I dag var jeg hos en psykolog i Risskov. Ikke pga. at jeg skulle til psykolog men fordi jeg havde købt en session hos et livsstil hus her i Århus, lang historie kort, der gik 5 dage fra jeg købte prøve sessionen til jeg hørte fra dem. Pænt uprofessionelt. Damen jeg valgte var bla. uddannet psykolog og sygeplejerske og sessionen gik godt, tænker jeg, så jeg tror jeg vælger hende.

Jeg går der fordi jeg vil prøve at få styr på min mad og madvaner, det er helt HELT skævt og jeg tager alt for meget på. Inde i mit hoved tænker jeg faktisk at 30 mg Cymbalta er for lidt, at jeg skal op i dosis for at få det bedre men jeg tør ikke kontakte min læge fordi jeg er bange for hvad det ellers kan fører med sig.

Så sent som i går sagde min Far at han syntes jeg skulle stoppe med medicin, når jeg var så kronisk træt og uoplagt. Han var selv lige stoppet med at tage medicin for svamp i neglene (!) og havde fået energi som en 17årig pga. det. Jeg tænker ikke umiddelbart det kan sammenlignes men jeg sagde ikke noget. Det er som om alle allerede har glemt hvor skidt jeg har haft det fra Juli 2019 frem til Marts 2020. Nu har jeg det bare skidt, før havde jeg det mega skidt skidt.

(Og Ella har lige slået en klam hundefis der lugter af gammel mælk!!)

Damen spurgte ind til min madhistorie i min barndom, i min ungdom, og i nuet. Jeg fortalte at jeg var et mega kræsen barn og at kun Mormor tog hensyn til at jeg var kræsen. Jeg forstår godt at det som forældre med 4 børn på en gård i 80’erne er svært at have ét barn der ikke vil spise hvad der bliver serveret men jeg forstår ikke at man så ikke prøver at lytte til barnet.

Feks. så bryder jeg mig ikke om ting der er blandet sammen. Jeg elsker salater men tingene skal være delt op og ikke blandet sammen. Man skal heller ikke skærer løg som det første og så bruge samme kniv og skærerbræt til resten af salaten, for så er det ødelagt. Man skal heller ikke blande frugter og grønsager – generelt skal man slet ikke blande madvare, jeg syntes det er dybt klamt og vammelt og kød der er flået fra hinanden og mast sammen er lige til at brække sig over.

Jeg fortalte om hvordan mit køkken er smukt og ultra rent og opstillet men jeg bruger det aldrig. Alle dåser står med markaten fremad. Alle tallerkner, glas, gryder mv. står perfekt på linje i skabet. Maden i køleskabet står i sorteringsorden. Jeg elsker renhed og orden men jeg hader at lave mad. Jeg fortalte om hvordan jeg glemmer at spise før jeg er kronisk sulten, jeg fortalte om min gl. lejlighed hvor jeg ikke behøvede at gå ud i køkkenet, jeg fortalte om at få maden serveret dagen efter som barn, om at blive tvunget til at sidde ved bordet indtil maden var spist, at få samme mad næste dag, om Mormor der lavede specielt mad til mig uden “tarme i” (udkogte asparges) og jeg nævnte kort at jeg ikke anede noget om at lave mad da jeg flyttede hjemmefra og ud på gården. Jeg ønsker ikke at komme ind på “gården” og min Gudfar men jeg ønsker samtidig at få sandheden frem.

Og sandheden er at mad altid har været et problem for mig og det eneste jeg ønsker er at det ikke er et problem for mig, for så tror jeg at min vægt regulere sig igen.

Og mærkeligt nok, så syntes hun ikke jeg lød som et kræsent og irriterende barn men mere som en delikat spiser (ja det var hendes egne ord) Jeg er ret sikker på at min familie ville være hamrende uenig! Hun spurgte mig flere gange hvordan jeg følte når jeg feks. skulle blive ved bordet og de andre gik ind i stuen, eller når jeg igen smed mad ud fordi det var blevet for gammelt i køleskabet eller når jeg gik i seng sulten eller når jeg købte take-away og her bed jeg faktisks selv mærke i, at jeg ikke rigtig føler noget, udover forkert.

Og det er måske (måske ikke, jeg er ikke psykolog) en ting der går igen i mit liv. Jeg føler mig altid forkert i forhold til alt og alle. Jeg kan aldrig gøre eller sige noget rigtigt og jeg kan aldrig bare blende ind og blive en del af almindeligheden, hende der bare hedder Mette, bor i et paracelhus, har en sød mand, gode gamle skoleveninder og 3/4 barn og en bil der afdrages på. Jeg er altid udenfor. Og forkert. Og nu også fed.

