Igen – en epoke i mit liv er oversået eller ehmmm hvad er en epoke egentlig?
Så, kan man betegne 24 timer som en epoke, en længere tidsperiode præget af betydningsfulde begivenheder? Tjaee kan man ikke? Altså set ud fra det perspektiv at mit liv er som en fucking vulkan der altid er lige ved og næsten at udkonkurrer Eyjafjallajökull på Island? Jeg tror godt man kan sige at mit liv de sidste 24 timer har været en epoke. Yes.
Nå men altså i går, torsdag, stod jeg op efter at have snoozed 3 gange (!!) fik smidt min slappe krop i løbetøjet og så afsted ud på min gl. 5 km. rute (som jeg i sidste uge kun fik løbet knap 3 af) men denne dag skulle jeg fanden fiseme igennem alle 5 km. Beslutsomheden var stor!
Henover marmorpladsen, ned af alle trapperne, hen af promenaden og ned af trapperne til stranden og så ellers i fuld udstrakt galop ud af molen – hvis jeg tager den frem og tilbage 3 gange, er det i sig selv 3 km og så hjem igen med et svingærinde, så sidder de 5 km lige i skabet (benene)
Morgengry og Løbetur i Spanien – læg mærke til mine efterhånden sprøde tynde ben…
Da jeg kom ud af molen, går der en dame foran mig, som helt klart ser mig (hører mig) for hun drejer hoved halvvejs bagud, sikkert da hun kan høre mine skridt. Hun går med en fuldvoksen dalmatiner hund i snor og en schæferhund (som vi også havde et skønt eksemplar af da jeg var barn, han er på alle billederne af mig)
Alligevel, selv om hun kan høre mig komme, slipper hun hundene fri af snoren og de spæner afsted, indtil de opdager at jeg kommer bagfra i fuld galop – så tror jeg at hundene tror, at jeg ville lege – hvilket jeg helt positivt IKKE VILLE – men da jeg jo ikke er vant til at være omkring hunde, så forsætter jeg med at løbe, for jeg tænker at damen jo vil kalde sine hunde til sig – det forsøgte hun så også, men uden den store effektivitet, så pludselig har jeg en schæferhund OG en dalmatiner stående på bagben op af mig – her vil jeg lige pointere at jeg er 159 cm høj og at en sådan hund på bagbenene er lige så høj som jeg – deres tænder er mega mega MEGA store tæt på!
Jeg nåede slet ikke at blive bange – før jeg skubber dem ned af mig og bakker, hvilket stadig ikke medfører at feks. damen kommer løbende og tager sine fucking hunde til sig!!! Hunde mennesker er bare så fucked up i hoved, de tror part-out at alle elsker deres firebenede venner og at netop DERES HUND er den bedste hund i hele verden og dét må alle andre mennesker i verden da helt sikkert kunne se og forstå!
Fuldstændig samme egoistiske tankegang som småbørns forældre har, de syntes jo at netop deres øgleunge er den sødeste mest nusereste baby i hele universet og selv når baby gylper gult og skider grønt, så ER det bare SÅÅ fantastisk og det skal bare SÅÅ meget på Facebook, Instagram og helst også pinnes på Pintrest!
Nå, men hundene ryger ned og så sætter jeg ellers i løb (igen) og igen kan jeg jo i bagklogskabets uendelige klare lys godt se, at dét måske ikke er det man skal gøre når man har to galoperende hestehunde bag sig, for de her suuuuuper intelligente dyr, kan ikke se forskel på en kondiløber og en idiot med en pind der vil lege, så de spæner efter mig, hvilket bekræfter mig i, at jeg faktisk godt kunne vinde 100 meter i spurt for kvinder!!!
