.

Helt enormt.

Eller, nærmere zoomet ind, så savner jeg helt pin-point-specifikt den tid vi havde sammen. Vores samtaler. Tilliden. De 45 minutter.

Jeg savner det SÅ MEGET at det slet ikke kan beskrives med ord jeg kender men jeg ved at det aldrig kommer igen.

Dels fordi det fysisk er umuligt at gå tilbage i tiden.

Dels fordi den fortrolighed og tillid der var mellem os, ikke kun er brudt, den er misbrugt.

Jeg kan aldrig igen, skabe sådan en tillid med nogen. For nu ved jeg hvad det vil sige når tillid misbruges og dén lærdom forsvinder ikke.

Et sted mellem savnet om at gå tilbage i tiden og den misbrugte fortrolighed, ligger en voldsom følelse af skam, sorg og smerte, der når jeg er alene som nu, forplanter sig som en dyb og smertelig følelse af afsavn et sted i min krop.

Jeg håber jeg dør i nat.