Psykologen var meget overrasket over at jeg var 42, hun mente nemt jeg kunne være 10 år yngre eller mere. Det var helt klart ment som et kompliment, men for mig, er det ikke et kompliment. Jeg vil gerne have den respekt der kommer med min alder, men når folk altid tager mig for yngre, er det svært at opnå respekt og specielt den respekt der kommer med at have levet i 42 år.

+ at jeg lige her kl. 21.03 fik en mail fra Styrelsen for Patientklager, jeg skal uddybe hvordan jeg mener der er sket brud på tavshedspligten hos min psykiater-lærling. And it will be a pleasure totally on my side, to do so!!

Psykologen er gået på ferie i dag og er først retur i August, så vi lavede en ny aftale i August, har allerede glemt datoen, og imens skal jeg så finde ud af hvilken “pakke” jeg vil købe, jeg har end ikke kikket på det siden jeg bestilte prøve sessionen. Men jeg husker at den dyreste pakke kostede 15.000 kr og dét er mange penge fra min kassekredit. Jeg kan ikke overskue at tænke på det lige nu.

Så lad mig i stedet for fortælle dig om alle de fucked up ting der foregår i mit liv.

1.Min psykiater-lærling er igen begyndt at dukke op på min FB som en FB mener jeg burde tilføje som ven. Pudsigt nok har jeg ikke søgt på hende så jeg kan naturligvis ikke undgå at tænke over hvad der foregår i den anden ende (på hendes side) siden hun dukker op på min? Det kan jo også være hende der søger på eller nævner mig? Et hurtigt tjek af hendes profil fortalte mig at hun nu officielt er FB venner med Fede Dorit. Jeg tænker at de har haft et legendarisk møde omkring mig, og blevet enig om en masse psykologiske mangler som matcher på mig. Næste skridt er bong-buddies og udveksling af tips til børneopdragelse 🙄 Der burde være officielle love om hvor dumme offentlige ansatte må være, specielt hvis de mener de er kloge nok til at være uden voksenopsyn på sociale medier samtidig med at de klandre deres patienter for at gøre brug af samme. Jeg er mega træt af de damer, så jeg lavede kort process og blokerede dem alle + dem hvis navne der ellers lige poppet op i mit hoved i forbindelse med psykiatrisk hospital.

2. Jeg har talt lidt med Troels Bonde her på det sidste. Han bor i et af de Baltiske lande, så det er rent online og kun pga. ensomhed fra min side. Jeg kontaktede ham med en forespørgsel om vi skulle spille Backgammon online. Lang historie kort, han spurgte for et stykke tid siden om jeg ville hjælpe ham med at indrette hans lejlighed, efter at han har smidt kæreste nr. 100 ud. Han har altid en kæreste og har endda været gift og hans drøm i livet er at være en engelsk gentelman med masser af elskerinder der bare tigger efter at blive pumpet hårdt med hans 27 cm. lange pik indtil deres mellemkød flækker. Det ville jeg naturligvis gerne, altså hjælpe med at indrette hans lejlighed og finde de ting han ønskede at købe (her i Danmark) og sørge for at få dem sendt over til ham, for jeg vil altid gerne hjælpe men hver gang jeg vendte tilbage med at jeg havde fundet det han ønskede, så havde han selv fundet det, så jeg droppede at hjælpe. Jeg har ikke hørt fra ham indtil for et par dage siden og vores samtale lød sådan her.

Måske det er forkert af mig ikke at tage telefonen? Første gang han ringede var jeg på vej ud til psykologen, jeg skulle være der kl. 13.00. Anden gang var jeg lige kommet hjem, jeg tog Ella med og hun ventede i bilen og bagefter gik vi en lang tur i skoven og da vi kom hjem gik jeg direkte i seng.

Tredje gang var jeg igen ude at gå med Ella.

Jeg kunne naturligvis havde ringet tilbage da jeg kom hjem men hvad skal jeg svare til at han gerne vil komme og kneppe mig lidt? Jeg er der slet ikke.