Den store Dalmatiner springer op igen, på min højre arm og snapper ud efter mit hoved, hvorefter jeg rykker hoved tilbage og værger for mig med højre arm, hvilket resultere i at den bider mig i armen i stedet for, – men den fucked up hundeejer råber til mig (på engelsk, hun konkluderet nok at jeg var for blond til at være Spanioler) “I’m sorry…” hvortil jeg svare (på engelsk) “This is SO NOT cool!” og endelig er det som om der kommer liv i den skøre hundedame og hun kommer og får sat snor på Schæferen men Dalmatineren er all over og opfører sig som om den er på fucking speed, hvilket resultere i at jeg ender med at give den en knytnæve (hårdt!!) oven i hoved, så det gyngede i kraniet da den igen hopper op af mig og kradser mig på halsen, hånden og så hårdt igennem min (røde!) Nike Løbejakke at der går hul i stoffet og hul på huden – som i dag er røde og ømme af betændelse.
Først dér lykkes det damen at få Dalmatineren i snor og jeg – som jo på nuværende tidspunkt endnu ikke er nået at blive bange – ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg mener, jeg er jo lige blevet overfaldt af to hunde på en mole i Spanien mens ejeren havde tid til at tvære sin smøg ud på asfalten før hun fik fat i snoren og forsøgte at tøjle sine møghunde!
Så hvad gør ærke søde Deirdre-Ann? Hun siger ingenting og sætter i løb den modsatte vej tilbage af molen mens jeg drejer hoved så ofte at min hestehale pisker mig i øjnene og igen ved jeg at jeg nemt kunne overhale enhver langbenet Kenyaner på en kort spurt – bare tanken om hoved på den dér Dalmatiner gør at jeg vitterlig kan løbe sindssygt hurtigt!!
Needless to say, min løbetur blev ret afkortet og jeg gik hjem og nu har jeg så afleveret min løbejakke hos skrædderen, som for 5€ vil sy en lap på eller måske sy flængen sammen, men i bagklogskabets uendelige klar syn, skulle jeg jo havde taget fat i en af havne medarbejderne og meldt damen til politiet for det er mega ulovligt at slippe sine hunde løs her i byen og dernæst, så burde hun erstatte min løbejakke!! KOST!!!!!! Spansk Kost faktisk!!!
Nå men hjem og i bad og så arbejde videre – jeg er som skrevet før, ved at lave noget for Walter, Anikas mand – eller for Anikas firma, men det er hendes mand der er direktør dér inkl. at han står for at lave grafisk design (som ligner pis, faktisk ligner det noget fra Rusland, no kidding!) derudover er han også deres SoMe mand, altså den person som står for deres social medias så som feks. Facebook – han laver SÅ mange ting, i stedet for bare én ting og så blive mega dygtig til det.
Nå, men naturligvis kan et menneske i en multimillion virksomhed ikke bestride alle de her positioner til UG og slet ikke Walter, så han spørger mig om jeg vil gøre det for ham/dem, det vil jeg naturligvis gerne og jeg har nu brugt ca. 2 uger på det, fordi nogle mails blev slettet i deres indbakke i stedet for at sende dem til mig, så jeg måtte starte forfra og fordi jeg ikke måtte blive Admin – hvilket gøre det lidt svært, så til sidst lavede jeg bare mig selv til Admin og fik det hele lavet i løbet af få timer.
Nu skal jeg så fakturere dem – hvilket jo er min svage side, altså at sætte pris på mig selv og mit arbejde. Jeg har faktisk brugt mange timer på det her efterhånden, men jeg tænker at jeg kun fakturere 3-4 timer, fordi så er der måske en mulighed for at de vil ansætte mig igen en anden gang – lige nu burde jeg nok nærmere fakturere 8-9 timer, men det bliver dyrt og jeg har desuden ikke lyst til at blive uvenner med Walter, han er uberegnelig (ligesom hundene!!)
Da jeg havde fået lavet det sidste og sendt en mail til Walter om at han lige skulle tjekke om det var okay, så mødtes jeg med min Philiphinske veninde. Vi kørte i det store lokale Mall og osede lidt – jeg skal ikke købe noget, jeg skal derimod spare mine penge.
