I dag har jeg været til min første samtale med min nye behandler. Jeg kan nu huske hendes navn, men jeg glemte at spørge om hun var Psykolog eller Psykiater.
Jeg græd ikke ret meget mens vi talte sammen, hvilket var ret heldigt, for hun har ingen spejl i hendes kontor, så det er sådan 50/50 om man går ud derfra og ligner en skamskudt panda indtil man når til badeværelset eller om man ser nogenlunde menneskelig ud. Jeg ramte vist den sidste ret godt i dag, minus mit total røde hævet ansigt, som altid kommer når jeg græder.
Jeg kan faktisk ikke huske hvad vi talte om, men jeg mindes hun forsøgte at spørge ind til ting, ting som i min optik allerede ligger bag mig, men fordi hun ikke har samme baggrundsviden som min Psykiater-Lærling, så bliver vi nødt til at starte et andet sted. Tanken alene om det giga stykke arbejde der ligger foran os, gør mig træt. Og fortvivlet.
Men hun er sød og blid i stemmen og jeg forsøger at fastholde mine tanker i, at dét er det vigtiste.
Vi skal ses hver onsdag kl. 9, hvilket betyder at jeg kan begynde til Sensitiv Yoga igen, hvis jeg vel og mærke kan få mig selv afsted. Det er pt. ikke lykkes mig at komme afsted til SUP siden jeg fik min nye fine dragt. Jeg sidder (igen) og følger dem på Instagram og Facebook og føler mig forkert og ekskluderet men kun fordi jeg har ekskluderet mig selv. Mor’s sms hænger stadig i mine tanker.
Da jeg var færdig hos min behandler (har ikke lige fundet et navn til hende herinde endnu, så måske hun bare skal hedde “Behandler”?) gik jeg på toilet og så kørte jeg en tur på McDonalds, som ligger sammen med en Cirkel K. De sælger 3 Cola Light for 35 kr – jeg har drukket alle 3 x 500 ml i dag. Og sovet en del. Så jeg går en dejlig nat i møde.
Jeg tanket bilen, købte cola light og bagefter en cheeseburger hos McDonalds. Så kørte jeg ud og kikkede på Kolonihave, men der var ikke nogen nye salgsopslag. Så jeg kørte tilbage til Psykiatrisk Hospital og sad i bilen og scrollet på telefonen indtil klokken var 11.00, så gik jeg ind og op på Afdelingen for Selvmordsforbyggelse. Jeg blev VIRKELIG nervøs da jeg gik derind, som i virkelig virkelig nervøs!! Min mave slog total knude og jeg skyndte mig direkte ud på toilettet. Bagefter gik jeg ind i receptionen og fortalte den søde omstillingsdame at jeg var kommet. Hun smilede til mig og sagde at jeg bare kunne sætte mig i venteværelset.
Jeg havde faktisk helt glemt hvordan det så ud og hvor forskelligt og lyst det var i forhold til nede på Enhed for Personlighedsforstyrrelse, fordi vinduerne er størrer og de ligger en etage højere oppe. Mens jeg sad og ventede, faldt min mave lidt til ro, hvilket var dejligt for jeg frygtede den ville lave en “nær-død-oplevelse” på mig.
Og så kom min Psykolog!
Hun så lige så sød ud som jeg huskede hende, men også ældre og mere lyshåret. Naturligvis er hun ældre, hun er faktisk 2 år ældre – og det er jeg jo også men det kom bare bag på mig at hun ikke så nøjagtig ud som jeg huskede, altså som i picture ressembling. Men det gør man jo aldrig efter 2 år.
Hendes kontor var stadig dejlig varmt og stille og lydtæt. Der var kommet lys i hendes gyslige lerlampe, som ikke var blevet pænere de sidste 2 år. Vi talte lidt sammen men jeg kan faktisk ikke huske hvad vi talte om, hvilket irritere mig. Hendes ansigts mimik og smil, latter og stemme virkede så bekendt. 2 gange kaldte hun mig “kvinde” hvilket jeg syntes var sjovt og sødt, det tror jeg aldrig nogen har kaldt mig før!