3. Kunstmaleren. Han ringede og spurgte om jeg ville gøre hans badeværelse rent. Lang historie kort. Han har fået nye lokaler som er sprit nye og nyistandsatte med nyt badeværelse. Allerede da jeg så det sidst for længe siden (har kun set det én gang) var det fuldstændig smurt ind i maling. Og det var beskidt, som i klamt beskidt. Jeg sagde som sandt var at han ikke kunne have kunder på besøg i sådanne omgivelser og at jeg som udlejer ville blive pisse sur hvis jeg så mit nyistandsatte badeværelse sådan. Iøvrigt var hende psykologens badeværelse også mega klamt. Hun undskyldte det med at det ikke blev brugt så meget under Corona men det er ligesom ikke en undskyldning for at der er centimeter tyk støv på flisekanten, maling på håndvasken og fucking klamt toiletsæde der glinsede af creme fra de forskellige røve der har siddet dér. Nasty AF! Man kunne eventuelt bruge coronafri til at skrubbe sit badeværelse i sin klinik! Nå men tiden går og han ringer og spørge om jeg vil gøre det rent. Jeg føler mig lidt fanget fordi han naturligvis også roser mine evner til at gøre rent. Igen lang historie kort, jeg endte med at skrive at jeg ikke kunne komme. Han skrev ok. Tiden går og så vendte han tilbage og spurgte igen og jeg følte mig igen fanget, specielt fordi han ville betale i Naturalier. Jeg sagde at jeg ikke kunne spise så mange Big Macs som dét ville kræve, velvidende at han mente at han ville betale i sex. Igen lang historie kort, jeg har lovet at gøre det rent d. 8. Juli for 1000 kr sort. Det bliver et slavearbejde. Hvorfor er det at folk ikke vil betale for at få gjort rent? Hvis han skulle have fat i Yding Gruppen eller ISS ville det koste 400+ kr i timen.

4. Lotte har ignoreret mig siden at jeg fortalte hende min ærlige mening, hvilket er at hun må tage sig lidt sammen mens hun ligger i skilsmisse og droppe at jage mænd på tinder, scor mv. Ham hun har fundet i Silkeborg og knaldet et par gange og straks føler sig SÅ forelsket i, droppet hende i sidste uge og nu er hun helt knust og står og skal flytte og ønsker at blive osv. Mennesker er virkelig fucked når det kommer til følelser – og meninger. Hun spurgte selv og jeg svarede og så blev hun sur. Trust me, det er ikke så fedt som man skulle tro, at sige “I told you so” så det gør jeg aldrig men hvad sagde jeg….

5. Jeg har været ved frisør for at få ordnet mit hår – det er total fråseri og 2. gang i 2020 at jeg er til frisør men jeg vil så gerne bare været fin og pæn til festen i Skagen, som jeg iøvrigt skiftevis er parat til at tage til og til at melde afbud fra. Også fordi jeg frygter at Norman Bach vælger Tisvilde fra og kommer til Skagen i stedet for og to andre som jeg havde en semi aftale med (lavet sidste år, men for mig stadig lige gældende) ikke kommer alligevel, de er henholdsvis på filmoptagelse og på andre opgaver. Det vil sige jeg er total alene i Skagen med masser af tid og plads til at føle mig som en uendelig taber.

Eneste positive er at jeg skal have Ella med, så jeg ikke er 100% alene og i det mindste vil jeg være en taber der går med sin hund.

Ella er kommet ud af hendes velco-hund-i-falsk-løbetid og er nu bare jævn irriterende som altid og giver mig konstant dårlig samtivittighed når jeg efterlader hende hjemme, om det så bare er for at gå ud og handle ind. Jeg føler det som et konstant svigt fra mig mod hende og jeg frygter at hun bliver traumatiseret af det, eller du ved, ulykkelig som en hund kan blive.

Jeg har overvejet om jeg skal tage fat i min Kranio Sakral dame igen, har ikke kontaktet hende siden før jul, men har så ondt i kroppen at jeg kunne skrige, mine håndled gør ondt, min nakke, arme og hud gør ondt. Jeg spurgte mor om hun nogensinde havde haft ondt i huden, jeg ved ikke helt hvad hun mente men hun kendte godt til det. Jeg har aldrig prøvet noget ligende.

Alting på mig er i smerte. Og nu skal jeg forklare mig yderlig til Styrelsen for Patientklager, d. 13. Juli kommer min bror fra Østrig hjem, hvilket er mega stressende, d. 21. Juli bliver jeg 42 og d. 28. Juli får jeg at vide hvordan min fremtid ser ud. Er svaret negativt ser alt ud i fremtiden blankt ud. Der er intet i min fremtid. Intet. Ikke én eneste plan, ikke én enste mulighed.

Første August 2020 vil jeg være 42 år, single, barnløs, arbejdsløs, på dagpenge og lige på kanten til at blive hevet ind i dagpengenes maridt af møder, arbejdsprøvning af den dårligste slags. Uden fremtidsplaner og uden fremtidsudsigter. Ihh hvor jeg glæder mig.

Jeg overvejer om jeg skal være taktisk og opgradere mig selv rent medicinmæssigt, jeg føler allerede at stenenen ruller under mig, og jeg kan mærke at mine selvmordstanker er tiltagende. Kors hvor jeg hader HADER sommeren og alle de glade varme lyse sommeraftner som kun er tiltænkt dem der er fungere optimalt.