Men det koster ikke noget at kikke. Så det gjorde jeg – derudover er jeg inviteret til en Fødselsdag hos en af de andre Philiphinske piger hernede, altså en veninde af min veninde på Lørdag (i morgen) og selv om de siger jeg ikke skal have en gave med, så syntes jeg det er fesen at komme og sætte sig til skiven og ikke have nogen gave med, så jeg købte en fin håndcreme til hende.
Den bruger jeg selv, eller brugt da jeg boede hernede, for når man har hænderne meget i vand, så bliver de ekstremt tørre og denne her creme giver bare mega silkebløde hænder hvis man putter den på om aftnen inden man går i seng – men kan hun ikke lide den, kan hun bytte den.
Vi går ind i en butik, hvor min philiphinske veninde vil købe et par army bukser til piger, altså med army print – hvilket nok er en af de få slags tøjstile jeg ikke er fan af – alt hvad der henleder tankerne på krig er ikke noget man bruger til hverdag, heriblandt tøj og krigslegetøj. Nå men hun prøver bukserne og da hun er lige så lille som mig, faktisk lidt mindre endda og efterhånden ret buttet, så tænker jeg at bukserne faktisk ligner pis på hende, men det siger jeg ikke – jeg siger bare at jeg måske ville finde nogle andre bukser, som også har elastik i livet (snøre) men som er bedre. De her bukser skal egentlig være sådan lidt pirat capri stump-bukser agtig, men da vi jo er lave mennesker, er det nærmest lange bukser til hende – ergo, bad choice og oven i kommer så printet = dobbelt bad choice men hun vil gerne have dem og køber dem.
Da vi står ved kassen står der en fyr foran os, eller to fyre, den ene er ved at købe noget. Han tager et bundt dollars ud af sin pung, pakker dem ud og lægger dem på kassen – her skal jeg lige forklare at kassen er aflang (no shit) og så er der ligesom et niveau ned, hvor man kan sætte sin taske på. Et niveau som damen ved kassen ikke kan se.
Her lægger fyren sine dollars og inden i bundet er der euro – han betaler og tager sine ting og går med sin ven. Så sætter min Philiphineske veninde sin taske dér og køber bukserne og da hun løfter sin taske og går ser jeg at dér ligger et bundt dollars…… bare sådan.
Inde i min krop tænker min altid søde hjerne “Åhhhhhh nej! Stakkels mand har glemt sine penge!” hvorefter jeg tager bundtet i hånden og løfter dem op og siger på engelsk “Ohhhh no, he forgot his money!” og så løber jeg ellers ud af butikken og først til højre for at kikke efter ham – ingen mænd med PullBear poser der går to og to sammen – til venstre i fuld galop – ingen mænd med PullBear poser der går to og to sammen….. nu kommer min veninde hen til mig, vi er et stykke fra butikken nu og jeg kikker på hende og siger: Hva gør vi? Inden i tænker jeg på at gå tilbage til butikken og aflevere pengene, så manden kan få dem hvis han kommer tilbage – men hvad nu hvis han ikke kommer tilbage? Hvem får så pengene?
Jeg ved ikke om det er normal adfærd eller om jeg er lidt ude på et skråplan men efter at have ledt efter manden – som iøvrigt havde en skolering på fingeren, hvilket var grunden til at jeg lagde mærke til ham, han var Amerikaner – beslutter vi os sagte for at beholde pengene….. men så kommer vi i tanke om at hvad nu hvis manden går tilbage til butikken og damen så siger “Ahh dine penge…. altså en hvid blond pige i følgeskab med en mørk asiatisk pige med sort hår tog dine penge – de har en PullBear pose med sig” – hvor mange af vores slags tror du der er i det mall? Kun os. Korrekt.