Hun kikkede mig dybt i øjene og sagde at hun var glad for at jeg havde valgt at tage imod hjælp og at jeg havde valgt at blive 40 år. Jeg kunne ikke rigtig kikke hende i øjene for jeg føler jo lidt jeg bedrager hende – og omverden. Jeg har flere gange siddet ude på parkeringspladsen foran Psykiatrisk Hospital og drømt om at gå ind og bare forsvinde, jeg har ikke oprigtig lyst til at være 40 år, jeg har ikke oprigtig lyst til at gå i behandling og starte et nyt forløb op med min nye behandler, blot for at være samme sted om ét år. Målet er jo ultimativt gruppeterapi og dét kan jeg ikke overskue.
Jeg har slet ikke lyst til at være her og kan derfor ikke rigtig være glad sammen med hende, på mine vegne. Jeg syntes ikke der er noget at være glad for – og jeg skammer mig over at jeg ikke er glad. Jeg burde være glad. Og taknemmelig for at der er plads til mig på Psykiatrisk Hospital, hvor der spares så meget på alting, at folk som har det ti gange værrer end jeg, bliver sendt hjem. Dét er hjerteskærende at tænke på. Men jeg er ikke taknemmelig. Jeg er helt tom inden i. Og alligevel føler jeg mig stresset.
Hun gav mig et knus, faktisk sagde hun, med et stort smil: “Kom her Kvinde!” og så gav hun mig et stort knus. Jeg blev helt befippet, ligesom jeg gjorde da min Psykiater-Lærling gav mig et knus. Det var uvented, dejligt men uvented. Jeg har hele tiden forsøgt at holde mig på klientpatient siden, passet på med ikke at overskride usynlige grænser – så de ikke kommer i klemme.
Hun havde stadig (pudsigt nok!) mega lange lange ben og en flot slank figur. Hendes hår var dog meget meget lysere end jeg husker det – jeg husker at hun var brunhåret ligesom Kronprinsesse Mary. Der var mange ting jeg gerne ville have spurgt hende om, men jeg glemte alt om mine spørgsmål, da jeg sad derinde.
Da jeg skulle til at gå, stod jeg op ved døren med hånden på håndtaget. Jeg kørte håndtaget ned et par gange mens vi talte sammen, ikke fordi jeg havde travlt men fordi jeg ville indikere at jeg ikke ville tage mere af hendes tid og var parat til at gå. Det var som om døren var låst da jeg forsigtig trak i den – total humoristisk siger min Psykolog: “.….døren er ikke låst (mens hun blinker med det ene øje)…den binder blot….” Jeg var flad af grin (!) over at hun dels huskede dén episode og dels at hun fyret den fedeste joke af, lige dér midt i det hele og gjore noget alvorligt til noget sjovt. Jeg kyselsker hende for hendes humor!!
Da jeg var der aller aller sidste gang, i Maj 2017, trode jeg at hun låste døren da jeg kom ind (efter min stik-af-episode) og hun gik derfor hen og åbnede døren og vise mig at døren faktisk var åben, og ikke låst. Og med hendes kommentar lige dér, viste hun at hun godt huskede dén episode og dét var faktisk ret humoristisk – også selv om man nok skulle have været dér!
Jeg håber hun kunne lide vaserne og blomsterne og brevet. Under alle omstændigheder, føler jeg at jeg har lukket dén løse ende. Og netop som jeg gik, og sagde pænt farvel til de søde omstillingsdamer inkl. Yvonne damen, kom min fine fine kage. Jeg håber den var et hit og at der var nok til alle.
Da jeg kom hjem, sov jeg i en solstråle med Mormors lilla sengetæppe over mig. Så forsøgte jeg mig med lidt Netflix og “Anne with an E” episode 2, men jeg tror jeg syntes den er for uhyggelig – yes sir, du læste rigtig. Jeg er 40 år og syntes en børneserie på Netflix er for uhyggelig til at jeg kan se den. Måske fordi jeg er bange for at den nye filmatisering ødelægger noget af min egen opfattelse af Anne fra Grønnebakken. Som om jeg ikke kan rumme ændringerne. Jeg ved det ikke, men det er mærkeligt – jeg har brugt snart 2 måneder på at se 1,5 afsnit…..I’m a mess.