Klik på billederne, for at se dem i fuld format ⬇️

• 

• 

• 

• 

• 

• 

I går aftes/nat lyttede jeg til optagelserne af temamødet nr. 2 med de 4 stikkende kvinder fra 14. August 2019. Det hvor min nye psykolog deltog og hvor psykoedukationspsykologen var hende der talte mest. Optagelserne er 54 minutter lange. 9 minutter og 13 sek. inde i optagelserne smider hun bomben om at jeg er sådan en der giver gaver og derigennem forsøger at finde ud af private ting om mine behandlere. Dét og så ved at søge jobs. Det er mig SÅ uforstående hvordan de kan komme frem til den konklution. Da hun smider bomben, er min i forvejen meget på-vagt-stemme, total stille i 2 minutter. Det er her jeg falder bagover inden i og ser hele rummet nedefra. Da jeg endelig taler igen, er min stemme helt forandret og jeg ved at det er dér hvor jeg sidder ved siden af døren, krøbet sammen i en stol rent mentalt, mens jeg fysisk sidder og forsvarer mig selv på livet løs.

Jeg havde, måske lykkeligt? glemt at hun i samtalen, gik helt tilbage til min første psykolog, psykologen med den stille stemme på Enhed for Selvmordsforebyggelse. Men det viser sig at de, altså psykiatrisk hospital, har haft et skævt øje til mig siden jeg gav kage til Enhed for Selvmordsforebyggelse i Juli/August 2018. Vel og mærke uden at informere mig om at de syntes det er mærkeligt og et tydeligt tegn på at jeg forsøger at skabe personlig kontakt til mine behandlere. De har end ikke taget emnet op med mig. De har bare lavet små fodnoter om hvor mærkeligt det er at jeg gav kage og gav 2 x vaser og blomster til min psykolog med den stille stemme. End ikke min psykiater-lærling har én eneste gang bragt det op for mig, at det var forkert eller kunne tolkes forkert eller på anden måde gennem vores – i min optik – ret fortrolige forum, gjort mig opmærksom på mine uheldige handlinger. INGEN har syntes jeg skulle gøres opmærksom på det, men alligevel bruger de det imod mig.

Er det her jeg burde sige at jeg syntes det er mærkeligt at min psykolog med den stille stemme giver mig knus og siger at jeg altid er velkommen til at kontakte hende, da vores sessioner slutter? Og når jeg så mere end ét år efter jeg er stoppet hos hende, kontakter hende og spørger, via omstillingen naturligvis, om jeg må komme forbi på et lille visit, så er det MIG der er noget galt med?

Er det her jeg burde sige at jeg syntes det er mærkeligt at min psykiater-lærling giver mig ikke ét men hele 2x knus den dag jeg stopper hos hende (17. Juli 2018) og roser mine evner som iværksætter, siger at hun vil booke rengøring igennem mit firma og at det er en person som jeg, hendes mands hostel ville have rigtig meget gavn af at ansætte? At hun håber at jeg vil indse hvor fantastisk et menneske jeg er og hvor mange evner og gaver jeg har at give fremtiden? Hun siger jeg altid skal være velkommen til at kontakte hende hvis der er det mindste – og da jeg så endelig gør det, så er det MIG der er noget galt med?

Jeg googlede min psykolog med den stille stemme, fortalte hende det og sammen talte vi om foredelene og ulemperne ved at have en viden om sin behandler som man ikke kan slette igen. Det var en fin samtale og grunden til at jeg aldrig googlede min psykiater-lærling eller Fede Dorit, indtil jeg altså blev beskyldt for at havde gjort det.

Livet er så uretfærdigt og jeg kan virkelig ikke se hvordan jeg igen og igen kan blive ved med at lave fejl og løbe direkte ind i en beton væg, når det eneste jeg virkelig oprigtigt prøver på, er at være sød, god og imødekommende?

Feks. har Lotte skrevet at hun gerne vil have det spisebord og 4 stole som jeg tilbød hende for lang tid siden. Jeg kunne sælge det og tjene mellem 500 til 800 kr på det, men i stedet for giver jeg det til en veninde der mangler møbler. Gad vide hvad en psykolog ville få ud af den handling?

Jeg er så uendelig trist og træt af livet. Gid livet ville slå en knude på en sådan måde, at jeg dør. Feks. i en bilulykke. Men jeg skal vitterlig dø, for at kører galt igen ligesom sidste år og sidde med udgifter for 31.000 kr uden at nogen vil dække dem, er ikke fair. Det er nærmest som at grine af mig.

Jeg hader mit liv. Mit fremtidsløse liv.

Helt seriøst, prøv lige at forestil dig dit eget liv. Alt efter 31. Juli er væk. Intet job at stå op til, ingen børn, ingen mand, ingen venner og veninder, du er bare alene. 24/7. Du er overvægtig, du er deprimeret, du er uden energi, du har smerter i hele kroppen og i morgen forsætter som i dag.

Hvad ville du gøre hvis du var i min situation? Ville du ikke også ønske at dø for at komme ud af den maridtagtige cirkel du befinder dig i?