Så vi deler os op og går på hver sin side af gangen i kapgangstempo mens vi sigter mod udgangen – da vi kommer ud løber vi henover parkeringspladsen og springer ind i min bil, får bakket ud mens jeg gemmer pengene i mine trusser (but why??) og så kørere vi ellers tilbage til byen mens vi griner helt vildt højt – dels fordi vi har fundet penge men også fordi vi stak af med dem uden at finde ejermanden – det føltes lidt som at være kriminel men så alligevel ikke, for havde jeg set manden, ville jeg havde givet ham pengene 100%. Men nu da jeg ikke kunne finde ham, så beholdte jeg pengene selv – er det forkert?
Der var 300 dollars i bundtet, det svare til 261€ eller 2073 Kroner – da vi kom til byen igen, parkerede vi og gik direkte op i en vekselbutik og fik dem vekslet rundt til Euro (261€) hvilket gjorde at vi fik nøjagtig 130,50€ hver. Bare sådan. Vi delte pengene på en bænk ude foran en Mango butik mens støvregnen faldt still over byen – måske næsten symbolsk for at vaske vores synder væk?
Så gik vi på en cafe og drak én stor fadøl med håndtag! Vi skulle fejre! Herefter blev det tid til at hente min philiphinske veninde’s veninde – de elsker at bruge min bil, fordi de alle sammen arbejder så langt uden for byen – så vi tullede ud og hentede hende og på vej tilbage fortalte vi hende om vores fund – hun troede ikke ét øjeblik på os, før hun så billede!
Vi aftalte at give aftensmad – med øl på den Amerikanske Diner, så som sagt så gjort og det var så her det stak lidt af for mig….. jeg trode måske inden i, at jeg var lige så hardcore til at drikke som da jeg gik på HHx eller som da jeg boede i København og drak hver weekend, men jeg har ikke drukket i flere ÅR sådan mere end hvad der svare til 3 små dåseøl – men altså her sad vi så med 3 store fadøl med håndtag. Jeg tænker der har været en halv liter i.
Pigerne kan så ikke rigtig lide øl (viser det sig) så de får Strawberry Daquiry hvilket de aldrig har smagt før – men helt vildt godt kunne lide. Men sparsommelige Deirdre-Ann syntes bestemt ikke at de her øl skal gå til spilde, så jeg drikker dem. Allesammen. Ohhh inkl. 2 omgang. Dvs. jeg fik 5 store fadøl……. af cirka en halv liter hver……ehmmm……. jow det er rigtig nok….. (hvad fanden tænkte jeg dog på??) Problemer er nok nærmere at jeg slet ikke tænkte! Jeg hyggede mig helt vildt.
Nå men kl. ca. 21,30 går vi hjemad – hver for sig. Jeg går direkte i seng, kan godt mærke jeg er presset, så mit praktiske instinkt får mig til at tage spanden frem og sætte den ved siden af sengen – hvilket er rimelig heldigt!
Første portion bræk…..
Jeg rammer desværre også It mandens eksterne Harddisk (som ligger på hylden under natbordet) OG min Five minute journal dagbog….. nå men jeg ramte jo spanden og lægger mig til at sove igen – hvilket ikke er så længe, for så vågner jeg op og skal bare brække mig for hårdt!!
Jeg får ikke liiiiiiiige hele hoved udover sengen men mit hår kommer da udover, hvilket resultere i at jeg får bræk i mit hår (!!) og bræk-juice (hedder det dét?) på kanten af min madras…… fuck fuck fuck fuck!
Mit indre fortæller mig at nu er jeg da tømt for alkohol og mad, så jeg kan jo lige så godt gøre rent, for der er jo bræk over alt……
2, 3 og 5 portion bræk…
Så hvad gør praktiske Deirdre-Ann? Jow da, hun tømmer spanden i toilettet, skyller og vasker spanden i bruseren, henter varmt sæbevand i køkkenet, henter en rengøringskarklud og gå i krig med at tørrer op og vaske gulv, seng og sengebord mens jeg også hiver alt sengetøjet af og sætter det på kogevaske og lægger nyt sengetøj på – shit hvor var jeg energisk!
