I dag kørte jeg til færgen mod Sjællands Odde kl. 06.14 efter at have været i bad og fået vasket hår. Jeg var SÅ TRÆT at jeg kunne sove stående.
– og min mund gjorde ondt fra morgenstunden.
Ombord på færgen var der alt for mange snakkende mennesker, men jeg havde heldigvis mine høretelefoner med, og med fuld volume på telefonen klarede jeg turen over.
Der var ingen kø til København, så jeg var der i god tid og fik parkeret fornuftigt, tisset af, vasket hænder og smset til min Radio Journalistveninde at jeg nu ventede på mit møde og så ville jeg komme forbi hende bagefter, som aftalt.
– jeg nåede lige at få et svar tilbage fra hende, hvor i det stod følgende:
Jeg døde lidt inden i da jeg så den – jeg vidste godt at de var ved at pakke og at hendes fødselsdag er i dag (lørdag, klokken er over midnat) men hun havde helt fra starten af sagt at det ikke var et problem og jeg havde endda taget gammelt tøj med, så jeg kunne give et nap med. Plus jeg havde booket et hotelværelse (på firma kortet) så det ikke var en bagkant jeg skulle nå. Jeg fik først skrvet tilbage da mødet var slut.
Og da det var slut, var jeg ved at tude i et væk. Damen var SÅ SØD til mødet og sagde bla. til mig, da hun kort forlod rummet for at hente noget “Er du okay?” mens hun lagde en hånd blidt på min skulder. Jeg havde total blanke øjne men formået med en vis stolthed at undgå at græde.
Det HELE ER NOGET LORT og selv om hun var SÅ SØD og der intet negativt var eller er at sætte på mødet, så er det bare hårdt at sparre med nogen som faktisk syntes det du laver er nærmest genialt og har meget potentiale, når du 98% af tiden ikke sparre med nogen og omgiver dig med mennesker der syntes du spilder dit liv (som om jeg havde så meget andet jeg kunne eller skulle lave)
Det blev også klart for mig derinde, til mødet, at It manden og min nye koder ikke er brugbare for mig. Overhoved faktisk. De bidrager ikke med noget men jeg kan ikke skille mig af med dem, fordi jeg ikke har andre end dem – gør jeg det vil jeg være helt alene i verden, både privat og erhvervsmæssigt. SÅ hårdt at få vendt med andre – jeg tør jo ikke fortælle nogen om hvor slemt det står til med mine co-founders, fordi det vil være benzin på modstandernes bål, altså dem som er imod det jeg laver, hvilket vil sige 98% af alle jeg taler med og give dem mere ammunition til at skyde mit firma i sænk.
– og med tanker på hvordan mit liv er lige pt. så er dét ca. det sidst ejeg har brug for.
Men den pressede situation jeg var i, gjorde at min mund eksploderet i et inferneo mens jeg var derinde. ALT brændte, det hele blussede op og gjorde SÅ AFSINDIGT ONDT at jeg næsten tudet af smerte.
Og så var mødet slut, planen er lagt og det er fint – men klokken var knap 12.00 Fredag formiddag og dér stod jeg uden planer i København. Og jeg kunne slet ikke rumme mig selv.
Jeg fik sat gps’en til Kgs. Nytorv, derfra kan jeg finde rundt til alt og endte på Letz Sushi på Christianshavn, to gader fra hvor jeg boede før jeg flyttede til Vesterbro og derfra til Kgs. Nytorv. Jeg fandt en parkeringsplads lige ned mod kanalerne og i et kort øjeblik kom min kærlighed til København op til overfladen
Jeg endte med at sidde på Letz Sushi i mere end en time og spise min sushi – min mave nåede også at dø mens jeg var derinde, så jeg sad på deres ultra kolde toilet og ynkede mig mens min mave ofrede sig ud i deres dagsbeskidte kumme….. jeg væmmes ved mig selv.
Jeg kunne ikke få de 599 Kr for hotelværelset på CabInn tilbage, selv om jeg slet ikke var tjekket ind, nemme penge for dem – og jeg valgte at sætte kursen mod Århus og klokken 17.00 lå jeg i min seng.
Og nu sidder jeg i min sofa og min mund gør simpelthen så ondt at mine gummer skriger!! Jeg tænker på min Psykiater-Lærling alt alt for meget og kan slet ikke overskue noget.
I morgen starter Hundekurset med min hvalp igen. Det er hver Lørdag fra 10.00 til 12.30, hvorfor skal det være så tidligt??? Jeg orker det ikke.