Pludselig og ud af et blå, får jeg et mega nedsving som It manden kalder det og må nærmest kaste mig op i sengen og lukke mine øjne – jeg vågner så kl. 5, med en knaldene hovedpine og så mega dehydreret at jeg trode der var sand i min mund………. og jeg havde ikke mere flaske vand, så jeg måtte drikke vand fra hanen, hvilket også er fint nok, det smager bare lidt pool agtig. Jeg kvæler to panodiler og går i seng igen. Kl. 10 vågner jeg og sætter mig op, for at konkludere at mit hår er stift af bræk som så er smittet af på mit nye sengetøj (så jeg vasker lige en portion mere)
Ud i badet og vaske hår og krop – det føles som om jeg lugter fra alle kropsåbninger, inkl. missen selv om den altså normalt ikke lugter, men sådan føltes det. Kors hvor var et bad bare mega lækkert og tiltrængt! Jeg følte mig som født på ny, bortset fra at jeg er så tom i min krop, tom og slap….. ingen væske og ingen mad…. jeg føler det som om jeg er ved at dø indefra (kan man dø udefra??)
Jeg er ret bevist om at jeg nok ikke kan kører bil – desuden har pigerne bilen og jeg orker ikke at høre hvor den står, så jeg går ned og tager en taxi – jeg er jo nærmest nyslået millionær! – og kører op i mallet igen, mere præcist til McDonalds….. på rent spansk vis, tager det 100 ÅR at få min mad, selv om der kun er mig i HELE restauranten men damen ligner en der har mega god tid – jeg tænker bare på hvor dejligt flasken med vand som ligger på bakken inde bag kassen, vil smage når den løber ned i halsen på mig……. ikke at jeg nødvendigvis tager tid på hvor lang tid det tager at få en BigMac på McDonalds, men det tog 12 minutter…!
MAD!
Det tog mig så yderlig 40 minutter at spise maden….. jeg havde flere gangen synkekrise undervejs…..men ned kom det.
Så gik jeg ind og osede lidt, nu var jeg jo her og jeg er ikke for god til at shoppe i forvejen, men jeg kunne ligesom heller ikke overskue at skulle hjem, så jeg tænkte at lidt oseri ville være godt – desuden er der stort udsalg i Spanien i øjeblikket så alt er minus 50% og 70%. Men ak, det jeg faldt for, var naturligvis ikke på tilbud, så jeg måtte slippe 24,99€ x 2 for en blonde skjortebluse og en fed denimskjorte (ja ja jeg har to i forvejen men den ene er der slidt hul i og den anen er fin, men der går måske 10 år før denim igen er på mode og jeg går med denim uanset om det er på mode eller ej, så nu hamstre jeg!)
Dvs. jeg har nu brugt knap 60€ af de 130,50€ jeg fik – altså på tøj og på at betale min portion af maden – nåe ja og så taxi frem og tilbage – det er faktisk ret dyrt at lege rig! Men jeg er fin i tøjet 🙂
Og om lidt så tager jeg min lille solskoldet Nissan Micra og kører ud og mødes med en anden semi veninde og hendes søster og spiser aftensmad – jeg har ikke fået noget hele dagen udover McDonalds kl. ca. 11 og nu er klokken 20 – jeg er både sulten og så ikke…. mærkelig følelse, tror det hedder tømmermænd!
Jeg fik forresten også købt et nyt betræk til mit strygebræt her i lejligheden – det var tiltrængt. Betrækket var så tyndt at rillerne under betrækket blev presset ind i det tøj man strøg!
Betrækket er egentlig for stort, så jeg burde nok havde købt et helt nyt strygebræt, men det kostede 19€ og betrækket her kostede kun 4€, så sparsommelige Ann kom frem og købte blot betrækket.
Så forresten denne her bluse på FB – der står “All women are created equal but the best are born in 1978” Ohhh yes, amen to that!
Og det var så slut på denne epoke! Ses når næste epoke eller æra starter!!!